Se Oprahs royale afvisning

Oprah Winfrey prøvede forgæves at få et interview med Frederik og Mary. I Kongehuset Indefra kan man se, hvorfor hoffet sagde nej.

Da Oprah Winfrey prøvede at få et interview med kronprinsesse Mary, som hun kalder moderne og nede på jorden, fik hun et nej fra hoffet.

Da verdens største talkshowværtinde Oprah Winfrey i september sidste år gæstede Danmark, lagde hun begejstret billet ind på et interview med kronprinsesse Mary. Dog fik hun den kolde, kongelige skulder.

- Ja, sådan blev det. Oprah eller ej, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby i aftenens afsnit af Kongehuset Indefra.

Viser ikke privatliv

Her kan man se noget af begrundelsen for afvisningen til den kvinde, alle verdens stjerner står i kø for at blive interviewet af. Aftenens næstsidste og sjette afsnit viser nemlig en kort sekvens af mødet mellem Oprah Winfreys producer, som har taget kontakt til kommunikationschef i kongehuset, Lene Balleby, som styrer pressen med hård hånd - også den amerikanske.

- Vi vil ikke være villige til bare at vise deres privatliv. Det vil vi bestemt ikke, men vi kan diskutere nogle emner vedrørende den kongelige familie, siger Lene Balleby meget bestemt til Oprah Winfreys producer og gør det helt klart, at der ikke kan gås på kompromis.

Giver aldrig op

Det danske kronprinspar blev derfor ikke eksponeret til millioner af seere i hele verden. Oprah selv tager det ikke så tungt, selv om hun absolut ikke er en dame, som er vant til at blive afvist.

- Ja, men det er ok. Jeg bliver ved med at forsøge. Jeg giver aldrig op, griner hun efter afvisningen.

Hun forklarer, hvorfor hun gerne vil have et interview med den danske kronprinsesse.

- Jeg synes, Mary er en moderne kvinde, så derfor er vi interesserede i at tale med en, der har alt det og lever det liv, som hun lever, men også er meget nede på jorden.

Kommunikationschef Lene Balleby er tilfreds med resultatet.

- Hver gang vi siger ja eller nej til interviews med de kongelige, overvejer vi meget, hvad det er, formålet er med det pågældende interview, siger hun.

Og Oprahs formål faldt ikke i hoffets nåde.Se Kongehuset Indefra på DR1 kl. 20 i aften.

Facebook
Twitter