Coronasmitten i Danmark fortsætter på samme niveau som de seneste dage. Siden i går er der bekræftet 1.191 nye smittetilfælde.
Samtidig er yderligere ni personer døde med coronavirus. Det er det højeste antal på en dag siden april. Da det var værst i foråret, blev der registreret 22 dødsfald på en dag.
Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.
De viser også, at antallet af indlæggelser på landets coronaafdelinger er faldet med syv, så der nu er 244 indlagte. 42 patienter ligger på intensiv, af dem er 23 i respirator.
Dagens smittetal er baseret på 75.091 prøver. Det svarer til, at 1,6 procent af de testede har vist sig at være smittet. Det er nogenlunde på niveau med de seneste dage.