25-årige Abdullah Akbulut er i Østre Landsret idømt 12 års fængsel for forsøg på terror. Desuden frakendes han sit danske statsborgerskab og udvises, skriver Ritzau.
Dermed skærper landsretten straffen, da Retten på Frederiksberg dømte ham til 10 års fængsel.
I byretten kom det frem, at det var "kildeoplysninger", som i begyndelsen af april 2020 fik Politiets Efterretningstjeneste til at fatte interesse for manden.
Hans telefon blev aflyttet og sporet. Politiet kunne desuden følge mandens færden på nettet, mens det også ransagede personens hjem i hemmelighed.
Via en krypteret chattjeneste etablerede en PET-agent kontakt til manden, som i korrespondancen sagde til agenten, at han ville hævne sig på vantro, og at han kunne tænke sig at skære hovedet af politifolk.
Chatkontakten mundede ud i, at den første agent satte den tiltalte i forbindelse med en anden agent, som kunne skaffe den tiltalte et våben.
De mødtes på en parkeringsplads i København, hvor han blev anholdt efter at have fået overdraget en pistol og ammunition.