Coronasmitten spreder sig lige nu blandt de indsatte på Kragskovhede Fængsel i Nordjylland. 13 indsatte er på nuværende tidspunkt testet positive.
Udover at følge myndighedernes råd om afstand og hygiejne, opfordrer man de indsatte til at aflyse besøg udefra, fortæller institutionsleder Lene Theilgaard.
Hun roser de indsatte for at vise samfundssind og følge retningslinjerne.
- De samarbejder virkelig godt om at hjælpe sig selv og hinanden. Alle, og det gælder også indsatte, er jo bekymret over, hvad en smittesituation betyder, så derfor har de den samme interesse, som alle vi andre har.
Kragskovhede Fængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser. Derudover er der et lukket afsnit med 50 pladser.