Seneste nyt

1.503 nye smittetilfælde i Danmark

  • 1.503 nye smittetilfælde i Danmark

    Grundet tekniske problemer med serverne kommer Statens Serum Institut med mindre detaljerede coronatal i dag.

    Det oplyses dog, at der i løbet af de i seneste 29 timer - opgørelserne er lavet lidt senere end normalt, så derfor 29 timer i stedet for 24 timer - er løbet nye smittetilfælde til, så det samlede antal nu er 186.661.

    Det tal var i går 185.158, hvilket dermed betyder, at der er registreret 1.503 nye smittetilfælde i Danmark i perioden.

    Der er foretaget 112.415 test, hvilket giver en positivprocent på 1,3.

    Der er i øjeblikket 839 indlagte, hvilket er 20 færre end i går.

    129.170 personer er nu blevet vaccineret, hvilket svarer til 2,21 procent af befolkningen.

    Seneste Nyt

  • Olesen sætter banerekord og stryger til tops på ferieø

    Thorbjørn Olesen ramte et særdeles højt niveau på anden runde af Gran Canaria Open på European Tour.

    Den 31-årige golfspiller satte banerekord på fredagens runde, som han klarede i 61 slag - ni under banens par. Det sendte ham op på en førsteplads i turneringen efter to runder.

    Samlet er Olesen 14 slag under par i det spanske, hvor flere danskere er med fremme. Joachim B. Hansen er ti slag under på en delt 9. plads, mens Nicolai Højgaard er et slag dårligere på en delt 16. plads.

    Der resterer to runder, som spilles lørdag og søndag.

  • Statsministeren lykønsker ny grønlandsk landsstyreformand med valget

    Statsminister Mette Frederiksen har i dag givet en officiel lykønskning til den nyvalgte landsstyreformand i Grønland, Múte B. Egede.

    Det oplyser statsministeriet på Twitter.

    - Statsministeren ser frem til at udvikle de tætte bånd mellem Danmark og Grønland med det nye Naalakkersuisut, skriver Statsministeriet.

    Múte B. Egede blev tidligere i dag officielt valgt som landsstyreformand efter valget 6. april.

    Inatsisartut, Grønlands Landsting, godkendte tidligere i dag Múte B. Egede (IA) som formand for det grønlandske selvstyre, Naalakkersuitsut. (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)
  • Canadas premierminister har fået stik med AstraZeneca-vaccine

    (Foto: BLAIR GABLE © Scanpix)

    Canadas premierminister, Justin Trudeau, har fået sit første stik ud af to med AstraZenecas vaccine mod covid–19, skriver The Guardian.

    – Jeg er meget spændt, sagde han, inden sygeplejersken stak nålen i hans overarm.

    Premierministeren var afsted med sin kone, Sophie Grégoire Trudeau, der også fik sit første stik med vaccinen.

    Tilbage i marts måned sidste år blev Justin Trudeau testet positiv for coronavirus og måtte 14 dage i isolation.

  • Brøndby-bestyrelsesmedlem brød coronaregler i Farum

    Sune Blom ses her i bordeaux jakke på FC Nordsjællands hjemmebane, hvor Brøndby vandt 3-0 onsdag aften. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Brøndbybestyrelsesmedlemmet Sune Blom var én af de Brøndby-fans, der onsdag aften så stort på Superliga-klubbernes eget regelsæt og tog plads på FC Nordsjællands stadion, selvom der kun er adgang for hjemmeholdenes fans på grund af coronarestriktioner.

    Omtrent 50 Brøndby-fans havde ad omveje skaffet sig adgang til stadion via billetter, som FC Nordsjælland havde foræret samarbejdspartnere, der ofte giver dem videre til deres ansatte og kunder.

  • Fyns Politi søger vidner efter voldtægtsforsøg mod 12-årig

    En blot 12-årig pige blev fredag eftermiddag forsøgt voldtaget i den fynske by Fraugde, der ligger sydøst for Odense.

    På et stisystem mellem Flittergræsset og Fraugde-Radby-Vej angreb gerningsmanden den unge pige.

    Gerningsmanden beskrives som: mand, ca. 16 år, almindelig af kropsbygning, lys hudfarve med en del akne i ansigtet, talte dansk, bar muligvis kasket, bar briller med mørk kant, medbragte en lysebrun firkantet taske.

  • Fransk premierminister: Knivdrab på betjent var et terrorangreb

    Den 49-årige betjent, der tidligere i dag blev stukket ned og dræbt på en politistation i byen Rambouillet 50 kilometer sydvest for Paris, var offer for et terrorangreb.

    Det oplyser den franske premierminister Jean Castex ifølge Reuters.

    - Frankrig har mistet en af hverdagens heltinder i et barbarisk angreb, der er uendeligt kujonsk, siger Jean Castex.

    Den dræbte kvinde havde en administrativ stilling på politistationen i Rambouillet.

    Gerningsmanden er ifølge politiet en 37-årig tuneser, der i 2019 fik opholdstilladelse i Frankrig.

  • Manchester United-legenden Ryan Giggs er tiltalt for at overfalde to kvinder

    Ryan Giggs, den mangeårige Manchester United-stjerne og nuværende landstræner for Wales, er blevet sigtet af politiet for at have overfaldet to kvinder for derudover at have haft kontrollerende eller tvangsmæssig adfærd over for den ene gennem flere år.

    Det oplyser den britiske anklagemyndighed Crown Prosecution Service.

    Den walisiske fodboldstjerne skal i retten i Manchester 28. april, og begge voldshandlinger skulle have fundet sted 1. november sidste år.

    Det er ikke første gang, at Ryan Giggs er i medierne for andet end fodbold. I 2011 kom det frem, at han gennem otte år havde haft en affære med sin brors kone.

    Kort efter melder det walisiske fodboldforbund, at Ryan Giggs ikke kommer til at stå i spidsen for holdet til sommerens EM.

    Ryan Giggs (til højre) i aktion som walisisk landstræner sidste år. (Foto: STOYAN NENOV © Scanpix)
  • Ekspertgruppe anbefaler åbning for tilskuere indendørs

    Ekspertgruppen for store begivenheder anbefaler, at man kan åbne for siddende tilskuere til indendørs sportsbegivenheder.

    En genåbning for tilskuere til indendørs sport skal således ske med tilskueropdeling i sektioner. I første omgang anbefales maksimum 500 tilskuere i hver sektion.

    Ekspertgruppen arbejder med en fase 1 og en fase 2, og anbefalingerne i de to faser adskiller sig en lille smule.

    Lige nu er vi i fase 1, og når alle sårbare personer og personer over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik, kan man igangsætte fase 2.

    Hvis man beslutter, at det er forsvarligt at igangsætte fase 2, kan man lukke op til 1000 siddende tilskuere ind i hver sektion, mens der indendørs fortsat er et pladskrav på to kvadratmeter per person.

  • Múte B. Egede godkendt som formand for det grønlandske selvstyre

    Inatsisartut, Grønlands Landsting, har godkendt Múte B. Egede (IA) som formand for det grønlandske selvstyre, Naalakkersuitsut.

    Det skriver det grønlandske medie KNR.

    Hans parti, Inuit Ataqatigiit, blev også det største parti med 36 procent af stemmerne under det grønlandske valg, som han gik ud af som sejrsherre.

  • Caitlyn Jenner vil gå i Schwarzeneggers guvernør-fodspor

    Caitlyn Jenner vil være guvernør i Californien. (Foto: Nina Prommer © Scanpix)

    Den tidligere OL-guldmedaljevinder, realitystjerne og transkønnede aktivist Caitlyn Jenner ønsker at blive den næste guvernør i den amerikanske delstat Californien.

    Republikanske Caitlyn Jenners mærkesager er blandt andet lavere skatter, mens hun også har kritiseret de i hendes øjne for vidtgående coronarestriktioner i staten.

    Californien har før set personer gå fra underholdningsindustrien og over til politik med en vis succes, da både Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger tidligere er blevet valgt som guvernører i delstaten.

  • Folketinget har nu udpeget, hvem der skal granske aflivningen af mink

    Det nye Granskningsudvalg i Folketinget har nu udpeget, hvem der skal sidde i den granskningskommission, der skal kulegrave baggrunden for beslutningen om at aflive de mange danske mink.

    Og det bliver landsdommer Michael Kistrup, juraprofessor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann, der som medlemmer af kommissionen skal undersøge aflivningen af mink og beslutningsprocesserne.

    Det er ifølge pressemeddelelsen videre besluttet, at der skal gennemføres advokatundersøgelser "med fokus på henholdsvis politiets brug af et »action card« i forbindelse med aflivning af mink og nedgravning af de døde mink."

  • Ekspertgruppe anbefaler flere tilskuere til Danmarks EM-kampe

    Meget tyder på, at der kan komme endnu flere tilskuere på stadion, når Parken lægger græs til Danmarks kampe ved fodbold-EM til sommer.

    På baggrund af en vurdering fra Statens Serum Institiut af smitterisici ved afholdelse af større udendørs arrangementer med siddende publikum har en ekspertgruppe nedsat af Folketinget fredag aflagt rapport.

    Og her er der gode nyheder for de fodboldhungrende danske fans.

    - Ekspertgruppen foreslår på den baggrund, at såfremt der er et ønske om at tillade flere tilskuere til de fire kampe, kan det gøres med udgangspunkt i modellen i fase 2 for ordningen for større arrangementer med siddende publikum.

    - Det vil svare til en kapacitet i Parken på ca. 15.900 tilskuere, står der i rapporten offentliggjort på Kulturministeriets hjemmeside.

    Kulturminister Joy Mogensen (S) har tidligere garanteret, at der kan lukkes 11-12.000 tilskuere ind i Parken.

  • Roskilde Festival: Vi kan ikke afholde festivalen med de restriktioner, der er lagt op til

    Roskilde Festival har også set de netop offentliggjorte anbefalinger fra den nedsatte ekspertgruppe vedrørende festivaler denne sommer.

    Og for administrerende direktør for Roskilde Festival-gruppen, Signe Lopdrup, er det ikke rar læsning. Der må ikke være overnattende gæster, og der må maksimalt være 10.000 deltagere.

    - Vi har på baggrund af anbefalingerne meget svært ved at tro, at det er realistisk at gennemføre festivaler i Danmark før sidst på sommeren, siger hun i en skriftlig udtalelse.

    - Vi kan ikke se nogen anden konklusion, end at der fortsat vil være restriktioner. Restriktioner som betyder, at det ikke kan lade sig gøre at afholde Roskilde Festival. Det er fuldstændigt ubærligt.

    I en fælles udtalelse fra Jelling Musikfestival, Heartland, Northside, Copenhell, Tinderbox,, Nibe Festival og Dansk Live - foruden Roskilde - lyder samme toner. De kalder det "urealistisk" at afholde festivalerne og beder om hurtig afklaring fra politikerne.

    Det er politikerne, der skal tage den endelige beslutning på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger.

  • Ekspertgruppe slukker håbet for en normal festivalsommer

    Så blev der banket endnu et søm i kisten indeholdende håbet for en normal festivalsommer.

    Folketingets ekspertgruppe har netop fremlagt deres resultater af undersøgelsen af, hvordan man kan afholde festivaler på forsvarlig vis denne sommer, og det er ikke rar læsning, hvis man havde glædet sig til bøllehat, campingstol, dåseøl og hedebølge i lidt for små, orange telte.

    De anbefaler nemlig, at festivaler skal være uden overnatning. Og så må der i øvrigt maksimalt være 10.000 gæster, der skal inddeles i sektioner.

    Med Roskilde Festivals over 130.000 gæster, frivillige og ansatte, ser det unægteligt sort ud.

    Alt dette er dog kun ekspertgruppens anbefaling, og det er op til politikerne at beslutte den endelige løsning.

  • Tilfreds borgmester efter dom i klitsag: Man ødelægger ikke naturen ustraffet

    I dag faldt dommen i sagen om de to fredede klitter i Skagen, som en oktobernat tilbage i 2019 ændrede udseende.

    De to tiltalte, erhvervsmanden Hans Andersen og en 39-årige entreprenør, blev begge dømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste for at rydde to fredede klitområder på Skagen Sønderstrand.

    Og det er Frederikshavn kommunes borgmester Birgit S. Hansen (A) godt tilfreds med.

    - Domstolen sender her et klart signal om, at man ikke ustraffet kan ødelægge både natur og kulturarv. Jeg synes, det er slået fast med syvtommersøm, at det her gør man ikke. Det er det allervigtigste i dag, siger hun.

    Retten i Hjørring fandt Hans Andersens forklaring usandsynlig og valgte derimod at tro på den 39-årigs forklaring om, at det var aftalt på forhånd.

  • Rødt flertal stemmer imod afskaffelse af omstridt 30-minuttersregel

    Man skal fortsat bestille et bord 30 minutter før ankomst, hvis man ønsker at tage en tur på restaurant, café eller værtshus.

    Det sker efter et rødt flertal har stemt nej til at droppe den omstridte regel, der har fået kritik fra både berørte brancher, politikere fra flere partier og borgere, der har haft svært ved at se logikken bag reglen.

    Det skriver Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, på Twitter.

  • Lene Espersen måtte forklare notat i Tibet-sag

    Under sin afhøring i Tibetkommissionen i dag afviste den daværende justitsminister Lene Espersen, at hendes tilfredshed med det europæiske-asiatiske topmøde, Asem-4, i København i 2002, havde noget at gøre med, at man som dansk vært havde efterkommet kinesernes ønsker om ikke at se demonstranter.

    - Det var nok bare, fordi det gik stille og roligt (topmødet, red.). Det har været svært at holde den slags topmøder internationalt. Så det nok derfor, at jeg har sagt, at hvor er det dejligt, at det er gået godt, lød det fra Espersen.

    Svaret knyttede sig til et såkaldt debriefingsnotat efter topmødet, som er skrevet af daværende chefpolitiinspektør i Københavns Politi Kai Vittrup.

    Heri noterede han sig, at der blandt andet var stor tilfredshed med mødet hele vejen rundt fra 'fra Københavns Politi til Justitsministeriet og justitsministeren'.

    Samtidig roste Vittrup politiets motorcykeleskorte for at "takle ændringer i tidsskemaer, ruter mv."

    Det har vist siden vist sig, at politiet sørgede for at fragte premierminister Zhu Rongji uden om demonstranter fra Støttekomiteen for Tibet, så de ikke blev set og dermed forårsagede kinesiske ansigtstab.

  • Politiet finder knive smidt i kanal nær drabssted på Vestegnen

    Forsvarets dykkere har her til eftermiddag fundet to knive i en kanal nær det sted, hvor der onsdag blev begået et knivdrab i Albertslund.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

    Drabet skete på gaden i Vognporten i Albertslund, da to naboer af uvisse årsager kom op at slås i en opgang og efterfølgende ude på gaden.

    Uenighederne udviklede sig til knivstikkeri, og en 33-årig mand blev så alvorligt såret, at han efterfølgende døde. Torsdag eftermiddag blev opgørets anden part, en 26-årig mand, fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

    Manden erkendte dele af hændelsesforløbet, men nægter sig skyldig i sigtelsen om drab.

  • Coronakrisen får Putin til at forlænge russisk ferie

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger fredag, at han på grund af coronakrisen vil underskrive et dekret, som gøre dagene fra den 4. til den 7. maj arbejdsfrie.

    Det betyder, at russerne får forlænget en ferieperiode i næste måned.

    Forslaget blev stillet til Putin ved et tv-transmitteret regeringsmøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Hvis I mener, det er nødvendigt, så lad os gøre det. I dag underskriver jeg det relevante dekret, siger Putin.

    Tal fra den statslige statistik i Moska, Rosstat, siger, at over 224.000 er døde med covid-19 i Rusland.

  • Von der Leyen: I juli kan vi vaccinere 70 procent af EU's voksne befolkning

    Efter store forsinkelser og alvorlige leveranceproblemer er der nu kommet gang i vaccinationerne i EU-landene.

    Og ifølge Ursula von der Leyen, der er formand for Europa-Kommissionen, vil medlemslandene i juli have nok vaccinedoser til at kunne vaccinere 70 procent af unionens voksne befolkning.

    EU-Kommissionens mål er, at 70 procent af de voksne skal være vaccineret inden sommerens udgang.

    Derudover forhandler Europa-Kommissionen lige nu med Pfizer og BioNTech om at få leveret yderligere 1,8 millarder vaccinedoser i de kommende to år. Ifølge kommissionsformanden vil den aftale lande i løbet af de kommende dage.

    Medlemslandene har allerede bestilt 600 millioner doser fra de to firmaer.

  • Brostrøm: 'Vi skal ikke lade vacciner gå til spilde, hvis vi kan udnytte dem'

    Vaccinationspersonalet hælder, hvad der svarer til tusindvis af vaccinedoser i vasken, når bundsjatten i to vaccineglas ikke må samles til én vaccine.

    Sådan siger reglerne, og sundhedsmyndighederne har hidtil afvist at lave om på dem.

    Nu åbner direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm imidlertid døren på klem for en løsning:

    - Vi er ved at kigge på det en ekstra gang, for vi skal ikke lade vacciner gå til spilde, hvis vi kan udnytte dem. Men patientsikkerheden skal også være i orden, siger han.

    Ifølge et vaccinationscenter i Randers vil to vaccineglas med seks doser i hver kunne give en ekstra dosis tilsammen, hvis man må blande resterne i glassene.

  • Plejecenter i Hørsholm er ramt af smitteudbrud - lukket for besøg i fire uger

    Mens man ikke har hørt om udbrud på plejehjem i lang tid, fordi størstedelen af plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret, er plejecenteret Margrethelund i Hørsholm ramt af et nyt smitteudbrud.

    Tre beboere og fem medarbejdere er blevet smittet, og det har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at lukke for besøgende i foreløbigt fire uger.

    Ingen af de smittede medarbejdere er blevet vaccineret, og en af de smittede beboere er efter eget valg heller ikke vaccineret.

  • 702 nye smittede i Danmark - og sogn i Høje-Taastrup skal lukke

    Der er registreret 702 nye smittede med coronavirus i løbet af det seneste døgn.

    Det oplyser Statens Serum Institut i den seneste opgørelse.

    De 702 nye smittede baserer sig på 197.544 PCR-test. Det svarer til en positivprocent på 0,36.

    Samtidigt er der registreret yderligere fem dødsfald. Det samlede dødstal i Danmark er dermed oppe på 2.472.

    Der er i øjeblikket 190 indlagte, hvilket er én færre end i går. 42 af de indlagte er på en intensivafdeling og 24 er i respirator.

    Endnu et sogn er blevet lukket i dag på grund af for høje smittetal. I alt ni sogne er nu lukket.

    Det er Tåstrup Nykirke Sogn i Høje-Taastrup Kommune, der er blevet lukket i dag. Det er et forholdsvis stort sogn med 14.744 indbyggere.

  • Navalnyj vil indstille sin sultestrejke

    Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj har i sinde at indstille sin sultestrejke. Det oplyser han på Instagram.

    Samtidigt takker han for den støtte, han har modtaget fra støtter i Rusland og resten af verden.

    Ifølge Navalnyj er han nu blevet tilset af læger, som han stoler på. Han skriver, at lægerne har forklaret ham, at han er nødt til at stoppe sin strejke, hvis han skal have en chance for at overleve.

    Navalnyj er blevet overflyttet fra sin fængselscelle til et hospital i byen Vladimir øst for Moskva.

    Det ventes, at Navalnyj på et tidspunkt sendes tilbage til fængslet, hvor han har opholdt sig siden han i februar blev idømt tre og et halvt års fængsel for at have forbrudt sig mod sin prøveløsladelse i forbindelse med en tidligere sag.

    Tidligere har den 44-årige Putin-kritikers egne læger tryglet ham om at indstille sin sultestrejke af frygt for hans helbred.

  • Dublin mister EM-værtskab – Sevilla erstatter Bilbao

    Den spanske by Sevilla erstatter Bilbao som værtsby ved EM i fodbold til sommer, mens den irske hovedstad Dublin mister sit værtskab.

    Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), efter at forbundets eksekutivkomité har holdt møde fredag.

    De to eksisterende værtsbyer London og Sankt Petersborg overtager de kampe, der skulle være spillet i Dublin. Sankt Petersborg får tre gruppekampe, og London får en kvartfinale.

    Uefa har krævet, at de 12 oprindelige værtsnationer garanterer, at minimum 25 procent af kapaciteten på stadionerne udfyldes.

    Flere værtsbyer har haft problemer med at få godkendelser, og det får altså konsekvenser for to af de oprindelige værtsbyer.

    /Ritzau/

  • Dansk forfatter vinder vigtig norsk pris

    Sara Omar flygtede i 1990'erne fra krigen i sit hjemland Irak. Siden 2001 har hun boet i Danmark. (Foto: Les Kaner © kaner.dk)

    Den danske forfatter Sara Omar kan nu tilføje endnu en litterær pris til sin samling.

    Hun har fået den norske Bjørnsonprisen, fordi hun gennem sit litterære virke medvirker til "at løfte et vigtigt samfundsproblem ind i den offentlige samtale".

    Juryen har lagt vægt på, at det kræver et ”ukueligt mod” at skrive litteratur som den, Sara Omar skriver.

    Hun modtager prisen for bøgerne 'Dødevaskeren' (2017), der handler om undertrykkelse og mishandling af muslimske kvinder, og 'Skyggedanseren' (2019), hvor en kurdisk pige udsætte for overgreb i sit hjemland og flygter til Danmark.

    Sara Omar er født i 1986 i den kurdiske del af Irak. Hun har boet i Danmark siden 2001.

  • To mænd idømmes 60 dages betinget fængsel for at rydde to fredede klitområder i Skagen

    Sådan så det ud 1. november 2019: Den ødelagte fredede klit ved Skagen Sønderstrand, hvor en gummiged har fjernet toppen af et stort klitområde og skubbet sandet ned på stranden. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    To mænd er blevet idømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste for at rydde to fredede klitområder på Skagen Sønderstrand.

    Det skriver Ritzau.

    Dommen er afsagt ved Retten i Hjørring.

    Den ene mand har erkendt, at han kørte gummigeden rundt i klitterne, men har fortalt, at det skete for betaling fra den anden dømte. Han har ifølge Nordjyske erkendt i et vist omfang at have overtrådt naturbeskyttelesloven, men nægter hærværk.

    Den anden dømte har afvist at have noget som helst med hærværket at gøre.

  • Bare tre måneder inden OL: Japan erklærer undtagelsestilstand i Tokyo og tre andre regioner

    Fra på søndag og frem til 11. maj er store dele af Japan i undtagelsestilstand, herunder hovedstaden Tokyo, hvor der om bare tre måneder skal afholdes OL.

    Undtagelsestilstanden omfatter ifølge nyhedsbureauet Reuters en fjerdedel af landets befolkning.

    - Vi har i dag besluttet at erklære undtagelsestilstand i præfekturerne Tokyo, Kyoto, Osaka og Hyogo, siger premierminister Yoshihide Suga med henvisning til spredningen af nye virusvarianter.

    Smittetallene i Japan er umiddelbart meget lavere i Japan end i mange andre lande, skriver Ritzau.

    Men stigende smittetal bekymrer både myndigheder og lægeeksperter. Regeringen og OL-arrangørerne insisterer dog på, at legene kan afvikles som planlagt.

  • Topsvømmere har ikke tillid til bestyrelsen i Dansk Svømmeunion

    Lørdag er der valg til bestyrelsen, når der afholdes generalforsamling i Dansk Svømmeunion, og står det til de danske topsvømmere på Det Nationale Testcenter, ser de helst, at hele bestyrelsen bliver skiftet ud.

    Topsvømmerene udtrykker i et åbentbrev manglende tiltro til unionens nuværende bestyrelse.

    - Tillid kan ikke gradbøjes. Enten har man tillid eller også har man ikke. Vi har ikke tillid til den nuværende bestyrelse i Dansk Svømmeunion, lyder det i brevet, som DR Sporten er i besiddelse af.

    Udtalelsen kommer efter lang tids uro i toppen af dansk svømning på baggrund af DR dokumentaren 'Svømmestjerne under overfladen', som afdækkede kritisable træningsmetoder på landsholdet fra 2003 til 2012.

  • Stigende priser på byggematerialer skaber bekymring i kommunerne

    Træ, stål og flamingo er bare nogle af de materialer, der lige nu er ekstra dyre, og hvor ventetiden er lang.

    Og de højere priser er bekymrende, siger formand for det nordjyske kommunekontaktråd og borgmester i Hjørring Arne Boelt (A).

    De dyre materialer risikerer nemlig at blive årsag til udskydelser af kommunernes mange igangsatte byggeprojekter. I Nordjyllands største kommuner gælder det omkring 400 byggeprojekter.

    Projekterne er sat i gang som led i regeringens ønske om at holde hjulene kørende hos erhvervslivet under coronakrisen.

    Arne Boelt håber derfor også, at man igen i 2022 fjerner anlægsloftet, som regeringen besluttede at gøre det ekstraordinært i år.

    Fjernelsen af anlægsloftet betyder, at kommunerne har frit spil til at bestemme, hvor mange penge, der går til byggeri

  • Jan og Kevin Magnussen skal sammen køre Le Mans i dansk bil

    (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Scanpix)

    Der bliver to gange Magnussen i samme bil, når Le Mans i år løber af stablen. Det blev afsløret på et pressemøde fredag.

    - Nu sker det endelig. Det er noget, vi har snakket om siden, jeg lærte at tale, og vi har forsøgt nogle gange at få det til at ske, siger Kevin Magnussen.

    Kevin Magnussen har aldrig før kørt Le Mans, men hans far har deltaget hele 22 gange.

    Le Mans køres normalt i juni, men er i år udskudt til 21. og 22. august.

    /ritzau/

  • Stjernespiller forlader Astralis til fordel for svensk hold

    Counter-Strike-stjernen Nicolai "dev1ce" Reedtz skifter Astralis ud med Ninjas in Pyjamas med omgående virkning.

    Det oplyser Astralis i en pressemeddelelse.

    - Hvis han ikke er den bedste spiller gennem tiden, er han i hvert fald én af dem, og det er absolut ikke en let situation at skulle undvære en spiller og et menneske som ham på holdet, siger Kasper Hvidt, sportsdirektør i Astralis.

    Nicolai "dev1ce" Reedtz har selv ønsket at forlade Astralis. Han bor i Stockholm, hvor hans nye hold også har hjemme.

    - At bo langt væk fra kontoret og ikke have mulighed for at mødes med dine holdkammerater, mens du skal lave alt på afstand, har føltes ekstra hårdt for mig, siger han.

    /ritzau/

  • Bjergbestiger testet positiv i camp med 700 andre på Mount Everest

    Arkivfoto. (Foto: Phurba Tenjing Sherpa)

    Flere bjergbestigere er blevet ramt af coronavirus på deres vej op ad Mount Everest.

    Mindst én bjergbestiger er testet positiv for virusset på en basecamp, der huser bjergbestigere på vej op ad bjerget.

    Mindst 700 bjergbestigere og guider bor i øjeblikket på campen.

    De nepalesiske myndigheder holder ifølge nyhedsbureauet Reuters tæt med yderligere detaljer om et eventuelt smitteudbrud.

  • De fire astronauter er i kredsløb og i vægtløs tilstand - men stadig fastspændt

    De fire astronauter skal op til Den Internationale Rumstation, ISS, hvor de skal opholde sig i et halvt år. (Foto: THOM BAUR © Scanpix)

    De fire astronauter, som kort før middag blev skudt afsted ud i rummet, er nu i kredsløb om Jorden.

    Anden fase af raketten er koblet af, og den første del af raketten er landet sikkert på et skib på havet igen, så det kan genbruges til næste opsendelse.

    Astronauterne er nu i vægtløs tilstand, men de er spændt fast, så det kan ikke rigtig ses på de live-videoer, man kan følge med i.

    Vi dækker begivenheden minut for minut her på dr.dk.

  • Over 100 palæstinensere og 20 israelske politifolk såret under gadekampe

    Over 100 palæstinensere og 20 israelske politifolk blev såret under voldsomme gadekampe i det østlige Jerusalem natten til fredag, oplyser Ritzau.

    Sammenstødene skete under ramadanen i den omstridte by, som står centralt i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

    Gadekampene eskalerede og fortsatte i mange timer, mens israelske politifolk med skjolde og knipler forsøgte at stoppe sammenstød mellem unge palæstinensere og ultranationalistiske israelere.

    Israelsk politi oplyser, at tre af de sårede politifolk er blevet indlagt.

  • Så er verdens første genbrugsraket i luften til store klapsalver

    De fire astronauter ombord er NASA-astronauterne Shane Kimbrough og Megan McArthur, ESA-astronauten (European Space Agency) Thomas Pesquet og Akihiko Hoshide fra japanske JAXA (Japan Aerospace Exploration Agency). (Foto: THOM BAUR © Scanpix)

    For første gang nogensinde er både en genbrugt løfteraket og en genbrugt rumkapsel sendt ud i rummet.

    Det er Space X, der sammen med Nasa, sender fire astronauter op til Den Internationale Rumstation (ISS).

    Og det er for kort tid lykkedes at få rakketten op, og da besætningen gav første lyd fra sig, blev det modtaget af kæmpe klapsalver.

    Se opsendelsen her:

  • Landets bedste kvindelige håndboldspillere skal hjælpe unge langtidsledige i arbejde

    Landets bedste kvindelige håndboldspillere trækker nu i arbejdstøjet for at hjælpe unge langtidsledige ind på arbejdsmarkedet.

    Håndboldspillerne skal fungere som mentorer for de unge, mens de bliver tilbudt et forløb hos en af håndboldklubbernes erhvervssponsorer.

    I alt 14 ligaklubber arbejder sammen med FlexFabrikken i Viborg om projektet 'MærkJobbet',

    FlexFabrikken har i flere år arbejdet med at hjælpe unge i arbejde.

    - Hvis der er noget, håndbold er kendt for, er det at skabe fællesskab på banen, men også i forhold til det frivillige netværk, der ligger omkring, siger direktør i Flexfabrikken, Henriette Højer.

    Ambitionen er over de kommende tre år at få 600 unge i arbejde.

  • Nu er russiske styrker på vej væk fra Ukraines grænse

    Rusland er begyndt at trække militære styrker væk fra grænseområdet til Ukraine. De har gennemført en stor militær øvelse i området.

    Det oplyser det russiske forsvarsministerium efter flere uger med øgede spændinger mellem Rusland og Vesten.

    Militære enheder og formationer er for øjeblikket på vej mod jernbanestationer, luftbaser og skibe, hvilket kan ses på video fra området:

  • Amerikansk storbank trækker i land efter Super League-modvind

    Da udbryderligaen European Super League så dagens lys søndag aften, skete det med opbakning fra den amerikanske bank JP Morgan, som stod klar til at åbne pengepungen.

    Siden kuldsejlede projektet, da størstedelen af de 12 udbryderklubber lavede en u-vending, og nu trækker banken også i land.

    - Vi fejlvurderede helt klart, hvordan dette ville blive taget imod af det brede fodboldsamfund, og hvordan det ville påvirke dem i fremtiden. Vi vil tage ved lære af dette, lyder det fra den amerikanske bank J.P. Morgan ifølge Ritzau.

  • Team Danmark ansætter ny direktør

    Det bliver 55-årige Peter Fabrin, der 1. juni 2021 overtager posten som administrerende direktør i Team Danmark.

    Det har Team Danmarks bestyrelse netop godkendt på et bestyrelsesmøde.

    - Dansk eliteidræt er noget af det mest dyrebare, vi har i Danmark. Jeg er stolt af at skulle stå i spidsen for Team Danmark, siger Peter Fabrin i en pressemeddelelse.

    Fabrin kommer med en baggrund som direktør for en række danske og internationale virksomheder, lyder det.

    Han erstatter Lone Hansen, der i januar meddelte sit stop.

  • Fra de næste uger får borgerne i Region Sjælland maks. 20 kilometer til et vaccinecenter

    De næste tre uger åbner syv nye vaccinationscentre i Region Sjælland.

    Centrene bliver placeret, så borgerne i regionen maks. får 20 kilometer til nærmeste center, oplyser man i en pressemeddelelse.

    De syv nye centre kommer til at ligge i Asnæs, Gedser, Nakskov, Præstø, Skælskør, Stubbekøbing og Vordingborg. Centret i Nakskov åbner fra på onsdag, derefter følger Vordingborg ugen efter - og ugen efter igen åbner resten.

    Med de nye steder vil der være 28 steder at blive coronavaccineret i regionen.

  • Olga Ravn efter fornem shortlist: 'Det er sindssygt'

    Den danske forfatter Olga Ravns bog 'The Employees' er blandt de nominerede til den fornemme bogpris The International Booker Prize.

    Og det er en lykkelig og overrasket Olga Ravn, der har fået nyheden.

    - Det er sindssygt! Det føles fucking fedt, og så er det også svært at forstå. Jeg ved ikke rigtig, hvad man kan sammenligne det med, men det svarer måske lidt til at få sin film med på filmfestivalen i Cannes, lyder det fra en begejstret Olga Ravn.

    - Fuck, om jeg vinder, bare det at være nomineret er helt vildt sindssygt. Det er jo vanvid, siger hun.

  • Vi sender live fra Space X og Nasas opsendelse af fire astronauter til Den Internationale Rumstation

    Det er særlig dag for rumfarten i dag.

    For første gang nogensinde skal både en genbrugt løfteraket og en genbrugt rumkapsel sendes ud i rummet. Det er Space X, der sammen med Nasa, sender fire astronauter op til Den Internationale Rumstation (ISS).

    Efter planen bliver raketten opsendt klokken 11.49 dansk tid.

  • Lidegaard om kontroversiel mail i Tibetsagen: Udenrigsministeriet skal ikke blande sig i politiets rolle

    Folketingsmedlem Martin Lidegaard (R), der var udenrigsminister i 2014 og 2015, tager under sin afhøring i dag i Tibetkommissionen afstand fra en central mail fra Udenrigsministeriets daværende departementschef op til den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i juni 2012.

    I mailen, som tidligere har været fremme i kommissionen, skriver Claus Grube til en række topembedsmænd:

    - Håber meget at I kan bibringe især PET og Reimann (politidirektør, red.) fra Københavns Politi den nødvendige forståelse for deres vigtige roller. Ingen ansigtstab!.

    Martin Lidegaard, som ikke var udenrigsminister på det tidspunkt, undrer sig over budskabet i mailen:

    - Det er Udenrigsministeriets rolle at videreformidle, hvordan andre andre opfatter og ser Danmark ved et statsbesøg af den her karakter. Det er ikke ministeriets rolle at blande sig i, hvordan politiet skal udføre sin rolle.

  • Video: Ilt-transport til covid-19-indlagte måtte have politieskorte

    Med hylende sirener eskorterede en indisk kolonne med politibiler i dag en tankbil med ilt frem til et hospital i New Delhi, hvor de nåede frem tids nok til at afværge flere dødsfald som følge af manglen på ilt.

    Politibeskyttelsen understregede, at der mange stedet i landet er katastrofal mangel på ilt, som er livsnødvendigt for alvorligt syge covid-19 patienter.

    Du kan se videoen af politieskorten her:

  • Grønlands nye regering skal godkendes i dag

    (Foto: Kim Dang Trong © Scanpix)

    De 31 nyvalgte grønlandske medlemmer til parlamentet, Inatsisartut, mødes i dag klokken 15 til konstituerende samling.

    Det skriver det grønlandske medie KNR.

    Her skal de nyvalgte godkende sig selv til Inatsisartut, hvor der også skal vælges en formand.

    Samtidig skal den nye regering formelt godkendes. Her skal venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiits (IA) leder og vinder af valget, Múte B. Egede, godkendes som formand for Naalkkersuisut, Grønlands Landsstyre.

  • Australsk storby lukker i tre dage efter én coronasmittet

    Den vestaustralske storby Perth og naboregionen Peel vil fra i aften sendes i tre dages nedlukning.

    Det sker, fordi en mand er testet positiv for coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Den smittede har opholdt sig i byen i flere dage, efter han højst sandsynligt er blevet smittet på det hotel, han opholdt sig på i sin to–ugers isolation i Perth, oplyser sundhedsmyndighederne.

    I november 2020 fik 36 smittede den konsekvens, at man lukkede delstaten South Australia ned.

    I alt var 910 australiere døde pr. 22. april, viser tal fra Johns Hopkins University.

  • Solouheld påvirkede trafikken på Holstebromotorvejen i to timer

    Midt- og Vestjyllands Politi skriver på Twitter, at Holstebromotorvejen er lukket fra afkørsel 21 til 22 i sydlig retning.

    Det skyldes et solouheld.

    Ifølge Vejdirektoratet ventes der at være helt åbent igen tidligst klokken 13.

    I mellemtiden ledes trafikken videre i nødsporet.

    Opdatering klokken 12.23: Vejen er igen åbnet, da oprydningen er slut.

  • Ulykkelig sag om hjemmehjælp ender i Arbejdsretten: Hjemmehjælpere vil ikke arbejde i hjem, hvor de bliver filmet

    Hjemmehjælpere nægter at tage sig af en alvorligt syg kvinde i Kolding, fordi hendes mand videofilmer dem, imens de arbejder.

    Hjemmehjælpernes fagforening FOA bakker medarbejderne op, siger formand Jens Lund.

    - Det er så krænkende for deres arbejde, og derfor vil de simpelthen ikke finde sig i det. De vil gerne tage sig af borgeren, men de vil ikke overvåges.

    Kolding Kommune har forsøgt at gå i dialog med manden, men han vil ikke fjerne kameraet, og kommunen kan ikke tvinge ham, siger seniordirektør Annette Lund.

    - Jeg kan ikke finde en lovparagraf, der gør, at jeg kan sige til ham, at vi ikke kommer, hvis ikke han tager kameraet ned. Han har faktisk ret til at filme i sin egen bolig.

    Sagen med hjemmehjælperne er endt i Arbejdsretten, der skal afgøre, om hjemmehjælperne kan nægte at komme hos den alvorligt syge kvinde.

  • USA undersøger dødsfald efter Johnson & Johnson-vaccination

    USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, CDC, er ved at undersøge et dødsfald i Oregon i forbindelse med Johnson & Johnsons covid-19 vaccine, oplyser sundhedsmyndighederne.

    Samtidig undersøges en indlæggelse i Texas i forbindelse med vaccinen.

    Undersøgelserne er indledt på et tidspunkt, hvor eksperter og rådgivere fra CDC senere i dag ventes at afgøre, om det er sikkert at genoptage brugen af vaccinen.

    Det var en kvinde i 50'erne, som døde i Oregon. Hun fik en sjælden blodprop i forbindelse med få blodplader. Det skete, inden for to uger efter, at hun var blevet vaccineret med Johnson & Johnsons vaccine.

Mere fra dr.dk