Seneste nyt

19-årig idømt 14 år for drab: Stak kvinde ihjel og satte ild til liget

Overblik

  1. 19-årig idømt 14 år for drab: Stak kvinde ihjel og satte ild til liget

    Retten i Nykøbing Falster har torsdag idømt en 19-årig mand 14 års fængsel for drab på en 18-årig kvinde.

    Kvinden blev 3. april i år udsat for mindst ti knivstik, hvilket hun døde af. Drabsmanden har ifølge Ekstra Bladet under sagen forklaret, at drabet skete i forlængelse af et samleje mellem de to.

    Efter drabet overhældte han kvindens lig med brandbar væske og antændte det. Også det er han dømt for.

    Derudover er han dømt for at have udsat andres liv for fare i forbindelse med brandstiftelsen.

    Den unge mand erkendte sig skyldig ved torsdagens retsmøde og har ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi valgt ikke at anke dommen til landsretten.

  2. Tysk politi: Fem børn og unge planlagde terrorangreb

    Tysk politi har ransaget boligerne hos fem unge, som mistænkes for at planlægge et Islamisk Stat-inspireret angreb.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ransagerne skete i den vesttyske by Bonn, og de anholdte er mellem 16 og 22 år gamle. Derfor er ingen af de fem blevet anholdt, da en domstol kun har givet tilladelse til ransagningerne og ikke anholdelser af hensyn til de involveredes unge aldre.

    - De mistænkte er anklaget for at planlægge et terrorangreb, som er blevet inspireret af propagandamateriale fra Islamisk Stat, lyder det i en udtalelse fra anklagemyndigheden i Düsseldorf.

    To af de mistænkte tyske statsborgere, to andre er russisk-tyske, og den sidste er fra Tyrkiet. Det fremgår ikke, hvordan de forholder sig til politiets mistanke.

  3. Eskalerende fiskeristrid får Frankrig til at beslaglægge britisk skib

    Det er en ophedet konflikt om fiskeritilladelser mellem Frankrig og Storbritannien, der nu har fået Frankrig til at beslaglægge et britisk fiskefartøj, der sejlede i fransk farvand uden tilladelse. Samtidig har et andet skib fået en advarsel.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

    Den franske regering er vred over, at Storbritannien og kanaløen Jersey i sidste måned nægtede at give fiskeritilladelser til franske både.

    Striden bunder i, at en række franske fiskere ikke har fået de tilladelser til at fiske i britisk farvand, som de ifølge Frankrig har krav på.

    - Det er ikke krig, men det er en kamp, siger Annick Girardin, der er fransk minister for oversøiske territorier, til radiostationen RTL ifølge Reuters.

  4. Forsvaret og redningsmandskab leder efter sømand i Vesterhavet

    En sømand faldt sent i aftes over bord fra en båd ud fra kysten ved Thyborøn i Vestjylland, og derfor har Forsvarets redningshelikoptere samt fartøjer fra kystredningstjenesten lige siden ledt efter personen.

    - Der søges fortsat med Hjemmeværnets Defender-fly og flere skibe, lyder det i tweetet.

    Det er uvist, under hvilke omstændigheder sømanden faldt over bord.

  5. Tidligere særlig rådgiver vil gerne udlevere sms'er

    Det har vakt en del debat, at statsministeren og tre højtstående embedsfolk automatisk har slettet sms'er i minksagen.

    Tidligere særlig rådgiver for Mogens Jensen (S) Søren Andersen fortæller via sin bisidder i minkkommissionen, at han er i besiddelse af sin gamle telefon, og at han gerne vil udlevere de sms-korrespondancer, han her har haft med Statsministeriets stabschef, Martin Justesen. Det skriver Ritzau og TV2.

    Søren Andersen er fortsat en del af regeringens inderkreds som særlig rådgiver for forsknings- og uddannelsesminister Jesper Petersen (S).

  6. Landsret kender brødre skyldige i drab på Bornholm

    Brødrene Mads og Magnus Møller er blevet kendt skyldige i drab på den 28-årige Phillip Mbuji Johansen i Nordskoven på Bornholm i juni sidste år.

    Det er Østre Landsret netop kommet frem til. Dermed stadfæster de byrettens dom.

    Samtlige dommere og nævninge var enige.

    - Efter tiltaltes forklaringer og de lægelige oplysninger er retten kommet frem til, at det er bevist, at de har udøvet vold som beskrevet i anklageskriftet.

    - I forhold til voldens omfang og karakter er det bevist, at de tiltalte så det som overvejende sansynligt, at Phillip Mbuji Johansen ville dø som følge af den vold, som han blev udsat for.

    Flere pårørende er mødt op i retten til både de to tiltalte og offeret.

    Landsretten skal de næste timer tage stilling til straffen. I byretten blev de to brødre idømt 14 års fængsel.

  7. Venstre vil have politiet til at efterforske slettede sms'er

    Står det til Venstre, skal justitsminister Nick Hækkerup (S) bede politiet efterforske den automatiske sletning af sms'er på telefoner hos statsminister Mette Frederiksen (S) og tre højtstående embedsfolk. Det skriver Ritzau.

    Sletningen har betydet, at den granskningskommission, der undersøger forløbet omkring aflivningen af alle mink i Danmark, ikke kan se dem.

    - Vi har lighed for loven i dette her land, og det gælder altså også Statsministeriets folk. Straffelovens paragraf 125 gælder for alle i dette her land.

    - Og derfor mener jeg også, at omstændighederne taler for en undersøgelse, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til Ritzau.

    Den paragraf, Preben Bang Henriksen referer til, lyder, at det er strafbart at "bortskaffe genstande af betydning for en offentlig undersøgelse eller udslættet forbrydelsens spor".

  8. Sundhedsordførere inden Heunicke-møde: I kan glemme alt om vidtrækkende restriktioner

    I morgen har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) inviteret Folketinget til en briefing om coronasituationen, men umiddelbart er partierne ikke parate til at drøfte restriktioner.

    - Men på nogle mere bestemte områder, hvor der er meget højt smittetal og vaccinationsraten måske ikke er så høj, kan Styrelsen for Patientsikkerhed og kommunerne aftale, hvad der skal foregå. Men generelle restriktioner ser jeg ikke for mig, siger De Konservatives sundhedspolitiske ordfører, Per Larsen.

    Samme meldinger kommer fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

    - Vi kan ikke gå med til, at vi skal til at gå med mundbind igen, eller at der er erhverv, der skal lukkes ned. Men vi kan gå med til lokale tiltag, hvis vi ser, at smitten er ved at eksplodere, men ikke landsomfattende restriktioner, som gør det svært at have en dagligdag.

  9. Mere end 55 millioner amfetaminpiller beslaglagt i Laos

    Det blev til en rekordstor fangst for politiet i Laos, da de onsdag fandt 1,5 tons metamfetamin og mere end 55 millioner amfetaminpiller, i en lastbil.

    FN kalder det det største fund af narkotika nogensinde i regionen. Det skriver Reuters.

    - Det er suverænt den største beslaglæggelse i Øst- og Sydøstasiens historie, siger Jeremy Douglas, Sydøstasiens repræsentant for FN's kontor for Narkotika og Kriminalitet, UNODC.

    Lastbilen, som tilsyneladende var fyldt med ølkasser, blev stoppet i det nordlige Bokeo, som ligger på grænsen til Thailand og Myanmar.

  10. Løkkes sms'er blev ikke automatisk slettet

    Efter det er kommet frem, at vigtige sms'er er blevet slettet i forbindelse med minksagen, melder tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen nu ud, at der ikke var praksis for at slette dem i hans tid.

    Det siger han til aviserne Berlingske, Jyllands-Posten og B.T., skriver Ritzau.

    Til B.T. oplyser Løkke, at det ikke tidligere har være normal praksis, at statsministeren og de nærmeste rådgivere bare sletter sms'er automatisk.

    - Bestemt ikke (normal praksis, red.). Jeg har aldrig hørt om det før, skriver han til B.T.

    Minkkommissionen, som Folketinget har nedsat til at undersøge sagen om aflivningen af mink, meddelte tidligere onsdag, at sms'erne fra statsminister Mette Frederiksen (S) og tre medarbejdere i Statsministeriet er blevet slettet automatisk efter 30 dage.

  11. Udviklingsminister vil øge de grønne investeringer i ulande

    Der skal investeres i grøn omstilling og økonomisk vækst, hvis det står til udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).

    Helt konkret vil Danmark bruge statsgarantier på op til to milliarder kroner, der skal være et supplement til udviklingsbistanden.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, skriver Ritzau.

    I en pilotperiode frem til 2025 forventes statsgarantierne potentielt at kunne mobilisere mere privat finansiering til udviklingsformål på op til tre til fire milliarder kroner.

    En stor del af dette ventes at være investeringer i klima, lyder det i pressemeddelelsen.

  12. Dødeligt våben på filmset blev ikke tjekket af medinstruktør

    Det våben, som kostede en person livet og sårede en anden, blev ikke tjekket fuldt ud, inden det blev rakt til skuespiller Alec Baldwin. Det indrømmer en medinstruktør, viser dokumenter.

    Det skriver Ritzau ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Baldwin skød og dræbte den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins i en ulykke på et filmset.

    Også filminstruktøren Joel Souza blev ramt af skuddene, men kom sig hurtigt efter behandling på hospitalet.

    Uheldet skete under en prøve, hvor Baldwin øvede en skydescene. Han fik overrakt en Colt-revolver af en medinstruktør - med klar besked om, at våbnet ikke var ladt med skarp ammunition.

    Medinstruktøren har efterfølgende fortalt politiet, at han husker at have set ammunition i våbnet, før han gav det til skuespilleren.

  13. Dagens vejr: Flot efterårsdag med sol og varme i vente

    Der kommer pænt med sol i dag. I morgen- og formiddagstimerne vil det dog være skyet flere steder. Her er det i Hillerød. Foto: Kaj Boldt

    Du går en lun, solbeskinnet og i dag tør dag i møde, fordi vi stadig henter vinden fra sydvest.

    Det giver morgentemperaturer pænt over 10 grader i hele landet, og senere stiger temperaturen til mellem 14 og 16 grader.

    Temperaturen bliver hjulpet godt på vej af solen, der fra formiddagstimerne og frem får en del plads på himlen.

    Du vil dog stadig få glæde af overtøj, da vinden fortsat har en del styrke, i dag mellem jævn til hård.

  14. Indien vil ikke sætte langsigtede mål for udledninger

    Målet om nuludledning af drivhusgasser er ikke løsningen på klimakrisen, mener Indien.

    Landet afviser derfor at sætte et mål for, hvornår landet kan opnå balance mellem den mængde drivhusgasser, som landet udleder, og den mængde, som bliver fjernet fra atmosfæren. Det skriver Ritzau.

    Indien, der har verdens tredjestørste udslip af CO2 efter Kina og USA, er under pres for at blive CO2-neutralt i 2050 forud for næste uges klimatopmøde, COP26, i Glasgow i Skotland.

    Globale mål om at opnå netto-nuludledning er vigtigt for, at verden kan reducere sit samlede udslip og dermed undgå en stigning i globale temperaturer.

  15. Kinesisk missiltest vækker stor bekymring i USA

    Tidligere på måneden testede det kinesiske militær et nyt supersonisk missil. Det bekræftes nu for første gang af USA's forsvarschef, general Mark Milley.

    - Det, vi så, var en meget væsentlig begivenhed med en test af et hypersonisk våbensystem. Og det er meget bekymrende, siger Milley til amerikanske Bloomberg TV.

    Det skriver Ritzau.

    Adskillige kilder oplyste tidligere på måneden til avisen The Financial Times, at Kina i august sendte et missil op med en raket af typen Long March.

    Missilet, der kan udstyres med atomsprænghoveder, fløj rundt om kloden i lav højde, før det styrede ind mod sit mål, som det missede med cirka 30 kilometer.

    Normalt bliver den slags prøveaffyringer meddelt på forhånd, men det skete ikke i dette tilfælde.

  16. Nyt malaysisk kondom er både til mænd og kvinder

    En malaysisk gynækolog har skabt, hvad han kalder verdens første unisexkondom til brug for både mænd og kvinder.

    Manden bag kondomet, John Tang Ing Chinh, håber, at kondomet ved navn Wondaleaf Unisex Condom vil gøre folk i stand til at tage bedre kontrol over deres egen seksuelle sundhed uanset deres køn eller seksuelle orientering.

    Det siger han til Reuters, skriver Ritzau.

    - Det er i bund og grund et normalt kondom dækket af et selvklæbende lag.

    - Det kan sættes fast til skeden eller penissen, samtidig med at det dækker det omkringliggende område for ekstra beskyttelse, siger gynækolog John Tang Ing Chinh fra medicinalfirmaet Twin Catalyst.

    Kondomet er blevet testet i adskillige kliniske studier og sættes til salg i december på Wondaleafs egen hjemmeside.

  17. Iran vil genoptage forhandlinger om atomaftale

    Verdens stormagter skal igen mødes og forhandle om en atomaftale med Iran.

    Det meddeler Irans viceudenrigsminister, Ali Bagheri, efter samtaler med EU-mæglere i Bruxelles, skriver Ritzau.

    - Vi er enige om at starte forhandlinger i løbet af november. Den præcise dato vil blive offentliggjort inden for den næste uge, skriver Bagheri på Twitter.

    Han tilføjer, at han har haft en "meget konstruktiv" dialog med EU's mægler, Enrique Mora, som også tog til den iranske hovedstad tidligere på måneden.

    USA har reageret med forsigtighed på viceudenrigsministerens udtalelse.

    Men landet melder optimistisk, at det kun er et "lille antal spørgsmål", der forbliver uafklarede forud for genoptagelsen af forhandlingerne.

    USA's tidligere præsident, Donald Trump, trak USA ud af aftalen i 2018.

  18. FC Barcelona fyrer cheftræner

    Efter en lang række dårlige resultater er Ronald Koeman færdig som cheftræner for fodboldklubben FC Barcelona.

    Det oplyser fodboldklubben i en meddelelse, efter at holdet onsdag aften tabte 0-1 til Rayo Vallecano i La Liga, skriver Ritzau.

    - Klubbens præsident, Joan Laporta, informerede ham (Koeman, red.) om beslutningen efter nederlaget til Rayo Vallecano, oplyser klubben.

    - Ronald Koeman siger farvel til holdet torsdag på Ciutat Esportiva (Barcelonas træningsanlæg, red.). FC Barcelona ønsker at takke ham for hans tid i klubben og ønsker ham alt det bedste i hans professionelle karriere.

    Fyringen kommer efter en stribe dårlige resultater for den spanske storklub, hvor det kun er blevet til to sejre i de seneste syv kampe.

  19. Grøn omstilling - men ikke, når staten køber nye biler

    Vi skal alle være en del af den grønne omstilling, også når det vores transportbehov. Men det gælder tilsyneladende ikke, når staten køber ind til den offentlige bilpark. Berlingske skriver, at den danske stat i de seneste to år indregistreret 15 gange flere dieselbiler end grønne biler.

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at staten i perioden fra juli 2019 til juli 2021 har indregistreret i alt 1220 nye personbiler. Og kun 4,9 procent ud af dem er enten elbiler eller benzin-plug-in-hybridbiler. Dieselbilerne udgør til gengæld 73,5 procent - eller 897 ud af de 1220.

  20. Mere end 300 brandfolk skal testes for giftige stoffer

    Mere end 300 brandfolk skal nu testes for giftige fluorstoffer i blodet. Der er tale om en stikprøve, som en ekspertgruppe har anbefalet for at afdække problemets omfang.

    Der er mistanke om, at brandfolkene er blevet forgiftet med fluorstoffet PFOS, som har været brugt i brandslukningsskum. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd onsdag ifølge Jyllands-Posten.

    Hvis prøverne viser spor af fluorstofferne, kan det blive nødvendigt at udvide undersøgelsen, sagde ministeren.

    PFOS menes både at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

  21. Nu kan du købe din egen hoverbike i Japan

    Direktøren Daisuke Katano viser ALI Technologies' hoverbike frem. Pris: 4,4 millioner kroner. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

    Vi er allesammen kommet et skridt nærmere på at leve i en verden, der ligner Blade Runner-filmene. Det japanske startup-firma ALI Technologies håber på, at man kan overbevise bilister om, at det det er en god ide at skifte bilen ud med en hoverbike - altså en svævende motorcykel.

    XTurismo Limited Edition-hoverbiken er netop kommet i handlen i Japan, hvor den koster 680.000 dollar svarende til 4,4 millioner kroner. På en enkelt opladning kan den ifølge ALI Technologies flyve i 40 minutter med en hastighed på op til 100 kilometer i timen, og firmaet forventer at have produceret 200 eksemplarer midt i 2022.

    Blandt investorerne i firmaet er elektronikgiganten Mitsubishi og fodboldstjernen Keisuke Honda.

    - Indtil nu har valget stået mellem at blive på jorden eller at være højt oppe i luften. Vi håber på, at vi kan tilbyde en ny måde at bevæge sig på, siger administrerende direktør Daisuke Katano.

    Under den nuværende lovgivning er det dog ikke tilladt at flyve med hoverbikes over gaderne i Japan.

  22. Sønderjyske ekspederer AGF ud af pokalturneringen efter forlænget spilletid

    Sønderjyske er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.

    Det blev sikret onsdag aften med en 2-0-sejr over AGF. Der skulle dog forlænget spilletid til, før sejren var i hus. Den ordinære spilletid sluttede målløst.

    Kristofer Kristinsson og Isak Jensen scorede Sønderjyskes mål.

    Sønderjyske slutter sig med sejren til Randers og OB, der også begge gik videre til kvartfinalerne onsdag aften. Randers slog Middelfart med 4-0, mens OB vandt 4-1 over FC Nordsjælland efter forlænget spilletid.

    Torsdag spilles de to sidste ottendedelsfinaler, når Aalborg Freja og Brøndby mødes, og FCM tager imod AaB.

  23. SE VIDEO: Vulkanudbruddet fortsætter - mest alvorlige i hundrede år

    Video: IGME-CSIC

    Vulkanudbruddet på den kanariske ø La Palma forsætter med voldsom kraft. Vulkanen Cumbre Vieja har i dag sendt voldsomme mængder af magma og sort aske op i luften, efter at en indre kegle i vulkanen var kollapset natten forinden. Nye lavastrømme er opstået, og de har udløst nye jordskred.

    Præsidenten for De Kanariske Øer, Angel Victor Torres, mener, at der tale om det mest alvorlige vulkanudbrud, som Europa har oplevet de seneste 100 år.

    Foreløbigt dækker lavaen fra udbruddet omkring ni kvadratkilometer af øen, mindst 2.162 bygninger er blevet ødelagt, og 7.500 mennesker har været nødt til at flygte fra deres hjem, siden udbruddet begyndte for en måned siden.

    Udbruddet forventes at kunne blive ved de næste tre måneder.

  24. Napoleonshat indbragte 1,76 million kroner

    En såkaldt Bicorne-hat (en hat med to hjørner), som har tilhørt Napoleon, blev i dag solgt på en auktion i London. (Foto: TYRONE SIU © Ritzau Scanpix)

    En gammel napoleonshat kom under hammeren ved en auktion i London. Og det var ikke en tør kage, men derimod en såkaldt bicorne-hat, som den franske kejser en gang selv har gået med. Den udgjorde højdepunktet ved dagens auktion hos det britiske auktionshus 'Bonhams', hvor den indbragte 200.000 pund svarende til 1,76 million kroner.

    Der var inden auktionen blevet analyseret hovedhår fundet i hatten, og dna fra hårene matcher den franske kejsers.

  25. Aalborg Håndbold taber svær udekamp i Champions League

    Aalborg Håndbold tabte onsdag aften topkampen i klubbens Champions League-gruppe.

    Ungarnske Pick Szeged fik skovlen under det danske mesterhold, og ungarerne sikrede en 31-28-sejr.

    Aalborg Håndbold er stadig på gruppens førsteplads, men Pick Szeged har med sejren samme pointantal som danskerne.

    Førstepladsen kan dog blive mistet, hvis enten Kiel eller Montpellier vinder senere onsdag aften. De to hold møder henholdsvis Vardar og PPD Zagreb.

  26. Simon Kjær forlænger med Milan

    Simon Kjær vil også være at finde i AC Milans midterforsvar i de kommende to år. (Foto: JENNIFER LORENZINI © Ritzau Scanpix)

    Simon Kjær har forlænget sin kontrakt med den italienske klub AC Milan.

    Det oplyser Milan på klubbens hjemmeside.

    Den danske landsholdsanfører har lagt to år til sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2024.

    Simon Kjær kom til Milan i januar 2020, og siden er den 32-årige forsvarsspiller noteret for 66 kampe for AC Milan.

  27. Heunicke: Vi skalerer op på testningen nu

    Antallet af coronasmittede og indlagte stiger dag for dag i et hastigt tempo i landet. Det seneste døgn er 1.871 blevet testet positive, hvilket er det højeste tal siden begyndelsen af januar.

    Derfor har man nu valgt at opskalere antallet af test i Danmark. Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) her til aften i Aftenshowet.

    - Vi har i dag besluttet at skalere op på testningen. I dag har vi et niveau, der hedder 100.000 test om dagen. I går testede vi 93.000, så vi er meget tæt på det. Vi lægger 50.000 oveni nu, så vi når op på 150.000 daglige test, siger han.

    Han påpeger, at en stigning i antal test kan være med til at optrevle smittekæderne. I samme interview siger han, at der ikke er nogle konkrete planer om at lukke Danmark ned igen.

    - Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå nye store nedlukninger, lyder det fra sundhedsministeren.

    Magnus Heunicke har indkaldt Folketingets partier til en "grundig briefing" på fredag om den nuværende coronasituation.

  28. Overlevende fra atombomben i Hiroshima er død: Delte mine tanker med Obama

    Sunao Tsuboi overlevede den 6. august 1945 atombombeangrebet mod Hiroshima, som amerikanerne udførte. Onsdag er han død i en alder af 96 år, skriver BBC.

    Han har siden angrebet dengang været en af frontfigurerne i kampen for at udrydde atomvåben. Det kom især til syne i 2016, da daværende præsident Barack Obama var på besøg i Hiroshima, som den første amerikanske leder siden angrebet.

    - Jeg fik muligheden for at dele mine tanker, lød det fra japaneren efter besøget.

    Sunao Tsuboi var på vej til universitetet, da atombomben eksploderede. Selvom han overlevede, så fik han slemme forbrændinger over hele kroppen.

    Omkring 140.000 mennesker blev dræbt af bomben.

    Se video fra momentet, da Barack Obama og Sunao Tsunboi mødte hinanden her:

  29. Lokalt politi i Baldwin-sag: Vi har fjernet et projektil fra offers skulder

    Det lokale politi i Santa Fe, hvor skuespilleren Alec Baldwin skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins samt sårede instruktøren Joel Souza, har onsdag morgen lokal tid holdt deres første pressemøde siden episoden.

    Her kunne sherif Adan Mendoza forklare, at man har taget en projektil ud af skulderen på Joel Souza. Et såkaldt skarpt skud, der er blevet affyret fra en pistol af Alec Baldwin.

    Han siger samtidig, at man specielt har fokus på tre personer i efterforskningen. Alec Baldwin og så de to personer, som holdt pistolen, før den kom i hænderne på skuespilleren. Den våbenansvarlige Hannah Reed-Gutierrez og den assisterende instruktør David Halls.

    - Vi interviewer de personer, som undersøgte eller holdt våbenet, da det var ladt, før det endte hos Baldwin. Og der er nogle opfølgende spørgsmål, vi er nødt til at stille, siger han.

    Adan Mendoza siger samtidig, at det er for tidligt at sige, om der skal foretages nogle anholdelser.

  30. Heunicke indkalder partierne til corona-briefing

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets partier til en "grundig briefing" på fredag om den nuværende coronasituation.

    Det har han ifølge tv2.dk fortalt i magasinet 'Lippert' på TV2 News. Mødet kommer på baggrund af den seneste uges stigende smitte- og indlæggelsestal som årsag til mødet.

    - Nu er der kommet den her stigning på en uge i et omfang, der har overrasket de fleste, og derfor følger vi situationen meget nøje, siger Magnus Heuncike.

    Ifølge ministeren vil der ikke komme konkrete forslag til restriktioner ved fredagens briefing. Men senere kan smittebegrænsende tiltag igen blive nødvendige.

  31. Norsk politi: Kongsberg-gerningsmand truede og sigtede på folk

    I alt 24 mennesker blev forurettet, da en 38-årig mand for to uger siden gik til angreb med bue, pil og to stikvåben i den lille norske by Kongsberg, omkring 70 kilometer vest for Oslo.

    Det oplyser norsk politi i dag ved et pressemøde ifølge nyhedsbureauet NTB.

    - Efterforskningen har indtil nu afdækket 24 forurettede. Blandt dem blev fem dræbt, tre blev såret, og 16 blev udsat for hændelser, som vi skal finde frem til under efterforskningen, sagde politiinspektør Per Thomas Omholt ved pressemødet i dag.

    - Der er nogen, som er blevet sigtet på, og som er blevet udsat for trusler. Som efterforskningen skrider frem, kan antallet af dem, som er blevet udsat for andre hændelser ændre sig, siger han.

    Ifølge politiet havde den 38-årige gerningsmand, der har erkendt de faktiske forhold, formentlig købt sine våben over nettet for et stykke tid siden. Han brugte bue og pile, da angrebet begyndte i den lokale Coop-butik, men han brugte sine to stikvåben, da han efterfølgende dræbte fire kvinder og en mand.

  32. Politiet advarer: Undgå røg fra brand i Pindstrup, selvom den ikke er giftig

    Østjyllands Politi har onsdag aften udsendt en beredskabsmeddelse, hvor man advarer borgerne i området om at indånde den røg, der er opstået ved en brænd i en trævirksomhed i Pindstrup.

    Branden er fortsat i gang, og der er kommet en del røg, som går ind over dele af byen.

    Der er foretaget målinger af røgen fra branden, og den vurderes p.t. ikke til at være giftig.

    Det kan dog være sundhedsskadeligt, hvis man indånder røg gennem længere tid, og derfor opfordrer politiet borgerne i det berørte område til ikke at opholde sig direkte i røgen.

    Hvis man bliver man generet af røgen, skal man søge indenfor og lukke vinduer, døre og ventilationsanlæg. Og hvis man føler ubehag efter at have været i røgen, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen.

    Det vurderes, at det vil tage flere dage, inden branden er slukket.

  33. SF-topkandidat smittet med corona: Måtte forlade debatmøde

    Sisse Marie Welling er testet positiv for corona. (Foto: Kristian Djurhuus © Ritzau Scanpix)

    Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), måtte tirsdag aften forlade et debatmøde, da hun fik besked om, at hun var blevet testet positiv for coronavirus.

    Det skriver TV2 Lorry, der har været i kontakt med SF-politikeren.

    - Jeg er rigtig glad for, at det blev fanget, inden jeg begyndte at få symptomer – og dermed forhåbentlig, inden jeg har smittet nogen, lyder det i skriftlig kommentar fra Sisse Marie Welling til TV 2 Lorry.

    SF's politiske leder i København har desuden oplyst til lokalstationen, at hun er fuldt ud vaccineret, og at det positive svar kom efter en rutinetest.

    Selvom hun nu er i isolation, fortsætter SF-borgmesteren sin valgkamp på nettet, hvor hun forsøger at arrangere et online vælgermøde.

  34. Statsministeriet vil hjælpe kommissionen – og lave sms-regler

    Regeringen vil nu lave regler for, hvornår sms'er på ministres og embedsmænds mobiltelefoner må slettes. Det oplyser Statsministeriet i et skriftligt svar til DR.

    Initiativet kommer efter hård kritik af, at statsministeren samt flere af hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet har haft deres mobiltelefoner sat op til automatisk at slette sms'er. Ifølge Minkkommissionen efter 30 dage.

    Det har betydet, at kommissionen ikke har kunnet få udleveret sms'er fra statsminister Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og afdelingschef Pelle Pape.

    Statsministeriet understreger i svaret, at sletningen ikke er i strid med gældende regler. Men skriver:

    "Den diskussion, der nu er opstået, viser, at der er behov for at udarbejde generelle retningslinjer for opbevaring og sletning af SMS-beskeder på tjenestemobiler i staten i lighed med de retningslinjer om opbevaring af slettede e-mails, som Justitsministeriet udsendte i september. Det arbejde vil Justitsministeriet nu igangsætte."

    Statsministeriet lover også at hjælpe med at genskabe de slettede sms'er fra perioden september 2020 til december 2020, som Minkkommissionen har bedt om. Altså fra månederne omkring beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

    "Statsministeriet vil naturligvis bistå Minkkommissionen i forhold til de ønsker, kommissionen har i forhold til at forsøge at genskabe SMS-beskeder".

  35. Første kønsneutrale pas udstedt i USA

    I USA kan man nu få sit pas uden at skulle angive, at man enten er mand eller kvinde. Således har en amerikansk statsborger for første gang nogensinde fået et kønsneutralt pas, hvor kønnet er opgivet som X.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Jessica Stern, USA's særlige udsending, når det gælder LGTBQ+-rettigheder, kalder det en 'historisk og fejringsværdig' begivenhed, som bringer myndighedspapirerne i overensstemmelse med den virkelighed, som folk oplever.

    - Når en person får identitetspapirer, som afspejler deres sande identitet, oplever vedkommende en tilværelse med større værdighed og respekt.

    Det er ikke oplyst, hvem personen er, der har fået det historiske, kønsneutrale pas.

  36. Professor kalder Mette Frederiksens slettede sms'er for 'problematisk'

    Hvis sms-beskederne fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, ikke er blevet gennemgået og journaliseret, før de blev slettet, så er det problematisk.

    I hvert fald hvis beskederne er væsentlige for efterforskningen i Minkkommissionen. Det siger Frederik Waage, professor fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

    - Det er problematisk, at man helt sletter dokumenter, som sms’er er, inden for 30 dage, når man har en pligt til at journalisere. Grundlæggende ved vi ikke, hvad de her sms’er indeholdt, og vi ved ikke, om man skulle journalisere dem. Men det er sådan nu, at man må sætte spørgsmålstegn ved, om alting er sket korrekt, forklarer han.

    Han siger samtidig, at sms'er er at betragte på lige fod med breve i forhold til notatpligten.

    Minkkommissionen oplyste tidligere onsdag, at sms-beskeder fra fire medarbejdere i Statsministeriet er blevet slettet automatisk efter 30 dage. Nu ønsker kommissionen at få beskederne genskabt, da de kan være væsentlige for efterforskningen.

  37. Dansk Sygeplejeråd er ikke imponeret over indholdet i regeringens udspil

    Regeringen ønsker, at sundhedssektoren skal tættere på danskerne. Det står klart, efter den i dag præsenterede udspillet "Tættere på II".

    Men Dansk Sygeplejeråd sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man kan gøre det, når der er stor mangel på sygeplejersker landet over.

    - Jeg er ikke imponeret over indholdet i udspillet. Jeg havde større forventninger til, at der også var noget om, hvordan vi kan sikre os, at vi kan rekruttere de nødvendige medarbejdere til den nye del af sundhedsvæsenet, siger Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd.

    Hun påpeger, at der er en risiko for, at man ikke kan opretholde kvaliteten på nærhospitalerne, og at der vil være for store forskelle på kvaliteten rent geografisk. Hun mener, at man er nødt til at finde mere personale for at have succes med udspillet.

    - Hvis det var sådan, at der var en overflod af medarbejdere på det her område, så kunne man sagtens gøre det. Men vi står jo i en meget vanskelig situation, hvor der er for få medarbejdere af både sygeplejersker og andre. Stort set alle steder, siger Grete Christensen.

  38. Vi vil have masser af sodavand og burgere: McDonald's og Coca-Cola tjener flere penge

    Genåbningen ovenpå coronakrisen har været god for fastfoodgiganten McDonald's.

    I regnskabet for tredje kvartal er salget i de omkring 39.000 restauranter, der findes på verdensplan, steget med 14 procent til knap 40 milliarder kroner.

    I USA giver det gevinst, at flere sultne amerikanere vil have de helt store menuer. Oveni det har fastfoodkæden også sat priserne op, og det har også øget omsætningen.

    McDonald's kommer samlet ud af kvartalet med et overskud på 13,7 milliarder kroner svarende til 22 procent mere end sidste år.

    Coca-Colas kvartalregnskab nyder også godt af genåbningen.

    Omsætningen er steget med 16 procent til 64 milliarder kroner. Samtidig er overskuddet øget med 42 procent til 15,8 milliarder kroner.

  39. Farlig fugleinfluenza nærmer sig Danmark

    Der er konstateret et udbrud af fugleinfluenza på en gåsefarm med 663 gæs i Brunsbüttel i Slesvig-Holsten. Det oplyser Verdensorganisationen for Dyresundhed, OIE, ifølge Reuters.

    Udbruddet begyndte den 22. oktober og blev bekræftet dagen efter. Der er tale om den særdeles smitsomme variant H5N1-fugleinfluenza.

    Byen ligger omkring 100 kilometer syd for den danske grænse.

    Det sker dagen efter, at hollandske fjerkræavlere fik besked om at holde al deres fjerkræ indenfor, efter man konstaterede fugleinfluenza på en fjerkræfarm i provinsen Flevoland.

    Ifølge det hollandske handelsministerium vil omkring 36.000 dyr på farmen blive slået ned for at forhindre yderligere smitte. Det er anden gang i år, at Holland bliver ramt af fugleinfluenza, efter der udbrød smitte på en kalkunfarm tilbage i februar.

  40. Interne Facebook-dokumenter afslører, at Trump-besked forværrede uro i hele USA

    'Når plyndringen starter, så starter skydningen'

    Det er en lille bid fra et opslag, som USA's tidligere præsident Donald Trump lagde på sin Twitter- og Facebookprofil den 28. maj sidste år. Et opslag, som både førte til vold og en stigning af hadefulde ytringer på Facebook.

    Det viser interne dokumenter fra Facebook, skriver AP.

    Trumps opslag kom, tre dage efter at afroamerikaneren George Floyd mistede livet i Minneapolis under en anholdelse, og var direkte henvendt til de mange borgere, som gik på gaden i den amerikanske by.

    Facebooks dokumenter afslører, at det sociale medies automatiske kontrol vurderede opslaget til med 90 procents sandsynlighed at have brudt firmaets regler for at opfordre til vold. Men alligevel gjorde Facebook ikke noget ved opslaget.

    Dagen efter var der mange voldelige episoder i flere af USA's større byer.

    - Når folk ser tilbage på den rolle, som Facebook spillede, så vil de ikke sige, at Facebook skabte det, men Facebook var uden tvivl megafonen, siger Lainer Holt, der er professor i kommunikation, til AP.

  41. EU-Domstolen idømmer Polen daglige millionbøder i retsstrid

    Polen skal dagligt betale bøder på en million euro til EU-Kommissionen.

    Sådan lyder en afgørelse fra EU-Domstolen, EU's øverste domstol, ifølge Ritzau.

    Årsagen til bøderne er, at Polen ikke har rettet ind efter en tidligere afgørelse fra EU-Domstolen. Kernen i striden er et polsk disciplinærkammer ved landets højesteret.

    EU-Domstolen fastslog i juli, at kammeret ikke "sikrer upartiskhed og uafhængighed" og dermed ikke er foreneligt med EU-lov.

    Bøderne vil blive pålagt Polen, indtil landet efterlever EU's krav - og er yderligere brænde på bålet i en højspændt strid mellem EU og Polen.

  42. 1.871 nye smittede - antallet af indlagte runder 200

    De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at 1.871 personer er blevet testet positive for corona inden for det seneste døgn. Ud af 94.240 PCR-prøver har 1,99 procent af dem vist et positivt svar.

    Man skal tilbage til starten af januar for at finde et tilsvarende højt smittetal.

    Samtidig runder antallet af indlagte på hospitaler med corona 200 efter en stigning på fem. Heraf er 23 på intensiv og 12 i respirator.

    Der er fem nye dødsfald inden for det seneste døgn.

  43. Minkkommission: Mette Frederiksens sms-beskeder er slettet

    Mette Frederiksen og tre af hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet har sat deres telefon op til at slette sms-beskeder automatisk efter 30 dage.

    Det oplyser Minkkommissionen til DR.

    Kommissionen er netop nu ved at kulegrave, hvad der skete i november sidste år, da regeringen besluttede at aflive alle mink uden at have lovhjemmel til det.

    Kommissionen har derfor bedt om at få sms-beskeder fra de centrale personer i minksagen for at kunne belyse så præcist som muligt, hvad der skete.

    Men meldingen fra Statsministeriet er, at Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justensen og departementsråd Pelle Pape alle sletter sms-beskeder automatisk efter 30 dage.

    Derfor har de ikke kunnet udlevere sms-beskeder fra november sidste år. I sidste uge kom en stribe sms-beskeder fra Barbara Bertelsen frem i kommissionen. Men det skyldtes, at de var fundet på modtagerens, departementschef i Fødevarministeriet Henrik Studsgaards, telefon.

  44. Vanvittigt tæt løb, men nu er ny biskop i Nordjylland fundet

    Thomas Reinholdt Rasmussen vandt bispevalget med 52 procent af stemmerne.

    1.765 præster og menighedsrådsmedlemmer har indtil middag haft mulighed for at stemme på, hvem der skal være nordjydernes nye kirkelige overhoved som biskop i Aalborg Stift.

    Og resultatet er, at det bliver 50-årige provst Thomas Reinholdt Rasmussen, der overtager tronen fra Henning Toft Bro.

    Han vandt bispevalget over provst Annette Bennedsgaard med 52 procent af stemmerne.

    - Det er overvældende, og jeg er slet ikke klar til at forstå det endnu, siger den nyvalgte biskop til DR.

    Første bispevalg var i september, men på grund af et alt for tæt løb, skulle kandidaterne ud i en anden valgrunde.

    Rettelse: Vi skrev tidligere, at Annette Bennedsgaard var sognepræst. Hun er provst.

  45. Dan-Bunkering-sagen: Jetbrændstof blev fragtet på mørkelagte skibe i sag om sanktionsbrud

    Det var med slukkede navigationssendere, at russiske tankskibe sejlede jetbrændstof til en havneby i Syrien fra 2015 til 2017 i sagen, hvor to fynske firmaer er tiltalt for brud på EU’s sanktioner.

    Sådan lød det fra anklagerne på andendagen af sagen mod Middelfartfirmaet Dan-Bunkering, der er tiltalt for at levere 172.000 ton jetbrændstof til russiske skibe, der sejlede det videre til Syrien.

    De russiske skibes sejladser er blevet kortlagt ud fra de signaler, skibe skal udsende for ikke at sejle på hinanden. Kortlægningen viser ifølge anklagerne, at de russiske tankskibe konsekvent slukkede de såkaldte AIS-sendere, hver gang de sejlede videre med jetbrændstof, som var leveret af Dan-Bunkering.

    Senderne var slukket i op til flere døgn. Og i det tidsrum kunne skibene godt nå til Syrien og losse jetbrændstoffet, lyder det fra anklagerne, der også har fremlagt andre underbyggende dokumenter.

    Dan-Bunkerings ejerselskab Bunker Holding og dets administrerende direktør, Keld Demant, er anklaget for otte af handlerne i sagen, og Dan-Bunkering for 33.

    Alle nægter sig skyldige. Ifølge forsvarerne har Dan-Bunkering ikke ansvar for, hvad der skete med brændstoffet, efter at det var blevet leveret.

  46. Brand i Pindstrup i Østjylland - Politiet opfordrer borgere til at passe på røgudvikling, der kan vare i dagevis

    Befinder man sig i Pindstrup i nærheden af spånpladeproducenten Novopan Træindustri, er det en god idé at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

    Sådan lyder opfordringen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, efter en storbrand i går morges brød ud i en stor bunke træspåner.

    Siden i går morges har brandvæsnet arbejdet på at slukke branden, endnu uden held. Og det kan ifølge politiet tage flere dage, før ilden dør ud.

    Ingen personer er kommet til skade, men røgen kan være sundhedsskadelig, hvis man indånder den, oplyser politiet.

  47. Minkkommissionen: Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen har slettet sms-beskeder

    Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har slettet en kontroversiel sms-korrespondance med sin kollega i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

    Det oplyser Minkkommissionen.

    Sms'erne blev fremlagt i kommissionen i sidste uge. Men de havde kun fundet vej til kommissionen, fordi Studsgaard havde dem på sin telefon.

    "Minkkommissionen kan oplyse, at kommissionen ikke har modtaget den omhandlede korrespondance fra Barbara Bertelsen. Statsministeriet har over for kommissionen oplyst, at sms-korrespondancen er slettet."

    Essensen i sms'erne var, at Bertelsen ville have Fødevareministeriet og fødevareminister Mogens Jensen til at tage ansvar for minksagen. Og hun var ikke tilfreds med en melding, der var kommet fra ministeriet.

    "Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud." skrev hun blandt andet.

    Nyheden om, at Bertelsen har slettet beskeder, kommer, dagen efter at BT kunne fortælle, at Mette Frederiksens stabschef, Martin Justesen, også har slettet beskeder.

    Minkkommissionen oplyser, at den ønsker at få genskabt Justesens beskeder.

  48. USA: Julian Assange kan afsone amerikansk fængselsdom i Australien

    WikiLeaks-stifter Julian Assange kan få lov til at afsone sin fængselsdom i hjemlandet Australien, hvis Storbritannien udleverer ham til retsforfølgelse i USA.

    Det forsikrer USA om, fremgår det af retsdokumenter i den appelsag, som i dag indledes i London, skriver Reuters.

    Storbritannien har hidtil nægtet at udlevere Julian Assange til retsforfølgelse i USA.

    En britisk dommer har nemlig vurderet, at der er overhængende fare for, at WikiLeaks-stifteren vil begå selvmord, hvis han afsoner i et amerikansk fængsel.

    Den beslutning appellerer USA nu og lover, at Julian Assange, hvis han udleveres til retsforfølgelse i USA, i stedet kan afsone sin amerikanske dom i Australien.

    I USA venter der Julian Assange et langt anklageskrift, såfremt han udleveres.

    Han er blandt andet tiltalt for gennem WikiLeaks at have offentliggjort flere millioner dokumenter, der ikke var tiltænkt offentligheden.

    Heriblandt dokumenter om USA's involvering i krigene i Afghanistan og Irak. Dokumenter, som ifølge USA har bragt amerikanske soldaters liv i fare.

  49. Fanø vil have færre turister - hæver færgeprisen

    Det bliver dyrere at tage færgen til Fanø, hvis du skal i sommerhus, på camping eller bare på udflugt.

    Et flertal i byrådet på Fanø har besluttet, at prisen på færgebilletten fra årsskiftet skal stige for alle andre end dem, der bor fast på øen.

    Prisstigningen er et led i finansieringen af den nye eldrevne færge Grotte, og det kan ses som en måde at komme af med det, som byrådsmedlemmet Karen Jeppesen fra SF kalder 'Fanøs overturisme'.

    - Vi har haft en stor strøm af turister, og de to seneste år har det været lige i overkanten. Det her er den eneste måde, vi kan regulere det på.

    Bilister kan se frem til en prisstigning på 20 procent, mens gående skal lægge 11 procent ekstra i billetlugen.

  50. Tidligere afdelingschef: 'Der var en urolighed for internationale konventioner fra dag et'

    - I et eller andet omfang har der været en urolighed for internationale konventioner fra dag et, fortæller tidligere afdelingschef i Justitsministeriet Jens Teilberg Søndergaard, der bliver afhørt i Rigsretssagen mod Inger Støjberg i dag.

    Jens Teilberg Søndergaard forklarer, at Justitsministeriet er inde over sagen for at give en vurdering af, hvad man kan og ikke kan.

    Han fortæller, at det var man, fordi sagen var kompleks.

    - Det var ikke noget, man kunne slå op i en bog, så det var jo noget, vi blev nødt til at tænke over ud fra lidt mere frie overvejelser, siger Jens Teilberg Søndergaard.

  51. NBA-stjerne iklæder sig blodplettede sko og angriber sportsgiganten Nike

    Enes Kanters sko i mandagens NBA-kamp. (Foto: Jim Dedmon © Ritzau Scanpix)

    NBA-stjernen Enes Kanter har på Twitter rettet kritik af det kinesiske styre og sportsgiganten Nike.

    I mandagens NBA-kamp mellem Boston Celtics og Charlotte Hornets iklædte Enes Kanter sig et par sko dekoreret med blodstænk og teksten ’Modern Day Slavery’ og ’No More Excuses’.

    I en video på Twitter uddybede han efterfølgende sit budskab, som er en kritik af den amerikanske sportsgigant Nikes aktiviteter i Kina.

    - Nike er højlydte, når det kommer til uretfærdighed i USA, men når det kommer til Kina, forholder Nike sig i tavshed, siger Kanter i videoen.

    - Der er så mange fabrikker i Kina, hvor der foregår tvangsarbejde. For eksempel uighurere i tvangsarbejde. Det er moderne slaveri, og det foregår i Kina lige nu.

    Uighurerne er et muslimsk mindretal i den vestlige kinesiske provins Xinjiang. Op mod en million kinesiske muslimer menes at have siddet i lejre eller fængsler i Kina.

    - I (Nike, red.) siger ikke et ord om undertrykkelse af minoriteter i Kina, siger Kanter.

Mere fra dr.dk