En 20-årig mand er her til eftermiddag blevet anholdt i Ballerup for at kontakte flere skoler med trusler om at ville begå drab.
Det oplyser Københavns Vestegns politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet har både skoler i Københavnsområdet og i Jylland modtaget trusler fra den mistænkte.
- Vi opfordrer de skoler, der har oplevet trusler i denne sag om at kontakte os, så alle relevante oplysninger kan indgå i efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Morten Steen i meddelelsen.
Anholdelsen var en større politiaktion med flere betjente iført hjelme og skudsikre veste, skriver Ritzau.
Anklagemyndigheden er ved at finde ud af, om manden skal stilles for en dommer med henblik på at blive varetægtsfængslet.