En dommer ved rettten i Randers har løsladt en 20-årig kvinde i sagen om vold mod en 19-årig mand samt brand på et kollegieværelse på Campus Djursland i Grenaa.
Her blev den 19-årige mand fundet med brandskader og en brækket næse, og politiet mener, han blev forsøgt dræbt.
Kvinden blev ifølge Ritzau anholdt i tirsdags om aftenen, og en dommer besluttede, at politiet i første omgang kunne opretholde anholdelsen i tre døgn.
Og da det i dag ikke lykkedes anklagemyndigheden at overbevise retten om, at kvinden skal varetægtsfængsles i sagen, er hun igen på fri fod.
I forvejen er to kvinder på 19 og 54 år samt en 25-årig mand varetægtsfængslet i sagen i foreløbigt fire uger.
Alle fire mistænkte er sigtet for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have brækket næsen på den 19-årige mand, hvorefter de skal have stukket ild på værelset.
Politiet forventer ikke at foretage yderligere anholdelser, skriver Ritzau.