20 unge er døde på natklub under mystiske omstændigheder i Sydafrika
En tur i byen forvandlede sig til en tragedie for flere unge, der var på en natklub i et township i byen East London i Sydafrika.
I alt er 20 unge i alderen mellem 18 til 20 år fundet døde på natklubben her til morgen.
Men myndighederne ved ikke, hvad der er sket. Der er nemlig ingen tegn på skud eller vold på kroppen hos de døde.
En politichef i provinsen, Thembinkosi Kinana, siger til det franske nyhedsbureau AFP, at politiet modtog anmeldelse om, at omkring 17 personer er fundet døde på et værtshus i Scenery Park. Få timer efter er yderligere tre unge døde på hospitalet, efter de var blevet indlagt.
- Vi er fortsat i gang med at efterforske omstændighederne ved hændelsen, siger han.
Hvad de mange unge er døde af, er stadig uvist.