24-årige Abdullah Akbulut blev i foråret 2020 anholdt med en pistol, to magasiner og 50 patroner.
Våbnet og ammunitionen havde han kort forinden købt af en politiagent fra PET, og det skulle ifølge rettens afgørelse bruges til at begå terror i Danmark eller udlandet.
I dag faldt der dom i sagen i Retten på Frederiksberg.
- Han havde ikke et konkret mål, han handlede alene, og det kan føre til, at straffen fastsættes til 10 år, lød det fra retsformanden.
Det var et enigt nævningeting, der fastsatte straffen.
Den 24-årige har desuden mistet sit danske statsborgerskab, og han bliver udvist af Danmark for bestandig.
En stor del af beviserne i sagen var Abdullah Akbuluts korrespondance med en politiagent på en krypteret beskedtjeneste. Her fortalte han agenten, at han ville hævne sig på vantro, og at han kunne tænke sig at skære hovedet af politifolk.
- Jeg vil udføre krig mod kuffar (vantro, red.) på samme måde ved skudveksling, skrev Abdullah Akbulut med henvisning til et terrorangreb i Frankrig.
PET havde også opsat hemmelig rumaflytning hos Abdullah Akbulut, der boede hos sin mor. Her kunne efterretningstjenesten høre den 24-årige tilbede Islamisk Stat.
Samtidig fandt PET et IS-flag over hans seng.