24-årig mand idømt knap fire års fængsel efter dødskørsel, som kostede 19-årig kvinde livet
En 24-årig mand får tre år og ni måneders fængsel efter at have kørt en 19-årig kvinde ihjel en sommernat i 2021.
Det har Københavns Byret netop besluttet, skriver Ritzau.
Manden er blevet dømt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - blandt andet flygtede han efter påkørslen fra stedet.
Kvinden kom cyklende i krydset Englandsvej/Sundholmsvej på Amager, da manden kørte over for rødt og ramte hende.
I bilen sad også tre andre - to mænd på 24 år og 25 år og en 18-årig kvinde.
Den 25-årige er blevet idømt en betinget straf på 60 dage, mens den 24-årige får en ubetinget fængselsstraf. Den 18-årige kvinde skal mentalundersøges, og derfor får hun først en straf senere.
De er skyldige i at have flygtet fra stedet og dermed ikke have kommet en nødstedt til undsætning.