Et bandemedlem er blevet varetægtsfængslet i fire uger for et drabsforsøg i november.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på Twitter.
Manden er 24 år, men det oplyses ikke, hvilken bande han tilhører.
Han er sigtet i forbindelse med et drabsforsøg en eftermiddag i november ved en frisørsalon på Emdrupvej i Københavns Nordvestkvarter. Her blev en mand såret af flere knivstik.
Det er ikke meldt ud, hvad motivet skulle være til det voldelige overfald.
Anklagemyndigheden oplyser også, at den ikke mener, at det 24-årige bandemedlem var alene om gerningen.
Dagens grundlovsforhør er blevet holdt for lukkede døre, og det fremgår ikke, hvordan manden forholdt sig til sigtelsen.
