Seneste nyt

25-årig mand død efter at være blevet skudt af politiet

  • 25-årig mand død efter at være blevet skudt af politiet

    Den 25-årige mand, der i går blev ramt af politiets skud under en aktion i Hornslet i Djursland, er afgået ved døden.

    Det bekræfter Østjyllands Politi.

    - Vi har ikke yderligere for nuværende, skriver politiet på Twitter.

    Sagen er overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der håndterer alle sager, hvor politiet har afgivet skud mod borgere.

    Manden blev skudt under en aktion foran en adresse i Hornslet. Her var manden bevæbnet med en kniv og opførte sig ifølge politiet truende.

    Under den følgende politiforretning affyrrede politiet flere skud mod manden, som blev ramt flere steder på kroppen.

  • Ørsted-familien taber navnestrid i Højesteret

    Syv efterkommere af fysikeren H.C. Ørsted har tabt en navnestrid med energigiganten Ørsted, det tidligere Dong.

    Højesteret har nemlig i en dom givet selskabet ret til at bruge navnet, skriver Ritzau.

    Sø- og Handelsretten nåede i maj frem til samme afgørelse.

    Elselskabet Ørsted tog i 2017 navn efter den danske fysiker, og navneskiftet skulle ses som en hyldest til H. C. Ørsted, hvis opdagelser om elektromagnetisme danner grundlaget for de turbiner, der omdanner vindenergi til strøm.

    Men den hyldest var efterkommerne ikke interesseret i. De ville ikke associeres med de skandalesager, der har været omkring selsekabet, da det hed Dong, oplyste deres advokat tidligere.

  • Corona på kvindelandsholdet - Nadia Nadim og to andre er smittet

    Kvindelandsholdet i fodbold er ramt af corona.

    To spillere og holdets assistenttræner er smittet med sygdommen, oplyser DBU.

    De to smittede er Nadia Nadim og Simone Boye og assistenttræner Kristian Mørch.

    Alle tre er isoleret og sendt hjem.

    De øvrige test på holdet er negative, og landsholdets læge Søren Kaalund vurderer, at de tre smittede højst sandsynligt er blevet smittet, før de ankom til landsholdslejren i sidste uge.

    Tre andre, Stine Larsen, Katrine Abel samt målmandstræner Heidi Johansen, er sendt i isolation, fordi de muligvis har været i nærkontakt med de smittede.

  • Farvel til minkfarme er godt nyt for småfugle

    Indtil nu har krager og måger levet godt af det foder, de har snuppet fra burene på danske minkfarme.

    Den gode mulighed mad har betydet flere af de store fugle ved minkfarmene, som udover minkfoder også har mindre fuglearter på menuen. Men med aflivningen af alle danske mink er der nu ikke så mange af de store fugle i området.

    - Det har forrykket balancen en del i naturen i områder med minkfarme, siger Knud Flensted, der er biologi i Dansk Ornitologisk Forening.

    Minkene har også haft andre konsekvenser.

    - Når vilde fugle har landet oven på burene, har minkene snuppet dem nedefra og for eksempel bidt et ben af. Det er grunden til, man oplever mange etbenede fugle i områder med minkfarme, siger Flensted.

  • 800.000 har endnu ikke hævet feriepenge - sidste chance er i morgen

    800.000 danskere har endnu ikke fået udbetalt deres indefrosne feriepenge, og sidste chance er i morgen, hvor fristen for udbetaling udløber.

    Det skriver Politiken.

    Hvis man ikke får udbetalt sine feriepenge nu, kan man først få dem, når man går på pension.

    Over 2,2 millioner borgere har dog valgt at få udbetalt deres feriepenge, og det har givet 30 milliarder kroner på deres Nemkonti.

    Feriepengene er blevet frigivet i forsøget på at sætte gang i samfundet efter coronanedlukningen i foråret.

  • Svensk politi mistænker gymnasieelever for at ville sprede corona med vilje

    Svensk politi mistænker, at en flok gymnasieelever fra Östersund med vilje forsøger at blive smittet og sprede coronavirus. Det skriver SVT.

    Ifølge politiet i Östersund har man opsnappet, at de unge aktivt leder efter coronasmittede, så de selv kan blive smittet - for så at smitte andre unge.

    Ifølge SVT er idéen med galskaben, at de unge dermed bliver immune til de mange studenterfester i foråret.

    Monica Sandström er sundhedschef for gymnasiesammenslutningen i området, og hun kender ikke til mistanken.

    - Vi har et møde i stabsgruppen hver uge, men intet er kommet op (på møderne, red.). Vi har talt mere om, hvordan vi og studerende skal handle, hvis vi bliver opmærksomme på, at der er planlagt fester, siger hun.

    Der er pt. ingen konkrete mistænkte, men politiet efterforsker sagen nærmere.

  • Slut med live-opdateringer fra vidneforklaringer i retten på Bornholm

    Dommeren i Retten i Rønne har nedlagt forbud mod at liveblogge fra vidneforklaringerne fra og mod to brødre, der er tiltalt for drab på en 28-årig mand.

    Derfor kan vi ikke længere løbende følge afhøringen af storebroren, der pågår lige nu.

    - Dommeren har nedlagt forbud mod, at vi liveblogger fra de tiltaltes forklaring. Det vil sige, at jeg ikke må skrive her, hvad den tiltalte storebror siger før alle vidneforklaringer er afgivet, skriver DR's retskorrespondent Tina Maria Ilsøe fra retten.

    Dermed er der ikke meget at læse fra afhøringen lige nu, men vi kommer med nyt, når vi kan.

  • Haas melder ud: Grosjean er i bedring og forventes udskrevet i morgen

    Formel 1-køreren Romain Grosjean er i bedring efter gårsdagens voldsomme ulykke, hvor hans bil flækkede i to og gik i brand.

    Det oplyser hans team, Haas, i en udtalelse.

    På nærmest mirakuløs vis overlevede Grosjean ulykken og blev efterfølgende indlagt med småskader og forbrændinger på sine hænder.

    - Behandlingen af de forbrændinger, Grosjean fik på begge sine hænder, går godt, og det er forventet, at han vil blive udskrevet fra hospitalet tirsdag den 1. december, skriver Haas.

    Grosjean kom selv ud af sin brændende bil. (Foto: Bryn Lennon © Scanpix)

    Grosjean er holdkammerat med danske Kevin Magnussen.

  • Ni ud af ti julefrokoster er aflyst

    Normalt er december højsæson på landets hoteller, restauranter og konferencecentre, som plejer at bugne af julefrokostgæster. Men sådan er det ikke i år. Det ser coronakrisen ud til at spænde ben for.

    En medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen Horesta vurderer, at ni ud af ti julefrokoster i år er blevet aflyst, skriver Horesta i en pressemeddelelse.

    - Vores medlemmer vurderer, at omsætningen i år kun bliver på cirka ti procent af det normale, siger cheføkonom Jonas Kjær hos Horesta.

    Normalt ligger julefrokostomsætningen i hotel- og restaurationserhvervet på cirka 2,5 milliarder kroner.

    De meget få julefrokoster kan få meget store konsekvenser for restaurationsbranchen, der i forvejen er hårdt ramt efter mange måneder med coronavirus, vurderer han.

  • Verdens mest ensomme elefant modtaget af Cher ved ankomst til Cambodja

    'Verdens mest ensomme elefant', den 35-årige hanelefant Kavaan, er ankommet til Cambodja, hvor den nu skal bo i et elefantreservat fremfor den nedslidte zoo i Islamabad i Pakistan.

    Ved ankomsten i Cambodja blev elefanten budt velkommen af ingen andre end den amerikanske stjerne Cher, der i flere år har kæmpet for en bedre tilværelse for Kavaan - og andre dyr i fangenskab.

    74-årige Cher lod sig efterfølgende fotografere ved buret.

    Kavaan har fået sit trist tilnavn, fordi den i perioder har været lænket, og det meste af tiden også har været den eneste elefant i sin nu lukkede zoo. Elefanten er desuden overvægtig og har skader på fødderne på grund af dårligt underlag.

    Cher ved Kavaans ankomst til Siem Reap International Airport i i Cambodja. (Foto: TANG CHHIN SOTHY © Scanpix)
  • Tusinder flygter fra vulkanudbrud i Indonesien

    Tusindvis af mennesker er flygtet fra et vulkanudbrud på den indonesiske ø Lembata, hvor en tyk søjle af røg og aske rækker fire kilometer op i luften.

    Over 4.400 indbyggere er blevet evakueret fra området i Øst-Nusa Tengara, der er Indonesiens sydligste provins.

    Der er ikke umiddelbart meldinger om større skader eller nogen tilskadekomne. Men myndighederne advarer om, at der kommer giftige gasser og store mængder flydende lava fra vulkanen, skriver nyhedsbureauet AFP.

    En tyk søjle af røg og aske rækker fire kilometer op i luften. (Foto: handout © Scanpix)
  • Fyldt på pressepladserne til retssag på Bornholm - også udenlandske medier er dukket op

    I dag er retssagen startet mod to brødre, der er tiltalt for drab på den 28-årige Phillip Johansen, der i sommer blev fundet død i Nordskoven på Bornholm.

    De to brødre nægter sig skyldige i drab, men de er kender grov vold med døden til følge.

    Der er over 20 pressepladser, og de er alle optaget, blandt andet af flere udenlandske medier, der følger sagen.

    Flere af Phillip Johansens venner mødte også op her til morgen. Dem var der desværre ikke plads til, så de måtte gå igen. Udover at lokalerne her i retten er små, sætter corona-restriktionerne nemlig også sine begrænsninger.

  • Efter otte måneder med busser kører der igen tog mellem Næstved og Ringsted

    Fra i dag kører togene for første gang i otte måneder på strækningen mellem Næstved og Ringsted.

    Togbusser har vikarieret på strækningen siden marts, fordi der skulle udskiftes skinner, bygges en ny station i Glumsø, og hele strækningen skulle elektrificeres.

    Der vil dog mangle tog i myldretiden, fordi der udelukkende kører to tog i timen på strækningen på grund af fortsat arbejde med signalsystemet, der ifølge Banedanmark vil fortsætte ind i det nye år.

    Desuden vil der stadig køre togbusser i aften- og nattetimerne mellem Ringsted og Nykøbing Falster, fordi Banedanmarks arbejde med et kørestrømsanlæg også fortsætter.

  • Sløj 'black friday, men god 'black week'

    Salget på black friday levede ikke op til sidste års salg.

    Til gengæld blev der over hele ugen handlet væsentligt mere end sidste år.

    Ifølge tal fra Nets, der leverer betalingsløsninger, blev salget i de 100 største webshops løftet 20 procent, skriver Ritzau.

    Også betalingsløsningen Mobilepay har oplevet stor vækst. Her blev salget over ugen løftet tæt på 50 procent til 1,2 milliarder kroner.

  • Grubleren fjernet fra sin 100-år gamle plads ved Glyptoteket - nu skal han indendørs

    Den berømte bronzestatue 'Grubleren' er her til morgen fjernet fra sin plads i haven bag Glyptoteket i København.

    Her har den 700 kilo tunge statue ellers haft fast plads siden 1906, hvor Carl Jacobsen købte den fra kunstneren, Auguste Rodin, selv.

    Statuen kommer nu inden for i varmen, hvor den skal renses og restaureres, inden den til marts næste år indgår i en udstilling om netop Rodin.

  • Følg retssagen fra Bornholm live - advokater er ankommet

    Sagen om drabet på den 28-årige Phillip Mbuji Johansen begynder netop nu i Retten i Rønne på Bornholm.

    Forsvarerne til de to tiltalte brødre er ankommet til retten, det er topadvokaterne Peter Secher og Henrik Stagetorn.

    Det samme er sagens anklager Benthe Pedersen Lund.

  • Brasiliens lokalvalg giver nederlag til Bolsonaros kandidater

    Søndagens lokalvalg i Brasilien har budt på en række nederlag til de kandidater, der har opbakning fra landets højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro.

    I stedet blev det centrum-højre partierne, der vandt borgmesterposterne i de brasilianske storbyer São Paulo og Rio de Janeiro, viser de officielle resultater af anden runde af lokalvalget.

    Lokalvalget kan give et fingerpeg om, hvilken vej de politiske vinde i Brasilien blæser forud for præsidentvalget i 2022.

    Resultaterne viser også, at det socialdemokratiske Arbejderparti stadig har svært ved at komme ovenpå igen efter en række skandalesager inden for de seneste år. For første gang har partiet ikke vundet en eneste borgmesterpost i nogen af Brasiliens 26 delstatshovedstæder.

    En kvinde afgiver sin stemme ved lokalvalget i Rio de Janeiro. (Foto: Pilar Olivares © Scanpix)
  • SAS i top-5 over flest flyvninger i et coronaramt Europa

    Coronapandemien har sat sit aftryk på flytrafikken verden over. Og det går ikke godt for nogen flyselskaber, men alligevel er SAS blandt de mest flyvende i Europa.

    SAS har således i øjeblikket flere fly i luften end konkurrenter som Lufthansa, Air France og British Airways, der ellers normalt fylder mere i det europæiske luftrum, skriver Jyllands-Posten ifølge Ritzau.

    Det er blandt andet indenrigstrafikken i Norge, der bidrager til SAS' placering i top-5 over selskaber med flest flyvninger.

    SAS er i antal flyvninger kun overgået af Turkish Airlines, Ryanair, Pegasus og KLM.

    Ifølge de seneste trafiktal fra SAS lå passagertallet for oktober 79 procent lavere end samme periode sidste år.

  • Hurtigere svar på coronatest i Superligaen

    Superligaen har brug for hurtigere svar på coronatest. Derfor skyder Divisionsforeningen nu et pilotprojekt i gang om at lynteste spillere for coronavirus i situationer, der kræver hurtigt svar. De nye test skal give svar på 30 minutter.

    Det fortæller Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, i en pressemeddelelse.

    - Potentialet i lyntest med pålidelige svar er kæmpestort for professionel fodbold. Det kan for eksempel være, hvis en spiller pludselig begynder at udvise symptomer, eller hvis et hold får en spiller til prøvetræning, siger Claus Thomsen.

    De nye lyntest skal dog kun ses som et supplement til det eksisterende testprogram i Superligaen og 1. division.

    I dag testes alle spillere og trænere i de to bedste fodboldrækker en gang om ugen, og alle test bliver analyseret på et laboratorium.

    FC Midtjyllands Frank Onyeka i kamp med AGF's Nicolai Poulsen i 3F Superliga-kampen mellem AGF og FC Midtjylland den 22. november. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
  • Storbritannien har knækket kurven efter lockdown - men antallet af syge er fortsat højt

    I begyndelsen af november gik Storbritannien i lockdown. Og det kan nu ses direkte på coronaudviklingen i landet, der går den rigtige vej, nemlig nedad.

    Det skriver BBC.

    En undersøgelse fra Imperial College London foretaget i perioden fra 13. til 24. november viser, at smitten i Storbritannien er faldet med 30 procent. Kontakttallet ligger lige nu på 0,88.

    Desuden ligger smittetrykket på 96 smittede pr. 10.000 personer, mens det tal før lockdown var på 132 pr. 10.000.

    Coronaen har dog fortsat hårdt greb om Storbritannien, og de nyeste tal viser 12.155 registrerede tilfælde det seneste døgn, mens antallet af nye dødsfald ligger på 215.

  • Økonomikorrespondent om væksttal: Der er et stykke vej endnu

    - Når væksten stiger rekord meget nu, så skyldes det først og fremmest at den også faldt historisk meget, da corona ramte. Vi er på vej op af et dybt hul, men der er et stykke vej endnu til vi er helt oppe.

    Det vurderer DR's økonomikorrespondent Casper Schrøder om dagens væksttal fra Danmarks Statistik.

    - Dagens tal dækker månederne juli, august og september - men hvor står vi så nu? Jo, vi klatrer efter alt at dømme ikke så hurtigt længere. Pandemiens anden bølge og nye restriktioner i efteråret holder dansk økonomi nede i tempo, selvom der stadig er fremgang, siger han.

    Det er på mange måder i de kommende kvartaler, at dansk økonomi skal bestå den egentlige prøve i forhold til at komme ud af krisens dyb, vurderer Casper Schrøder.

  • Rekordhøj vækst i dansk økonomi i tredje kvartal

    Den danske økonomi er vokset 4,9 procent i tredje kvartal, oplyser Danmarks Statistik.

    Væksten er isoleret set rekordhøj, men skal ses i lyset af det historisk store fald i bruttonationalproduktet i første halvår.

    Bruttonationalproduktet - også kendt som bnp - er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

    Trods væksten i tredje kvartal er bnp således samlet faldet med 4,1 procent i de første tre kvartaler i år sammenlignet med samme periode sidste år.

    Samtidig falder ledigheden for femte måned i træk. Antallet af bruttoledige faldt i sæsonkorrigerede tal således til 131.200, hvilket svarer til 4,6 procent af den danske arbejdsstyrke. Det er 3.600 færre end i september, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Der er dog stadig et stykke vej tilbage til niveauet, umiddelbart inden corona nåede Danmark tilbage i marts. I februar var bruttoledigheden på 3,7 procent. Det svarer til 103.400 - eller 27.800 færre end i oktober.

  • WHO: Corona undergraver fremskridt i kampen mod malaria

    Dårlig økonomi og dårlig adgang til behandling i Afrika syd for Sahara som følge af covid-19-pandemien betyder, at titusindvis flere mennesker risikerer at dø af malaria, advarer Verdenssundhedsorganisationen WHO i sin årlige rapport om den mygbårne sygdom.

    I alt 409.000 mennesker døde af malaria sidste år, hvilket var et marginalt fald fra året før, hedder det i rappporten.

    - Covid-19 truer med at undergrave vores bestræbelser på at overvinde malaria og især for at behandle mod sygdommen, siger WHOs Afrika-administrerende direktør Matshidiso Moeti.

    En forstyrrelse på 10 procent i adgangen til effektiv behandling mod malaria kan føre til 19.000 yderligere dødsfald, ifølge rapporten. Dette tal steg til 46.000 med en 25-procent forstyrrelse i adgangen og 100.000 ved 50-procent forstyrrelse.

  • Iran begynder begravelse af chefen for landets atomprogram

    I Iran er begravelsen af den likviderede leder af landets atomprogram, Mohsen Fakhrizadeh, begyndt.

    Det skriver AP.

    Kisten blev båret ind i et lokale ved det iranske Forsvarsministerium i Teheran, hvor der blev afholdt en mindehøjtidlighed med oplæsning fra koranen.

    Flere højtstående folk i landet, herunder også forsvarsministeren, deltog, og alle bar mundbind.

    Fakhrizadeh blev dræbt fredag. Iran har anklaget Israel for at stå drabet, men der er ikke kommet nogen kommentarer om sagen fra Israel.

    Billedet her er fra i går. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)
  • De danske kyster skal sikres bedre mod stormflod

    Mere end hundrede kyststrækninger i Danmark har behov for bedre beskyttelse mod oversvømmelse.

    Det mener Kystdirektoratet, der har set på Danmarks kyster og kommer med en samlet plan for, hvad der skal gøres for at undgå oversvømmelser.

    Og der er behov for 59 diger, 72 højvandsmure, 84 steder at lave sandfodring og 37 steder at lave klitlandskaber, mener direktoratet.

    Kystdirektoratet har fået lavet et nyt interaktivt værktøj, der hedder Kystplanlægger, som kan vise risikoen for oversvømmelse, og hvad ødelæggelserne koster i små firkanter på 100 gange 100 meter.

    Kommuner og lodsejere kan bruge værktøjet til at vurdere, hvad det koster at sikre kysten og holde det op imod, hvor mange værdier, der kan gå tabt i en oversvømmelse.

  • Trump til Biden efter fodskade: God bedring

    USA's kommende præsident Biden har i weekenden fået flere mindre brud i sin højre fod, da han tumlede med sin hund.

    Og det har fået den siddende præsident Trump til tasterne på Twitter, hvor han kort og godt skriver: "Get well soon" - eller god bedring - samtidig med, at han retweeter en video med Biden, der gående forlader lægeklinikken, hvor han blev undersøgt efter uheldet.

  • Google åbner i dag sit datacenter ved Fredericia

    Google åbner i dag et milliarddyrt datacenter ved Fredericia. Og allerede fra første dag er datacentret CO2-neutralt.

    El-forbruget på centret bliver nemlig dækket af fem solcelleparker, skriver Google i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    - Datacentre er maskinrummet, der holder Googles tjenester kørende og passer på folks mail og feriebilleder, forklarer Googles danske direktør, Malou Aamund, i meddelelsen.

  • Grå dag starter med risiko for rim- og isglatte veje

    I morgen- og formiddagstimerne er der risiko for rim- og isglatte veje.

    Resten af dagen bliver overskyet, og der kommer perioder med forskellig nedbør.

    Omkring Køge Bugt kan der falde lidt sne i morgentimerne, og ellers slud eller regn i resten af landet.

    I eftermiddag er der regn fra vest, der breder sig til hele landet.

    Temperaturen i dag er mellem 1 og 5 grader, let til frisk vind fra sydvest. De vestvendte kyster op til kuling.

    I aften og i nat kan nedbøren falde som slud eller tøsne. I Jylland er der risiko for tåge og temperaturer over frysepunktet.

    Gråt i gråt i Hirtshals. (Foto: Birger Josephsen © læserfoto)
  • Biden har forvredet foden efter leg med sin hund

    USA's kommende præsident, Joe Biden, er kommet til skade med sin højre fod og skal gå med støttetøvle de næste uger, efter at han har leget med en af sine hunde.

    Det oplyser Bidens læge ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Uheldet skete lørdag, hvor den 78-årige demokrat legede med hunden Major. Biden blev tilset af en læge søndag, som både tog røntgenbilleder og en CT-scanning.

    Der er dog flere små brud i fodens midterknogle, men der er ingen store åbenlyse brud, lyder det fra hans læge Kevin O'Connor.

    Biden er glad for hunde. Han har to: Den ene hedder Major og blev en del af familien i 2018, mens den anden, Champ, blev adopteret efter præsidentvalget i 2008, hvor Barack Obama vandt valget med Joe Biden som sin vicepræsident. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)

    Biden bliver USA's ældste præsident, når han bliver indsat, noget, som præsident Trump flere gange har påpeget som et problem.

    Opdateret med oplysninger om flere overfladiske brud.

  • Kim Kielsen fortsætter indtil videre som formand for Grønlands landsstyre

    Kim Kielsen blev i går væltet som formand for det store grønlandske parti Siumut, men han fortsætter indtil videre som formand for landsstyret, Naalakkersuisut.

    Det skriver KNR.

    Det er første gang siden 1991, at der ikke sidder en formand for Siumut som formand, og det vides endnu ikke, om den nye formand, Erik Jensen, også overtager posten.

    - Hvordan det skal være fremadrettet, og hvordan vi skal tackle det nu, kommer vi til at diskutere med den forhenværende formand og resten af hovedbestyrelsen, siger Erik Jensen til KNR.

  • New Zealand: Tilsyn hiver flere i retten efter tur til vulkanø, hvor 22 døde

    New Zealands arbejdstilsyn, Worksafe, har lagt sag an mod ti organisationer og tre personer efter et vulkanudbrud på White Island i december sidste år, som kostede 22 mennesker livet og sårede flere.

    Sagsanlægget kommer ifølge Worksafe, fordi de i alt 13 parter ikke levede op til deres sundheds- og sikkerhedsansvar ved at tage turisterne med til vulkanøen.

    - Dette var en uventet begivenhed. Men det betyder ikke, at det ikke var til at forudsige, og rejsearrangører har pligt til at beskytte dem, der er i deres varetægt, siger direktør for Worksafe Phil Parkes.

    Retssagen begynder 15. december, og de sigtede risikerer millionbøder, hvis de bliver dømt.

  • Fire franske betjente anklaget for overfald på sort musiker

    Fire franske politibetjente er sigtet for at have gennemtævet en sort mand. Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af en kilde i retsvæsenet.

    For en uge siden blev den sorte musikproducer Michel Zecler tæsket af politiet på vej ind i sit studie. Dette blev filmet på et overvågningskamera og har vakt stor vrede i Frankrig.

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, har taget kraftig afstand til betjentene.

    I løbet af sidste uge blev fire betjente varetægtsfængslet – tre af dem for overfaldet på produceren, mens den fjerde er sigtet for at kaste en tåregasgranat ind i studiet, hvor flere unge musikere var ved at indspille musik.

  • Drabssag på Bornholm har vakt opsigt langt væk

    To brødre skal i dag i Retten på Bornholm, hvor de anklages for at have mishandlet og dræbt deres kammerat.

    Det vakte stor opmærksomhed - også uden for Danmark, at en 28-årig mand var blevet tæsket til døde i Nordskoven på Bornholm natten til den 23. juni. Der er derfor afsat plads til hele 25 journalister, og der ventes endda reportere fra New York Times og Vice.

    I sagen er de to brødre tiltalt for drabet på den 28-årige, som de var venner med, og anklageskriftet beskriver en voldsom mishandling.

    I det står, at brødrene blandt andet væltede ham ned på ryggen, satte et knæ på hans hals og slog ham mange gange med en granrafte. Han blev også slået på kroppen og i hovedet med brandvarme ildragere.

    Mishandlingen efterlod den 28-årige med voldsomme skader og navnlig akut luftoverfyldning af lungerne gjorde, at han døde.

    De to brødre har erkendt grov vold, men afvist, at det var deres intention, at kammeraten skulle dø.

    Det var ved dette shelter i Nordskoven ved Rønne på Bornholm, at en 28-årig mand blev fundet dræbt. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)
  • Økonomer: I 2021 kan staten høvle af på coronagæld

    Den danske stat har lånt langt flere penge, end det har vist sig at være behov for under coronakrisen, vurderer flere økonomer ifølge dagbladet Børsen.

    I marts, april, maj og juni var de offentlige finanser under pres, og statens finansieringsbehov var 163 milliarder kroner større end i de samme måneder sidste år.

    Men siden har behovet for at låne penge stort set været, som det plejer – og dermed markant lavere end regeringen forventede, lyder det.

  • USA passerer 100.000 nye smittede for 26. dag i streg

    USA tilføjede lørdag over 100.000 nye tilfælde af coronasmitte til landets samlede antal på over 13,3 millioner tilfælde, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

    Det er den 26. dag i træk, at landet passerer den grænse, skriver The Guardian.

    Det seneste døgn har USA registreret 114.397 nye tilfælde og 862 dødsfald.

    Det hører med, at data inkluderer stater, som ikke rapporterede torsdag og fredag på grund af højtiden Thanksgivning, skriver mediet.

  • Biden har valgt sit presseteam: Kendte kvinder fra Obama-tiden

    Den kommende præsident i USA, demokraten Joe Biden, har udpeget de personer, der skal udgøre hans presseteam. De øverste positioner bliver besat af kvinder.

    Kommunikationsdirektør bliver Kate Bedingfield, mens Jen Psaki bliver pressesekretær. Joe Biden planlægger desuden at ansætte Neera Tanden, der vil få titlen som 'director of the Office of Management and Budget'.

    Alle tre var også en del af Barack Obama-administrationen.

  • Ekspert: Formentlig ny landsstyreformand på vej i Grønland

    Det er en smule overraskende, at Kim Kielsen er blevet væltet som formand for det grønlandske parti Siumut til fordel for Erik Jensen.

    Det vurderer Rasmus Leander Nielsen, adjunkt på Grønlands Universitet.

    - Havde du spurgt mig for en måned siden, havde jeg tænkt, at Kim Kielsen ville have fortsat. Men på det seneste har jeg hørt nogle folk med godt indblik i Siumut gætte på, at Erik kunne gå hen og vinde.

    Dermed erstatter han Kim Kielsen, der også er landsstyreformand.

    - Det virker usandsynligt, at de finder en eller anden kompromisløsning, hvor Kim Kielsen bliver siddende.

  • Trump sender svigersøn til højspændt Mellemøsten

    Jared Kushner, der fungerer som rådgiver for præsident Donald Trump og som USAs udsending til Mellemøsten, er på vej til Saudi-Arabien og Qatar. Det oplyser en højt placeret embedsmand i Det Hvide Hus. Besøget, der finder sted i de næste dage, kommer midt i en højspændt situation i Mellemøsten efter drabet på Irans førende atomforsker i fredags, skriver Reuters.

  • Wisconsin har talt efter: Biden vandt

    Delstaten Wisconsin har søndag afsluttet fintællingen af stemmerne ved det amerikanske præsidentvalg. Resultatet er der ikke ændret ved. Joe Biden fik flere stemmer end Donald Trump.

    Allerede inden resultatet forelå søndag havde Donald Trump tweetet, at det ikke ændrer på noget.

    - Det handler ikke om at finde fejl i optællingen. Det handler om at finde folk, som har stemt ulovligt. Vi har fundet mange ulovlige stemmer. Stay tuned!, skriver præsidenten blandt andet.

  • Grønlands landsstyreformand væltet som partiformand

    Søndag aften har der været valg til formandsposten i det grønlandske parti Siumut, og her blev det afgjort, at Erik Jensen fremover skal stå i spidsen for partiet.

    Dermed erstatter han den nuværende formand, Kim Kielsen, der også er landsstyreformand.

    Det skriver det grønlandske medie KNR.

  • Maradonas personlige læge efter ransagning: Diegos død er ikke min skyld

    Diego Maradonas personlige læge, Leopoldo Luque, fik i dag sit hus ransaget af argentinsk politi, der undersøger, hvorvidt der har været tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med fodboldlegendens død.

    Maradona blev opereret i hjernen tidligere på måneden. Han døde onsdag efter et hjerteanfald i et lejet hus i udkanten af Buenos Aires.

    Leopoldo Luque bedyrer sin uskyld:

    - Jeg har det forfærdeligt. Jeg er ikke skyld i det her. Jeg ved, hvad jeg gjorde for Diego og hvordan. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg gjorde mit bedste for Diego, siger Luque, der ifølge argentinsk presse brød sammen i gråd, da han blev interviewet foran sit hjem.

    Leopoldo Luque var Maradonas læge fra 2016 og frem til hans død i onsdags. Politiet konfiskerede computere, lægejournaler og telefoner i forbindelse med ransagningen.

  • Forlænget udrejsefrist skal få asylansøgere ud af landet

    Regeringen vil få flere afviste asylansøgere til at rejse ud af Danmark ved at forlænge udrejsefristen.

    Det fremgår af en ny hjemrejselov, som mandag sendes i høring.

    Den skal gøre det muligt for et medlem af en familie uden lovligt ophold i Danmark, og som har indgået en hjemrejsekontrakt, at rejse hjem før resten af familien, der så får forlænget udrejsefristen med op til 90 dage.

    Familiemedlemmet, der er rejst, kan så for eksempel forberede bolig og sørge for skolegang til børnene i hjemlandet.

  • Anklager ønsker at politifolk tiltales for overfald i Paris

    Den øverste anklager i Paris opfordrer søndag til, at fire politifolk efterforskes for et overfald på en sort musikproducer, Michel Zecler.

    Det skal ske med henblik på at få dem tiltalt, og anklageren Remy Heitz anmoder om, at tre af politifolkene fortsat tilbageholdes, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Han siger, at overfaldet nu vil blive overdraget til en magistratsdomstol, som skal afgøre, om der skal rejses tiltale, og om det er berettiget at fængsle politifolkene.

  • Magnussen ender sidst i Bahrain - holdkammerat involveret i dramatisk uheld

    (Foto: Bryn Lennon / Pool © Scanpix)

    Haas-køreren Kevin Magnussen blev nummer 17 i søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain.

    Lewis Hamilton (Mercedes), som allerede har vundet verdensmesterskabet, vandt grandprixet. Max Verstappen blev toer.

    I starten af løbet var der stor dramatik. Haas–køreren Romain Grosjean ramte frontalt autoværnet med meget kort bremselængde, efter at han kom på tværs af Daniil Kvyat (AlphaTauri) i et sving, og Haas-bilen blev revet i to stykker.

  • Dansk studie: Remdesivir reducerer ikke coronadødelighed

    To behandlinger mod coronavirus, som er blevet kaldt lovende af læger og bliver brugt på danske hospitaler, har ingen eller meget lille effekt i forhold til at redde patienternes liv.

    Lægemidlet Remdevisir har ingen effekt på dødelighed, og for binyrebarkhormon er effekten usikker - og hvis det har en effekt, er den meget lille. Det konkluderer forskningsenheden Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet, som under coronaudbruddet har kortlagt alle forsøg med behandlinger af coronapatienter på hospitaler verden over. - Det er desværre sådan, at vi nu kan konkludere, at der ikke er en evidensbaseret behandling af covid-19, siger Janus Christian Jakobsen, der leder projektet på Copenhagen Trial Unit.

  • Trump fastholder: Valget var et fupnummer

    - Valget var et stort fupnummer.

    Sådan lød det blandt andet fra præsident Trump, da han for kort tid siden gav sit første personlige interview siden det amerikanske præsidentvalg d. 3. november.

    Det gjorde han på Fox News, hvor han var med på telefonen og gentog en række af sine udokumenterede påstande om massiv valgsvindel.

    - Joe Biden fik ikke 80 millioner stemmer, lød det fra Trump, som pegede på, at han ved dette valg fik over 10 millioner flere stemmer end ved valget i 2016, men alligevel tabte.

  • Over 760 kunstnere har underskrevet støtteerklæring til buste-aktion

    (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

    En støtteerklæring til institutleder ved Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld og de anonyme kunstnere, der smed en gipsafstøbning af en buste af Frederik V i havnen, er indtil videre blevet underskrevet af over 760 kunstere.

    Blandt underskriverne er kendte navne som forfatterne Olga Ravn og Lona Aburas og billedkunsteren Jes Brinch.

    - Vi mener ikke, at Katrine Dirckinck-Holmfeld bør bortvises, og vi opfordrer til en rehabilitering af hendes stilling på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Vi opfatter ikke aktionen som et forsøg på at udrydde dansk kulturarv, men som et forsøg på at aktualisere den, skriver de blandt andet i erklæring, der er offentliggjortsitet I Do Art.

    De skriver også, at happeningen var et forsøg på at sætte fokus på Danmarks problematiske fortid som kolonimagt, og at kunstakademiet ikke er fri af "kolonitidens aftryk":

    - Hvilket bl.a. kommer til udtryk i institutionens billedpolitik, der tilgodeser monumenter af den danske enevælde under kolonitiden.

    - Vi anerkender, at dette skaber andre, mere smertefulde og utrygge erfaringsrum for racegjorte/BIPOC/minoritets-elever, og vi kræver derfor en ændring i forbindelse med denne ulighed, skriver underskriverne.

  • Dødstal for massakre opjusteret

    Mindst 110 civile blev dræbt i et angreb, som den militante gruppe Boko Haram gennemførte i en landsby i det nordøstlige Nigeria lørdag. Det oplyser FN's humanitære koordinator i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Det oprindelige dødstal lød på 43 og blev siden opjusteret til 70. Massakren fandt sted i landsbyen Koshobe nær byen Maiduguri lørdag formiddag.

  • Taktiske demonstrationer i Minsk

    Tusindvis af demonstranter har søndag indtaget gaderne i Hvideruslands hovedstad, Minsk, hvor de fortsætter deres demonstrationer mod landets præsident, Aleksandr Lukasjenko.

    Men nu har de valgt en ny taktik, efter at myndighederne i månedsvis har slået hårdt ned på dem.

    Demonstranterne holder søndag demonstrationer i hver enkelt bydel i Minsk. Ifølge lokale oppositionsmedier var der over 20 sådanne demonstrationer i alle byens kvarterer.

  • Messi hylder Maradona med flot gestus

    (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

    FC Barcelonas argentinske stjerne Lionel Messi har i kampen hjemme mod Osasuna sendt en helt særlig hilsen til landsmanden Diego Maradona, der for nylig døde 60 år gammel.

    Lionel Messi smed trøjen efter sin scoring til 4-0, hvorefter han afslørede en Newell's Old Boys-trøje indenunder med det ikoniske 10-tal på ryggen og sendte kys til himlen.

    Både Lionel Messi og Diego Maradona har spillet i Rosario-klubben Newell's Old Boys.

    FC Barcelona fører 4-0 med et kvarter tilbage af kampen mod Osasuna.

  • Golf-hattrick: Emily Pedersen vinder sin tredje turnering i træk

    (Foto: Daniel Perez © Scanpix)

    Emily Pedersen har vundet sin tredje turnering i træk på European Tour efter triumf i Spanish Open.

    Pedersen sluttede af med en birdie på hul 18, der bragte hende på 15 slag under par - fire slag foran Nuria Iturrios.

    Emily Pedersen gik finalerunden i kun 66 slag. Sejren er danskerens fjerde i sæsonen.