Seneste Nyt

2.500 deltager i stor international øvelse for specialstyrker i Danmark

Nordeuropas største militærøvelse for specialstyrker finder sted i Danmark over den næste halvanden uges tid.

2.500 udenlandske soldater fra 13 nationer kommer til Danmark - og både skibe, gummibåde og fly vil også være en del af øvelsen "Night Hawk".

Der kan derfor de kommende dage høres både larm og eksplosioner, når jægersoldater, frømænd og andre soldater træner i det danske terræn, advarer Forsvaret.

Det danske forsvar deltager med enheder fra Specialoperationskommandoen, søværnet, hæren, flyvevåbnet og Hjemmeværnet.

Nyheder

  1. DR's politiske korrespondent: SF's landsmøde er i gang med opbakning fra bagland og vælgerne

    At dømme efter klapsalverne fra de 500 SF'ere, som er troppet op til partiets årsmøde i Kolding, har SF-formand Pia Olsen Dyhr baglandets opbakning til den linje, hun har lagt i oppositionen.

    En linje, hun indledte sin landsmødetale med at forklare og forsvare.

    - SF skal være kritisk, men konstruktiv opposition. Og det kommer der resultater ud af, erklærede Pia Olsen Dyhr, som fremhævede flere aftaler om SF's mærkesager.

    Indgået med SVM-flertalsregeringen - efter store bededagskonflikten.

    I talen fastslog formanden, at SF med hende i spidsen ikke vil bruge sin oppositionsrolle til "bare at holde de knaldrøde faner højt" og skyde med skarpt mod alt, hvad der kommer fra regeringen.

    Det skal uden tvivl ses som et svar til dem i SF’s bagland, som ønsker en endnu hårdere linje fra SF overfor regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed.

    Pia Olsen Dyhr vil stå fast på den balance, der betyder, at SF går langt mere kritisk til Socialdemokratiet end de seneste mange år.

    Men at SF samtidig holder en linje, der betyder, at SF stadig opfattes som et parti, der er klar til at gå i regering igen.

  2. Trofast Trump-støtte opfordrer til MAGA-protest mod retssag

    Den højreekstreme republikaner Marjorie Greene Taylor, som tidligere har markeret sig med beskyldninger om, at flere skoleskyderier og angrebet på World Trade Center var iscenesat, opfordrer til en protestmarch.

    Marchen er mod retssagen mod den tidligere præsident Donald Trump.

    - Jeg tager til New York på tirsdag. Vi må protestere mod den forfatningsstridige retssag, skriver hun på Twitter.

    Hun opfordrer også ligesindede til at deltage i protesten:

    - New York, tag jeres MAGA (Make America Great Again, red.)-hatte på. I henhold til vores forfatningsmæssige rettigheder, vil vi støtte præsident Trump og protestere mod tyrannerne, skriver Marjorie Greene Taylor, der er valgt til Repræsentanternes Hus i Georgia.

    Trump er blevet tiltalt af distriktsanklageren på Manhattan. Sagen handler om bogføring af et beløb på 130.000 dollar - knap 900.000 kroner - som pornoskuespilleren Stormy Daniels hævder at have fået få dage før præsidentvalget i 2016.

    Pengene fik hun for at tie om en affære, hun påstår at have haft med Trump.

    Screendump fra Twitter.
  3. 'Jeg er stadig i live' joker pave Frans, da han forlader hospitalet

    • Pave Frans smilede og lavede sjov med nogle af de mennesker, der var samlet ved Gemelli-hospitalet i Rom, da han lørdag formiddag blev udskrevet efter tre dages behandling for bronkitis. (Foto: © REMO CASILLI, Ritzau Scanpix)
    • Der blev også tid til at skrive en autograf eller to, da paven forlod hospitalet. (Foto: © Filippo MONTEFORTE, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Pave Frans er igen på benene og i et godt humør, efter han tidligere på ugen blev indlagt på et hospital i Rom.

    Ifølge BBC jokede paven med, at han "stadig var i live", da han blev modtaget af en velkomstkomité af journalister og borgere ude foran hospitalet.

    Den katolske kirkes overhoved har været indlagt i tre dage, efter at han klagede over åndedrætsbesvær.

    Ifølge flere nyhedsmedier er den 86-årige pave blevet behandlet for bronkitis, og paven kom hurtigt i bedring, efter at lægerne behandlede ham med antibiotika.

    Efter udskrivelsen blev han kørt videre til Vatikanet, hvor han skal i gang med forberedelserne til påskeugen, der er den vigtigste højtid i den kristne kalender.

  4. Danskerne køber igen flere nye biler

    Der blev indregistreret 17.960 nye biler i sidste måned herhjemme. Og det er et tal, som svarer 23 procent flere end samme måned sidste år.

    Ud af de nye 17.960 nye biler var der 6.554 elbiler samt 3.904 plugin-hybridbiler. Siden årsskiftet er der i alt kommet 11.902 nye elbiler ud på de danske veje.

    Det viser en oversigt, som Danske Bilimportører netop har offentliggjort i en pressemeddelelse om bilsalget i marts måned.

    Med en markant marginal blev Tesla Model Y den mest solgte model i løbet af en måned herhjemme. Nummer to på listen er Ford Kuga med 1.688 solgte eksemplarer tilbage i juli 2020.

    Teslas model Y er den mest solgte bil i Danmark i marts måned. (Foto: © Patrick Pleul, Patrick Pleul/picture-alliance/dpa/AP Images)
  5. E-boks er oppe at køre igen

    Så er det godt nyt for dem, som har ventet på at gå lønsedlen igennem med en tættekam.

    Tjenesten e-boks er lørdag morgen igen oppe at køre, dog kan man i nogle tilfælde opleve lidt længere svartid.

    Det oplyser kommunikationschef Susanne Søndahl Wolff til Ritzau.

    - Vi er så småt ved at være helt oppe at køre igen, men der kan fortsat være lidt længere svartid for nogle, siger hun.

    Problemerne med e-Boks begyndte torsdag aften. Årsagen stammer fra e-Boks' underleverandør, KMD, der udvikler og leverer software- og serviceløsninger til både kommuner, stat og erhvervsliv.

  6. Spanske myndigheder raser over 'brandterrorister'

    • Flere hundrede mennesker er blevet evakueret fra deres hjem, og veje er flere steder spærret som følge af branden. (Foto: © J.L.Cereijido, Ritzau Scanpix)
    • Den spanske regering har sagt, at den er bekymret for, at antallet af skovbrande vil blusse op i år efter en usædvanlig tør vinter i dele af det sydlige Europa og stigende gennemsnitstemperaturer på grund af klimaændringer. (Foto: © J.L. Cereijido, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    I det nordvestlige Spanien har der de seneste dage været mere end 120 skov- og lyngbrande.

    Alene i Asturien-regionen var der ifølge Reuters 90 brande i går, og over 600 brandmænd blev indsat for at kæmpe mod flammerne.

    De spanske myndigheder mener, at mange af brandene kan være påsat af brandstiftere, som regionens leder har kaldt "brandterrorister".

    - Aldrig før er så mange brande blevet påsat bevidst, siger en talsmand for lokale myndigheder, Alejandro Calvo, til det spanske statsejede medie, RTVE.

    En af brandene raser uden for Asturiens regionale hovedstad Oviedo, og myndighederne opfordrer indbyggerne til straks at melde det, hvis de ser noget mistænkeligt.

    I Galicien har brandmænd fået kontrol over en brand, der ødelagde omkring 1.500 hektar skov, og i de østlige regioner Valencia og Aragon er 4.700 hektar skov gået tabt.

  7. Magnussen slutter langt nede i australsk kvalifikation

    Fredagens træning blev aldrig en succes Kevin Magnussen, og lørdagens kvalifikation blev hurtigt en gentagelse forud for Australiens grandprix.

    Når løbet skydes i gang søndag morgen, bliver det således med Kevin Magnussen på en plads som nummer 14, mens verdensmester Max Verstappen starter i pole position.

    Kevin Magnussen måtte allerede i Q2 forlade banen i Melbourne, og så blev han desuden overstrålet af holdkammeraten Nico Hülkenberg, der gik videre til Q3 som nummer fem.

    Træerne voksede dog ikke ind i himlen for Hülkenberg, der sluttede som nummer ti i Q3.

    Mercedes-kørerne George Russell og Lewis Hamilton starter som nummer to og tre.

    Selve grandprixet begynder søndag klokken 7.00 dansk tid.

  8. Kropstatoveret 106-årig fra Filippinerne er Vogues ældste covermodel

    Som 15-årig begyndte hun med en bambuspind, en torn fra et pomelotræ, vand og kul at trykke tatoveringer på folk, der boede i den filippinske Kalinga-provins.

    I dag kommer besøgende fra alle verdens hjørner for at få en af hendes geometriske design foreviget på huden.

    Apo Whang-Od beskrives af lokale som den sidste og ældste "mambabatok", der refererer til det filippinske stammedesign.

    Hun har rundet 106 år og pryder april-forsiden på den filippinske udgave af modemagasinet Vogue.

    - Vi mener, at skønhedsbegrebet skal udvikle sig og inkludere forskellige og inkluderende ansigter og former, sagde chefredaktør på det filippinske Vogue, Bea Valdes.

    Den tidligere rekordindehaver som den ældste forsidemodel var Judi Dench, der som 85-årige var på forsiden af britiske Vogue i 2020.

    Hun beskrives som den sidste mambabatok i sin generation og har trykt Kalinga-stammens symboler - hvilket betyder styrke, tapperhed og skønhed - på huden af ​​tusindvis af mennesker, der har valfartet til Bucalan, skriver Vogue. Screendump fra Twitter.
  9. Pablo Escobars flodheste skal fjernes, og det koster kassen

    Hvad koster det at flytte 70 styks flodheste?

    Det er nok ikke det første spørgsmål, du tænkte på, da du stod op her til morgen, men svaret er 3,5 millioner dollar - eller hvad der svarer til 24 millioner kroner.

    De colombianske myndigheder undersøger ifølge The Guardian, hvad det vil koste at fragte ingen ringere end Pablo Escobars flodheste til reservater udenfor landet.

    Alt i alt vil myndighederne fjerne omkring halvdelen af de 130 flodheste, der befinder sig på Escobars gamle landområde. Ti skal til Mexico, og 60 skal til Indien, skriver avisen.

    Colombia er for nuværende det eneste land udenfor det afrikanske kontinent, hvor man kan finde vilde flodheste.

    De er ofte blevet døbt 'kokain-flodheste', fordi de er landet i det sydamerikanske land på grund narkokongen Pablo Escobars kærlighed til eksotiske dyr.

  10. Trump erklærer sig ikke-skyldig i tiltale

    Her ses Trumps advokat Susan Necheles. (arkivfoto) (Foto: © John Minchillo, Associated Press)

    - Han vil nægte sig skyldig.

    Det var en ventet udtalelse, som Donald Trumps advokat Susan Necheles i nat dansk tid kom med over for New York Daily News.

    Men det er, hvad Trump vil meddele dommeren, som han på tirsdag bliver stillet over for i New York.

    Hverken Trump eller offentligheden ved lige nu, hvad ekspræsidenten er anklaget for, men uanset hvad vil han altså erklære sig ikke-skyldig. Trump har selv kaldt tiltalen for 'politisk forfølgelse'.

    Flere medier, heriblandt CNN, skriver, at Trump står over for flere end 30 anklager om forretningssvindel. Blandt andet bogføring af et beløb på 130.000 dollar overført fra Trumps daværende advokat, Michael Cohen til pornoskuespilleren Stormy Daniels i 2016.

  11. Tagulykke kvæster flere personer i tornadoramt by

    Midt under en heavy metalkoncert kollapsede taget i et teater i går aftes i delstaten Illinois.

    Ulykken skete på grund af en tornado, der pløjede gennem byen.

    Mindst 28 personer er kommet til skade i ulykken, og en person har mistet livet, oplyser det lokale brandvæsen ifølge nyhedsbureauet AP.

    Der er tale om Apollo Theatre i byen Belvidere cirka 112 kilometer nordvest for storbyen Chicago.

    Det er et voldsomt stormsystem, der i går bevægede sig gennem Midtvesten og det sydlige USA, og som medførte flere dødelige tornadoer.

    I Little Rock i delstaten Arkansas er 24 mennesker kommet på hospitalet med kvæstelser, og der er massive ødelæggelser efter en voldsom tornado ramte byen i går eftermiddag lokal tid.

  12. Slut med at kalde covid-19 for 'farlig sygdom'

    Fra i dag bliver covid-19 ikke længere kategoriseret som en farlig sygdom på epidemilovens skala.

    Nu omtaler myndighederne det som en smitsom sygdom, hvilket betyder, at den ikke længere er nogen stor trussel mod samfundet.

    Ændringerne blev meldt ud i begyndelsen af måneden og stod til officielt at træde i kraft midnat.

    I epidemiloven er der tre forskellige kategorier; de smitsomme sygdomme, hvor influenza og nu også covid-19 er. De alment farlige sygdomme, som corona har hørt under det seneste år.

    Den tredje kategori er en samfundskritisk sygdom, og det blev covid-19 kategoriseret som indtil begyndelsen af 2022, hvor myndighederne mente, at smitten medføre alvorlige forstyrrelser af samfundsfunktioner.

  13. 50-årigt langt fangenskab for spækhugger er snart slut

    Spækhuggeren Willy kunne efter en time og 47 minutter boltre sig i havet, efter at være blevet befriet fra sit fangenskab.

    Det var godt nok i en film, men i den virkelige verden bliver spækhuggeren Lolita efter 50 år igen sluppet fri.

    Akvariet, hvor den 57-årige spækhugger efterhånden kender hver en afkrog, blev enige med dyrevelfærdsfortalere om, at det var på tide.

    Der kan dog gå op mod to år, før hun svømmer rundt i et habitat i den den nordvestlige del af Stillehavet, som det er aftalt.

    Og før hun endelig kan komme ud, kræver det også godkendelse på føderalt niveau.

    Spækhuggere er meget sociale pattedyr, der kan blive op til 80 år gamle.

  14. Tornado i Arkansas sender 24 mennesker på hospitalet

    Gårsdagens voldsomme orkan i den amerikanske delstat Arkansas har både forårsaget omfattende ødelæggelser og sendt flere personer på hospitalet.

    24 personer er ifølge borgmesteren i forbundshovedstaden Little Rock blevet sendt på hospitalet.

    Derudover oplyser retsmedicinerens kontor til et lokalt medie, at én person har mistet livet.

    Tornadoen pløjede gennem Little Rock i går eftermiddags lokal tid.

    Den rev tage af bygninger, væltede husmure og rev træer op med rode, rapporterer lokale medier.

    Tornadoen blev bekræftet klokken 14.25 lokal tid fredag over området Reservoir Road og bevægede sig fra Little Rock til Jacksonville.

  15. En voldsom tornado har ramt Arkansas i USA

    • Det centrale Arkansas led "betydelige skader" fredag, meddelte statens guvernør, Sarah Huckabee Sanders. Byens brandvæsen rapporterer ligeledes om store skader i Little Rock ifølge AP. (Foto: © Andrew DeMillo, Associated Press)
    • Den nationale vejr-institut kalder tornadoen "stor og ødelæggende". Det voldsomme vejr påvirker flere stater, lyder det. (Foto: © Andrew DeMillo, Associated Press)
    1 / 2

    En tornado har i dag skabt betydelige ødelæggelser, efter den pløjede sig gennem den amerikanske stat Arkansas hovedstad, Little Rock.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Et universitetshospital i Little Rock siger, at de arbejder på et "masseulykkesniveau" og forventer mindst 15 til 20 patienter på grund af tornadoen. Flere er allerede på hospitalet, men det endelige antal af sårede personer er endnu ikke opgjort, skriver AP. Mindst en er meldt i kritisk tilstand, ifølge AP.

    Der er en "stor sandsynlighed" for, at der er adskillige skader, siger en talsmand for Arkansas Division of Emergency Management (ADEM) til CNN.

    - Vi beder for alle dem, der var og forbliver på denne storms vej, skriver guvernøren i Arkansas, Sarah Huckabee Sanders, på Twitter ifølge NBC.

    Her kan du se en video, som nyhedsbureauet AP har udsendt af tornadoen:

  16. Pave Frans udskrives i morgen, siger Vatikanet

    Pave Frans kan se frem til at blive udskrevet i morgen efter at have været indlagt siden onsdag. Paven er blevet behandlet for bronkitis.

    Det siger Vatikanet ifølge nyhedsbureauet AP.

    Men under sin indlæggelse har paven ikke bare ligget i sygesengen på Gemeli-hospitalet i Rom.

    I dag har han haft overskud til at komme forbi hospitalets børneafdeling for blandt andet at døbe en nyfødt baby. Han har også spist pizza med hospitalspersonalet.

    Det oplyser Vatikanet, ifølge AP, som også har udsendt billeder af begivenheden.

    Vatikanets talsmand Matteo Bruni siger ifølge AP, at pave Frans vil være på Peterspladsen til palmesøndagsmesse i starten af "den hellige uge". Om paven vil holde prædikenen, er ikke meldt ud.

    Pave Frans velsigner en baby efter dåben. Billedet er udsendt af The Vatican Media. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
  17. Domstol: Elon Musk-tweet om fagforeninger var ulovligt

    Tesla- og Twitter-rigmand Elon Musk overtrådte den føderale arbejdslov, da han udsendte et af sine mange tweets på det sociale medie i 2018.

    Det har en amerikansk appeldomstol sagt i dag.

    Tweetet indikerede, at ansatte i elbilsproducenten Tesla ville miste aktiemuligheder i selskabet, hvis de tilsluttede sig en fagforening.

    - Intet stopper Tesla-teamet på vores bilfabrik i at stemme for en fagforening... Men hvorfor betale fagforeningskontingent og opgive aktieoptioner for ingenting?, lød det mere præcist fra Elon Musk på Twitter.

    Og det var altså en ulovlig trussel mod medarbejderne, har en domstol i New Orleans slået fast. Elon Musk er blevet beordret til at slette tweetet.

  18. Thomasberg debuterer i slutspillet med sejr over OB

    FCM fik en god start på kvalifikationsspillet fredag aften med en sejr over OB.

    OB og FCM tog her til aften hul på kvalifikationsspillet i Superligaen.

    For FCM var det første kamp under Thomas Thomasberg, som for en uge siden tiltrådte i klubben, og den nye træner kunne ikke have ønsket sig en bedre debut.

    Efter ti minutter kunne Frederik Heiselberg skrabe bolden over stregen til 1-0 for midtjyderne, efter en omgang decideret roderi ovenpå et hjørnespark.

    Fire minutter senere var der igen hjørnespark til FCM. Gustav Isaksen sendte den lige i panden på Juninho. 2-0 til gæsterne efter et kvarter, og OB skal måske øve lidt standardsituationer hjemme i Ådalen.

    Efter en halv time dukkede Emmanuel Sabbi pludselig op for OB og sendte bolden via en FCM-bagdel i kassen til en reducering.

    Lige inden pausen skulle Frederik Heiselberg have scoret endnu en gang, men i to omgange fik han ikke skovlet bolden over stregen på en ellers gigantisk chance.

    Ved pausen hed stillingen 2-1 til gæsterne, som sad på det meste i første halvleg. Beviset; en skudstatistik, der hed 16-3 i midtjydernes favør.

    I anden halvleg faldt tempoet ud af kampen, og der kom længere mellem chancerne.

    Lige inden lukketid satte FCM dog det sidste søm i kisten, da Edward Chilufya prikkede bolden forbi Martin Hansen i OB-målet til 3-1.

    - Det var en fornem indsats, og nu har vi ikke trænet ret mange gange, så det var jeg positivt overrasket over, sagde Thomas Thomasberg efter kampen til DR Sporten.

    Opdateret med video i toppen.

  19. Andrew Tate løsladt fra fængsel og placeret i husarrest

    Siden slutningen af december sidste år har den britisk-amerikanske internetpersonlighed Andrew Tate været tilbageholdt i Rumænien, sammen med sin bror, mistænkt for menneskesmugling, voldtægt og for at have startet en gruppe for organiseret kriminalitet.

    Nu har de begge skiftet deres fængselsceller ud med andre omgivelser. Det oplyser Ramona Bolla, der er talsmand for det rumænske politis enhed mod organiseret kriminalitet, DIICOT, skriver nyhedsbureauet AP.

    Ankedomstolen i Bukarest har besluttet, at både Andrew Tate og hans bror nu skal placeres i husarrest.

    Beslutningen falder på baggrund af Tates egen anke om at erstatte hans varetægtsfængsling med husarrest, efter hans fængsling for nyligt blev forlænget for fjerde gang.

  20. Fire er nu bekræftet døde efter alvorlige sneskred i Norge

    Dødstallet er opjusteret fra tre til fire personer, efter en række sneskred har ramt regionen Troms i det nordlige Norge.

    Derudover er en i kritisk tilstand. Det skriver det norske medie Aftenposten.

    Flere bygninger er blevet skadet, og flere dyr er taget med i skredene.

    Den fjerde bekræftede afdøde person var del af en gruppe af ikke-norske borgere, skriver VG.

    Røde Kors i Norge ser meget alvorligt på situationen.

    - Det er ikke tit, vi sender så mange korps ud på én gang. De har fået besked og er klar til at rykke ud med meget kort varsel, siger Tor Indrevoll, operativ leder af Troms Røde Kors Hjælpekorps, i en pressemeddelelse ifølge VG.

    Herunder ses en video fra det norske medie NRK efter sneskredet ved Reinøya set fra søen. Reporter Pål Hansen kommenterer synet.

  21. Første person er blevet dømt i 'Rust'-hændelse, der dræbte filmfotograf

    Seks måneders betinget fængsel, en bøde på 500 dollar, 24 timers samfundstjeneste og undervisning i skydevåbenssikkerhed.

    Sådan lyder den første dom i sagen om de skud, der blev afgivet under optagelserne til filmen 'Rust' i 2021, og som dræbte fotografen Halyna Hutchins.

    Den tilfalder Dave Halls, der var indspilningsleder på filmen, og som dømmes for "uagtsom håndtering af et dødbringende våben". Aftalen er en såkaldt "plea deal", som er en tilståelsesaftale om erkendelse af skyld mellem anklager og tiltalte for en potentiel mildere straf.

    Det var skuespilleren Alec Baldwin, som tilsyneladende affyrede det dødbringende skud mod fotografen. Han blev tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen, men har flere gange sagt, at han ikke bærer ansvaret for hændelsen.

  22. Dommer ophæver aldersrestriktion til at bære håndvåben i Minnesota

    En føderal dommer har ophævet en lov i staten Minnesota, der krævede, at en person skulle være mindst 21 år gammel for at bære en pistol i offentligheden.

    Det skriver Reuters.

    Dommeren, Katherine Menendez, fandt, at loven var i strid med den amerikanske forfatning, der giver amerikanere ret til at bære våben.

    Loven blev indført i 2003 for at styrke våbenkontrol, men i 2021 lagde de tre organisationer Minnesota Gun Owners Caucus, Firearms Policy Coalition og Second Amendment Foundation, der alle støtter våbenrettigheder, sag an mod loven.

    - Dette er en overvældende sejr for voksne i alderen 18 til 20 år, der ønsker at udøve deres forfatningsmæssige ret til at bære våben, lyder det fra Bryan Strawser, der er formand for Minnesota Gun Owners Caucus.

  23. To tog er kørt af sporet grundet kraftig storm i Schweiz

    Flere personer er kommet til skade, efter to tog er afsporet i Schweiz.

    Ulykkerne hænger tilsyneladende ikke sammen, men er ifølge Ritzau begge forårsaget af en kraftig storm, der har fået navnet Mathis.

    Et tog afsporede nær Lüscherz-stationen vest for Bern omkring klokken 16.30, og kort tid efter afsporede endnu et tog nord for Bern, omkring klokken 16.50. Ved begge afsporinger melder politiet i Bern, at flere passagerer er kommet til skade.

    Det er tidligt fredag aften uvist, hvor slemt passagerne er kommet til skade.

    • Et af de afsporede tog i Schweiz i dag. (Foto: © MANUEL LOPEZ, Ritzau Scanpix)
    • Der har fredag eftermiddag og aften været redningsaktioner i gang med ambulancer og brandmænd ved begge ulykkessteder, skriver Ritzau. (Foto: © MANUEL LOPEZ, Ritzau Scanpix)
    1 / 2
  24. Zelenskyj på årsdagen for Butjas befrielse: 'Vi vil aldrig glemme'

    Det er i dag ét år siden, at ukrainske styrker befriede byen Butja fra russisk militær. I den anledning er der i dag blevet afholdt en ceremoni.

    Her indtog den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, talerstolen for at sætte ord på, hvordan Butja er blevet et symbol på russiske grusomheder siden invasionen af Ukraine.

    Det skriver Reuters.

    - Vi vil aldrig glemme, sagde Zelenskyj og lovede at straffe de mennesker, der står bag de mange drab i byen.

    - Menneskelig værdighed vil ikke lade det blive glemt. På gaderne i Butja har verden set russisk ondskab. Ondskaben er afsløret.

    Under ceremonien overrakte Zelenskyj medaljer til soldater, politi, læger, lærere og nødtjenester i Butja samt til familiemedlemmerne til to soldater, der blev dræbt under forsvaret af Kyiv-regionen mod Rusland.

    Under ceremonien blev Zelenskyj ledsaget af Moldovas præsident samt Kroatiens, Slovakiets og Sloveniens premierministre.

    • Volodymyr Zelenskyj i selskab med Moldovas præsident samt Kroatiens, Slovakiets og Sloveniens premierministre i forbindelse med årsdagen for Butjas befrielse. (Foto: © ANDRII NESTERENKO, Ritzau Scanpix)
    • Her overrækker Zelenskyj en æresmedalje. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)
    • I baggrunden ses et mindesmærke for befrielsen af Butja. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)
    • I forbindelse med ceremonien overrakte Zelenskyj medaljer til soldater, politi, læger, lærere og nødtjenester i Butja. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)
    • Efter ceremonien gik Zelenskyj gennem Butjas gader med byens indbyggere. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  25. Tre døde i alvorlige sneskred i Norge

    Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at der var tale om jordskred. Det er rettet til sneskred.

    Der er sket sneskred tre forskellige steder i Troms i det nordlige Norge.

    I Lyngen Kommune er en person bekræftet omkommet og en alvorligt skadet, da en gruppe på fem italienske turister blev fanget i sneskred ifølge det norske medie VG.

    Brandvæsenet oplyser, at to er døde ved sneskred i Karlsøy Kommune, ifølge VG.

    I Kåfjord Kommune skal en stald med tæt på 100 dyr være blevet taget med i skredet.

    Politiet betegner alle hændelser som alvorlige og fraråder alle at færdes i bjergene, som forholdene er nu.

    - Vi arbejder nu på at få et overblik over hændelserne og vender tilbage med mere information, så snart vi ved mere, skriver politiet.

  26. To direktører er færdige i Fredericia Kommune

    Endnu engang skifter Fredericia Kommune ud på direktørposterne i kommunen. I dag har et flertal i Fredericia Byråd nemlig godkendt to direktørers fratrædelsesaftaler på et ekstraordinært byrådsmøde.

    Det oplyser den socialdemokratiske borgmester, Steen Wrist, til DR.

    Det er direktør for Børn, Unge og Kultur Michael Maaløe og kommunaldirektør Camilla Nowak, kommunen siger farvel til, og det kommer til at koste kommunen knap fem millioner kroner.

    - Det er mange penge, men vi tror også på i flertallet, at det er nødvendigt at træffe de beslutninger, siger borgmesteren.

    Beslutningerne kommer efter nogle år med stor udskiftning på chefposterne i kommunen. Camilla Nowak trådte i første omgang til som konstitueret kommunaldirektør, da byrådet valgte at afskedige den tidligere kommunaldirektør i 2021. Senere blev hun ansat i stillingen.

    Direktør for Beskæftigelse og Velfærd Mette Heidmann har sagt ja til at være konstitueret som kommunaldirektør, indtil stillingen er besat.

  27. Virksomhed tilbagekalder jelly-slik

    Har du forberedt fredagsslikken til i aften, så er det en god ide at kigge efter, om Nikkoh Jelly Sticks sneg sig ned i indkøbskurven, da du handlede ind.

    Virksomheden Dankonfekt ApS tilbagekalder produktet på grund af fare for kvælning.

    Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

    Slikket er blevet solgt i dagligvare- og specialbutikker i hele landet.

    Produktet indeholder nogle tilsætningsstoffer, der gør, at slikket kan svulme op i svælget, hvilken kan medføre kvælningsfare for små børn, hvis de spiser det.

    Ligger Nikkoh Jelly Sticks i slikskuffen derhjemme, råder Fødevarestyrelsen til at smide det i skraldespanden eller levere slikket tilbage til butikken.

    Flere varianter af det såkaldte jelly-slik er blevet tilbagekaldt de seneste uger.

    Her ses slikket, som Fødevarestyrelsen advarer mod. (Foto: © Fødevarestyrelsen)
  28. Østrigs kansler på besøg hos Mette Frederiksen for at tale om migration til EU

    • Statsminister Mette Frederiksen med Østrigs kansler, Karl Nehammer, i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 31. marts 2023. Mødet har taget afsæt i migration til Europa, herunder stigningen i antallet af migranter og flygtninge, der søger mod EU. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
    • Danmark har længe fået kritik for forslaget om at oprette et modtagecenter i Rwanda, men netop et modtagecenter var på dagsordenen under mødet mellem Mette Frederiksen og Karl Nehammer. - Et modtagecenter kan være en af de metoder, vi gerne vil kigge mere ned i i fællesskab, sagde statsministeren til doorsteppet. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Den danske statsminister, Mette Frederiksen, har i dag haft besøg af sin østrigske kollega, kansler Karl Nehammer.

    På programmet var især diskussioner om initiativer på migrations- og asylområdet.

    - Det, vi har diskuteret i dag, er, at vi både har behov for yderligere initiativer på den korte bane, det handler om beskyttelse af ydre grænser og visumregler, også i lande tæt på os, siger Mette Frederiksen ved et doorstep med den østrigske kansler ifølge Ritzau.

    - Det handler om hjemsendelser af afviste asylansøgere. Vi har også i dag talt om, at det langsigtede perspektiv er mindst lige så vigtigt, siger hun.

    Både Danmark og Østrig har presset på for at få dæmpet migrationen til EU, skriver Ritzau.

  29. Statsministeren forsvarer regeringens plan om seniorpension: Vi ønsker at køre ordningerne sammen

    De seneste dage har flere fagforeninger og partier på Christiansborg kritiseret regeringens plan om at sløjfe seniorpensionsordningen for i stedet lave en ny ordning for tidlig tilbagetrækning.

    Og nu forsvarer statsminister Mette Frederiksen (S) regeringens plan på området.

    Det sker på et pressemøde, hvor statsministeren bliver spurgt, hvorfor hun vil forringe seniorpensionsordningen.

    - Det, der ligger i regeringsgrundlaget er, at vi gerne vil se de to ordninger mere under ét. Der er forskel på både ydelserne i dag, hvordan man kommer ind i dem, og hvor lang tid man kan være der. Så vores tanke har været at se, om vi kan køre de to ordninger mere sammen, siger hun.

    Kritikken er kommet, fordi en rapport har vist, at dem, der føler sig mest nedslidt, er dem, der har fået tilkendt seniorpension.

    Mette Frederiksen siger, at regeringen agter at kigge på hele spørgsmålet om tilbagetrækning.

    - Arbejdet på det her område er ikke gået i gang endnu, siger hun.

  30. Drabsdømte Oscar Pistorius bliver nægtet prøveløsladelse

    Den sydafrikanske løber og paralympiske mester Oscar Pistorius er blevet nægtet prøveløsladelse for drabet på sin kæreste i 2013.

    Det oplyser en advokat for offerets familie ifølge Ritzau.

    - Vi er blevet informeret om, at på nuværende tidspunkt er det blevet afvist, og det vil blive genovervejet om et års tid, siger advokat Tania Koen.

    Oscar Pistorius skød og dræbte sin kæreste for godt 10 år siden, for hvilket han afsoner en fængselsdom på 13 år og fem måneder.

    Før sin dom var han kendt som en af de største paralympiske atleter og har vundet OL-guld tre gange.

Mere fra dr.dk