En 41-årig mand fra Aalborg-området blev ved et grundlovsforhør søndag varetægtsfængslet fire uger, sigtet for voldtægt og blufærdighedskrænkelser ved Aalborg Karneval.
Han nægter sig skyldig og har kæret fængslingsafgørelsen til landsretten, oplyser anklager Majbrit Bak fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Den 41-årige er sigtet for at voldtage en kvinde, der var så beruset, at hun ikke kunne modsætte sig overgrebet, der ifølge sigtelsen er voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Ifølge sigtelsen har manden også videofilmet overgrebet på kvinden, og det er blufærdighedskrænkelse.
Den 41-årige har ifølge sigtelsen også krænket to andre personer ved at filme dem, mens de havde samleje i forbindelse med karnevallet.