46 personer fundet døde i lastbil i Texas
I en varm lastbil uden adgang til vand har de amerikanske myndigheder fundet 46 døde personer.
Fundet er sket i udkanten af byen San Antonio, der ligger i den amerikanske delstat Texas. Det skriver Reuters.
Mexicos udenrigsminister, Marcelo Ebrard, oplyser, at man endnu ikke kender nationaliteten på de døde.
Den republikanske guvernør i Texas, Greg Abbott, skriver på Twitter, at han dog mener, der er tale om immigranter. Desuden anklager han den amerikanske præsident, Joe Biden, for at bære skylden for dødsfaldene.
- De er et resultat af hans politik om åbne grænser, skriver Abbott.
