ADHD-medicinen Aduvanz trækkes nu tilbage fra apoteker, hospitaler og grossister, fordi en fejl hos producenten har medført, at for stærke piller er endt i pakninger til patienter, der skal have en mindre dosis.
Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er fejl i ét parti i medicinen, hvor piller på 70 milligram er endt i pakninger til 30 milligram.
Partiet er på 1.000 pakninger, og de stærke piller kan være endt i op til fem pakninger.
Patienter opfordres "hurtigst muligt" til at tjekke, om deres pakninger har lot-nummeret 3206352D med udløbsdatoen 01/2025. Hvis man har pakninger af Aduvanz 30 mg med dette lot-nummer og denne udløbsdato, er det vigtigt at tjekke kapslerne.
Lægemiddelstyrelsen skriver, at der er tydelig forskel i farven på de to typer kapsler.
Der kan være alvorlige bivirkninger ved at indtage 70 mg-kapsler i stedet for 30 mg-kapsler for alle, der ikke er vant til at indtage den dosis. Børn er dog i højere risiko for alvorlige bivirkninger, lyder det i pressemeddelelsen.