Ældre kvinde sender politiet på sporet af pengeskab med hash og kontanter
I går mødte en politibetjent en ældre kvinde foran politistationen i Tønder. Hun havde fundet en bæltetaske, som hun gerne ville aflevere som hittegods.
Da betjenten åbnede tasken, lå der et sygesikringsbevis og omkring 20 gram hash i den. Det fik en patrulje til at rykke ud på adressen og ransage hjemmet. Under ransagningen fandt patruljen et pengeskab, der blev beslaglagt og taget med på stationen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I pengeskabet fandt politiet 585 gram hash og knap 14.000 kroner i kontanter. Patruljen anholdt derfor de to mænd, der opholdt sig på adressen i Tønder, og sigtede dem for narkohandel.
Efter afhøring blev de to mænd løsladt og kan vente et retsligt efterspil.