Næsten halvdelen af de omkring 4.900 beboere i byen East Palestine i delstaten Ohio måtte i går evakueres fra deres hjem, efter et tog blev afsporet nær byen.
Afsporingen fik omkring 50 togvogne til at støde sammen og vælte samtidig med, at der udbrød brand omkring ulykkesstedet, skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge jernbaneoperatøren Norfolk Southern, så transporterede 20 af togets 100 vogne farlige materialer, herunder brandfarlige stoffer. Omkring 14 af dem var blandt de væltede vogne.
Ingen kom til skade under ulykken, og det vides endnu ikke, hvad der fik toget til at køre af sporet. Derfor har amerikanske myndigheder igangsat en efterforskning.