Efter knap en måneds betænkningstid, er Alternativet nu sikker: De vil have minksagen vurderet af uvildige advokater.
Det skriver folketingsmedlemmerne Torsten Gejl og Christina Olumeko i et debatindlæg hos Altinget her til aften.
- Vi er på den baggrund nået frem til, at vi fortsat støtter en advokatvurdering, ligesom vi gjorde før folketingsvalget. En advokatvurdering er nemlig vigtig for tilliden til demokratiet og borgernes oplevelse af, at de politiske beslutninger er legitime, skriver de blandt andet.
Partiets forhold til en advokatvurdering har været noget kompliceret siden dagen efter folketingsvalget 1. november, hvor Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, sagde, at partiet ikke længere støttede en advokatvurdering af minksagen.
To dage senere måtte hun trække det tilbage, efter hun havde været en tur hjemme forbi sin folketingsgruppe, der tilsyneladende ikke var enige. De mente fortsat, der skulle en advokatvurdering til.
9. november kom så tre uafhængige juraprofessorer med en vurdering for at medvirke til "at lukke sagen en gang for alle".
Og pludselig var der ikke længere noget klart svar fra partiet - de ville have lov at tygge det ordentligt igennem, sagde Torsten Gejl dengang til DR.
Men nu er de sikre:
- Minksagen er uafsluttet og åben for fortolkning, så længe vi ikke har en officiel, uafhængig advokatvurdering bestilt af Folketinget. Det er ikke sundt for tilliden, skriver de i indlægget.