88,9 millioner kroner i apanage var ikke nok til at dække udgifterne for kongehuset sidste år.
Kongehuset kom ud af 2022 med et underskud på 8,4 millioner kroner.
Det viser kongehusets årsrapport for 2022, der er blevet offentliggjort i dag.
- Året var præget af eksterne som interne udfordringer for kongehuset, lyder det på kongehusets hjemmeside i en pressemeddelelse.
Der var i forvejen budgetteret med et underskud, som skulle trække på opsparingen, blandt andet fordi dronningens regeringsjubilæum ville koste ekstra penge, skriver kongehuset i årsrapporten.
Derudover skyldes underskuddet, at man har brugt penge på at opgradere kongehusets it-sikkerhed, lave mobile arbejdspladser og installere ladestandere til de kongelie el-biler.
- Herudover var der i budgettet forudset ekstra opgaver vedrørende vedligeholdelse af lokaler, som var udskudt fra 2021 på grund af corona, står der i årsrapporten.
Desuden er kongehuset også ramt af stigende energipriser. Det har kostet 1,2 millioner kroner mere end i 2021, at energipriserne er røget i vejret, forklarer kongehuset.
Og så har man haft et negativt afkast på kongehusets investeringer, lyder det.
- Regnskabsresultatet blev yderligere påvirket af de øgede energipriser og den generelt høje inflation. Det økonomiske resultat afspejler desuden investeringer i it-sikkerhed, mobile arbejdspladser, bæredygtighed samt i vedligeholdelse af lokaler, skriver kongehuset.