Amerikansk senator oprevet efter skoleskyderi: Hvad har vi gang i? Der er flere masseskyderier end dage i året

- Hvad har vi gang i?
Det spørgsmål stillede den amerikanske senator Chris Murphy fra Demokraterne i senatet efter skoleskyderiet i delstaten Texas, hvor mindst 19 børn og to voksne er blevet dræbt.
- Der er flere masseskyderier end dage i året. Vores børn lever i frygt, fordi hver gang de går ind i et klasselokale, så tror de, at de er de næste, lød det fra en tydeligt oprevet senator, der efterlyste handling fra resten af senatet.
- Hvorfor er I her? Hvis det ikke er for at løse noget så eksistentielt som det her. Det her er ikke uundgåeligt, de her børn var ikke uheldige. Det her sker kun i USA. Ingen andre steder går små børn i skole og frygter, at de måske bliver skudt, sagde Chris Murphy blandt andet, inden han spurgte igen.
- Det er vores valg at lade det fortsætte. Hvad har vi gang i?
Gerningsmanden bag skoleskyderiet er en blot 18-årig ung mand, der selv blev skudt og dræbt af politiet.