Seneste Nyt

Andreas Mogensen skal afprøve dansk teknologi i det ydre rum

Den danske astronaut Andreas Mogensen skal igen ud i det uendelige univers.

I denne omgang skal han i forbindelse med sin næste mission til Den Internationale Rumstation (ISS) i 2023 afprøve dansk teknologi, oplyser Danish Aerospace Company, som står bag udstyret, i en pressemeddelelse.

Mogensen skal blandt andet teste et trådløst, medicinsk overvågningsudstyr. Astronauterne ifører sig udstyret, som derefter kan overvåge medicinske parametre under træning.

En anden teknologi kombinerer Virtual Reality og motion. Astronauter skal tage de store firkantede briller for øjnene, og istedet for at tage en løbetur med udsigt til det uendelige, mørke univers, så transformerer omgivelserne sig til vante steder - som en park for eksempel.

Udover selve teknologien skal Mogensen også afprøve, om det har en positiv indflydelse på astronauternes træningsmotivation samt deres mentalitet.

Nyheder

  1. Pas på i trafikken: Sæson for hjortepåkørsler begynder nu

    Når du sætter dig bag rattet, er risikoen i denne tid ekstra stor for at påkøre hjorte.

    Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral forventer omkring 4000 henvendelser de næste tre måneder. I 2021 modtog vagtcentralen i alt 11.332 henvendelser. Det skriver de i en pressemeddelelse.

    Derfor opfordrer de til at sænke farten og være særlig opmærksom, når man kører.

    - Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men vi kan guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, vil det føre til færre uheld, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

    Det er særligt fra solnedgang til solopgang, at hjortene krydser vejene, og derfor har Dyrenes Beskyttelse nogle simple råd.

    Sæt farten ned, når du kører i tusmørke og skovområder. Hold også øje med lysende øjne i rabatten. Vær opmærksom på hjorteskilte, og at én hjort sjældent komme alene. Hvis én hopper over vejen kommer der ofte flere bagefter.

    Hvis du påkører en hjort, kan du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

  2. Mindst 15 migranter mister livet i bådulykke ved græsk ferieø

    Havet omkring Grækenland er i oprør på grund af storm, og det gør livet ekstra farligt for de migranter, som forsøger at krydse havet med Grækenland som mål.

    I en ulykke ud for den græske ferieø Lesbos har mindst 15 personer mistet livet, efter deres fartøj sank. Det oplyser den græske kystvagt ifølge Ritzau.

    Der var omkring 40 personer ombord på båden, og mens fem er blevet reddet, så er der ud over de omkomne yderligere 20 personer, som fortsat savnes.

    Også ved øen Kythira er der sket en ulykke. Her har de græske myndigheder foreløbig reddet 30 migranter, efter deres båd havde ramt et klippefyldt område. Omkring 100 personer var ombord på båden.

  3. Borgmester død efter skudepisode i Mexico

    En blodig skudepisode har onsdag fundet sted i Mexico. Her har bevæbnede mænd skudt og dræbt borgmesteren i byen San Miguel Totalapan i det sydvestlige Mexico.

    Ud over borgmester Conrado Mendoza Almeda, er yderligere 18 er omkommet i massakren – heriblandt politifolk og offentligt ansatte. Det skriver BBC.

    Borgmesterens far og den tidligere borgmester Juan Mendoza Acosta er også blevet dræbt i deres hjem, inden angrebet altså rykkede til rådhuset.

    Det er formentligt den kriminelle bande Los Tequileros, som står bag. De er blandt andet lykkedes med angrebet ved at have blokeret en hovedvej, så sikkerhedsstyrkerne ikke kunne komme frem.

  4. Biden besøger orkanhærget Florida: Klimaforandringer er alvorlige

    USA's præsident Joe Biden har besøgt Florida efter at orkanen Ian har hærget delstaten i løbet af den seneste uge.

    Her lagde han vægt på klimaforandringerne konsekvenser, og at de bør tages seriøst. Det skriver Ritzau.

    - Jeg tror, at det her endelig har sat en stopper for diskussionerne om, hvorvidt der er klimaforandringer eller ej, og at vi skal gøre noget ved det, lød det fra Joe Biden.

    Samtidig understregede han, at der ligger et stort genopbygningsarbejde, og at der derfor er brug for en fælles føderal og statslig indsats.

    Orkanen har kostet mere end 100 personer livet og omkring 400.000 boliger og erhverv stod tirsdag uden strøm fem dage efter at orkanen rasede ind over delstaten i det sydlige USA.

  5. Nordkorea affyrer endnu to missiler

    Nordkorea har nu affyret syv missiler på 12 dage.

    De seneste to er affyret fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang torsdag morgen lokal tid. Det siger det sydkoreanske militær ifølge Ritzau til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

    Affyringen kommer dagen efter, at USA og Sydkorea i fællesskab affyrede jord til jord-missiler, som en reaktionNordkoreas affyring et missil hen over Japan tirsdag morgen.

    Ifølge Ritzau siger Nordkorea, at deres seneste affyringer er en ”modforanstaltning” mod Sydkorea og USA, og landet har desuden fordømt, at amerikanerne har besluttet at omplacere et hangarskib til havet omkring den koreanske halvø.

    Det udgør ifølge Nordkoreas udenrigsministerium en ”alvorlig trussel” for stabiliteten i regionen.

    Affyringen af de seneste to missiler falder desuden sammen med, at FN’s Sikkerhedsråd onsdag mødtes for at tale om missilaffyringerne fra Nordkorea.

  6. Biden utilfreds med olielandes planer om at mindske olieproduktion

    Organisationen for Olieeksporterende Lande (Opec) vil reducere olieproduktionen med to milloner tønder om dagen fra november.

    Men det er den amerikanske præsident, Joe Biden, langt fra tilfreds med, skriver Ritzau.

    Han så nemlig gerne, at landene producerede mere olie for at kunne sænke olie- og benzinpriserne for forbrugerne, som siden Ruslands invasion i Ukraine er steget.

    Joe Biden vil på grund af beslutningen fortsætte med at bruge fra den amerikanske oliereserve, som lige nu indeholder den laveste mængde olie siden 1984.

    Energiminister i Forenede Arabiske Emirater Suhail al-Mazroui, der er medlem af Opec, siger ifølge Ritzau, at beslutningen om at reducere olieproduktionen er "teknisk og ikke politisk".

  7. GOG taber snævert til håndboldstormagten Veszprem i Champions League

    Skuffede GOG-miner og glade Veszprem-spillere, der har kurs mod gruppesejren. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Det var tæt helt til det sidste, men det skulle ikke være for håndboldklubben GOG i onsdag aftens Champions League-opgør med Telekom Veszprem.

    Holdet fra sydfyn tabte nemlig kun med et mål - 30-31. Det afgørende mål blev scoret med få sekunder tilbage på uret, og så kunne de forsvarende danske mestre ikke nå at svare igen.

    Holdene fulgtes pænt ad til det sidste, hvor fynboerne havde muligheden for bringe sig foran med 40 sekunder igen. Men på en teknisk fejl mistede hjemmeholdet bolden, og så kunne storholdet Veszprem tage sejren i det efterfølgende angreb.

    Nederlaget betyder, at GOG ligger nummer seks ud af otte i deres Champions League-gruppe, hvilket giver adgang til ottendedelsfinalen af turneringen. Modstanderen, ungarske Veszprem, ligger helt i top med lutter sejre.

    Næste kamp i Champions League for fynboerne er sidst i oktober, hvor de står overfor FC Porto.

  8. Hvem skal være statsminister? Lars Løkke vil stadig ikke pege på nogen

    I slutningen af debatten mellem de 14 partiledere her til aften blev de spurgt til, hvem de peger på som statsminister efter valget den 1. november.

    De røde partier peger på Mette Frederiksen (S), mens de til gengæld er mere uenige om, hvorvidt der bør dannes en regering hen over midten.

    Det blev mere rodet, da de borgerlige partier skulle svare på, hvem deres førstevalg er.

    Alex Vanopslagh svarede ja til, at det er Jakob Ellemann-Jensen, men det gjorde han også til, om det er Søren Pape Poulsen. Inger Støjberg valgte at holde sit kort på siden.

    Lars Løkke Rasmussen (M) var den eneste partileder, der endnu ikke har peget på, om det skal være en blå eller rød statsminister, der ifølge ham bør sidde på statsministerposten.

  9. Partilederne er uenige om landbrugets CO2-udledning

    Ved aftenens partilederdebat går snakken blandt andet på klima og landbrugets rolle.

    Søren Pape Poulsen mener, der skal forskes, så man finder ud af, hvordan man kan nedsætte CO2'en i de animalske produktioner. Men han ønsker ikke, at der skal slås hårdt ned på landbruget, for så frygter han, at CO2-udledningen bare flytter over landegrænserne.

    En melding, som Mai Villadsen mildest talt er uenig i. Hun mener, at det er at holde hånden over det danske landbrug.

    Mette Frederiksen understreger, at Danmark ikke må gå i bakgear, når det handler om klimaet. Hun mener, at det er vigtigt, at politikerne bliver ved at insistere på, at dansk landbrug skal levere på CO2'en - og også betydeligt mere end i dag.

    Pernille Vermund er uenig. Hun siger, at dansk landbrug ikke skal levere mere på klimadelen. I stedet skal landbruget levere flere fødevarer til resten af verden.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  10. Venstre kritiserer psykiatriplanen

    Der er godt gang i folketingsvalgets første partilederdebat.

    Partiformændene er netop blevet spurgt til psykiatrien. Et flertal på Christiansborg blev for få uger siden enige om en 10-års plan for psykiatrien. Men selv partier, der er med i aftalen, er ikke tilfredse.

    Venstres Jakob Ellemann-Jensen kritiserer, at aftalen ikke er ambitiøs nok - og at den ikke er fremtidssikret.

    - Det kræver, at man ikke bare skubber problemet fremad og siger, det må fremtidige finanslove tage sig af, siger Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til, at planen ikke er fuldt finansieret for alle 10 år, men at pengene skal findes løbende.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  11. Alle partiledere vil give sygeplejersker og sosu'er mere i løn

    Så tager partilederdebatten fat på sundhed.

    Det begynder med et ja/nej-spørgsmål. Partilederne bliver bedt om at svare på, om sygeplejersker og sosu'er skal have mere i løn. Alle svarer ja.

    Nogle dog med det forbehold, at det skal ske ved at sænke skatten, så de kan beholde en større del af deres løn selv.

    - Vi ønsker, at skatten skal sænkes, og de 7.000 første kroner, man tjener hver måned, skal være skattefrie, siger Alex Vanopslagh.

    - Det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, sygeplejersker skal have mere i løn, siger Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Men hun mener, der er andre ting, man kan kigge på. For eksempel bureaukratiet i sundhedsvæsnet.

    Mai Villadsen fra Enhedslisten er helt uenig. Hun mener, at sygeplejersker skal have mere i løn.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  12. LA frygter politikernes løfter under valgkampen

    Den første runde i aftenens partilederdebat handler om den økonomiske usikkerhed. Inflationen stiger, og mange danskere har svært ved at betale deres regninger.

    Politikerne bliver spurgt, om det er statens opgave, at danskerne kan betale deres regninger. Alle undtagen Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance siger ja.

    Alex Vanopslagh siger, at han frygter, at politikerne under valgkampen vil love danskerne så mange ekstra penge, at det vil puste til inflationen, hvis løfterne bliver til virkelighed.

  13. Team Esbjerg sender Ringkøbing hjem med ordentlig lussing

    Henny Reistad (i rødt) blev kampens topscorer med ni mål på ni forsøg for Esbjerg. (Arkivfoto) (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Det var et rent vestjysk opgør, der onsdag aften fandt sted i Kvindeligaen i håndbold.

    På banen var der dog nærmest kun et hold at se. Team Esbjerg vandt nemlig på hjemmebane med hele 35-16 over Ringkøbing.

    Allerede da dommeren fløjtede til pause, var kampen næsten afgjort. Her førte esbjergenserne nemlig med hele 19-6. I løbet af anden halvleg voksede forspringet så til hele 19 mål, som også var differencen ved kampens afslutning.

    Med sejren deler Esbjerg førstepladsen med Odense og Ikast, der alle har ti point. Odense har dog spillet en kamp færre end Esbjerg og Ikast.

  14. Færøerne overvejer at bede om lov til at stemme en anden dag

    Det færøske medie KVF skriver, at Rigsombudsmanden på Færøerne overvejer at anmode om, at færingerne kan stemme til folketingsvalget på en anden dag end 1. november.

    Det skyldes, at 1. november er en sørgedag på Færøerne, hvor man mindes dem, som er omkommet til søs.

    Karl Leo Holm Johannesen, som er tidligere lagmand på Færøerne, skriver på Facebook, at 1. november er en dag, hvor man mindes. Ikke en dag, man går til valg:

    (Foto: (Skærmbillede))
  15. Elon Musk-firma sender astronauter til Den Internationale Rumstation

    • Opsendingen skete fra Nasa's Kennedy Space Center. (Foto: Kevin Dietsch © Ritzau Scanpix)
    • Det er femte gang, at Nasa flyver astronauter til det internationale rumstation på et SpaceX-fartøj. (Foto: JOEL KOWSKY © Ritzau Scanpix)
    • Besætningen består af den russiske kosmonaut, Anna Kikina, Nasa-astronaut Josh Cassada, Nasa-astronaut Nicole Mann og den japanske astronaut, Koichi Wakata. (Foto: Jim WATSON © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Rumfartsvirksomheden SpaceX har sendt en ny besætning afsted til Den Internationale Rumstation (ISS) for Nasa.

    Det skriver Reuters.

    Besætningen, der er ombord på raketten Falcon 9, består af to amerikanere, en japaner og en russer.

    Det er Tesla-milliardæren Elon Musk, som er manden bag SpaceX.

  16. Dronningen deltager i særudstilling med bemærkelsesværdige balkjoler

    • 'På de bonede gulve' kan opleves i de Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot fra i morgen, den 6. oktober, til 18. december. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Kjole båret af kronprinsesse Mary til folketingsbal i 2018, kronprins Frederiks messeuniform fra Søværnet og kjole båret af dronning Margrethe til hendes 60-års fødselsdag er blandt de festlige gevandter i udstillingen. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Den pink kjole båret af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ved dronningens 50-års Regeringsjubilæum tidligere på året vakte stor opmærksomhed i dagene efter. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Dronning Margrethe hilser på Ghita Nørby og designer Nicholas Nybro ved åbningen af udstillingen. Den røde kjole, som Ghita Nørby bar til kunstnerbal i 2016, har Nicholas Nybro tidligere fortalt var inspireret af "blod og et rødt hjerte". (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Ghita Nørbys berømte røde balkjole og Helle Thorning-Schmidts pink skrud indgår i en udstilling på Christiansborg Slot, som dronning Margrethe i dag har været med til at åbne.

    Udstillingen hedder 'På de bonede gulve'og skal give et indblik i de kongelige fester.

    Foruden mere end 50 bemærkelsesværdige festkjoler, som tidligere har været båret ved kongelige arrangementer på Christiansborg Slot, er også særlige uniformer og sirlige borddækninger med i udstillingen.

  17. Qatar forkorter arbejdsdage og sender skoleelever på ferie under VM

    Doha er hovedstad i Qatar. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Ritzau Scanpix)

    En million fodboldfans forventes at være i Qatar, når verdensmesterskaberne i fodbold skal afgøres.

    Det kan presse infrastrukturen i millionbyen Doha, hvor alle VM-stadions ligger i eller omkring. Derfor giver ørkenstaten en stor del mennesker fri for at undgå trafikpropper.

    Det er blevet besluttet, at kun 20 procent af statsansatte skal på arbejde i perioden fra 1. november til 19. december, og de skal kun arbejde fire timer om dagen.

    Samtidig får skoleeleverne ferie fra den 18. november og lidt over en måned frem.

    VM i fodbold begynder den 20. november og slutter den 18. december.

  18. Putin-dekret: Zaporizjzja-atomkraftværket skal beslaglægges

    Præsident Vladimir Putin har givet ordre til, at de russiske myndigheder overtager det besatte ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, skriver Reuters.

    - Regeringen vil sikre, at de kernefysiske anlæg på værket bliver integreret som en føderal ejendom, hedder det i ordren fra Putin, skriver AFP ifølge Ritzau.

    Atomkraftværket er det største i Ukraine - og i Europa.

    Putin har også underskrevet en lov, som i Rusland formelt gør Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja til en del af Rusland.

    Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Rafael Grossi, er lige nu i Ukraine for at få en aftale på plads om en nuklear sikkerhedszone ved atomkraftværket, skriver Reuters.

  19. Der er problemer med at logge på med MitID

    Opdatering 19:40: MitID virker nu igen.

    Der er i øjeblikket problemer med at logge på med MitID, oplyser digitaliseringsstyrelsen på Twitter.

    Nets arbejder på højtryk på at identificere problemet og stabilisere driften, lyder meldingen.

    Styrelsen henviser til, at indtil MitID igen er stabiliseret, så kan man med fordel benytte NemID.

  20. Nobelprisvindende dansker fejret: 'Det værste var næsten, at jeg var nødt til at holde mund en hel time'

    Det var til klapsalver og hyldesttaler, at Morten Meldal i dag blev fejret på Københavns Universitet.

    Klokken 11 i dag fik professoren, der underviser i kemi på universitetet, nemlig besked om, at han modtager årets Nobelpris i kemi sammen med amerikanerne Barry Sharpless og Carolyn Bertozzi.

    - Det værste var næsten, at jeg var nødt til at holde mund en hel time, inden de announcede (meddelte, red.) det i Stockholm, sagde Morten Meldal til DR.

    - Nu er jeg rigtig, rigtig glad.

    Her til eftermiddag betød det også, at den danske professor blev fejret af elever og kolleger på Kemisk Institut.

  21. Sådan stemmer du ved valget, hvis du har brug for hjælp til at sætte dit kryds

    Der er ifølge Indenrigs- og Boligministeriet taget højde for syge og personer med handikap, så flest muligt kan sætte sit kryds ved det kommende folketingsvalg.

    Der vil på alle steder være lupper til rådighed, som kan forstørre teksten på stemmesedlen, mulighed for at tilpasse lyset i visse stemmerum, mens der på mindst et valgsted i hver kommune vil være hæve- og sænkeborde til rådighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Læs mere om det her.

    Det er også muligt at stemme hjemmefra, hvis man på grund af manglende førlighed eller sygdom ikke har mulighed for at møde fysisk op ved valgstedet. Hvis det bliver godkendt, vil to stemmemodtagere komme hjem til dig på en udvalgt dag for at modtage din stemme.

  22. Svensk ambassadør skal stå skoleret efter satireindslag om tyrkisk præsident

    Flere tyrkiske medier har på det seneste raset mod det svenske medie SVT, efter et indslag i satireprogrammet "Svenska nyheter" er blevet sendt. De tyrkiske medier mener, at præsident Recep Tayyip Erdoğan bliver hånet, fordi han blandt andet bliver kaldt "et fjols".

    Og nu er den svenske ambassadør i Tyrkiet, Staffan Herrstrom, ifølge Reuters blevet indkaldt til møde i det tyrkiske udenrigsministerium. Det er lige nu uvist, hvad der skal komme ud af det møde.

    Indslaget handlet blandt andet om, at Tyrkiet ikke er fortalere for svensk Nato-medlemskab.

    Det tyrkiske dagblad Sabah kalder indslaget for "en skam" og "skandale".

  23. Alec Baldwin indgår forlig med afdød fotografs familie

    Alec Baldwin ses her under Emmy-uddelingen i 2017. (Foto: Lucy Nicholson © Ritzau Scanpix)

    Producenten af filmen 'Rust' - herunder skuespiller og producer Alec Baldwin - har indgået forlig med den afdøde fotograf Halyna Hutchins familie.

    Forliget betyder, at sagen mellem Hutchins' familie og producenterne lukkes. Det skriver kulturmediet Deadline.

    Sidste år affyrede Alec Baldwin et dræbende skud en rekvisit-pistol mod fotografen Halyna Hutchins under indspilningerne af filmen 'Rust'. Han har siden afvist at være ansvarlig.

    - Vi tror alle, at Halynas død var en frygtelig ulykke. Jeg er taknemmelig for, at producenterne og underholdningsmiljøet er gået sammen for at hylde Halynas sidste værk, siger Halyna Hutchins' enkemand, Matthew Hutchins.

    Matthew Hutchins bliver executive producer, når indspilningerne af 'Rust' genoptages i januar 2023.

  24. Harmonikasammenstød på Nordjyske Motorvej

    Der er sket et harmonikasammenstød på Nordjyske Motorvej E45.

    Sammenstødet er sket i sydlig retning før afkørsel Svenstrup, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

    Poitikredsen fik anmeldelsen 15.59, og siden er to biler blevet kørt væk fra ulykkesstedet.

    Der blev sendt en enkelt ambulance afsted, men der har ikke været behov for at køre nogen af de involverede på skadesturen, oplyser vagthavende Karsten Højrup Kristensen til DR.

    Vejen er igen åben.

    - Der er givetvis lidt kødannelse som følge af sammenstødet, men vi forventer, det er væk indenfor den næste halve time, siger Karsten Højrup Kristensen.

    Tre-fire biler er involveret i ulykken.

    Opdateret 16:45 efter vejen igen er farbar.

    (Foto: (Skærmbillede))
  25. Sigtelse: Ti mænd smuglede et halvt ton kokain til Danmark

    I en koordineret aktion har politiet i dag anholdt ti mænd, som alle er sigtet for omfattende international organiseret indsmugling og handel med narkotika samt besiddelse af skydevåben.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

    Fem af anholdelserne er sket i Danmark. Tre blev anholdt i Holland, én i Norge og én i Montenegro. En fjerde hollænder sidder allerede varetægtsfængslet i sagen i Tyskland.

    - Der er tale om en meget omfattende sag om organiseret indsmugling af meget store mængder hård narkotika til Danmark, hvor det internationale politisamarbejde har spillet en afgørende rolle, udtaler ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

    Fire af de anholdte i Danmark vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers i morgen klokken 9. Det vides ikke, hvordan de mistænkte i sagen forholder sig til sigtelsen.

  26. Verdensbanken: Vi når ikke målet om at afskaffe ekstrem fattigdom inden 2030

    Kampen mod fattigdom er blevet bremset af covid-19-pandemien og krigen i Ukraine.

    Det vurderer Verdensbanken i en ny rapport ifølge Reuters.

    Derfor vil verden heller ikke nå målsætningen om at afskaffe ekstrem fattigdom inden 2030, som er et af FN's Verdensmål.

    Ekstrem fattigdom indbefatter mennesker, som lever for under 2,15 dollar om dagen.

    Efter mange år med pågående reduktion af andelen af mennesker i ekstrem fattigdom, vurderer Verdensbanken nu, at krigen i Ukraine, reduceret vækst i Kina og højere fødevare- og energipriser er en trussel mod bestræbelserne på at kunne mindske fattigdom yderligere.

    Under pandemien mistede den fattigste del af befolkningen flere procent af deres indkomst end de rigeste ifølge Verdensbanken.

    Verdensbanken opforder verdens lande til at booste samarbejdet for at afhjælpe fattigdom.

  27. Man kan brevstemme fra 11. oktober

    Det bliver altså 1. november, at vi skal til valg.

    Her vil valgsteder over hele landet stå åbne fra klokken 8 til klokken 20.

    Men allerede fra 11. oktober kan man brevstemme, skriver Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Og selvom det tidligere har været lidt besværligt at brevstemme, er det efterhånden blevet ret let. Man kan brevstemme i alle kommuner - også dem, man ikke selv bor i. Det kan man eksempelvis gøre på borgerservice, og mange kommuner giver også mulighed for at brevstemme andre steder.

    Man kan brevstemme frem til 28. oktober klokken 16.

  28. Radikale ser gerne en regering med røde og blå partier

    Statsminister Mette Frederiksen (S) ser gerne en bred regering henover midten.

    Den idé vil De Radikales Sofie Carsten Nielsen gerne være med på, har hun netop sagt på et pressemøde, hvor hun dog slår fast, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister.

    - En bred regering, der samler os om det, der deler os, siger hun.

    De Radikale siger på pressemødet, at de gerne vil genforhandle klimaloven og "styrke velfærden".

    Flere andre partier har i løbet af dagen afvist Mette Frederiksens ønske om en bred regering med hende som statsminister.

    Både Konservative og Venstre afviser en blandet regering med både røde og blå partier, mens også SF og Enhedslisten siger nej tak.

    Enhedslistens Mai Villadsen siger, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminster "under forudsætningen, at hun laver en politik, vi bakker op om".

    - Det betyder, at vi ikke kan acceptere klimanøl eller velfærdsnedskæringer, siger Mai Villadsen.

    Hvilke mærkesager går De Radikale ind i valgkampen med? Og hvordan ligger de i målingerne? Få et kort indblik i partiets profil her:

  29. Ellemann går til valg på en borgerlig regering med sig selv i spidsen

    V-formand Jakob Ellemann-Jensen forudser, at folketingsvalget kommer til at handle om sundhed, krisen og klima. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    - Jeg går til valg på at blive Danmarks næste statsminister i en ny borgerlig–liberal regering.

    Så kort og godt siger Jakob Ellemann–Jensen det på Venstres pressemøde i dag, der kommer i kølvandet på, at statsminister Mette Frederiksen (S) netop har udskrevet folketingsvalg.

    Dermed afviser Ellemann endnu engang statsministerens forslag om en bred regering med Socialdemokratiet. Det samme har både De Konservative og SF gjort.

    Blandt Venstres mærkesager nævner Ellemann-Jensen blandt andet, at det skal være lettere at komme ind på boligmarkedet, og at der skal være mere frit valg til de ældre.

    Desuden lover han, at en kommende blå regering hurtigt vil indkalde til forhandlinger om en tiårig aftale for psykiatrien.

    Venstre vil også give skattelettelser og investere i den grønne omstilling - de mærkesager og meget mere kan du dykke ned i her:

  30. 'AC' ankelskadet halvanden måned før VM

    Andreas Christensen måtte forlade banen efter 58 minutter af tirsdagens Champions League-opgør mod Inter. (Foto: Matteo Bazzi © Ritzau Scanpix)

    Det var ikke just opløftende billeder, da den danske fodboldspiller Andreas Christensen tirsdag aften skar tænder, tog fat om anklen og måtte lade sig udskifte, da FC Barcelona tabte 0-1 ude mod Inter i Champions League.

    Onsdag melder forsvarsspillerens spanske storklub så, at "AC" har pådraget sig en skade.

    - En række test foretaget onsdag har bekræftet, at Andreas Christensen har forstuvet venstre ankel, skriver FC Barcelona.

    Klubben melder intet om tidshorisonten i forhold til den danske landsholdsspillers comeback. Det vil genoptræningen afgøre, lyder det.

    Skaden kommer med blot halvanden måned til VM-slutrunden i Qatar.

    Andreas Christensen har spillet seks kampe for FC Barcelona i indeværende sæson - og alle har været som en del af cheftræner Xavi's startopstilling.

    "AC" er ikke den eneste danske landsholdsspiller med kvaliteter i forsvarsenden, der er blevet ramt af skader den seneste tid. I weekenden sad Joachim Andersen ude, da Crystal Palace mødte Chelsea i Premier League. Også landsholdsanfører Simon Kjær pådrog sig en mindre muskelskade i AC Milans kamp mod Empoli i Serie A.

Mere fra dr.dk