To anholdt efter knivstikkeri i Aalborg
Nordjyllands Politi har anholdt to mistænkte, efter to mænd blev stukket med kniv.
Knivstikkeriet fandt sted tidligt i morges foran Radisson Hotel på gaden 'Ved Stranden' tæt på Jomfru Ane Gade i Aalborg. En 27-årig mand blev stukket i brystet og er alvorligt kvæstet, mens en 20-årig mand blev stukket i benet.
Politiet har her til formiddag anholdt to mistænkte på en adresse i det sydlige Aalborg.
Politiet måtte, efter de to ofre blev fundet, afspærre et større område i centrum af Aalborg, hvilket skabte en del udfordringer for trafikken til morgen.