Seneste Nyt

Antallet af sager om social dumping stiger

Antallet af sager om underbetaling og ringere arbejdsforhold for udenlandsk arbejdskraft i forhold til danske stiger på de danske byggepladser. Det viser nye tal fra 3F.

47-årige Gabriel Ionita fra Rumænien blev sammen med 21 kollegaer snydt af den rumænske underentreprenør Tecnoscavi, mens de arbejdede på byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Her fuskede én af Tecnoscavis medarbejdere med rumænernes timesedler.

- Han gav os blanke timesedler, som vi underskrev, og så udfyldte han selv timerne. Han skrev slet ikke 11 - 12 timer, som vi havde arbejdet, men i stedet 7,5 time på de pågældende dage. Han tog sig af det hele. Vi skrev bare under, siger Gabriel Ionita til DR Sjælland.

Tallene fra 3F viser, at fagforeningen forventer at åbne 600 sager mod virksomheder alene i år - sammenlignet med 471 sager sidste år.

Nyheder

  1. Danmark og Sverige sender brev til FN's sikkerhedsråd før møde om gaslækager

    Danmark og Sverige er gået sammen om at sende et brev til FN, inden der er møde i FN's Sikkerhedsråd.

    På Ruslands opfordring mødes rådet nemlig senere i dag for at tale om den formodede sabotage på de to gasrørledninger Nord Stream 1 og 2.

    Danmark og Sveriges brev er sendt "for at bidrage til, at drøftelsen sker på et faktuelt og sagligt grundlag", lyder det fra Udenrigsministeriet.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder det en "orientering" forud for mødet.

    - Vi har orienteret om de fakta, der ligger på bordet nu. Nemlig at det var en bevidst handling, siger udenrigsministeren.

    I brevet fremgår blandt andet oplysninger om, hvor store skyerne af gas fra lækagerne på Nord Stream 1 og 2 er på havets overflade. De spænder fra alt mellem 200 til 900 meter.

    Derudover står der, at de danske og svenske myndigheder tager de nødvendige skridt og har lanceret en efterforskning for at bringe "fuld klarhed over, hvad der er sket og hvorfor".

    Af brevet fremgår det også, at de er meget bekymrede for konsekvenserne for klima og miljø.

  2. Sparekrav truer alle bybusser i Frederikshavn

    Næste år kan det være slut med at tage bybussen i Frederikshavn.

    Frederikshavn Kommune skal spare 8,2 millioner kroner på den kollektive trafik, og administrationen foreslår derfor at nedlægge hele bybus-nettet i Frederikshavn og omegn.

    Der er tale om otte forskellige ruter, som fragter omkring en kvart million passagerer om året på kryds og tværs af Frederikshavn.

    - Det er ærgerligt, men der er ingen vej udenom, lyder det fra formanden for kommunens kultur- og fritidsudvalg, Peter Laigaard (K).

    - En masse unge mennesker bliver ramt af det her, men det kommer også til at ramme ældre folk, der ikke længere kan køre bil, siger han.

    Administrationen foreslår også at nedlægge bussen mellem Frederikshavn og Brønderslev.

  3. Udlover dusør på 100.000 kroner for oplysninger om brand på historisk kro

    Billedet her er fra slukningsarbejdet den 12. juli 2021. (Foto: Monica Jørgensen)

    Natten til den 12. juli 2021 brændte den historiske Borbjerg Mølle Kro i Holstebro, og siden har Midt- og Vestjyllands Politi forsøgt at opklare sagen.

    Alt tyder på, at branden var påsat, men det er ikke lykkedes at anholde en gerningsmand.

    Nu udlover kroens forsikringselskab en dusør på 100.000 kroner til den eller de personer, der kan komme med oplysninger om, hvem der står bag den påsatte brand.

    De historiske bygninger er mere eller mindre brændt ned til grunden, hvilket ifølge Midt- og Vestjyllands Politi understreger grovheden i forbrydelsen. Det har brugt ti måneder på at lave de tekniske undersøgelser af brandtomten.

    Hvis man har oplysninger i sagen, kan man ringe til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114.

  4. Nyt tilbud hos nordjysk købmand: Forny recepter eller tjek svar fra lægen hos os

    I landsbyen Østerild nord for Thisted har den lokale købmandsbutik fået en såkaldt nærvelfærdsboks, som er en aflukket glasboks i forretningen. Her kan kunderne komme i kontakt med de offentlige myndigheder. (Foto: Dagrofa)

    Som et forsøg har Min Købmand i den nordjyske by Østerild i Thy fået opsat en såkaldt nærvelfærdsboks, som beboerne i landsbyen kan bruge til at koble sig på borger.dk, sundhed.dk, e-Boks eller e-konsultation hos lægen.

    Brugerne kan såmænd få hjælp af købmanden, hvis de ikke er digitalt indfødte.

    Der kan være langt til en borgerservice, hvis man bor på landet. For eksempel har borgerne i Østerild 13 kilometer til Thisted og dermed nærmeste borgerservice.

    Derfor tester dagligkæden Dagrofa, om den digitale boks kan være et alternativ, og forsøget bliver hilst velkommen af Landdistrikternes Fællesråd.

    - Det vil helt sikkert gavne folk i landdistrikterne, der vil opleve det som et velfærdsgode tættere på, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

    Forsøget varer foreløbig et år. Herefter vil købmandskæden tage stilling til, om andre butikker skal have en lignende boks sat op.

  5. Udenrigsministeriet advarer danskere i Burkina Faso efter skyderi: Bliv indenfor

    Danskere i det afrikanske land Burkina Faso skal holde øje med lokale medier og tilmelde sig danskerlisten.

    Det skyldes et skyderi, der har fundet sted i den centrale del af hovedstaden, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

    Danskere i hovedstaden opfordres til at blive indendøre og ikke søge mod lufthavnen.

    - Soldater og skyderier i det centrale Ouagadougou og Ouaga2000-bydelen. Dele af byen blokeret. Bliv indenfor. Søg ikke mod lufthavnen eller offentlige steder. Hold dig opdateret via lokale medier. Følg lokale myndigheders anvisninger. Tilmeld dig Danskerlisten, står der i opdateringen.

    Usikkerheden i det vestafrikanske land er blevet større det seneste årti, hvor grupper med tilknytning til militante islamistiske bevægelser som al-Qaeda og Islamisk Stat har udført mange angreb.

    Militærofficer Paul-Henri Sandaogo Damiba fik efter et kup magten i landet i januar. Her lovede han at tøjle jihadisterne, men volden er fortsat, skriver Ritzau.

  6. Politiet opfordrer særligt udsatte til at søge væk fra østjysk silobrand

    Særligt udsatte borgere opfordres af Østjyllands Politi til at søge væk, hvis de befinder sig i de områder omkring Studstrupværket uden for Aarhus, hvor der fortsat er brand i en stor silo med tonsvis af træpiller.

    Særligt udsatte betegnes i den her sammenhæng som børn og voksne med lunge- og luftvejssygdomme. Herunder astma og KOL. Derudover børn og voksne med hjertekar-sygdomme.

    Indånding af røg kan nemlig resultere i forværring af hjertekar- eller lungesygdomme.

    Myndighederne opfordrer samtidig pårørende til at hjælpe og hente deres familiemedlemmer, hvis ikke de selv kan komme væk. Borgere, der er sengeliggende og ikke kan transporteres med taxa eller i bil, har mulighed for at blive hentet i regionens sygetransporter.

  7. Krigen i Ukraine giver færre penge til regeringens 2030-plan

    Finansminister Nicolai Wammen fremlægger regeringens 2030-plan. Der er et råderum på 12,5 milliarder kroner, siger finansministeren. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Regeringen har fremlagt sin 2030-plan, og den afsætter blandt andet fem milliarder kroner til velfærd frem mod 2030.

    Det økonomiske råderum, der er statens forventede overskud i fremtiden, udgør 48 milliarder kroner frem mod 2030.

    Men en stor del af pengene er allerede afsat blandt andet på grund af stigende udgifter til forsvar og sikkerhed efter Ruslands invasion af Ukraine.

    Derfor er der kun omkring 12,5 milliarder kroner tilbage.

    Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at der er råd til det, han kalder 'basispakken'.

    - Vi har råd til, når der kommer flere børn og ældre de kommende år. Vi har råd til grønne tiltag, og vi har råd til at passe på Danmark, siger Nicolai Wammen.

    - Men så er der heller ikke råd til meget mere, siger finansministeren.

    Regeringen har dog et mål om, at der skal skaffes yderligere 15 milliarder kroner i det økonomiske råderum frem mod 2030.

  8. EU's energikommissær om ømtålelig gas-debat: 'Vi skal finde en løsning, som alle kan se sig selv i'

    EU-landenes energiministre skal i dag diskutere, om der skal indføres et prisloft på gas.

    15 medlemslande - heriblandt Frankrig, Italien, Malta og Portugal - presser hårdt på for et fælles loft for, hvor meget medlemslandene maksimalt vil betale for al den gas, de bruger, mens blandt andre Danmark, Tyskland og Holland er skeptiske.

    Ifølge EU's energikommissær, Kadri Simson, er der brug for at finde en løsning, som alle landene kan se sig selv i. Europa-Kommissionen har selv luftet ideen om at indføre et prisloft alene på russisk gas.

    - Eftersom de forskellige medlemslande forventer forskellige løsninger, bliver Europa-Kommissionen nødt til at fremlægge et forslag, der overordnet set har bred opbakning. Vi bliver nødt til at finde en vej, som alle medlemslandene kan acceptere, siger hun inden mødet.

    Her skal ministrene også se, om de kan blive enige om en ekstraordinær energipakke, hvis mål blandt andet er at hjælpe borgere og virksomheder igennem den dyre energikrise. Kadri Simson forventer, at landene kan blive enige i dag.

  9. Smalt byrådsflertal lukker nordjysk landsbyskole

    Den nordjyske landsby Ravnkilde mister nu et af sine samlingspunkter.

    Et smalt flertal i Rebild Kommunes byråd vedtog torsdag aften en budgetaftale med store besparelser, og det betyder blandt andet, at Ravnkilde Skole bliver lukket.

    Byens borgere frygter, at lukningen af skolen vil koste Ravnkilde livet. Blandt andet fordi, at den lokale købmand også er lukningstruet på grund af de stigende energipriser.

    - Vi opgiver ikke kampen, siger Nanna Sund Christoffersen, der er mor til tre elever på Ravnkilde Skole.

    - Jeg håber, at nogle af politikerne bliver klogere, og indser, at budgetforliget er for smalt, siger hun.

    Bag aftalen står 13 af de 25 byrådsmedlemmer. Alle fra Venstre og Konservative.

  10. Planer for to nye naturnationalparker føres ud i livet

    Endnu to naturnationalparker er på vej til at blive virkelighed, oplyser Miljøministeriet.

    Der er tale om parker i Almindingen på Bornholm og i Stråsø i Vestjylland.

    Projektplanerne for de to naturnationalparker har været i høring, og aftalepartierne S, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet er nu enige om at vedtage dem.

    I Almindingen skal bisoner have mere plads, og så skal der være kronhjorte. I Stråsø skal heste og kreaturer hjælpe de vildtlevende bestande af kronhjorte med at holde naturen lysåben, som det hedder.

    Formålet er at skabe en vildere og mere dynamisk natur.

    Danmark får i de kommende år i alt 15 naturnationalparker, hvor naturen og biodiversiteten har førsteprioritet.

  11. Ukrainsk guvernør: 23 dræbt i angreb mod civile køretøjer

    Her til morgen er der meldinger fra Ukraine om et raketangreb mod civile køretøjer, hvor mindst 23 skulle have mistet livet.

    Angrebet fandt sted i nærheden af byen Zaporizjzja, der ligger i den sydlige del af Ukraine.

    Det er den ukrainske guvernør i området, Oleksandr Starukh, der opyser, at angrebet har fundet sted. Udover de 23 døde skulle også 28 være såret. Alle er civile, lyder de foreløbige meldinger.

    Zaporizjzja er et af de områder, hvor Rusland har holdt stærkt kritiserede afstemninger den seneste tid.

  12. Kræftens Bekæmpelse: Forbyd solarie til unge under 18 år

    Det skal være ulovligt for personer under 18 år at tage solarie.

    Sådan lyder det fra Kræftens Bekæmpelse som reaktion på en ny rapport, der viser, at et stigende antal børn og unge mellem 15 og 25 år går i solarie.

    Ifølge rapporten drejer det sig om 16 procent i dag, mens det for to år siden var ti procent.

    - Det kalder på, at vi skal have en aldersbegrænsning på 18 år ved brug af solarium. For hvis det her fortsætter, så vil vi se flere tilfælde af modermærkekræft i fremtiden, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

    Strålingen fra solarier er meget kraftig og øger risikoen for udvikling af modermærkekræft. Er man på noget tidspunkt gået i solarie, inden man fylder 35 år, stiger risikoen med 60 procent.

    Jo mere, man har gjort det, des større bliver sandsynligheden, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

  13. Politiet er færdig med at efterforske parteringsdrab i Grønland: En mand forventes at blive tiltalt

    Grønlands Politi er nu blevet færdig med at efterforske et drab på en 24-årig mand, der blev fundet parteret og efterladt blandt affald på et forbrændingsanlæg i byen Ilulissat.

    Ligdelene blev fundet den 2. oktober 2021.

    Kort efter blev tre personer anholdt, men to blev hurtigt løsladt. Den tredje person - en nu 29-årig mand - har siddet varetægtsfængslet siden, og han er nu som det sidste led i efterforskningen blevet mentalundersøgt.

    Anklagerfuldmægtig Marutha Thayapharan siger til KNR, at man forventer at rejse tiltale og føre en retssag mod manden i november.

    Kriminaltekniske eksperter fra dansk politi har hjulpet de grønlandske kolleger med opklaringsarbejdet.

  14. Trevor Noah siger farvel til 'The Daily Show'

    Komiker Trevor Noah stopper som vært på det amerikanske tv-program 'The Daily Show'.

    - Tiden er kommet, men på den smukkeste måde, sagde den 38-årige tv-vært.

    Trevor Noah har været vært på 'The Daily Show' siden 2015, hvor han overtog jobbet fra Jon Stewart.

    - Jeg har elsket det her show, og det har været én af de bedste udfordringer. Det har været én af de største glæder, men efter syv år føler jeg, at tiden er kommet, sagde han i programmet.

    Årsagen er, at han vil bruge mere tid på comedy-shows og turnere verden rundt.

    Det er endnu ikke meldt ud, præcist hvornår han stopper, og han fortsætter i mellemtiden som vært.

    Trevor Noah har været vært på 'The Daily Show', siden han overtog jobbet fra Jon Stewart. (Foto: ALEXANDER DRAGO © Ritzau Scanpix)
  15. Putin skriver i dag under på annekteringer - imens stemmer FN om at fordømme dem

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, ventes i dag ved en ceremoni at sætte sin underskrift på, at fire besatte ukrainske regioner - Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja - annekteres og bliver en del af Rusland.

    Ceremonien kommer, efter at der i de pågældende regioner er blevet holdt såkaldte folkeafstemninger om at tilslutte sig Rusland.

    Vesten har fordømt afstemningerne, og anerkender ikke, at regionerne tilhører Rusland.

    I FN's sikkerhedsråd er der i dag afstemning om en resolution, som fordømmer resultatet af folkeafstemningerne.

    Der er dog lille sandsynlighed for, at resolutionen bliver vedtaget, fordi det forventes, at Rusland vil nedlægge veto i sikkerhedsrådet.

  16. Mindst 19 meldes dræbt i eksplosion ved skole i Kabul

    En eksplosion i den afghanske hovedstad Kabul har kostet mindst 19 mennesker livet fredag morgen.

    Det oplyser afghansk politi til nyhedsbureauet Reuters.

    Det arabiske medie Al Jazeera skriver 20 døde og fortæller desuden, at 35 personer er blevet hårdt såret.

    Ifølge mediet skete eksplosionen ved en uddannelsesinstitution under en prøveeksamen, hvor elever forberedte sig til deres adgangsprøver til universitetet. Det er ikke angivet mere præcist, hvor i Kabul eksplosionen har fundet sted.

    Opdateres...

  17. Australien dropper snart krav om fem dages Covid 19-isolation

    Fra den 14. oktober er det slut med fem dages isolation, hvis man tester positiv for covid-19 i Australien.

    Australien har igennem hele pandemien været ét af de steder, hvor restriktionerne og kravene til blandt andet isolation har været allerhårdest, og lige nu registreres stadig omkring 5.500 nye smittede hver dag.

    Alligevel er man altså nået til et sted, hvor der kan lempes på restriktionerne.

    Omkring 15.000 er døde med covid-19 i Australien. De fleste er døde her i år 2022, efter at landet er genåbnet, skriver BBC.

  18. Vejret: Fredag bliver næsten tør

    Der kommer plads mellem skyerne til lidt eller nogen sol i dag. Her er det udsigten fra Åkirkeby på Bornholm. (Foto: Renè Laursen)

    Oven på en meget våd uge slutter hverdagene med en skyet omgang, hvor der vil kun vil være enkelte byger til os.

    Ydermere er der chancer for at spotte solen mellem skyerne i dag, og dele af landet kan få nogen sol i dag.

    Temperaturen bevæger sig op mellem 11 og 15 grader, mens vinden er let til frisk fra syd i de sydlige egne, mens vinden kommer fra nord og nordøst i resten af landet.

  19. Amerikanske myndigheder advarer mod alligatorer og nedfaldne strømkabler i vandet efter orkanen Ian

    Billedet her er fra Bonita Springs i Florida og taget torsdag den 29. september. (Foto: Sean Rayford © Ritzau Scanpix)

    Orkanen Ians hærgen fortsætter i det amerikanske, hvor den i øjeblikket bevæger sig fra Florida mod blandt andet South Carolina.

    Det gør den med vindstød på op imod 120 kilometer i timen, hvorfor der er erklæret nødtilstand i en række områder for at sikre, at befolkningen er klar til det, der kommer.

    Det fortæller DR's korrespondent i USA, Lillian Gjerulf Kretz.

    - Mere end 2,5 millioner husstande er uden strøm, og der begynder at tegne sig historiske ødelæggelser. I nogle områder ligger bygninger tilbage som pindebrænde. Helt pulveriserede, siger Lillian Gjerulf Kretz.

    - Der har været mere end 700 redningsaktioner, men myndighederne advarer folk mod selv at bevæge sig ud, da der er nedfaldne elledninger og alligatorer i vandmasserne. Folk skal blive hjemme og vente på hjælp.

    Det er uvist, hvor mange der er døde indtil videre, men præsident Joe Biden sagde i aftes, at Ian kan blive den dødeligste orkan i Floridas historie.

  20. Nu er de første mønter med kong Charles' ansigt på klar

    Sådan ser mønterne ud. Inskriptionen på latin kan oversættes til 'Kong Charles III, ved Guds nåde, forsvarer af troen'. (Foto: Alastair Grant © (c) Ritzau Scanpix)

    De første britiske mønter med kong Charles III's ansigt på er blevet præsenteret af det statsejede Royal Mint, der har monopol på at lave mønter i Storbritannien.

    Det skriver Ritzau.

    I lighed med mønterne, der blev prydet af den nu afdøde dronning Elizabeth, ser man Charles i profil på mønten. Han kigger mod venstre, mens Elizabeth så mod højre. Siden 1660 har der nemlig været tradition for, at regenten kigger den modsatte vej af sin forgænger.

    Det nye portræt lavet af skulptøren Martin Jennings kommer til at være på de mønter, der har en værdi af 50 pence, og en erindringsmønt med en værdi på fem pund, hvor dronningens ansigt vil kunne ses på møntens anden side.

    Begge nye mønter vil begynde at cirkulere i det britiske samfund i løbet af de kommende måneder.

  21. Storebæltsbroen var lukket i morgentrafikken

    Storebæltsbroen er lige nu lukket for biltrafik, hvorfor der forventes at opstå kødannelse i området omkring til- og frakørslerne.

    Det oplyser Vejdirektoratet.

    Lukningen ventes at blive ophævet klokken 6.15.

    Det skyldes planlagt vejarbejde, hvor der skal lægges nyt asfalt i nødsporet og i højre spor i begge retninger på højbroen.

    Arbejdet startede i uge 38 og skal efter planen slutte i uge 40, skriver Storebæltsforbindelsen på sin hjemmeside.

    Opdateret klokken 6:19: Der er nu igen åbent for trafikken og ikke længere kødannelse.

  22. Røglugt fra silobrand ligger nu over det nordlige Aarhus

    Det brænder stadig i en stor silo med træpiller på kraftvarmeværket Studstrupværket, der ligger ud til Kalø Vig cirka tre kilometer øst for Skødstrup.

    Her fredag morgen har lugten af røg lagt sig over det nordlige Aarhus i byer som Løgten, Skødstrup, Hjortshøj, Elev, Elsted, Lystrup, Egå og Skæring.

    I aftes meldte Østjyllands Politi ud, at man ville anvende en ny taktik i brandbekæmpelsen, hvilket kunne øge risikoen for en større røgkoncentration end hidtil, og nu er vindretningen så skiftet, så røgen ligger over de nævnte områder.

    - Der er fortsat ingen målelig sundhedsfare for borgerne. Brandvæsnet foretager løbende målinger af røgen, og situationen følges tæt af myndighederne. Ved tegn på sygdom bør man kontakte egen læge eller Lægevagten, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

  23. Biden: Orkanen Ian kan blive den dødeligste i Floridas historie

    Endnu er der ingen officielle tal over dødsofre for orkanen Ian, men præsident Joe Biden frygter, at det bliver slemt.

    Han forudser, at stormen kan vise sig at blive den dødeligste i Floridas historie.

    - Vi kender endnu ikke tallene, men vi hører meldinger om, at der kan være betydelige tab af menneskeliv, siger præsidenten.

    Ifølge det amerikanske poweroutage.us er der aktuelt 2,6 millioner hustande uden strøm i Florida som følge af Ians hærgen.

    Lige nu har orkanen kurs mod South Carolina. Det ventes, at den rammer delstatens kyst fredag lokal tid. Den kan også ramme delstaterne Georgia og North Carolina, og der kan forekommende livstruende oversvømmelser, stormflod og stærk vind.

    Orkanen Ian var ellers blevet nedklassificeret til at være en tropisk storm, men nu har den igen ramt orkanstyrke. Den er en af de stærkeste storme, der nogensinde har ramt amerikansk fastland.

  24. Putin anerkender Zaporizjzja og Kherson som uafhængige regioner

    Den russiske præsident, Vladimir Putin, har ifølge det russiske nyhedsbureau Tass her til aften underskrevet et dekret, hvor han anerkender de to ukrainske regioner Kherson og Zaporizjzja som uafhængige territorier.

    Rusland har tidligere anerkendt de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk som uafhængige folkerepublikker.

    Dekretet er et skridt på vejen, inden Rusland ventes formelt at annektere de fire regioner i morgen fredag.

    Den russiske besættelsesmagt har gennemført såkaldte folkeafstemninger, hvor resultaterne i de fire regioner alle pegede på, at de ønskede at tilslutte sig Rusland.

    Adskillige øjenvidner har berettet, om hvordan de blev truet til at stemme for en tilslutning til Rusland, og adskillige lande har siden fastslået, at de ikke kommer til at anerkende den russiske annektering.

  25. Amerikansk militærlæge og hendes kone tiltalt for at ville lække fortrolige oplysninger til Rusland

    En amerikansk militærlæge og hendes kone, der har russisk baggrund og også er læge, er ifølge BBC blevet tiltalt for at ville dele fortrolige oplysninger med den russiske regering.

    Parret Jamie Lee Henry og Anna Gabrielian anklages for at ville dele oplysninger om patienter på et militærhospital. Parret fortalte en FBI-agent, der optrådte som repræsentant for den russiske ambassade, at de af patriotiske grunde ville videregive sundhedsoplysninger om personer med tilknytning til den amerikanske regering og militær.

    Jamie Lee Henry, der har rang af major og er den første kendte transperson i aktiv tjeneste i den amerikanske hær, arbejdede på militærbasen Fort Bragg i North Carolina, mens Anna Gabrielian arbejdede på Johns Hopkins Hospital i Baltimore.

  26. Medlemmer af jødisk sekt flygter fra mexicansk arrest

    Medlemmer af Lev Tahor-sekten flygter efter at være blevet tilbageholdt af myndighederne i Chiapas-provinsen. (Foto: JOSE TORRES © Ritzau Scanpix)

    En gruppe på omkring 20 medlemmer af den ortodokse jødiske sekt Lev Tahor er ifølge Reuters flygtet fra en offentlig institution i Chiapas-provinsen i det sydlige Mexico, hvor de var blevet var blevet tilbageholdt efter en mexicansk politiaktion fredag i sidste uge.

    Under aktionen fjernede man en række børn og unge fra sekten, der praktiserer børneægteskaber og kræver, at kvinder og piger ned til treårsalderen er tildækkede. Samtidig anholdt politiet en af sektens ledere under mistanke om organiseret krimanilitet og trafficking.

    Ifølge AP var det primært tale om børn og unge, som overmandede en vagt, inden de klatrede ombord i en ventende lastbil, som kørte mod grænsen til Guatemala.

    Sekten er grundlagt i Jerusalem tilbage i 1980erne, og den har omkring 200-300 medlemmer. Israels udenrigsministerium meldte i tirsdags ud, at aktionen fandt sted, efter at mexicansk politi havde fundet beviser på narkosmugling og voldtægt mod adskillige medlemmer.

  27. Danmark får store stryg af Holland i håndboldens Golden League

    Danmarks kvindelandshold i håndbold fik en skidt indledning på træningsturneringen Golden League, da man hjemme i Aarhus tabte med 30-22 til Holland.

    Godt nok scorede Danmark det første mål i opgøret, men herfra var der ikke meget, der gik danskernes vej i første halvleg. Ved pausen stod der 18-9 til Holland.

    Ingen af holdene fik scoret i de første fem minutter af anden halvleg, indtil Odense-spilleren Bo van Wetering kastede Holland foran med ti.

    En føring som Danmark aldrig for alvor kom tæt på at hente i resten af opgøret.

    Derfor må danskerne nu forsøge at revancere sig, når Schweiz er modstanderen lørdag.

  28. Nasa viser historiske billeder af asteroidesprængning

    Til venstre ses et sammenkog af billeder taget med Hubble-teleskopet og til højre et tilsvarende taget med Webb-teleskopet. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Ved hjælp af to af verdens bedste teleskoper, James Webb og Hubble, har Nasa fanget billeder af den mission, hvor et rumskib tirsdag nat hamrede ind i en asteroide 11 millioner kilometer væk fra Jorden.

    Formålet med missionen var at ændre asteroidens bane - en metode, vi måske kan bruge, hvis en stor, farlig asteroide en dag har kurs mod Jorden.

    Det er samtidig første gang, at de to teleskoper har haft fokus på det samme sted i rummet, forklarer Bill Nelson, der er chef for Nasa, på rumfartorganisationens hjemmeside.

    Mens Webb-teleskopet har taget billeder før og efter sammenstødet, har Hubble-teleskopet primært haft fokus på asteroidens overflade og det støv, som blev frigivet ved sammenstødet.

  29. Putin kalder eksplosioner ved Nord Stream-rørledninger 'en international terrorhandling'

    "En international terrorhandling mod gasrørledningerne" og "sabotage uden fortilfælde".

    Sådan har den russiske præsident Vladimir Putin omtalt lækagerne på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i en telefonsamtale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

    Det fremgår ifølge Reuters af en udtalelse fra den russiske regering.

    Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har også tidligere omtalt lækagerne som en terrorhandling, og han har afvist, at det skulle være Rusland, der stod bag. I stedet har han peget på USA som en mulig "gerningsmand".

    I morgen er der møde i FN's Sikkerhedsråd, hvor lækagerne på russisk opfordring skal drøftes.

  30. GOG greb ud efter sejren, men blev lukket ned af polsk tophold i Champions League

    Emil Madsen (tv.) og GOG led sæsonens første nederlag i Champions League, da fynboerne tabte 27-31 på udebane mod Wisla Plock. (Foto: Szymon Labinski © Ritzau Scanpix)

    Et ellers sprælsk og løbevilligt GOG-hold kunne ikke sådan for alvor sætte sig på begivenhederne, da den fynske håndboldklub torsdag aften tabte 27-31 på udebane i Champions League-gruppespillet til Wisla Plock fra Polen.

    De forsvarende danske mestre fik ellers, hvad der i den branche kategoriseres som en decideret drømmestart, da de tog polakkerne på sengen og bragte sig foran 5-2 efter seks minutters spil.

    Hjemmeholdet fik dog rystet den lille, ubehagelige overraskelse ud af kroppen, trak fra og gik til pausen foran med tre, 17-14.

    I anden halvleg sneg GOG sig ved flere lejligheder tilbage på minus to, men måtte også sande, at særligt fejlmarginen blev en bekostelig affære. Topscorer for fynboerne blev henholdsvis Simon Pytlick og Jerry Tollbring med seks mål hver.

    Resultatet placerer GOG på femtepladsen i puljen efter tre kampe. Helt i top ligger ungarske Telekom Veszprem med danske Rasmus Lauge på holdet, der har vundet samtlige kampe indtil videre.

  31. Zimbabwisk forfatter dømt for at opildne til vold ved at holde et papskilt

    Tsitsi Dangarembga var ikke overrasket over dommen, fortalte hun til BBC efter retsmødet. (Foto: AARON UFUMELI © Ritzau Scanpix)

    Man skal passe på med, hvad man skriver på sine papskilte.

    Det gælder i hvert fald for den zimbabwiske forfatter Tsitsi Dangarembga, der netop er blevet dømt til tre måneders fængsel for at opildne til vold. Det gjorde hun ifølge de lokale myndigheder ved for to år siden at have gået rundt med et papskilt om halsen, hvori hun havde skrevet "Vi vil det bedre – reformér vores institutioner."

    Tsitsi Dangarembga erklærede sig uskyldig i anklagen, men betalte alligevel en bøde på lidt over 800 kroner for at slippe for fængsel.

    - Retten til at ytre sig og mediernes frihed formindskes og bliver til stadighed kriminaliseret, fortalte hun til BBC efter retsmødet.

  32. Google lukker storstilet spiltjeneste

    Sådan så det ud, da Phil Harrison præsenterede Google Stadia i 2019. (Foto: STEPHEN LAM © Ritzau Scanpix)

    Da Google præsenterede spiltjenesten Stadia i 2019, var det tanken, at det skulle blive fremtidens spilplatform. Sådan gik det dog ikke, og fra januar 2023 vil Stadia i stedet for lukke.

    Det fortæller Phil Harrison, der er vicepræsident i Google, som har haft det overordnede ansvar for spiltjenesten, ifølge spilmediet Kotaku.

    - Vi er taknemmelige for alle de Stadia-spillere, som har været med os fra starten. Vi vil tilbagebetale alle køb, der er lavet i Stadia-regi gennem Google Store og Stadia Store. Spillere vil stadig have mulighed for at spille deres spil færdige frem til den 18. januar, og vi forventer også, at alt er tilbagebetalt heromkring, siger Phil Harrison.

    Stadia er en såkaldt "sky-gaming-tjeneste", hvor man udelukkende spiller spil, der streames. På den måde slipper man altså for at købe fysiske spil eller at downloade dem til sin egen computer.

Mere fra dr.dk