Seneste Nyt

Armenien og Aserbajdsjan indgår aftale om grænsedragningssamtaler

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har haft succes med at bringe statslederne fra Armenien og Aserbajdsjan sammen til fredsforhandlinger i den russiske by Sotji.

Nu er præsidenterne Nikol Pashinyan og Ilham Aliyev blevet enige om at nedsætte en fælles kommission, som skal fastlægge grænsen mellem de to lande, som sidste år var involveret i en krig, som kostede mindst 6.500 mennesker livet.

Krigen stoppede først, da Rusland skred ind, og den blev afsluttet uden en definitiv ny grænsedragning, selvom Aserbajdsjan havde tilbageerobret de territorier, som landet havde mistet i den foregående krig mellem de to lande tilbage i perioden 1991-94.

De nye samtaler kommer på russisk foranledning, efter at der for ti dage siden på ny var dødelige sammenstød på grænsen mellem de to nabolande.

Nyheder

  1. Flashdance-sanger Irene Cara er død

    Irene Cara (arkivfoto fra 1984). (Foto: © Mediapunch/Shutterstock, Copyright (c) 1984 Shutterstock.)

    Den amerikanske sanger og skuespiller Irene Cara er død i sit hjem i den amerikanske delstat Florida. Hun blev 63 år.

    Det oplyser hendes presseansvarlige på Twitter, skriver Ritzau.

    Irene Cara var især kendt for kæmpehittet 'What a Feeling', som var en del af soundtracket til filmen 'Flashdance' fra 1983. Hun modtog en Oscar for titelsangen.

    Desuden spillede hun med i filmen 'Fame' fra 1980, hvor hun også stod bag filmens titelsang.

  2. Flere omkomne efter jordskred i Italien

    • Biler og huse blev dækket med vand, ler og murbrokker ved jordskredet på vulkanøen Ischia. (Foto: © ANSA, Ritzau Scanpix)
    • Ischia, der har cirka 60.000 indbyggere, ligger i det sydlige Italien. (Foto: © ANSA, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Et jordskred har kostet mindst otte personer livet på den italienske ø Ischia.

    Jordskredet blev forårsaget af kraftig regn, som opslugte flere huse, siger Italiens infrastrukturminister, Matteo Salvini, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    - Redningsfolk arbejder under vanskelige forhold, siger han.

    En familie på fire, deriblandt en nyfødt baby, var blandt de savnede efter skredet, som skete omkring klokken 5 lørdag morgen, skriver Ritzau.

    Søgningen er i gang efter forsvundne personer, men redningsarbejdet besværliggøres af dårligt vejr, siger det lokale brandvæsen ifølge Reuters.

    Byens borgmester, Giacomo Pascale, siger ifølge Ritzau, at mellem 20 og 30 familier er isoleret efter skælvet. Myndighederne har bedt alle om at holde sig inde.

    Ischia, som er en vulkanø, ligger i Napolibugten omkring 35 kilometer vest for Napoli.

    Opdatering klokken 13.24: Den italienske indenrigsminister kan ifølge Reuters ikke bekræfte meldingen om otte dødsfald.

  3. Hajer sikret øget beskyttelse efter topmøde

    Flere end 180 lande har godkendt en plan, der giver særlig beskyttelse af blandt andet 54 hajarter.

    Beskyttelsen af de truede dyrearter skal dæmme op for den indbringende handel med hajfinner.

    Hajfinner er blevet kaldt kinesernes kaviar. De er en indgroet del af madkulturen i Kina, skriver Ritzau.

    På det globale topmøde i Panama blev der også vedtaget mere omfattende beskyttelse af krokodiller, frøer og visse skildpaddearter samt guitarfisk, som er en familie af rokker.

  4. Protester mod covid-regler i Kina efter dødsbrand

    • Xinjiang-regionen har haft nogle af landets længste nedlukninger, hvor flere af beboerne har været udelukket fra at forlade deres hjem i op til 100 dage. (Foto: © VIDEO OBTAINED BY REUTERS, Ritzau Scanpix)
    • Ifølge Reuters florerer der videoer af demonstranter, der synger Kinas nationalsang med teksten: "Rejs jer op, dem, der nægter at være slaver!", mens andre råbte, at de ønskede at blive løsladt fra nedlukningerne. (Foto: © VIDEO OBTAINED BY REUTERS, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    En brand i Urumqi i Xinjiang-regionen i Kina har fået klynger af mennesker til at protestere i gaderne.

    Branden kostede 10 mennesker livet i torsdags, og på internettet lyder spekulationerne ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at beboerne ikke kunne undslippe i tide, fordi bygningen delvist var lukket grundet coronarestriktioner.

    Protesterne er blot det seneste tegn på frustration over den kinesiske regerings coronapolitik.

    Myndigheder i Urumpqi har på et pressemøde i dag afvist, at covid-foranstaltninger havde hæmmet flugt og redning, men sagde, at de ville undersøge det nærmere.

    Ifølge Reuters blev der sagt, at beboerne kunne være kommet hurtigere ud, hvis de havde haft en bedre forståelse for brandsikkerhed.

  5. Lokalvalg i Taiwan: 'Den kinesiske trussel' driver unge til at stemme i dag

    Millioner af taiwanesere har i dag stemt til øens lokalvalg og om at sænke valgalderen til 18 år. Som det er i dag, skal man være 20 år for at stemme i Taiwan.

    Valgstederne lukkede klokken 9 dansk tid, og netop nu tælles stemmerne op.

    Unge i Taiwan siger til BBC, at det, der driver dem til stemmeurnerne, er "den kinesiske trussel", og stadigt flere unge i Taiwan ser ud til at være politisk bevidste.

    Ved valget i 2020 oplevede Taiwan den største valgdeltagelse nogensinde.

    Øen fungerer i praksis som en selvstændig republik med sin egen regering, flag og møntfod. Men Kina betragter Taiwan som en udbryderprovins, der en dag skal genforenes med Kina.

    - Dette er øjeblikket, hvor vi implementerer demokrati. Derfor håber jeg, at alle i landet vil stemme, sagde Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, tidligere i dag.

    Hverken USA eller Danmark anerkender Taiwan som stat, men USA er en tæt allieret med Taiwan og har forpligtet sig til at give øen - der kun ligger 140 kilometer fra Kinas kyst - evnen til at forsvare sig selv.

    Spændingerne er steget i de senere år, og styret i Beijing har ikke afvist at bruge magt for at få Taiwan tilbage.

  6. 'Godt gang i salget' på black friday trods nedgang i økonomien

    Selvom danskernes pengepung på det seneste har været presset af stigende priser på el, fødevarer og benzin, så gik det tilsyneladende ikke ud over salget på black friday i går.

    Dansk Erhverv konkluderer nemlig, at der var overraskende godt gang i salget.

    - Vores billede er, at black friday har været nogenlunde ligesom sidste år, og det er faktisk ganske godt. For der var et stort salg sidste år, siger e-handelsdirektør i Dansk Erhverv Niels Ralund til Ritzau.

    Mange forbrugere har sikkert udnyttet dagen til at købe årets julegaver. Og der er noget, som tyder på, at børnene ikke får færre julegaver i år.

    - Legetøj er gået fantastisk godt, bøger er gået rigtig skidt, og elektronik ligger på samme niveau som sidste år, fortæller Niels Ralund.

  7. Skuespiller Stig Hoffmeyer er død

    Skuespiller Stig Hoffmeyer havde hovedrollen i Anders Thomas Jensens kortfilm 'Wolfgang', som i 1998 blev Oscar-nomineret. Her ses han i 2012. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, ScanPixDanmark)

    Stig Hoffmeyer er død, 82 år gammel.

    Dødsfaldet indtraf på hospice efter nogen tids sygdom, meddeler familien til Ritzau.

    Han var omgivet af sin hustru, Kirsten Lehfeldt, samt sønnen Oliver og datteren Mille.

    Stig Hoffmeyer, der var uddannet jurist og autodidakt skuespiller, har optrådt på teaterscener landet over og er blandt andet kendt for sine roller i ' Strisser på Samsø', 'Rejseholdet' og 'Forbrydelsen'. Hans sidste rolle blev i 'Riget Exodus'.

  8. Østjyske motorvej er delvist genåbnet

    Østjyske motorvej mellem afkørsel 55 ved Horsens N og afkørsel 54 ved Ejer Bavnehøj i nordgående retning mod Aarhus er genåbnet efter at have været spærret siden tidligt lørdag morgen.

    Lukningen skyldtes et uheld.

    Nu er en anden strækning på E45 dog blevet spærret, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

    Det gælder strækningen mellem afkørsel 56 Horsens V og afkørsel 55 Horsens N i retning mod Aarhus. Motorvejen forventes genåbnet i løbet af formiddagen, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

    Sydøstjyllands politi skriver på Twitter, at sigtbarheden på stedet er dårlig, så de opfordrer til at køre forsigtigt.

    Opdateret klokken 10.07 med oplysning om, at motorvejen er delvist genåbnet.

  9. Mand påkørt på østjysk motorvej

    Der har hele morgenen været spærret på den østjyske motorvej mellem afkørsel 55 ved Horsens N og afkørsel 54 ved Ejer Bavnehøj i nordgående retning mod Aarhus.

    Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt oplyser til Ritzau, at en mand har mistet livet i en ulykke på strækningen.

    - Noget tyder på, at han har gået på kørebanen, da han bliver påkørt. Vi arbejder nu på at finde ud af, hvorfor han gik der, siger vagtchefen til Ritzau kort før klokken 09.00.

    Ulykken skete omkring klokken 05.30, og strækningen har været spærret siden.

    Trafikken er genåbnet mellem afkørsel 55 ved Horsens N og afkørsel 54 ved Ejer Bavnehøj, mens der nu er spærret mellem afkørsel 56 Horsens V og afkørsel 55 Horsens N i retning mod Aarhus. Motorvejen forventes genåbnet i løbet af formiddagen, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

    Opdateret klokken 10 med information om, at motorvejen er genåbnet, men at en ny del af strækningen er spærret.

  10. Færøerne har indgået fiskeriaftale med Rusland

    Sent fredag aften skete der noget, som mange i EU og Danmark havde håbet ikke ville ske.

    Færøerne har indgået en ny fiskeriaftale med Rusland, hvor landene giver hinanden en kvote til at fiske i hinandens farvande.

    Det oplyser Færøernes fiskeriminister, Árni Skaale, til Jyllands-Posten.

    - På Færøerne tager vi totalt afstand fra enhver form for krig – også fra krigen i Ukraine. Men denne aftale handler for os om meget andet end fiskeri, siger Árni Skaale til Jyllands-Posten.

    Árni Skaale sammenligner en annullering af aftalen med, at man i Danmark på én gang lukkede "både hele landbruget og hele medico-industrien, der producerer medicinsk udstyr", skriver Ritzau.

  11. Musk vil støtte DeSantis, hvis han stiller op som præsident

    Milliardæren og den nylige Twitter-ejer, Elon Musk, vil støtte republikanske Ron DeSantis, hvis han stiller op som præsident i USA.

    Det skriver Musk på Twitter fredag lokal tid.

    DeSantis blev for nylig genvalgt som guvernør i Florida, og han nævnes som en mulig udfordrer til Donald Trump i kampen om at blive partiets nominerede.

    - Til præsidentposten i 2024 foretrækker jeg én, der er fornuftig og midtersøgende, skriver Elon Musk på Twitter.

    - Jeg havde troet, at det var tilfældet med Biden-administrationen, men er blevet skuffet indtil videre, fortsætter erhvervsmanden.

    Da en bruger spørger, om han vil støtte DeSantis i 2024, svarer han blot:

    - Ja.

    DeSantis har ikke meddelt, om han vil gå efter posten.

  12. Nøgne mennesker indtager ikonisk australsk strand for at sætte fokus på hudkræft

    • Kunstneren Spencer Tunick vil minde folk om at blive tjekket for hudkræft. (Foto: © DEAN LEWINS, Ritzau Scanpix)
    • Spencer Tunick står bag et lignende værk fra 2010, som blev lavet i forbindelsen med byens LGBT+-festuge. Her stillede tusindvis af nøgne mennesker op foran Sydneys operahus, skriver Ritzau. (Foto: © DEAN LEWINS, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Bondi Beach i Australiens største by, Sydney, har her til morgen dannet rammen om en særlig kunstinstallation.

    2.500 mennesker stillede sig nemlig i vandkanten uden tøj på for at sætte fokus på hudkræft.

    Det skriver The Guardian.

    Det er kunstneren Spencer Tunick, der er manden bag værket.

    Det krævede en særlig tilladelse at få lov til at samle de mange nøgne mennesker på den ikoniske strand, da nøgenhed ellers er forbudt. Tilladelsen varede indtil klokken 10 lørdag formiddag lokal tid.

  13. De Konservative mødes for at evaluere nedtur ved valget

    Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse mødes i dag for at evaluere, hvad der gik galt til folketingsvalget.

    Inden valget stod partiet til en stor fremgang. Men både kritikken af de konservatives skatteplan og de mange historier om Søren Papes personlige forhold fyldte meget, og partiet tabte to mandater ved valget.

    Mødet har været planlagt længe, men det er blevet meget mere vigtigt, fordi det gik så ufatteligt dårligt ved valget, siger DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.

    Han vurderer dog ikke, at Søren Pape Poulsens position er truet.

    - Som jeg forstår det, så er der er ikke planer om en stillingtagen til, om Pape kan fortsætte på formandsposten.

    Men for Søren Pape Poulsen er mødet vigtigt i de nuværende regeringsforhandlinger.

    - Det er vigtigt for Pape at få opbakning i dag til det spor, han er på i forhandlingerne, hvor både De Konservative og Venstre taler om muligheden for at indgå i en regering med Socialdemokratiet, siger Jens Ringberg.

  14. Honduras erklærer undtagelsestilstand for at stoppe bander

    Specialstyrker ved et check-point i hovedstaden Tegucigalpa. (Foto: © ORLANDO SIERRA, AFP or licensors)

    Der er sendt mere politi og specialstyrker på gaderne i Honduras de seneste dage.

    Det sker, efter at præsidenten Xiomara Castro har erklæret undtagelsesafstand for at slå ned på den stigende bandekriminalitet.

    Det centralamerikanske land har længe været præget af fattigdom, bander og vold som følge af narkohandel.

    Præsidentens beslutning om at indføre undtagelsestilstand kommer, blot få dage efter at bus- og taxachauffører protesterede på gaderne i hovedstaden.

    De mener, at regeringen bør stoppe bandernes afpresning af chaufførerne, skriver Ritzau.

  15. Solen titter frem på stedvis diset lørdag

    Dagen starter mest skyet og stedvis tåget, men som dagen skrider frem, titter solen lidt frem, lyder vejrudsigten fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Der kan komme enkelte lette byger, og der kan stedvis være diset i løbet af dagen.

    Temperaturerne ligger i løbet af lørdag mellem fem og ti grader, og der er svag til jævn vind omkring syd.

    I aften og i nat er det mest tørt og med dis eller tåge mange steder, skriver DMI.

    I aftentimerne vil temperaturerne befinde sig mellem tre og otte grader. Vinden tiltager og bliver let til frisk fra syd og sydøst, ved Vestkysten stedvis hård vind.

  16. USA forbyder Huawei-produkter - frygter kinesisk overvågning

    USA forbyder en række produkter fra det kinesiske firma Huawei, fordi landet mener, at de udgør en sikkerhedsrisiko.

    FCC, som er den amerikanske kommunikationskomité, frygter, at de kinesiske produkter bruges til at udspionere amerikanske borgere.

    Huawei laver blandt andet smartphones, tablets og pc'er.

    Der er også udstedt et forbud mod salg og import af produkter fra de to kinesiske koncerner Dahua og Hikvision, der laver overvågningsudstyr.

    Forbuddet er det seneste tiltag fra den amerikanske regering, som længe har haft kritisk fokus på kinesiske tech-selskaber, skriver Ritzau.

  17. Ukraine: Vi har dræbt iranske droneinstruktører

    Ukrainske sikkerhedsstyrker har dræbt flere iranere, som har hulpet Rusland med at betjene de iranskproducerede såkaldte kamikaze-droner, der er blevet brugt mod Ukraine.

    Det siger lederen af Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd, Oleksij Danilov, skriver The Guardian.

    Han advarer desuden Iran mod at sende nye rådgivere afsted.

    De såkaldte droneinstruktører skulle være dræbt, mens de befandt sig på Krim-halvøen. Her skulle de have hjulpet russiske piloter.

    Forsvarslederen oplyser ikke, hvor mange af dem der skulle være dræbt.

  18. Xi vil arbejde tættere med Nordkorea om regional og global sikkerhed

    Den kinesiske præsident Xi Jinping har sendt et brev til sin nordkoreanske pendant, Kim Jong-un, hvori han gør det klart, at han vil styrke samarbejdet mellem de to lande på flere punkter.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Xi skulle have skrevet, at Kina er villig til at arbejde sammen med Nordkorea om at styrke regional sikkerhed og vækst.

    Desuden vil Xi gerne samarbejde med Nordkorea om global sikkerhed, skriver Reuters.

    Det fremgår ikke, om den kinesiske præsident nævner de spændinger, der har været ved den nordkoreanske halvø den seneste måneds tid.

    Før, under og efter en storstilet fælles militærøvelse fra Sydkorea og USA, har Nordkorea testaffyret en stor mængde missiler.

  19. Black Friday skaber store køer i højtidens hjemland

    Mens butikkerne i Danmark har lukket dørene for årets Black Friday-tilbud, er den amerikanske udsalgsdag stadig i fuld gang i moderlandet USA.

    Og her står folk i kø for at fylde indkøbsvognende med gode rabatter.

    Black Friday er en shopping-højtid, der stammer fra USA. Den falder hvert år den første fredag efter Thanksgiving.

    Flere forhandlere har dog kørt med tilbud i en hel uge, ligesom der er tradition for, at rabatterne tager et nøk op mandagen efter under navnet 'cyber monday'.

    Selvom de fleste herhjemme nok er blevet bekendt med fænomenet de seneste år, er Black Friday-traditionen relativ ny i Danmark. Ifølge Berlingske begyndte de første butikker at tage tilbudstraditionen til sig i 2013.

  20. Læger og sygeplejersker står klar med hjælp i julefrokostsæsonen i København

    Når der kommer lidt for meget alkohol indenbords, sker det, at folk kommer til skade. Men befinder man sig i København over julefrokostsæsonen, vil der være hjælp at hente i nærheden af bylivet.

    Hovedstadens Akutberedskab opstiller nemlig i dag og de næste fire weekender en mobil behandlingsstue i hjertet af byen, skriver TV2 Lorry.

    Den fungerer som en form for fremskudt skadestue på Regnbuepladsen ved Rådhuspladsen, og her står læger og sygeplejersker klar til at hjælpe med småskader og rådgivning.

    Akutberedskabet kan med initiativet mindske det store pres, der plejer være på ambulancer og akutmodtagelser i netop disse uger.

  21. Dansk restaurant har fået stjålet sin Michelinstjerne

    Restauranten Ti Trin Ned, der er blevet hædret med en stjerne i den prestigefyldte Michelinguide, har fået stjålet beviset på det.

    Hædersbeviset, en rød Michelin-plakette, er blevet taget ned fra bygningens facade, hvor det har hængt siden 2017. Det skriver Fredericia Dagblad.

    Ejerne, ægteparret Mette og Rainer Gassner, fortæller dagbladet, at Michelinstjerne-beviset hang på væggen, da de forlod restauranten i lørdags. Da de mødte ind onsdag, var det væk.

    De tilbyder en findeløn for gode tip til, hvor plaketten er. Og i et opslag på Facebook sender de en hilsen til tyven:

    - Har du den liggende på dit bord, så smut lige ned forbi Toldkammeret i nattemørket og læg den ved døren med 'tak for lån', så klarer vi resten, lyder det.

    De har kontaktet Mihelinguiden og spurgt, om de kan få en erstatning på den prestigefyldte røde plakette af en Michelinstjerne.

  22. Pludselig blev det bælgmørkt: Sikkerhedsorganisation viste solidaritet med Ukraine ved at slukke lyset

    I slutningen af et to-dages møde for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i Polen blev der pludselig bælgmørkt - og efterfølgende tændtes lys fra de forsamledes mobiltelefoner.

    Markeringen skulle vise solidaritet med Ukraine, oplyser OSCE selv.

    Det krigshærgede land oplever i disse dage strømsvigt mange steder som følge af russiske missilangreb på ukrainsk infrastruktur såsom el-værker og transformatorstationer.

    Det har blandt andet betydet, at Ukrainske hjertelæger har måttet operere i lyset fra lygter, mens Røde Kors forventer, at strømproblemerne vil få over en million ukrainere til at flygte internt i løbet af vinteren. Strømsvigtene kan også ses fra verdensrummet, viser billeder fra Nasa.

    Der var 170 deltagere på mødet fra 46 lande i Polens hovedstad, Warszawa, og mødet har centreret dig om krigern i Ukraine og dens indvirken på europæisk sikkerhed.

  23. Storebæltsbroen var lukket i retning mod Fyn efter uheld

    Opdateret 18.50: Broen er igen åben, oplyser Sund & Bælt på Twitter.

    Opdateret 19:17: Politiet oplyser på Twitter, der kun et lettere personskade. Færdselsuheldet skyldtes et tabt hjul fra en personbil, fremgår det.

    På Storebæltsbroen i retning mod Fyn er der lukket for al biltrafik på grund af et færdselsuheld.

    Det skriver Sund & Bælt, der står for den daglige drift af broen, på Twitter.

    Sydsjællands og Lolland-Falsers Politi skriver på Twitter, at de er fremme ved ulykkesstedet, og de opfordrer til at vise hensyn til redningspersonalet.

    Tidshorisonten er ukendt, skriver politikredsen.

    (Foto: © (Skærmbillede))
  24. Befriede Kherson bliver fortsat bombet - patienter fra hospitaler evakueres

    Selvom byen skulle være tilbage på ukrainske hænder, er der fortsat ikke fredeligt i Kherson.

    Russiske bomber regner stadig over området. Og det har fået myndighederne til at evakuere personer, som er indlagt på hospitaler i den sydukrainske by.

    Det oplyser regionens guvernør, Jaroslav Janusjevitj, skriver AFP ifølge Ritzau.

    - På grund af de konstante russiske bombardementer så evakuerer vi hospitalspatienter fra Kherson, skriver han på sociale medier.

    Børn, der er indlagt, blive rykket til naboregionen, siger han.

    Tidligere på måneden trak de russiske tropper sig ud ad byen. Kort efter annonerede den ukrainske præsident Zelenskyj, at byen igen var uder Ukraines kontrol.

    I går oplyste han, at syv mennesker var blevet dræbt under en russisk bomberegn i Kherson.

  25. EU donerer 660 millioner til lokal klimaomstilling i Danmark

    Danmark modtager omkring 660 millioner kroner fra EU-fonden for retfærdig omstilling.

    Pengene skal gå til en "retfærdig klimaomstilling" og vil særligt komme Nord- og Sydjylland til gavn, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

    I Nordjylland skal pengene bruges på at omstille produktionsprocesser, der udleder meget CO2. Cementindustrien nævnes som eksempel.

    - Danmark er allerede et grønt foregangsland, men vi skal have hele landet med, så omstillingen kommer alle til gode, siger Per Haugaard, repræsentationschef for Europa-Kommissionen i Danmark.

    I syd drejer det sig om at afbøde de konsekvenser, som udfasnigen af fossile brændstoffer fra Nordsøen har. Præcist hvilke konsekvenser, der er tale om, og hvordan de skal afbødes, bliver ikke konkretiseret.

    Men pengene skal bruges til forskning og innovation i at udvikle alternativer til CO2-udledende brændstoffer, lyder det.

  26. Brasiliansk fodboldstjerne misser kamp mod Schweiz

    Neymars ankel var tydeligt hævet efter gårsdagens kamp mod Serbien. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)

    Den brasilianske stjernespiller Neymar kommer ikke i aktion på mandag mod Schweiz.

    Det oplyser landsholdets læge ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

    Neymar kom til skade med anklen i gårsdagens sejr over Serbien og måtte forlade banen haltende.

    Fredag har man afventet en opdatering fra den brasilianske landsholdslejr på holdets anfører, da billeder fra kampen viste, at Neymars ankel var hævet.

    Også højrebacken Danilo misser Schweiz-kampen.

    - De misser den næste kamp, og vi vil være forsigtige, da de skal i behandling i et forsøg på at få dem klar, så de kan spille igen ved VM, siger holdlægen ifølge Reuters.

  27. Yngre mand såret af flere knivstik: Gerningsmanden er på fri fod

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at manden var blevet stukket i et supermarked, politiet blev kaldt ud til. Det er forkert. Manden blev ifølge politiet fundet knivstrukket ved en frisørsalon.

    En yngre mand er fredag eftermiddag blevet ramt af flere knivstik i Emdrup i det nordvestlige København.

    Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix til Ritzau.

    Da politiet kom frem til Emdrupvej, hvor de havde fået anmeldelser om uorden i et Irma-supermarked i området, fandt betjente den yngre mand ved en frisørsalon et stenkast fra supermarkedet.

    - Knivstikkeriet er formentlig sket inde i frisørsalonen, fortæller den centrale efterforskningsleder, Anne Katrine Kristensen, til Ritzau.

    Hun kan ikke sige noget om mandens tilstand eller fortælle om et muligt motiv.

    Flere personer løb fra stedet og er fortsat på fri fod. Politiet har for nuværende ikke yderligere signalement, end at de var iført sort tøj.

  28. Guld, sølv og blå: Musk indfører ny fluebensordning på Twitter

    Det sociale Twitter har været ude i lidt af et stormvejr, siden rigmanden Elon Musk overtog selskabet bag.

    Musk har genåbnet adgangen for den tidligere præsident Donald Trump og for en række andre brugere, som har været udelukket for krænkelser. Og han satte gang i en ændring, der betød, at man kunnne købe sig til det blå flueben ud for sin profil, der indikerer er man er en "verificeret profil". Et flueben, der indikerer, at man faktisk er den, man udgiver sig for at være.

    Nu har Twitter ifølge Musk lagt en ny fluebensplan. Fra på fredag i næste uge kommer der et guld-flueben ud for virksomheder, sølv ud for regeringer, og blåt ved individer.

    Og alle verificerede bruger-konti skal bekræftes manuelt, før de får fluebenet, siger Musk ifølge Reuters. Det blå flueben bliver nu tilgælgeligt for alle - og ikke kun kendte, politikere, journalister og andre offentlige personer.

    (© elonmusk@twitter.com)
  29. Iranske fans får frataget T-shirts, der støtter protestbevægelse

    En iransk kvinde viste til dagens kamp støtte til Jina Mahsa Amini, der i september blev dræbt i det iranske moralpolitis varetægt. (Foto: © Dylan Martinez, Ritzau Scanpix)

    Der var ikke kun dramatik i slutminutterne af Irans kamp mod Wales tidligere i dag.

    Også på lægterne var der uro, da der var uenighed om, hvad man må støtte op om.

    Både sikkerhedsvagter og privatpersoner, der støtter den nuværende iranske regering, konfronterede de fans, der til dagens kamp viste støtte til protestbevægelsen i hjemlandet. Sikkerhedsvagter fratog flag og T-shirts med budskaber som "Woman Life Freedom" (kvinder, liv, frihed, red.).

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    - Jeg er ikke her for at slås med nogen, men folk har angrebet mig og kaldt mig en terrorist. Jeg er her kun for at sige, at fodbold er ligegyldigt, hvis folk liver dræbt i gaderne, siger en iransk kvinde ved navn Maryam, der ikke vil have sit efternavn oplyst af sikkerhedsmæssige årsager, til AP.

    Opstanden i den iranske befolkning begyndte i september, efter Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.

  30. Radikale efter forhandlinger: Vi har ikke fået mindre lyst til at komme i regering

    Det var en meget tilfreds Martin Lidegaard, der efter fredagens forhandlinger på Marienborg gav en kort status.

    De radikales politiske leder fortalte, at Mette Frederiksen havde fremlagt "et ambitionsniveau, vi kan se os i", og nu skal de se nærmere på detaljerne.

    Før mødet fastslog han, at det var vigtigt for partiet at komme med i regering, men på vejen ud understregede han, at indholdet i det politiske grundlag går forud for regeringsdeltagelse.

    - Vi vil ikke med for enhver pris, men vi har ikke fået mindre lyst efter dagens møde, sagde Martin Lidegaard.

  31. Mand får seks års fængsel for at have voldtaget en 14-årig dreng og senere afpresset ham

    En 29-årig mand fra Ishøj er dømt til seks års ubetinget fængsel for at voldtage en 14-årig dreng og for at forsøge at afpresse ham til flere voldtægter to år efter.

    Det slår Retten i Glostrup fast, skriver Københavns Vestegns Politi.

    I februar anmeldte drengen, som på daværende tidspunkt var 16 år, manden til politiet.

    Manden er blevet dømt for at have truet og voldtaget drengen i 2019. Han blev også kendt skyldig i at have videooptaget voldtægten og brugt det til at true og afpresse drengen senere.

    - Det har krævet et stort personligt mod af offeret at modstå en truende voksen mands afpresning, anmelde ham til politiet og stille op i retten, siger anklageren i sagen, Bjarke Moe Enevoldsen.

    Den dømte har nægtet sig skyldig og ankede dommen på stedet.

  32. Spionsigtet russer får forlænget fængsling i Norge

    Oslo Tingsrett har forlænget fængslingen af en mand, som det norske politis sikkerhedstjeneste, PST, mener i virkeligheden er en russisk spion.

    Han skal nu siddet varetægtsfængslet frem til 23. december efter at være blevet anholdt 28. oktober, skriver NRK.

    Manden, som nægter sig skyldig, har et brasiliansk pas. Men ifølge PST er han rent faktisk en 47-årig russisk statsborger.

    Netmediet Bellingcat mener, at de har beviser for, at manden har forbindelse til den russiske efterretningstjeneste GRU.

    Han har været tilknyttet Universitetet i Tromsø som gæsteforsker, og han er blevet sigtet for ulovlige efterretninger, som kan skade nationale interesser. Ifølge retsdokumentet forventes sagen først færdigefterforsket til oktober næste år, og retssagen bliver afholdt i første halvdel af 2024.

  33. Mand forsøgte at smugle knap 2.000 liter ethanol over grænsen

    En 54-årig litauisk mand er ved Retten i Sønderborg blevet idømt 60 dages fængsel samt udvist i seks år.

    Han forsøgte at smugle 2.000 liter ethanol - der også kaldes finsprit - ind over den sønderjyske grænse.

    Her blev køretøjet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    - Manden havde over for politiet forklaret, at han havde fået varevognen overdraget i Polen, hvorefter han skulle køre den til en rasteplads i Sverige, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund i en pressemeddelelse.

    • I varebilens varerum fandt politiet ind til flere kasser med ren sprit, hvorefter Toldstyrelsen blev tilkaldt og varevognen fragtet til vores undersøgelseshal. (Foto: © Toldstyrelsen)
    • I undersøgelseshallen kunne tolderne opgøre finspritten til i alt 1.995 liter med en alkoholprocent på knap 96 pct. og et afgiftskrav på 286.292 kr. (Foto: © Toldstyrelsen)
    • Finspritten blev fundet i en grænsekontrol af en personbil tilbage i oktober ved den dansk-tyske grænse. (Foto: © Toldstyrelsen)
    1 / 3

Mere fra dr.dk