Folketingets partier er blevet enige om at gøre en ordning for Team Danmark-atleter på erhvervsuddannelser permanent.
Det betyder, at eliteatleterne fortsat kan uddanne sig til eksempelvis elektriker, bygningsmaler eller frisør, samtidig med deres spirende karriere inden for elitesport. Det skriver Ritzau.
Siden 2017 har ordningen kørt som et forsøg, hvor sportsfolkene har kunnet forlænge grund- og hovedforløbet på erhvervsuddannelserne med op til 50 procent.
Det er især atleter inden for ishockey og cykling, som har været tilknyttet ordningen de seneste år. Talenter fra håndbold, svømning, ridning og kajak har også uddannet sig samtidig med at dyrke deres sport.
Kajakroeren Magnus Sibbersen er for eksempel ved at uddanne sig til tømrer.
- Jeg har en aftale med min mester om, at alt det, jeg skal have fri til, får jeg fri til. Når jeg så skal i skole, aftaler jeg med de enkelte vejledere, hvornår skoleforløbene passer bedst, forklarer han til Ritzau.