Australien vil bruge 230 millioner ekstra til at beskytte koalaerne

Australien smider nu over 230 millioner kroner ekstra ind i et forsøg på at beskytte landets koalaer.
Det sker, efter at antallet af koalaer er faldet med foruroligende hast de seneste år på grund af tørke, naturbrande og nybyggede områder, hvor træer er blevet fældet.
- Koalaerne er et af Australiens mest elskede og populære ikoner, og vi ønsker at bevare dem til de kommende generationer, siger Australiens premierminister, Scott Morrison, ifølge Reuters.
Pengene skal blandt andet gå til at renovere områder, hvor pungdyret holder til, og til at studere koalaernes helbredstilstand.