Seneste nyt
17. maj kl. 21:55

Babymad tilbagekaldes på grund bly

Hvis du lige har stukket en ske med gulerodsmos i munden på din baby, så tjek, lige om der står Sempers gulerodspuré på glasset.

Hvis der gør det, så få baby til at spytte ud og sæt låg på igen.

Firmaet Semper Danmark har nemlig fundet et forhøjet indhold af bly i et parti gulerodspuré og tilbagekalder derfor produktet.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i otte forskellige butikker spredt over hele landet. Det drejer sig om MENY-, Spar- og Superland-butikker.

Fødevarestyrelsen råder til, at man leverer det tilbage til butikken eller kasserer det.

Seneste nyt

  1. I dag kl. 12:51

    Fåmælt Mette Frederiksen kommenterer på valgkravet fra Radikale Venstre

    Statsminister Mette Frederiksen (S) lytter til kritik fra Folketinget, men vil ikke kommentere De Radikales krav om valgudskrivelse inden den 4. oktober.

    Det fortæller hun til TV 2 til DGI's landstævne i Svendborg.

    - Jeg lytter selvsagt til, hvad partierne i Folketinget siger og ikke mindst vores parlamentariske grundlag, men når det kommer til, hvornår der udskrives valg, har jeg ingen kommentar, siger hun til TV 2 og afviser flere gange at kommentere på, hvornår der udskrives valg.

    Efter Minksagen kræver støttepartiet De Radikale, at Mette Frederiksen udskriver valg, senest til Folketingets åbning i oktober.

    Hvis det ikke sker, vil partiet stemme for et mistillidsvotum og med andre ord vælte regeringen. Sådan lød det i går fra partiets formand Sofie Carsten Nielsen (R).

    Her meldte Radikale Venstre som det sidste støtteparti ud, at de ikke vil lade uafhængige advokater vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod statsministeren i minkskandalen. Og dermed er der ikke politisk flertal for en advokatvurdering.

  2. 16 min. siden

    Cathrine Dufour gør rent bord ved prestigefyldt stævne i Tyskland

    (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

    Fem sejre ud af fem mulige konkurrencer.

    Sådan lyder status for den danske dressurrytter Cathrine Laudrup-Dufour efter en suveræn uge ved ridestævnet CHIO Aachen i Tyskland.

    Søndag kunne ingen matche danskeren, der på hesten Vamos Amigos vandt Grand Prix Freestyle-konkurrencen på det højeste niveau. Landsmanden Daniel Bachmann Andersen red sig til en tredjeplads på hesten Marshall-Bell.

    Dermed har Dufour fået den bedst tænkelige generalprøve på VM, der begynder i Herning den 6. august. Det samme kan man sige om hele det danske hold, der lørdag vandt Nations Cup.

    Dufour vandt i alt tre gange på Vamos Amigos, mens det også blev til to sejre på hesten Bohemian i løbet af ugen.

  3. 16 min. siden

    Scholz: Tyskland kommer ikke til at lukke ned – men mundbind vil igen spille en stor rolle

    Oluf Scholz forventer, at mundbind vil spille en større rolle til efteråret og vinteren, end de gør nu i Tyskland. (Foto: JOHN MacDougall © Ritzau Scanpix)

    Mens antallet af smittede med corona stiger i Tyskland, forventer landets regeringschef, forbundskansler Oluf Scholz, ikke, at det bliver nødvendigt at indføre specielt mange restriktioner i fremtiden.

    Det fortæller han til ARD, skriver Reuters.

    - Vi kommer ikke til at nedlukke skoler igen, og jeg tror heller ikke, at vi får brug for at indføre lige så omfattende lockdowns, som vi ellers har set de sidste par år, siger han og uddyber:

    - Men jeg tror godt, at man kan forvente, at maskerne vil spille en større rolle til efteråret og vinteren, end de gør nu.

    Oluf Scholz har ikke selv været smittet med covid-19, og han anbefaler alle over 60 år at få et fjerde vaccinationsstik - som han selv har fået.

    - Måske det er grunden til, at jeg endnu ikke selv har været smittet.

  4. I dag kl. 13:41

    Den ikoniske teaterinstruktør Peter Brook er død 97 år gammel

    Peter Brook har også skrevet en del filmmanuskripter. Blandt andet til 1963-udgaven af 'Fluernes herre', som han også instruerede. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Ritzau Scanpix)

    Han var kendt i hele verden for sin eksperimenterende tilgang til teater og for at forny klassikere fra blandt andet Shakespeare.

    Lørdag døde den engelskfødte teater- og filminstruktør Peter Brook i en alder af 97 år.

    Det skriver flere internationale medier, heriblandt Le Monde og The Guardian.

    Peter Brook betragtes som en af 1900-tallets mest indflydelsesrige europæiske instruktører, og har haft enorm betydning for europæisk teater siden 1960'erne.

    Det er særligt den ni timer lange dramatisering af det store indiske heltedigt 'Mahabharata', der har skabt hans verdensrenommé. Den opførte han på Østre Gasværk i København i 1988. Fem år tidligere var det hans version af 'La Tragédie de Carmen', som danskerne kunne se.

  5. I dag kl. 12:25

    Iffe Lundberg vender hjem uden NBA-kontrakt

    Gabriel 'Iffe' Lundberg nåede at spille fire kampe i NBA i sidste sæson. (Foto: Mark J. Rebilas © Ritzau Scanpix)

    Basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg, som i sidste sæson blev den første dansker til at spille i NBA, har ikke fået tilbudt en ny kontrakt hos Phoenix Suns.

    Det siger han til TV 2 Sport.

    Lundberg og familien rejser derfor hjem til Danmark, men han håber på, at NBA-drømmen ikke er slut. Ifølge Lundberg er der nemlig stadig interesse fra andre klubber i verdens bedste liga.

    13 point, 5 rebounds og 11 assister blev det til for Lundberg i de fire kampe i NBA-grundspillet.

    Danskeren kom til NBA, efter han forlod russiske CSKA Moskva efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar.

    /ritzau/

  6. I dag kl. 11:55

    Fundet af nye fossiler løser mysteriet om den planteædende pandabjørn

    Pandabjørnens poter er meget unikke i forhold til andre bjørnes. De har nemlig en falsk tommelfinger til at holde bambus med. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Ritzau Scanpix)

    Hvornår fik pandabjørnen en falsk tommelfinger?

    Det var nok ikke nødvendigvis dét, du havde forventet at få svar på i dag, men ikke desto mindre er forskere netop kommet frem til det.

    For med fundet af seks millioner år gamle bjørne-fossiler i den sydvestlige Yunnan-provins i Kina, kan man nu se, hvordan pandabjørnens poter har ændret sig. Og hvorfor et ekstra "fingerled" i poten, som ikke ses hos andre bjørne, og som hjælper pandaen med at holde fast i bambus, har udviklet sig. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    - Den fundne falske tommelfinger viser for første gang nogensinde timingen og udviklingstrinene i forhold til, hvornår pandabjørnene begyndte at spise bambus, forklarer Wang Xiaoming, der er tilknyttet the Natural History Museum i Los Angeles.

    Det fundne fossil havde nemlig en længere tommelfinger, end den man ser hos pandabjørne i dag, men til gengæld var den uden en indadvendt klo i enden.

    Den falske tommelfinger har blandt andet ændret sig over tid for at kunne klare "byrden af betydelig kropsvægt".

  7. I dag kl. 11:35

    Viktor Axelsen vinder Malaysia Open

    Viktor Axelsen vinder badmintonfinalen ved Malaysia Open med 21-4, 21-7 over verdens nummer to, japanske Kento Momota. (Foto: Vincent Thian © Associated Press)

    Indonesia Masters, Indonesia Open og søndag Malaysia Open.

    Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen har gjort rent bord de seneste uger i Asien.

    Søndag vandt verdensranglistens nummer et fra Danmark sin tredje turnering i træk i Asien, da Axelsen i finalen i Kuala Lumpur vandt 21-4, 21-7 over den tidligere japanske verdensetter, Kento Momota.

    I alle aspekter af spillet var Axelsen sin modstander overlegen. På intet tidspunkt var Axelsen bagud i kampen, selv som Momota var en anelse bedre med i andet sæt. Men Axelsen var i fuld kontrol.

    Malaysia Open rangerer som en Super 750-turnering. Altså lige under Indonesia Open, som Axelsen vandt for et par uger siden. I den kommende uge spilles der Malaysia Masters i samme hal, hvor Malaysia Open fandt sted.

    Foruden de tre titler i Asien har Axelsen også vundet All England og EM i år.

    /ritzau/

  8. I dag kl. 11:03

    WHO: Jobbet som brandmand øger risikoen for kræft

    Arbejdet som brandmand øger risikoen for kræft.

    Det fastslår en international videnskabelig udredning, som verdenssundhedsorganisationen, WHO står bag, ifølge Ritzau.

    Konklusionerne kommer fra en ekspertgruppe nedsat af WHO’s kræftforskningsinstitut, International Agency for Research on Cancer (IARC), som seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning Johnni Hansen står i spidsen for.

    - Sammenhængen er så veldokumenteret, at brandmænds arbejde nu bliver klassificeret som "med sikkerhed kræftfremkaldende" på IARC's liste over påvirkninger, der kan give mennesker kræft, siger han.

    Tidligere var erhvervet som brandmand kategoriseret som "muligvis kræftfremkaldende", men nu kan forskerne altså konkludere, at det bør klassificeres i den højeste risikogruppe over kræftfremkaldende påvirkninger.

    Ekspertgruppen har det seneste år gennemgået al tilgængelig viden fra en lang række videnskabelige undersøgelser om brandmænd og kræft.

    De viser også, at brandmænd har en øget risiko for mindst to kræftformer - blærekræft og lungekræft.

  9. I dag kl. 10:34

    Adele følte sig som en "tom skal" efter hårde reaktioner fra vrede fans

    Med sine Las Vegas-aftale kunne Adele tjene lidt over fire millioner kroner per show. På nuværende tidspunkt er der stadig ikke planlagt nye datoer. (Foto: TOM NICHOLSON © Ritzau Scanpix)

    De færreste kan bryste sig af at have popstjernen Adele som deres faste hussanger. Det var dog ikke mindre tilfældet for det kendte hotel og kasino Caesars Palace i Las Vegas i starten af året.

    Og dog.

    For mindre end 24 timer før hendes første af i alt 24 koncerter fordelt over tre måneder valgte Adele at udskyde på ubestemt tid i et tårevædet opslag på Instagram.

    Til BBC Radio 4 fortæller hun nu, at det var umuligt at gennemføre de planlagte shows, fordi de ikke levede op til hendes standarder.

    Hun fortæller derudover, at hun oplevede reaktionerne fra de mange vrede fans som "brutale", og at hun følte sig som en "tom skal" den efterfølgende tid.

    - Jeg kommer ikke til at lave et show, bare fordi jeg er nødt til det, eller fordi jeg skuffer en masse mennesker ved ikke at gøre det. Det er også ligegyldigt, om vi mister en masse penge. Showet var ikke godt nok, forklarer hun.

    Ifølge BBC stod Adele til at tjene lidt over fire millioner kroner per optræden i Las Vegas. På nuværende tidspunkt er der stadig ikke planlagt nye datoer.

  10. I dag kl. 09:50

    SAS genoptager forhandlinger med piloter

    SAS har her til morgen igen taget plads ved forhandlingsbordet med flere af flyselskabets piloter for at fortsætte forhandlingerne om en ny overenskomst.

    Det oplyser parterne til DR Nyheder.

    Parterne håber at kunne finde frem til en løsning inden mandag klokken 12. For ellers kan det betyde, at cirka 1000 af SAS' piloter går i strejke.

    De 1.000 piloter er ansat i SAS moderselskab, SAS Scandinavia. De har varslet strejke, fordi de ikke er tilfredse med deres løn- og arbejdsbetingelser i SAS.

    Piloterne utilfredse med, at SAS i stedet for at genansætte gamle SAS-piloter prioriterer at ansætte nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

  11. I dag kl. 09:30

    De ventede på Jesus' genkomst, men nu er 77 personer reddet fra kirke efter massebortførelse

    Politiet i byen Ondo har netop befriet 77 personer – heriblandt flere børn - fra en kirke i den sydvestlige del af Nigeria.

    Det skriver BBC.

    Nogle kan have været fanget i kirken i flere måneder, og en talsmand fra politiet fortæller, at flere af de indespærrede havde fået besked på, at Jesus ville vende tilbage i april, og derfor havde forladt deres skoler og arbejde for at opleve begivenheden.

    En pastor fra pinsebevægelsen og flere af hans ansatte er blevet anholdt i forbindelse med løsladelsen af de 77 personer.

    Politiet fortæller, at pastoren først fortalte, at genkomsten ville finde sted i april, men senere rykkede det til september. Han skulle også have sagt, at man kun måtte adlyde sine forældre eller gud.

    For en måned siden blev en anden kirke i Ondo angrebet af bevæbnede mænd. Her mistede 50 mennesker livet.

  12. I dag kl. 09:05

    Tyfon knækker skib i to ved Hongkongs kyst - flere søfolk meldes savnet

    Skibet blev fundet 300 kilometer syd for Hongkong. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Mere end 20 mennesker er meldt savnet, efter et stort skib med 30 besætningsmedlemmer knækkede midt over under en tyfon i Det Sydkinesiske Hav.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Tre personer blev reddet i sikkerhed, men de baske vejrforhold, som tyfonen Chaba forårsagede, gjorde det svært for redningsfolkene at finde flere fra skibets besætning.

    Ifølge Hongkong Government Flying Service fandt fly og helikoptere skibet 300 kilometer syd for Hongkong.

    Tyfonen Chaba nåede en vindstyrke på 110 kilometer i timen og er den første i Hongkong i år.

  13. I dag kl. 08:47

    Barca-præsident forsikrer: Vi præsenterer Andreas Christensen torsdag

    Der bliver snart noget at fejre for Andreas Christensen, som, ifølge klubpræsidenten i FC Barcelona, præsenteres på torsdag. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    En længere transfersaga om Andreas Christensen ser snart ud til at være overstået.

    Andreas Christensen præsenteres nemlig som ny FC Barcelona-spiller torsdag. Det bekræfter den spanske fodboldklubs præsident, Joan Laporta, ifølge flere spanske medier lørdag aften.

    Ud over Andreas Christensen vil Barcelona hente midtbanespilleren Franck Kessie, og han vil blive præsenteret onsdag.

    Det oplyste Joan Laporta ved en presseseance foran flere spanske medier i den catalanske kystby S'Agaro.

    - Vi præsenterer Kessie på onsdag og Christensen på torsdag, siger Joan Laporta ifølge Sport.

    Også den spanske avis Mundo Deportivo var til stede, og mediet har lagt hele interviewet på over 14 minutter med Joan Laporta ud på sin hjemmeside.

    I juni sagde Andreas Christensen, at han allerede havde skrevet under på en kontrakt med den klub, han skal repræsentere efter sommerferien, men han måtte ikke fortælle, hvilken klub der er tale om.

    - Jeg ved godt, hvad jeg skal. Jeg håber snart, at det bliver offentliggjort, for jeg har vidst i et stykke tid, hvor jeg skal hen, sagde han efter en landskamp mod Østrig i midten af juni.

    /ritzau/

  14. I dag kl. 08:35

    Politichef trækker sig fra byrådet efter Uvalde-skoleskyderi

    Det blev en kort karriere i det lokale byråd for Pete Arredondo, der er politichef for skolerne i den texanske by Uvalde.

    Han har nemlig netop offentliggjort i et åbent brev til Uvalde, at han trækker sig fra byrådet for at "minimere yderligere distraktioner". Det skriver The New York Times.

    Politichefen blev ellers valgt ind for ganske få måneder siden, men er lige nu en af dem, som bliver udsat for heftig kritik efter et voldsomt skoleskyderi ramte Robb Elementary School i slutningen af maj, hvor 19 elever og to lærere blev dræbt af en bevæbnet mand.

    Pete Arredondo var blandt de første betjente på Robb Elementary School efter skyderierne begyndte.

    Der foregår lige nu flere undersøgelser af politiets indsats under skoleskyderiet.

  15. I dag kl. 08:15

    Vejdirektoratet forventer pres på vejene ved tour-ruten

    Tour-rytterne tager i dag hul på tredje og sidste etape på de danske veje til årets Tour de France, og Vejdirektoratet forventer, at det vil betyde pres på vejene omkring ruten.

    Det skriver de på Twitter.

    Feltet kører fra Vejle til Sønderborg, og derfor er der risiko for kødannelse på E45 i Trekantområdet, på Sønderjyske Motorvej til og fra Tyskland og på rute 8 Sønderborgmotorvejen, fremgår det.

    Her ses Vejdirektoratets opslag på Twitter.
  16. I dag kl. 07:35

    Tredje etape kan blive med torden

    Der er risiko for torden i dag i det jyske. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Når Tour de France-rytterne i dag tager hul på tredje etape i det østjyske bliver det til et dansk cykelvejr, der byder på lidt af hvert.

    Dagen bliver nemlig med lidt eller nogen sol, men der vil også komme regn eller byger rundt omkring, der lokalt blive ret kraftige og med torden, især i den vestlige del af landet. Det skriver DMI.

    De sommervarme temperaturer holder ved og kommer op mellem 20 og 25 grader, mens vinden bliver svag til jævn, mest mellem sydøst og sydvest.

  17. I dag kl. 07:00

    Russisk guvernør: Mindst tre personer er dræbt efter eksplosioner i russisk grænseby

    Mindst tre personer har mistet livet, mens 11 etageejendomme og mindst 39 private boliger er blevet ødelagt efter eksplosioner i den russiske by Belgorod tæt på grænsen til Ukraine.

    Det oplyser Vjatjeslav Gladkov, der er den lokale guvernør i regionen, på beskedtjenesten Telegram natten til søndag, ifølge Reuters.

    - Årsagen til hændelsen bliver efterforsket, men efter alt at dømme har vores luftforsvar virket, skriver guvernøren.

    Informationerne er endnu ikke bekræftet fra anden side.

    Gladkov har tidligere beskyldt Ukraine for at have sendt kamphelikoptere ind over grænsen og angribe et brændstofdepot den 1. april i Belgorod. Det er dog hverken blevet bekræftet af den russiske eller ukrainske regering.

  18. I dag kl. 06:53

    Flere tusind australiere evakueret efter voldsom regn

    Flere tusind beboere i den sydvestlige del af Sydney er i dag blevet evakueret på grund af skybrud, voldsom vind og risiko for oversvømmelser.

    Det australske vejrbureau har advaret om kraftig regn, der kan føre til oversvømmelser og jordskred omkring Australiens østkyst i staten New South Wales, hvor millionbyen Sydney ligger.

    - Vi står nu over for trusler på flere forskellige fronter - oversvømmelser, floder, der går over deres bredder, og kysterosion, siger ministeren for redningsarbejdet i New South Wales, Steph Cooke ifølge Ritzau.

    Ifølge det metrologiske bureau i staten er der faldet mere end 200 millimeter regn i mange dele af Sydney og nogle steder helt op til 350 millimeter.

    Normalt falder der omkring 96,3 millimeter regn i Sydney i løbet af hele juli måned.

  19. I går kl. 23:48

    Egypten lukker kyststrækning ud til Det Røde Hav efter hajangreb

    En 68-årig østrigsk kvinde mistede fredag livet efter at være blevet angrebet af en makrelhaj ved badebyen Hurghada i Egypten.

    Kvinden havde både mistet et ben og en arm i angrebet, som skete ganske tæt på land, og hun døde kort efter på et privathospital.

    Myndighederne har ifølge AP valgt at lukke kyststrækningen i Det Røde Hav omkring Hurghada for alle vandaktiviteter i tre dage, ligesom området også er blevet lukket for fiskerbåde.

  20. I går kl. 22:58

    101 kriminelle udlændinge er blevet sendt ud af landet efter ny lov

    101 kriminelle udlændinge har siden 1. juni sidste år fået afbrudt deres fængselsstraf og er i stedet blevet sendt ud af Danmark.

    Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det er blevet muligt takket være den hjemrejselov, som Folketinget for et års tid siden vedtog.

    Loven gør det muligt for Hjemrejsestyrelsen at afbryde straffen for en kriminel udlænding. Betingelsen er dog, at vedkommende omgående forlader Danmark, og at han eller hun højest er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på op til fire måneder.

    Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er begejstret for resultatet.

    - Udvisningsdømte udlændinge har ikke noget at gøre i Danmark. Hver eneste kriminelle, vi får hjemsendt, er en sejr. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu har rundet 100 straks-udsendelser, siger han i pressemeddelelsen.

  21. I går kl. 22:38

    Politiet roser Tour-tilskuerne - men seks tyske cyklister blev stoppet på broen

    En festlig, fornøjelig og folkelig cykeldag.

    Sådan lyder de rosende ord fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Fyns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi i en fælles pressemeddelelse.

    - Undervejs på ruten oplevede vi kun ganske få udfordringer, og folk opførte sig rigtig fint. Tilskuerne fortjener stor ros for deres måde at være på, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi, der også roser alle de borgere, hvis hverdag cykelløbet har forstyrret.

    Ros var der dog ikke til seks tyske cyklister, som forsøgte at krydse Storebælt i slipstrømmen på Tour-rytterne. Tyskerne blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, fordi de cyklede ud på Storebæltsbroen fra Sjællandssiden, efter at feltet var passeret. De seks cyklister var nået et lille stykke op på højbroen, da politiet fik stoppet dem, inden de blev fulgt retur til fastlandet.

    Ifølge politiet førte lukningen af broen kun til ganske lidt kø, fordi bilisterne generelt havde fulgt anbefalingerne om at undgå at køre over broen lørdag - eller havde valgt at køre over tidligt på dagen.

  22. I går kl. 22:23

    Leder af anti-islamisk gruppe i Norge blev kørt i grøften

    En bil med Lars Thorsen, som er leder af den anti-islamiske gruppe SIAN, Stop Islamiseringen af Norge, blev tidligere i dag kørt i grøften på E6-motorvejen i Oslo-bydelen Mortensrud.

    Ifølge norske NRK mener norsk politi, at påkørslen skete med vilje.

    Den skete kort efter, at Lars Thorsen og SIAN havde foretaget koranafbrændinger flere steder i Oslo. Politiet har anholdt en kvinde, som sad bag rattet i den bil, der påkørte vognen med Lars Thorsen og fire andre personer.

    En af de fem personer måtte efterfølgende behandles på sygehuset, mens de fire andre var omkring skadestuen. Ifølge politiet var der ikke tale om alvorlige skader.

  23. I går kl. 21:47

    Op på nakken med konen og afsted: VM i koneløb afviklet i Finland

    De er skøre, de finner. I dag var byen Sonkajärvi midt i Finland igen vært for det årlige VM i koneløb, en konkurrence, hvor en mand bærer sin kone gennem en forhindringsbane på 253 meter. Siden 1994 har konkurrencen været åben for udenlandske par og har derfor fået karakter af et verdensmesterskab.

    Konkurrencen har rødder i den lokale historie, hvor en lokal røverbande hærgede tilbage i 1800-tallet, og det var normalt at stjæle kvinder fra nabolandsbyerne.

    Man kan også vælge at stille op med sin nabokone eller bare en kvindelig ven. Kvinden skal dog være fyldt 17 år og minimum veje 49 kilo. Hvis hun vejer mindre, skal hun bære en rygsæk.

    Det eneste tilladte udstyr er et bælte til manden og en hjelm til kvinden. Koneløbet afvikles i heat, hvor to par løber mod hinanden på tid. Gevinsten til det hurtigste par er konens vægt i øl samt en statuette. Der er dog også præmier til det bedste udklædte par, det mest underholdende par og den stærkeste konebærer.

    Årets verdensmestre blev det finske par Taisto Miettinen og Katja Kovanen, som var knap et halvt sekund hurtigere end litauerne Vytautas Kirkliauskas og Neringa Kirkliauskiene.

  24. I går kl. 20:12

    Scholz advarer tyskerne om økonomisk krise forude: Vi må stå sammen

    Forbundskansler Olaf Scholz (SPD) advarer nu befolkningen om, at Tyskland står foran en alvorlig økonomisk krise. Han opfordrer tyskerne til at stå sammen og hjælpe hinanden.

    Som en del af et nyt og omfattende initiativ skal arbejdsmarkedets parter, bankfolk og akademikere inddrages i en proces, hvor tidens store udfordringer skal behandles. Kampagnen minder om lignende initiativer tilbage i 1960'erne og 1970'erne.

    - Vi må forene vores kræfter og stå sammen, siger den tyske regeringschef i en videopodcast, hvor kansleren erkender, at mange tyskere har god grund til at være bekymrede over de stigende priser.

    - Det er også det, vi skal stå sammen om at løse, siger Scholz blandt andet i sit budskab til tyskerne.

  25. I går kl. 19:31

    Lukasjenko hævder, at Belarus har afværget ukrainsk angreb

    Den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko siger nu, at Ukraine for tre dage siden har forsøgt at angribe militære faciliteter i Belarus, men at alle missillerne blev afvist.

    Det citerer Reuters det statsdrevne belarusiske nyhedsbureau Belta for.

    Lukasjenko bakkede ikke sin påstand op med nogen form for beviser.

    - De provokerer os. For tre dage siden, måske lidt længere siden, blev der gjort et forsøg fra ukrainsk territorium på at ramme militære faciliteter i Belarus, sagde Lukasjenko og tilføjede, at Belarus ikke ønsker en krig mod Ukraine, men at man er klar til at kæmpe, hvis landet bliver invaderet.

    Som Putins nære allierede har Lukasjenko givet russerne adgang til bruge landet til at sende russiske tropper ind i Ukraine, men han hævder samtidig, at der ikke er nogle belarusiske soldater, som deltager på Ruslands side.

  26. I går kl. 19:10

    Cort i prikker: En drøm, der går i opfyldelse

    Magnus Cort blev hyldet på podiet i Nyborg efter anden etape. (Foto: Thibault Camus © Associated Press)

    Der gik ikke mange meter af anden etape af Tour de France mellem Roskilde og Nyborg, så var Magnus Cort afsted i udbrud. Afsted for at hente point til den prikkede bjergtrøje, sådan som han havde sagt inden etapen.

    Og missionen lykkedes: Den bornholmske EF Education-rytter var først over stregen på alle tre kategori 4-stigninger undervejs, og dermed snuppede han alle de tre point, der var at køre om.

    - Yes, mand, jublede Cort undervejs, da han sikrede sig det afgørende point.

    Og i Nyborg ville tilskuerne ikke give slip på ham, da han stod på podiet med sin hvide trøje med de røde prikker.

    - Det er fantastisk, altså. Hele oplevelsen og selvfølgelig igen i morgen, hvor jeg skal ud og bære dem. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det kan nærmest ikke blive større. Tour de France i Danmark og så at få en af førertrøjerne. Det er kæmpestort, sagde Cort til DR Sporten efter etapen.

  27. I går kl. 18:40

    Støjberg har fundet sin næstformand

    Pernille Roth, som tidligere har været formand for Venstre i Nordjylland, bliver ifølge TV2 Nord næstformand i Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

    - Jeg ser det ikke som om, jeg skal være politiker. Jeg har i mange år været i politiske organisationer, og det synes jeg faktisk er rigtig sjovt, siger Pernille Roth om sin nye rolle.

    Hun bor lige som Støjberg i Hadsund og var medlem af Venstre i 18 år. Hun forlod partiet i februar sidste år, kort efter Støjberg meldte sig ud.

  28. I går kl. 18:13

    Storebæltsbroen er åben igen, og trafikken kører

    Tour de France er kommet over Storebæltsbroen, og der er nu helt normal trafik igen.

    Fyns Politi takker for tålmodigheden og advarer om, at trafikanterne må forvente kødannelse.

    (© FynsPoliti@Twitter.com)
  29. I går kl. 17:48

    50 års jubilæums-Pride i London: Tilbage til de radikale rødder

    • Regnbuefarverne kan også bruges til en nydelig jakke. (Foto: Tim Ireland © Ritzau Scanpix)
    • I år fejrer den årlige Pride Parade i Londons Soho-bydel 50 års jubilæum. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Pride-paraden på vej forbi Lord Nelson-søjlen på Trafalger Square. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Feststemte deltagere i Londons Pride, som for første gang blev afholdt for 50 år siden. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Masser af regnbueparaplyer i paraden. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Med klassiske tern var der var også et skotsk islæt i Pride-paraden i Soho. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Mange tilskuere var på plads for at følge Priden gennem gaderne. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Eksotiske fugle med luft i udgjorde hovedparten af denne Pride-deltagers udsmykning. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Labour-leder Keir Starmer var med i det engelske arbejderpartis deltagelse i Priden i London. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    1 / 9

    Mere politik, mindre fest. Så kort er budskabet fra en af Storbritanniens mest kendte forkæmpere for LBGT+-rettigheder, Peter Thatchell, forud for weekendens Pride i London - 50 år efter den første Pride i den engelske hovedstad.

    Han opfordrer til, at Priden vender tilbage til sine radikale, politiske rødder tilbage fra 1972:

    - Gay Liberation Front, som organiserede den første Pride, så sig selv som en del af bredere social bevægelse, som ville befri alle undertrykte folk. Vi var solidariske med kvindernes ligestilling, de sorte og de irske samfund, arbejderklassen og fagforeningerne.

    - Vores mål handlede ikke kun om lige rettighed. GLF ville ikke bare have lighed i et samfund, der ikke fungerede. Vi ville ændre samfundet, ikke bare assimileres ind i det, sagde den 70-årige Thatchell, der tidligere har været parlamentskandiat for både Labour og siden Green Party.

  30. I går kl. 17:33

    Jakobsen snød Mads Pedersen på stregen

    Fabio Jakobsen vandt etapen til Nyborg. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Quick-Step Alpha Vinyls hollandske sprinter Fabio Jakobsen leverede varen, da det virkelig gjaldt og sikrede det belgiske storhold den anden etapesejr i træk i Tour de France på dansk grund. Han vandt Storebælts-etapen til Nyborg, da han akkurat snød landsmanden Wout van Aert og Mads Pedersen på stregen.

    - Det var en meget hektisk finale. Fabio kommer så stærkt til sidst, så jeg vil ikke engang kalde det tæt på, sagde Mads Pedersen til TV2 umiddelbart efter etapen, hvor han også lovede, at han kører efter sejren i morgen på tredje etape med mål i Sønderborg.

    - Det er derfor jeg er her.

    Resultatet af anden etape betyder, at Wout van Aert overtager den gule førertrøje. Mads Pedersen er nummer fem i den samlede stilling, 12 sekunder efter.

    De sidste 20 kilometer, hvor feltet skulle over Storebælt, blev skæmmet af flere styrt. Men ellers bød Storebæltsbroen på fantastiske billeder, ikke mindst da Kongeskibet Dannebrog og det store containerskib Marie Mærsk passerede under broen, netop som Tour-feltet kørte ovenover i stiv modvind.

    Tidligt på etapen var Magnus Cort i udbrud, og undervejs samlede han så mange point sammen på de sjællandske kategori 4-bakker, at han sikrede sig den prikkede bjergtrøje.

  31. I går kl. 15:47

    Vejdirektoratet: Trafikken glider trods brolukning

    Lørdag er Storebæltsbroen lukket i adskillige timer, fordi Tour de France-feltet skal krydse broen som afslutning på anden etape.

    Indtil videre er trafikken dog forløbet uden problemer, fortæller Vejdirektoratet ifølge Ritzau.

    - Der er ikke særlig mange biler pt., så det ser meget pænt ud, sagde Rikke Viinanen, vagthavende ved Vejdirektoratet, tidligere i dag.

    - Det har været rigtig pænt. Folk har lyttet efter anbefalingerne om at lade være med at køre eller køre tidligere. Så der var kun fem minutters kø ved henholdsvis Slagelse V og Nyborg V, da broen og motorvejen blev lukket, oplyste hun.

    Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, blev spærret klokken 12.30, mens Storebæltsbroen blev lukket klokken 13. Den åbner igen klokken 18.

  32. I går kl. 15:05

    Ellemann: Radikale mener kun, retsstaten skal gælde, når det handler om politiske modstandere

    De Radikale kræver, at der udskrives valg, inden folketingets åbning 4. oktober - ellers vælter de regeringen. Til gengæld freder de Mette Frederiksen for en advokatundersøgelse ovenpå minkkommissionens beretning.

    Og det er ifølge Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen et udtryk for, at partiet svigter sine egne retsstatsprincipper.

    - Tilbage står, at de Radikale mener, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere og embedsmænd. Men når det handler om deres røde venner og statsminister Mette Frederiksen, så kan man slippe for en juridisk afklaring og ansvaret, skriver han i en kommentar til DR Nyheder.

    - Enten har man tillid til, at statsministeren kan fortsætte med at lede landet, eller også har man ikke. Det har De Radikale åbenbart tillid til. Men kun indtil oktober, skriver han videre.

  33. I går kl. 14:53

    Korrespondent: Radikal udmelding er en ydmygelse af statsministeren

    Hvis ikke der bliver udskrevet et folketingsvalg den 4. oktober, så vil Radikale Venstre vælte regeringen.

    Den melding var vedhæftet den ellers - for Mette Frederiksen - glædelige nyhed om, at Radikale ikke stiller sig bag en advokatundersøgelse af minksagen.

    - Ingen statsminister bryder sig om at få fjernet initiativretten. Slet ikke når det gælder udskrivelse af valg.

    - Derfor er den radikale melding en ydmygelse af Mette Frederiksen, der efter Minkkommissionens sønderlemmende kritik står midt i sin største politiske krise som statsminister, lyder analysen fra DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

    Christine Cordsen har dog et lille 'men'.

    - Et nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, om ikke statsminister Mette Frederiksen under alle omstændigheder ville udskrive valg i sensommeren eller det tidlige efterår.

  34. I går kl. 14:48

    Danske Magnus Cort sikrer sig tourens prikkede bjergtrøje

    Magnus Cort (højre) skal køre i den prikkede bjergtrøje i morgen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Magnus Cort vandt lørdag de to første kategori-4-stigninger på 2. etape af Tour de France fra Roskilde til Nyborg.

    Dermed sikrer han sig den prikkede bjergtrøje, selvom etapen endnu ikke er færdig. Cort kan iføre sig den prikkede trøje søndag på løbets 3. etape fra Vejle til Sønderborg.

    Den 29-årige bornholmer sikrede sig trøjen efter en ren nordisk duel, hvor han begge gange satte norske Sven Erik Bystrøm på plads.

    Ikke siden Michael Mørkøv i 2012 har en en dansker kørt i den prikkede bjergtrøje. Det er ti år siden, men nu skal Magnus Cort i prikker på podiet i Nyborg.

  35. I går kl. 14:21

    Messerschmidt om R's valgtrussel: Jeg synes mest af alt, det ligner en byttehandel

    Det ligner en byttehandel, når De Radikale "dropper retsstatsprincipperne til gengæld for ministerposter efter et Folketingsvalg".

    Sådan lyder formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidts melding, efter De Radikale i dag har meldt ud, at de freder Mette Frederiksen (S) for en advokatundersøgelse, men tilgengæld kræver, at der udskrives valg inden Folketingets åbning 4. oktober - ellers stiller de mistillidsvotum.

    - Det er ikke værdigt i min optik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor De Radikale er gået ind på den handel, siger Messerschmidt.

    - Tilliden er i frit fald. Det gælder ikke bare regeringen, det gælder også de røde partier, som tilsyneladende har accepteret det spil, som Mette Frederiksen har planlagt, at man kan veksle retsstatsprincipper for ministerposter, tilføjer han.

  36. I går kl. 14:05

    Tyskland afleverer stjålne kunstskatte tilbage til Nigeria

    Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, og Nigerias kulturminister, Layiwola Mohammed, beundrer to bronzeskulpturer, som nu er vendt hjem. (Foto: Adam Berry © Ritzau Scanpix)

    I 1897 røvede en ekspedition fra den britiske kolonimagt over en enorm mængde kunstskatte fra kongepaladset i Kongeriget Benin.

    Kunstskattene - blandt andet hundredvis af bronzeskulpturer - blev siden spredt til museer rundt om i verden. Men fredag vendte to af bronzerne tilbage til Nigeria, som rummer det landområde, der før var Kongeriget Benin.

    Tyskland og Nigeria har underskrevet en aftale, der skal bane vejen for, at over 1.000 genstande kan komme retur. Etnografisk Museum i Berlin har alene over 500 historiske effekter fra Kongeriget Benin, skriver AP.

    Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, var taget til Nigeria for at underskrive aftalen, og hun havde taget to skulpturer med.

    Skulpturerne "er nogle af Afrikas største skatte, men de fortæller også en historie om kolonitidens vold," sagde Annalena Baerbock.

  37. I går kl. 14:00

    Mads Pedersen kører forbi sin bopæl og drømmer om etapesejr: 'Jeg får nok kuldegysninger, når vi kører ind i Holbæk'

    Den danske cykelrytter Mads Pedersen kørte en fornem enkelstart i København i går, og det indbragte ham en sjetteplads. I dag drøner feltet igennem Mads Pedersens hjemby Holbæk, og det bliver specielt for den 26-årige dansker.

    - Det er stort, at ruten nærmst går gennem min baghave, og jeg får nok kuldegysninger, når vi kører ind i Holbæk, siger Mads Pedersen til DR Sporten før dagens etape.

    Mads Pedersen er sølle 15 sekunder efter Yves Lampaert i den gule trøje. Derfor håber danskeren, at kunne køre med helt fremme, så forspringet til førstepladsen kan hentes, og den gule trøje måske kan ende på danskeren.

    - Jeg fokuserer på etapen. Hvis man kører med om etapesejren, så får du også bonussekunder og kan kravle længere op i klassementet. Så der er fuldt fokus på at vinde etapen, siger Mads Pedersen.

  38. I går kl. 13:56

    Alex Vanopslagh: Radikales melding til Mette Frederiksen er 'en gratis omgang' - der var et valg på vej alligevel

    Det mener Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, der kalder meldingen 'til grin'.

    - Den opfordring, de er kommet med, er jo en gratis omgang, siger han.

    Reaktionen kommer, efter De Radikale har meldt ud, at de ikke ønsker en uafhængig advokatvurdering i minkskandalen. I stedet kræver partiet, at Frederiksen udskriver valg, inden Folketingets åbning 4. oktober.

    Men 'enhver på Christiansborg har kunnet fornemme, at planen fra regeringens side har været at udskrive et valg efter sommeren', lyder det fra Vanopslagh.

    - Og nu kommer Radikale så og siger, at det er sådan, det skal være. Hvis det er konsekvensen af at have en så skødesløs omgang med magten, som Minkkommissionen har slået fast, at Mette Frederiksen har haft, så synes jeg ærligt talt, at det er at holde danskerne for nar.

  39. I går kl. 13:36

    De Radikale er klar til at vælte regeringen, hvis der ikke udskrives valg inden starten af oktober

    Hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg inden folketingets åbning 4. oktober, så trækker De Radikale støtten til hendes et-parti-regering.

    Så klar er meldingen fra De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen i et interview med DR Nyheder.

    - Det er, hvad vi er klar på i den radikale folketingsgruppe og også med opbakning fra vores bagland og hovedbestyrelse. Vi kan ikke blive ved sådan her. Vi kommer ikke til at kunne bedrive noget fornuftigt, og derfor skal der udskrives valg, siger Sofie Carsten Nielsen.

  40. I går kl. 12:27

    De Radikale freder Mette Frederiksen i minksag

    Som det sidste støtteparti melder Radikale Venstre nu ud, at de ikke ønsker at lade uafhængige advokater vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod statsministeren i minkskandalen.

    Og dermed er der ikke politisk flertal for en advokatvurdering.

    Det skriver Sofie Carsten Nielsen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

    Formiddagens udmelding kommer ovenpå et ekstraordinært møde i Radikale Venstres hovedbestyrelse.

    Sofie Carsten Nielsen supplerer sin fredning af Mette Frederiksen med en opfordring til at Mette Frederiksen hurtigt udskriver folketingsvalg inden Folketingets åbning den 4. oktober.

    - Det er tid til en ny start. Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et Folketingsvalg er en forudsætning for det. Der er brug for ny luft - der er brug at høre danskerne. Der er brug for en ny regering, der breder magten ud i stedet for at centrere den om sig selv.

    - Derfor opfordrer vi i dag Mette Frederiksen til at udskrive valg i Danmark efter sommerferien - og senest inden Folketinget igen samles til oktober. Der er brug for en ny start, skriver Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

    - Vi vil gå til valg på en bred regering bestående af både blå og røde partier.

  41. I går kl. 11:36

    Pilotstrejke hos SAS udskydes endnu engang: Forhandlinger fortsætter indtil mandag middag

    Endnu en gang er forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter blevet forlænget.

    Sådan lyder det fra SAS' forhandlingsleder Marianne Hernæs, der oplyser, at forhandlingerne fortsætter frem til mandag klokken 12.

    - Det går fremad, ellers havde vi ikke bare udsat og udsat. Men vi står fortsat vældig langt fra hinanden, siger hun.

    De udskudte forhandlinger betyder samtidig, at en varslet pilotstrejke også er udskudt endnu en gang.

    I en pressemeddelelse oplyser SAS, at selskabet "glæder sig over mæglernes beslutning, da det fortsat er selskabets faste ambition at nå frem til en aftale og undgå en strejke."

  42. I går kl. 11:02

    Forventningsfulde Tour-fans sitrer af spænding i Nyborg

    Thomas Østergaard har været tidligt oppe for at få en god plads langs tour-ruten. ​

    Masser af entusiastiske cykelfans har taget turen til Nyborg i det østfynske, hvor anden etape af verdens største cykelløb, Tour de France, slutter i dag.

    En af dem er Thomas Østergaard, der har siddet klar allerede siden klokken 04.30:

    - Hele familien er vilde med cykelløb. Især min datter på 14 år går op i det og er kæmpe fan. At se den her holdpræstation og individualismen, hvordan de lider, de store sejre og de store nederlag - det er superfedt at følge med i.

    Når etapen er slut, følger familien med og skal se det sidste stykke af touren fra Vejle til Sønderborg i morgen.

  43. I går kl. 10:48

    Hamburg advarer om mulig rationering af varmt vand

    Opstår der akut gasmangel, vil også almindelige borgere kunne mærke det i Tysklands næststørste by, Hamburg.

    Sådan lyder det fra Hamburgs miljøborgmester Jens Kerstan.

    Han advarer om, at der kan blive behov for at rationere varmt vand til private husholdninger, hvis der for alvor opstår en mangelsituation som konsekvens af mulige afbrydelser af den russiske gasimport.

    Det skriver Reuters på baggrund af en artikel i den tyske avis Welt am Sonntag.

    Der kan også blive behov for at sætte grænser for, hvor høj temperaturen i et rum må være, forlyder det.

  44. I går kl. 10:31

    Tour-fans forsøger at fjerne afspærringer inden 2. etape

    I dag køres 2. etape af Tour de France.

    Men fansene er tilsyneladende en smule for begejstrede. Omkring Roskilde, hvor dagens etape starter, er der nemlig set forsøg på at fjerne afspærringer.

    - Vi har allerede set folk, der forsøger at fjerne afspærringer for at kunne komme frem til ruten, skriver Midt og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Og det får politiet til at bede de cykelløbs-glade tilskuere om at respektere afspærringerne.

    Der er tale om motorvejsafkørsel 14 ved Svogerslev tæt på Roskilde, siger vagtchef Thomas Kristensen til Ritzau.

    - Det er formentlig bare nogle enkelte bilister, der vil den vej op, fordi de vil op og se Tour de France. Men vi har netop lavet afspærringerne der, fordi vi ikke ønsker at få køretøjer den vej op, siger han.

  45. I går kl. 09:51

    Dansk mixdouble misser badminton-finale i Malaysia

    Mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje misser finalen ved badmintonturneringen Malaysia Open.

    Det useedede danske par taber semifinalen i Kuala Lumpur med 18-21, 8-21 til et kinesisk par, som er andenseedet i turneringen.

    I første sæt var det helt lige til stillingen 12-12, men herefter haltede det danske par efter. I andet sæt var danskerne med til 3-3, men så stak kineserne af og vandt syv point i træk. Dermed var fundamentet til sejren sikret.

    Malaysia Open rangerer som en Super 750-turnering. Altså lige under Indonesia Open, som Viktor Axelsen vandt for små to uger siden.

    /ritzau/

  46. I går kl. 09:46

    New York vil stramme våbenregler, efter Højesteret pålagde staten at lempe dem

    I sidste måned slog den amerikanske Højesteret fast, at New Yorks våbenlov er i strid med landets forfatning.

    Derfor skulle loven, der blandt andet begrænser, hvornår det er tilladt at bære håndvåben i offentligheden, lempes, lød det.

    Men de lempelser vil den lovgivende forsamling i New York gøre, hvad de kan, for at udvande med en ny lov, der blev vedtaget sent fredag aften lokal tid.

    Det skriver Reuters.

    Den nye lov, der efter planen træder i kraft 1. september, vil blandt andet gøre det forbudt at bære våben på mange offentlige steder, for eksempel på Times Square, legepladser og biblioteker.

    USA's store våbenlobby, NRA, har allerede betegnet loven som en "åbenlys overtrædelse" af Højesterets dom, skriver Reuters.

  47. I går kl. 08:55

    Flere i det radikale bagland presser på for advokatvurdering i Minksag

    Der skal laves en uvildig advokatvurdering i minksagen.

    Sådan lyder det nu fra flere partimedlemmer fra De Radikale, efter Minkkommissionen fremlagde sin beretning i torsdags.

    En af dem er Ruben Kidde, folketingskandidat for De Radikale i København og medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

    - Spørgsmålet om grov uagtsomhed mener jeg ikke, man på nuværende tidspunkt kan slå fast, og derfor mener jeg, der er grundlag for, at der er nogle advokater, der ser på det, siger han til DR.

    Også Carolina Magdalena Maier, folketingskandidat for De Radikale, har peget på behovet for en advokatundersøgelse - eller et folketingsvalg ovenpå beretningen.

    Christian Friis Bach, tidligere minister og folketingskandidat for Radikale Venstre, kalder det "forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked."

    Sådan skriver Christian Friis Bach på Twitter.

    I sidste ende er det De Radikales folketingsgruppe, der skal afgøre, om den vil stemme for en advokatvurdering eller ej. Foreløbig har partiet ikke meldt ud officielt, hvad det ønsker.

  48. I går kl. 07:21

    Kraftigt jordskælv ryster det sydlige Iran - flere meldes dræbt

    En kvinde sidder foran ruinerne af sit hjem i en landsby i det sydlige Iran, efter området er blevet ramt af et voldsomt jordskælv. (Foto: ABDOL HOSSEIN REZVANI © Ritzau Scanpix)

    Mindst fem mennesker er blevet dræbt i et jordskælv, der har ramt Hormozgan-provinsen i den sydlige del af Iran natten til lørdag.

    Det rapporterer Reuters baseret på meldinger fra statslige iranske medier.

    Se efterdønningerne af jordskælvet i videoen nedenfor:

    - Fem mennesker er døde i jordskælvet og indtil videre er 12 indlagt på hospitalet, sagde Mehrdad Hassanzadeh, der leder nødhjælpsindsatsen, til iransk stats-tv.

    - Der er blevet udført redningsarbejde, og vi er nu ved at levere telte som nødboliger.

    Jordskælvet, der havde en styrke på 6,1 på richterskalaen, blev fulgt af to andre kraftige jordskælv i området nær den iranske golfkyst.

  49. I går kl. 06:47

    SAS-forhandlinger har deadline klokken 11

    Klokken 11 skulle flere tusinde rejsende gerne få svar på, om deres rejse med SAS påvirkes af pilotstrejke.

    Sådan lyder den seneste deadline ifølge flere norske og svenske medier.

    Deadline er dog indtil videre blevet skubbet ad flere omgange, og derfor er det endnu uvist, om der bliver en strejke fra lørdag formiddag.

    Af SAS' hjemmeside fremgår det natten til lørdag, at en eventuel strejke vil påvirke samtlige flyafgange, der drives af SAS Scandinavia.

    Ifølge SAS er der tale om 30.000 passagerer og 200 til 250 flyafgange dagligt, der vil blive ramt af en eventuel strejke.

    - Det vil betyde, at mange mennesker ikke kommer afsted på deres ferierejser, siger Karin Nyman, der er kommunikationsdirektør i SAS til svenske SVT.

    Passagerer opfordres til at tjekke status på deres fly på SAS' hjemmeside.

  50. I går kl. 00:12

    SAS-forhandlinger fortsætter: Klokken er sat i stå

    Selvom klokken har passeret midnat, og fristen dermed er udløbet, er der ikke udbrudt pilotstrejke hos SAS endnu. DR's udsendte medarbejder ved forhandlingerne i Stockholm har få minutter efter midnat kunnete rapportere, at den norske mægler Mats Ruland, der styrer forhandlingerne, har besluttet at 'sætte klokken i stå'.

    Det betyder formentlig, at der er så meget bevægelse i forhandlingerne mellem parterne, at mægleren mener, at der er grund til at fortsætte.

    Lige nu er der pause i forhandlingerne, og det vides ikke, hvornår forhandlingerne bliver genoptaget. Det dog endnu ikke afklaret, om SAS-flyene ender med at måtte blive på jorden senere i dag.

    Ifølge VG er der nu fastsat en ny frist, der hedder klokken 5.00 lørdag morgen.

    Opdateret med detalje om ny tidsfrist for forhandlingerne.

Mere fra dr.dk