Banedanmark: Stormen Malik kommer til at påvirke togtraffiken
Stormen Malik, der kommer bragende ind over landet i morgen, kan komme til at betyde væltede træer og forhøjet vandstand.
Derfor har Banedanmark taget de fremsynede briller på og melder allerede nu ud, at det kan komme til at betyde forsinkelser og aflysninger i togtrafikken, og at man derfor vil køre efter en ændret køreplan.
- Hele vores landsplan er reduceret, herunder også planen for s-togene på s-banen i Storkøbenhavn, siger Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef for trafikstyringen i Banedanmark.
Der vil efter planen være færre togafgange fra lørdag eftermiddag til og med søndag morgen, men Banedanmark opfordrer til, at man holder sig orienteret løbende på Rejseplanen, hvis man skal med toget.