Seneste nyt

Banke-banke på: I Brønderslev bliver beboere tilbudt en lyntest i døren

Overblik

  1. 29. jan kl. 14:38
    Banke-banke på: I Brønderslev bliver beboere tilbudt en lyntest i døren

    I Brønderslev Kommune har man haft gode erfaringer med at banke på dørene i boligområdet Forskerparken og tilbyde en lyntest for corona.

    I området har 85 procent anden etnisk baggrund end dansk. For nogle af beboerne kan der stå både praktiske og sprogmæssige barrierer i vejen for at få lavet en test, fortæller projektleder i boligselskabet Abas Khalaf.

    Blandt de 78 beboere, der tog imod tilbuddet om en test i områdets fælleshus, blev seks testet positive. Ingen havde symptomer i forvejen.

    - Vi har effektivt lukket seks smittekæder ned. Så allerede der har effekten af indsatsen været virkelig god.

  2. 12 min. siden

    Hver tredje har taget mod vaccinetilbud til børn siden weekenden

    I weekenden begyndte man for første gang at invitere 10- og 11-årige til vaccination mod coronavirus.

    Og siden de første invitationer landede i forældrenes e-Boks i lørdags, har omkring en tredjedel af de inviterede booket en tid til vaccination. Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde her til aften.

    - Det er flere, end vi havde turdet håbe på, sagde hun.

    De første i aldersgruppen blev vaccineret i søndags.

  3. 30 min. siden

    Myndighederne formoder, at vaccinerne også har effekt på ny variant

    Direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, sagde for kort tid siden på et pressemøde, at myndighederne forventer, at den nye Omikron-variant af coronavirus er mere smitsom end tidligere varianter, selvom der stadig er meget, man ikke ved om varianten.

    Myndighederne forventer dog også, at vaccinerne stadig vil virke mod den nye variant, siger han.

    - Allerede i løbet af en uge eller to vil jeg forvente, at vi ved meget mere om Omikron. Det er også vores erfaring med andre varianter, siger han.

    Henrik Ullum vurderer også, at Danmark vil kunne forblive åbent henover vinteren, hvis man "bevarer den sunde fornuft".

  4. 42 min. siden

    Mette Frederiksen: Vi er meget langt fra vaccinepligt

    På aftenens pressemøde om coronasituationen blev statsminister Mette Frederiksen spurgt, hvor langt vi i Danmark er fra at indføre vaccinepligt, som man eksempelvis er ved i Østrig.

    Her svarede hun ved først at fortælle, hvor godt det går med at få folk til at tage imod vaccinen frivilligt.

    Spørgsmål: Betyder det, at du er meget langt fra en vaccinepligt?

    - Ja, det gør det. Vi ser, hvad der sker i andre lande. Men det er helt oprigtigt fra vores side, at vi vil allerhelst have, at det er det enkelte menneske, der træffer beslutningen. Men vi har ikke noget mod at gøre meget klart, at det er vigtigt, at det valg så også bliver truffet, lød det fra statsministeren.

  5. 56 min. siden

    Snevejr udskyder Champions League-brag

    Aalborg Håndbold skal her til aften møde ungarske Pick Szeged på hjemmebane i Champions League.

    Men opgøret mellem de to herrehold, der oprindeligt var sat til at skulle starte klokken 18.45, er blevet udsat med to timer.

    Det skyldes den store mængde sne, der er faldet i Nordjylland, oplyser Aalborg Håndbold på sin facebook-side.

    - På grund af forsinkelse hos spillere og officials er kampen udskudt til 20.45. Vi beklager ulejligheden, skriver den danske klub.

    I slutningen af oktober tabte de forsvarende danske mestre til ungarerne i Champions League-gruppespillet, og derfor skal de forsøge at få revanche i aften.

  6. I dag kl. 18:27

    Nye mål for vaccination: Alle inviterede skal kunne få en tid inden for en uge

    Myndighederne har sat nye mål for vaccinationsindsatsen mod coronavirus, siger statsminister Mette Frederiksen på dagens pressemøde.

    Et af målene er, at alle, der bliver inviteret til vaccination, skal kunne booke en tid inden for en uge i den region, de bor i - og som udgangspunkt i rimelig afstand til, hvor de bor.

    Derudover siger statsministeren, at målet er, at alle bliver indkaldt til tredje vaccinestik, inden der er gået seks måneder fra andet stik, så man også kan få stikket, inden det halve år er gået.

  7. I dag kl. 18:25

    Danmark får første leverance af corona-lægemiddel i næste uge

    Første leverance af et nyt lægemiddel mod coronavirus lander formentlig i Danmark i næste uge. Det har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lige sagt på et pressemøde.

    Danmark har bestilt to forskellige slags lægemidler til behandling mod coronavirus, og det er altså det ene af dem, der kommer i næste uge.

    Det vides endnu ikke, hvornår og hvordan de tages i brug.

    - Det er ikke relevant for alle, men forsøg har vist gode effekter for nogle risikogrupper.

    - Hvornår, hvordan og for hvem det bliver relevant at bruge er sundhedsmyndighederne i gang med at vurdere, siger Magnus Heunicke.

  8. I dag kl. 18:10

    Mette Frederiksenpressemøde: Tag imod det tredje vaccinestik

    Statsminister Mette Frederiksen holder her til aften pressemøde om coronasituationen.

    Og det gør hun med en kraftig opfordring til især ældre og frontpersonale i sundhedsvæsnet om at tage imod invitationen til et tredje vaccinestik.

    - Tid er lige nu den afgørende faktor.

    - Til alle jer, der blev vaccineret sidste vinter og i foråret: tag imod det tredje vaccine-stik. Til alle jer andre, der fik andet stik i sommer, så får i en invitation de kommende måneder. At tage mod tredje stik er lige nu en af de vigtigste enkeltstående handlinger, vi hver især kan gøre, siger Mette Frederiksen.

  9. I dag kl. 17:19

    Vejret skaber flere problemer: Kør ikke ud i trafikken i Nordjylland samt Randers og omegn

    Trafikken står stille på Ny Nibevej i Aalborg. (Foto: Trine Dam)

    På grund af vejret og de problemer, det giver for trafikken, opfordrer Nordjyllands Politi nu alle i Nordjylland til ikke at køre ud i trafikken, medmindre det er "bydende nødvendigt", skriver politiet på Twitter.

    Nordjyllands Politi har nemlig allerede travlt på grund af vejret.

    Også i Randers og omegn fraråder man nu al unødvendig kørsel, skriver Østjyllands Politi.

  10. I dag kl. 16:28

    Der kører ingen busser i Nordjylland på grund af vejret

    Snevejret sætter for alvor sit præg på trafikken lige nu, særligt i det nordlige Jylland.

    Det får nu Nordjyllands Trafikselskab til at indstille al busdrift i hele Nordjylland, skriver selskabet på sin hjemmeside.

    Samtidig er togdriften mellem Hobro og Aalborg stoppet, fordi der ligger et væltet træ på skinnerne, skriver Banedanmark på Twitter.

  11. I dag kl. 16:25

    Ny opgørelse placerer København blandt verdens dyreste byer

    København er en billedskøn - men også dyr - by at bo i. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Cykelstier, renæssancebygninger og veludbygget kollektiv transport er blandt goderne ved at bo i København - Men det er ikke en billig fornøjelse at slå sig ned i den danske hovedstad.

    Det viser en ny opgørelse fra The Economist Intelligence Unit.

    Her indtager København en 8.-plads over verdens dyreste byer. Førstepladsen går til den israelske storby Tel Aviv, mens Paris og Singapore deler andenpladsen foran Zürich.

    Undersøgelsen tager udgangspunkt i priserne på over 200 varer og tjenester i 173 byer - herunder husleje, benzin, transport og dagligvarer.

    Den syriske hovedstad, Damaskus, regnes for at være den billigste by at bo i blandt de 173 byer, mens Irans hovedstad, Teheran, er årets højdespringer. Megabyen er blevet katapulteret 50 pladser op til nummer 29 grundet forsyningsproblemer, varemangel og sanktioner.

  12. I dag kl. 16:14

    De praktiserende læger skal coronavaccinere i hele landet

    Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har aftalt, at både børn og voksne kan blive coronavaccineret af egen læge i hele landet.

    Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Målet er at skabe et værdifuldt supplement til vaccination i de regionale vaccinationscentre, så vi kan få ventetider på vaccination ned og skabe en ekstra indgang til vaccination for både børnefamilien og voksne, siger Sundhedsminister Magnus heunicke (S) i meddelelsen.

    Aftaler med samtlige regioner ventes indgået inden udgangen af i dag, så de kan finde sted i løbet af næste uge.

    Allerede i fredags blev der i Region Hovedstaden indgået en aftale med PLO om vaccination i almen praksis, og Region Nordjylland skrev tidligere i dag på Twitter, at deres borgere kunne se frem til det samme.

  13. I dag kl. 16:07

    DF-folketingsmedlem støtter Messerschmidts formandsdrømme

    Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær melder sig nu med direkte støtte til Morten Messerschmidt, der går efter at blive Dansk Folkepartis næste formand.

    Flydtkjær skriver på Facebook, at han fuldt bakker op om Messerschmidt som formand og Peter Kofod som næstformand – også selv om Morten Messerschmidt har en ankesag ved landsretten efter en byretsdom for svindel med EU-midler. Dennis Flydtkjær sammenligner Messerschmidts sag med statsminister Mette Frederiksens lukning af minkerhvervet.

    - Så kan Dansk Folkeparti også have en formand, som er under anklage for at have brugt 98.000 kroner forkert. Penge, som han ikke har fået nogen som helst personlig vinding af, skriver Dennis Flydtkjær.

    Han understreger, at han gerne vil på hold med Inger Støjberg. Det giver imidlertid ikke mening at drømme om en formand, der ikke er medlem af partiet, skriver D'Fs skatteordfører på Facebook.

  14. I dag kl. 16:05

    Politiet fraråder al unødvendig kørsel i Thisted Kommune og på Mors

    Det bliver en eftermiddag, aften og nat med vejr af en kaliber, vi ikke ser hver dag.

    Og i Thisted Kommune og på Mors har kombinationen af sne og blæst nu gjort trafikken så farlig, at politiet fraråder al unødvendig udkørsel. Det har man besluttet i samarbejde med Vejdirektoratet og de kommunale vejmyndigheder, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

    Beskeden kommer på grund af snefald og fygning, skriver politiet.

  15. I dag kl. 16:00

    Dansk fly skal være med til at stoppe menneskesmuglere i Den Engelske Kanal

    Et dansk militærfly skal bidrage til at overvåge Den Engelske Kanal, hvor mange migranter i sidste uge druknede under et forsøg på at nå til Storbritannien.

    Flyet skal bidrage til at stoppe menneskesmuglere i farvandet, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det var planen, at flyet af typen Challenger skulle være indsat i Middelhavet i december.

    Men EU's agentur for grænse- og kystbevogtning, Frontex, har anmodet Danmark om i stedet at bidrage over Den Engelske Kanal.

    - Det er vigtigt at stille op, når Frontex har brug for hjælp. Vi så for nylig en forfærdelig hændelse i Den Engelske Kanal, hvor migranter omkom, både børn og voksne, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en skriftlig udtalelse.

  16. I dag kl. 15:52

    Minkkommissionen indkalder Justitsministeriets topchef til ny afhøring

    Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet, skal afhøres igen i Minkkommissionen.

    Det fremgår af kommissionens hjemmeside. Afhøringen kommer til at foregå den 5. januar.

    Legarth har tidligere afgivet forklaring, men fredag i sidste uge kom der nye oplysninger frem om hans rolle.

    Det viste sig, at sundhedsminister Magnus Heunicke har taget noter fra de afgørende møder. Af noterne fremgår det, at det var Johan Legarth, der fremlagde sagen på det afgørende møde den 3. november. Ifølge Heunickes noter afsluttede han fremlæggelsen med at anbefale, at alle mink skulle aflives. Tidligere har kommissionen haft svært ved at få svar på, hvem der først bragte en aflivning af alle mink på banen.

    Afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen fra Justitsministeriet er også genindkaldt.

    Hun forklarede i sin afhøring, at hun den 5. november sidste år orienterede Legarth om den manglende lovhjemmel til aflivning. Det kunne Legarth ikke huske. Han har forklaret, at den manglende lovhjemmel først stod klar for ham den 8. november.

  17. I dag kl. 15:52

    To yderligere tilfælde af Omikron i Danmark

    Der er fundet to yderligere tilfælde af coronavarianten Omikron i Danmark, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

    Dermed er der i alt fundet seks tilfælde indtil videre. Alle seks tilfælde er fundet hos personer, der har været ude at rejse. De fem af dem i Sydafrika og en enkelt i Qatar.

    Derudover er der lige nu 11 tilfælde, som man mistænker for at være smittet med Omikron-varianten, og som man er i gang med at teste.

  18. I dag kl. 15:46

    Flere hundrede evakueret ved Glyptoteket efter anmeldelse om brand

    Københavns Politi meddeler, at 300-400 mennesker er evakueret ved Glyptoteket i København efter en anmeldelse om brand.

    Anmeldelsen gik konkret på røg fra taget, og Hovedstadens Beredskab er massivt til stede.

    Vi kan konstatere mindre røgudvikling i del af bygningen. Uklart hvor røgen stammer fra. Vi undersøger nærmere og beholder et antal brandbiler på adressen indtil videre, lyder det fra Hovedstadens Beredskab på Twitter.

    Et spor på Tietgensgade er spærret i retning mod Stormgade, og et spor på H.C. Andersens Boulevard er ligeledes spærret i retning mod Langebro, oplyser politiet i samme tweet.

    (Foto: (Screendump))
  19. I dag kl. 15:45

    Politiet opfordrer: Bliv væk fra skovene i Nordjylland

    Der er gang i både snevejr og blæst i Nordjylland. Det skaber nu problemer i skovene, hvor kombinationen blæst, vind og tøsne gør, at der er risiko for, at at træer vælter, eller at grene brækker af og falder ned.

    Derfor opfordrer Nordjyllands Politi til, at man holder sig helt væk fra skovene i hele Nordjylland, skriver politiet i en pressemeddelelse.

    - Vurderingen er, at det simpelthen er farligt at køre gennem skove eller færdes under træerne i øjeblikket, lyder det fra vagtchef Mads Hessellund i pressemeddelelsen.

    Det gælder også kørsel på veje, der går gennem skove, skrivier politiet, der allerede har fået anmeldelser om væltede træer flere steder.

  20. I dag kl. 15:23

    Passagerer fra Dubai og Doha skal nu testes i lufthavnen i Danmark

    Myndighederne indfører nu et krav om, at alle, der ankommer med et fly til Danmark fra enten lufthavne i Doha eller i Dubai, skal testes ved ankomst.

    Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det har man valgt, fordi de to lufthavne har flest rejsende i transit fra de lande i det sydlige Afrika, som man har indført rejserestriktioner i forhold til på grund af den nye coronavariant, Omikron.

    Passagerer fra de berørte afrikanske lande skal stadig gå i isolation ved ankomst til Danmark. Tidligere kunne man komme ud af isolationen ved en negativ PCR-test på fjerde dag efter ankomst. Det ændres nu til sjette dag.

    Passagerer, der ikke efterlever kravet om test, vil kunne straffes med bøde.

  21. I dag kl. 15:04

    Høje incidenstal får Fredericia Kommune til at indføre krav om coronapas for kommunalt ansatte

    Incidenstallet i Fredericia Kommune har i flere dage overskredet grænseværdien på 400, og det får nu kommunen til at indføre krav om coronapas for kommunalt ansatte.

    Det er netop blevet besluttet på et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

    Dagens incidenstal for Fredericia Kommune ligger på 517,1, og derfor skal de kommunalt ansatte fra på mandag den 6. december kunne fremvise gyldigt coronapas og lade sig teste i særlige situationer, når de møder i på arbejde.

    Kravet er tillidsbaseret, og der vil ikke blive lavet kontrol med samtlige ansatte hver dag, men stikprøver eksempelvis ved smitteudbrud.

  22. I dag kl. 14:37

    Vendsyssel Teater vinder igen retssag mod fyret medarbejder

    Teater har endnu en gang fået ret: Måtte godt fyre tidligere medarbejder, der udtalte sig kritisk

    Vendsyssel Teater har nu også fået Vestre Landsrets ord for, at det var i orden, da teatret tilbage i september 2019 afskedigede en tidligere medarbejder, efter han havde udtalt sig kritisk om arbejdsforholdene på teatret.

    Det er i dag blevet afgjort i en ankesag, oplyser Vendsyssel Teater i en pressemeddelelse. Tidligere havde byretten i Hjørring truffet samme afgørelse.

    Sagen var anlagt af den tidligere medarbejders fagforening, Teknisk Landsforbund, der krævede godtgørelse for det, de mente var en uretmæssig fyring.

    Både by- og landsretten har afslået godtgørelsen og i dag bestemte Vestre Landsret desuden, at Teknisk Landsforbund skal betale 45.000 kr. til teatret i advokatomkostninger - udover de 50.000 kr., som byretten tillagde teatret.

  23. I dag kl. 14:33

    EU foreslår særregler for migration på grænsen til Belarus

    EU Kommissionen vil give Polen, Litauen og Letland lov til at slække på kravene til, hvordan man behandler flygtninge og migranter, der prøver at komme over ens grænse.

    Det sker, efter landene har bedt om hjælp til at håndtere de mange mennesker, der hen over de seneste måneder er strømmet ind i landene fra Belarus.

    Blandt andet skal de tre landes myndigheder have længere tid til at behandle asylansøgninger.

    I dag har landene mellem tre og ti dage til at registrere asylansøgere. Med de nye regler må de bruge op til en måned. Samtidig må asylprocessen tage op til fire måneder.

    Reglerne, som EU foreslår, er midlertidige. De skal gælde de næste seks måneder.

    EU har beskyldt Belarus for at sende tusindvis af migranter ind over grænsen til EU som hævn for de sanktioner, EU-landene har pålagt Belarus.

    Nu skal medlemslandene godkende forslaget.

  24. I dag kl. 14:29

    Statsministeriet indkalder til coronapressemøde klokken 18

    Statsministeriet har indkaldt til pressemøde klokken 18 om coronasituationen.

    Regeringen vil orientere om en styrkelse af vaccinationsindsatsen samt opfordre til, at endnu flere tager imod tilbuddet om revaccination. Derudover vil myndighederne orientere om den seneste status på Omikron-varianten.

    Det sker samme dag, hvor vi herhjemme oplever det højeste antal registrerede tilfælde på et døgn hidtil med 5.120 nye smittetilfælde.

    På grund af vaccinerne er situationen på hospitalerne dog langt mindre alvorlig i dag end i december sidste år. Der er nu 439 personer indlagt mod covid-19 på landets hospitaler.

    Opdateret med oplysninger om dagens smittetal og antal indlagte.

  25. I dag kl. 14:09

    Tre mennesker såret ved eksplosion i München

    Tre mennesker er blevet såret, efter at en bombe fra Anden Verdenskrig er eksploderet på en byggeplads ved baneterrænet i München i Tyskland.

    Ifølge oplysninger fra det lokale brandvæsen er tre mennesker såret, en af dem alvorligt, skriver Süddeutsche Zeitung.

    Hele togtrafikken på München Hovedbanegård er indstillet på grund af eksplosionen.

  26. I dag kl. 14:03

    5.120 nye coronatilfælde det seneste døgn

    5.120 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

    Det er det højeste antal registrerede tilfælde på et døgn hidtil.

    Den tidligere rekord var 4.508 den 18. december sidste år. På grund af vaccinerne er situationen på hospitalerne dog langt mindre alvorlig i dag end i december sidste år.

    Der er nu 439 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er seks flere end i går. Af de indlagte er 61 på intensiv afdeling, og 35 af dem får hjælp af en respirator.

    14 personer er døde med corona det seneste døgn.

    Dagens smittetal er baseret på 195.137 PCR-test. Det svarer til, at 2,62 procent af de testede været smittet med covid-19.

  27. I dag kl. 13:45

    Thor Wind Farm vinder lodtrækning

    Selskabet Thor Wind Farm I/S har efter lodtrækning vundet udbuddet om at anlægge og drive den kommende Thor Havvindmøllepark ved den jyske vestkyst. Det oplyser Klima-, Energi og Forsyningsministeriet.

    Flere selskaber tilbød at betale 0,01 øre pr. produceret kilowatt-time til staten, og derfor måtte udbuddet afgøres ved lodtrækning. Og her vandt Thor Wind Farm I/S, der er et datterselskab af den tyske energikoncern RWE.

    Den nye havvindmøllepark skal have en kapacitet på én gigawatt og skal kunne forsyne en million husstande eller 1,6 millioner elbiler med energi. Den forventes færdigopført inden udgangen af 2027.

  28. I dag kl. 13:26

    Michael Dyrby, chefredaktør på B.T., holder fri efter sexisme-dokumentar

    (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix Denmark)

    Michael Dyrby, der er ansvarshavende chefredaktør på B.T., holder fri i nogle dage efter fælles aftale med Anders Krab-Johansen, der er koncernchef hos Berlingske Media.

    Det bekræfter B.T.-chefredaktør Jonas Kuld Rathje over for DR.

    Det sker i kølvandet på dokumentaren 'MeToo: Sexisme bag skærmen', hvor flere kvinder stod frem og fortalte om krænkelser og grænseoverskridende adfærd på TV2.

    Michael Dyrby var nyhedsdirektør på kanalen fra 2002 til 2015.

    DR har forsøgt at få en kommentar fra Michael Dyrby og Anders Krab-Johansen, men de er på nuværende tidspunkt ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

    Michael Dyrby bekræfter over for Ritzau, at han holder fri i "nogle dage" efter aftale med Anders Krab-Johansen.

    Anders Krab-Johansen afviser over for MediaWatch, at Michael Dyrby er blevet sendt hjem, men bekræfter, at han ikke er på arbejde.

    - Michael (Dyrby, red.) har taget et par fridage efter aftale med mig, fordi han trængte til det. Jeg tror, når man er blevet spurgt om situationen på TV 2 igennem lang tid, så bliver man lidt presset og træt, og så har man måske brug for bare lige at sove og se verden fra en anden vinkel, siger han til MediaWatch.

  29. I dag kl. 13:19

    Se video: Giraffen Frida fødte kalv foran gæster i Aalborg Zoo

    Giraffen Frida, der til dagligt bor i Aalborg Zoo, blev i går mor til en lille kalv.

    Gæsterne kunne følge fødslen helt tæt på, for fødslen gik nemlig i gang, lige da zoo slog dørene op. Og efter bare et par timer dumpede den lille kalv ud på gulvet.

    Mor Frida er to gange tidligere blevet mor og har begge gange passet godt på sit afkom, så der skulle være gode chancer for den tredje i rækken.

    Med den lille nye girafs ankomst er der nu syv giraffer i Aalborg Zoo, alle af arten Rothschild giraf, der lever i Uganda og Kenya.

  30. I dag kl. 13:11

    Odense Letbane bliver forsinket

    Det bliver først til foråret 2022 – og ikke ”omkring årsskiftet” – at odenseanerne kan stige ind i spritnye letbanevogne, oplyser Odense Letbane i en pressemeddelelse.

    Ifølge Odense Letbane skyldes forsinkelsen, at letbanens spanske entreprenør, COMSA, ikke kan nå at blive færdige med at testkøre letbanen, inden den åbner, fordi det har trukket ud med at få de nødvendige godkendelser af Banedanmark til at testkøre på de strækninger, hvor Odense Letbane grænser op mod jernbanens signaler.

    Odense Letbane vurderer, at omkostninger ved den forsinkede driftsstart vil kunne afholdes inden for rammerne af det eksisterende budget, inklusive reserver.

    Odense Letbane har et budget på godt 3,6 milliarder kroner, inklusive reserver, i 2020-priser.

  31. I dag kl. 13:05

    EU-Kommissionen opfordrer til hurtigt at give boostervacciner

    Der er behov for en fast strategi på tværs af unionen for, hvordan den nye Omikron-variant skal håndteres.

    Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ifølge Ritzau.

    EU-Kommissionen har en række tiltag, som skal sørge for, at EU får håndteret den nye variant på bedst vis. Først og fremmest skal EU sørge for en fælles strategi for at begrænse tilkomsten af Omikron til Europa. Derfor skal rejserestriktioner vurderes fra dag til dag.

    Derudover skal medlemslandene på ny føre kampagner, som skal få uvaccinerede til at blive vaccineret.

    De skal også hurtigt give boosterstik - et tredje stik - for at øge beskyttelsen mod varianten. Fokus skal først være på de mest sårbare grupper.

  32. I dag kl. 13:02

    Mand forsøgte at lokke 11-årig pige ind i sin bil

    En 11-årig pige blev i mandags i Vojens antastet af en mand, der påstod at skulle hente pigen.

    Mandag eftermiddag gik pigen ad cykelstien langs Odinsvej, da hun kort før Huginsvang blev stoppet af manden. Manden hævdede, at pigens mor havde bedt ham om at hente hende.

    Hun troede ikke på ham, og hun kendte ham ikke. Derfor løb hun væk.

    Den 11-årige pige beskriver manden som dansk af udseende, 60-70 år gammel med almindelig kropsbygning, kort gråt hår, stritører og dansktalende.

    Manden kørte i en lille grå bil, som var kantet i udformningen og som muligvis havde røde fælge eller hjulkapsler, muligvis røde striber.

  33. I dag kl. 12:47

    Skylineren på julemarked i Viborg er styrtet sammen

    Foto: Jens Ole Sørensen/DR

    Der bliver intet julemarked i Viborg i dag. Skylineren over de mange juleboder er styrtet sammen, muligvis efter dagens store snefald.

    Heldigvis er ingen kommet til skade, da det store parasollignende tag brast sammen, fortæller handelschef i Viborg, Helle Sørensen.

    Midtjysk Brand og Redning er til stede og fjerner presenningen.

  34. I dag kl. 12:35

    WHO vil forhandle om ny beredskabsplan

    I Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der i dag blevet indgået en aftale om at indlede forhandlinger om en global beredskabsplan for verdens næste pandemi.

    Planen forventes at blive klar i maj 2024, og den skal både indeholde optrappede foranstaltninger og en øget indsats mod pandemier.

    Den vil omfatte emner som deling af data og genomsekventering, som er bestemmelser af dna-sekvenser i en organismes arvemasse. Den skal også indeholde potentielle vacciner og medicin fra forskning.

  35. I dag kl. 11:33

    Omikron-smitte ved koncert er forbundet med rejseaktivitet

    Den pågældende, der er blevet testet positiv for den særlige Omikron-variant ved en Martin Jensen-koncert i Aalborg, har været ude at rejse.

    Det oplyser Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

    - Vedkommende har været ude at rejse, og vi har en formodning om, at smitten er sket i udlandet.

    Birgitte Drewes ønsker af hensyn til den smittede ikke at gå i detaljer med, hvor vedkommende har rejst, men rejseaktiviteten betyder, at samtlige passagerer på flyet er i isolation.

    - Når vi har formodede varianter, som nu er bekræftet, går vi ud og taler med den pågældendes nære kontakter og de nære kontakters nære kontakter. Der har vi talt med omkring 150 mennesker, som nu er i isolation, og oveni er der dem, der har været i flyet med den pågældende, siger hun.

    Region Nordjylland skriver på Twitter, at man kan troppe op til PCR-test i regionen uden tidsbestilling. Det kræver dog, at man kan fremvise en koncertbillet.

  36. I dag kl. 11:18

    Norske journalister blev anholdt i Qatar for 32 sekunders video

    I sidste uge blev de to norske journalister Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani tilbageholdt og anholdt i Qatar.

    De var i landet for at arbejde på en dokumentar om forholdene i landet op mod VM i 2022. En videooptagelse på 32 sekunder fra en migrantlejr ledte til arrestationen.

    – Som norsk journalist er det meget mærkeligt at forestille sig, at man bliver pågrebet og sidder inde i 32 timer for at have filmet disse sekunder, siger Halvor Ekeland til NRK.

    Ifølge Udenrigsministeriet i Qatar brød journalisterne fra mediet NRK landets love ved at bevæge sig ind på privat grund uden tilladelse.

    Ekeland og Ghorbani blev løstladt tirsdag den 23. november og var hjemme dagen efter.

    I 2016 oplevede den danske journalist Niels Borchert Holm også at blive tilbageholdt i Qatar. Det kan du læse mere om her.

  37. I dag kl. 11:08

    Finansdirektør hos Landbrug & Fødevarer opsagt

    Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har opsagt finansdirektør Lars Daugaard.

    Det er sket i forlængelse af medarbejderhenvendelser til både HR, formanden og til den etablerede whistleblowerordning, skriver Landbrugsavisen på baggrund af en skriftlig meddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

    En efterfølgende advokatundersøgelse har vist, at der været eksempler på adfærd, "der er i strid med Landbrug & Fødevarers værdier og forventninger til ledende medarbejdere".

    Formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, vil ikke gå i detaljer, men han fastslår, at undersøgelsen ikke omtaler grove overgreb. Formandskabet har dog konkluderet, at tilliden har lidt skade, og at samarbejdet derfor ophører.

    Lars Daugaard har været finansdirektør i Landbrug & Fødevarer siden 2013.

  38. I dag kl. 10:47

    Lystfiskere får ingen hjælp fra minister trods meget små kvoter

    Om en måned træder nye regler om torskekvoter i Østersøen i kraft. De medfører, at turbådene langs blandt andet den nordsjællandske kyst kun må tage én torsk i land pr. person i båden.

    Det fik i oktober turarrangørerne til at mene, at erhvervet var så godt som lukket, fordi ingen ville tage på lystfiskerture med mulighed for en så begrænset fangst.

    Men der bliver ingen håndsrækning fra regeringen på trods af, at fiskeriminister Rasmus Prehn (S) tilbage i oktober ellers sagde, at de ville ’kigge ind i, om vi kan gøre noget for lystfiskerne’.

    I dag lyder meldingen:

    - Der er ikke lagt op til en kompensation til turbådene. Jeg kan godt forstå, at det er træls, men der er stadig muligheder for at lystfiske, siger Rasmus Prehn.

    Kvoterne træder i kraft 1. januar.

  39. I dag kl. 10:21

    SF smidt ud af konstitueringen i Assens

    Et internt opgør hos SF i Assens har fået borgmester Søren Steen Andersen (V) til at lave en ny konstituering – uden SF.

    Ved kommunalvalget blev SF’s spidskandidat, Mogens Mulle Johansen, overhalet indenom af nummer to på listen Jeanette Sandberg, der fik flest personlige stemmer.

    Det skabte usikkerhed om, hvem der skulle sidde som den udvalgsformand, partiet fik på valgnatten.

    Mandag aften afholdt SF et medlemsmøde, hvor udvalgsformandsposten blev givet til Jeanette Sandberg. Det fik til gengæld Mogens Mulle Johansen til at melde sig ud af partiet, og det er den udmelding, der i går aftes fik borgmester Søren Steen Andersen til at lave en ny konstitueringsaftale.

    Den nye konstitueringsaftale i Assens kommune består af S, K og V, der til sammen har 24 ud af 29 pladser i kommunalbestyrelsen.

  40. I dag kl. 10:20

    Regeringens liste over mest udsatte boligområder skrumper ind

    Fire boligområder udgår fra regeringens liste over de mest udsatte boligområder, tidligere kendt som ghettolisten.

    Fire områder er udgået, og ét område er kommet til listen, som regeringen har døbt "Parallelsamfundslisten".

    Det er området Agervang i Holbæk, der er kommet til, mens Solbakken i Odense, Motalavej i Slagelse, Ringparken i Slagelse og Nøjsomhed/Sydved i Helsingør udgår.

    Boligområderne Ringparken, Solbakken og Motalavej udgår af listen på grund af færre dømte i forhold til landsgennemsnittet, hvilket er et af kriterierne.

    Området Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør ryger af, fordi antallet af beboere i området er faldet til under 1.000 beboere.

  41. I dag kl. 10:00

    Axelsen er atter verdensetter: Tre danskere i top ti

    Viktor Axelsen kan endnu engang kalde sig for verdens bedste badmintonspiller.

    Tirsdag blev verdensranglisten opdateret, og her figurerer den 27-årige danske OL-vinder øverst på listen. Nummer to er den tidligere verdensetter Kento Momota fra Japan.

    De to ketsjeratleter er parret i den samme gruppe ved sæsonafslutningen i Bali, der afvikles i denne uge.

    Viktor Axelsens placering på verdensranglisten er en sammenregning af danskerens ti bedste resultater over en afgrænset periode.

    Verdensetterens landsmand Anders Antonsen beholder sin plads som nummer tre på listen.

    Danske Rasmus Gemke er desuden også at finde på verdensranglisten. Han er rykket tre placeringer op og er nu nummer 10 i verden.

    Gemke møder Axelsen ved sæsonfinalen. Kampen er sat til at begynde klokken 12.

  42. I dag kl. 09:55

    DMI neddrosler snestormsvarsel

    (© (c) Twitter)

    DMI har neddroslet varslingen om snestorm, så det nu kun gælder den nordlige halvdel af Jylland. Tidligere forventede man også, at Nordsjælland og det nordvestlige Sjælland også vil blive ramt af snestormen.

    Årsagen til snevejret er et lavtryk, der passerer henover det sydlige Danmark.

    Lavtrykket giver udbredt nedbør, der starter som tøsne, sne og slud, men senere går over i regn. Men i det nordlige Jylland vil nedbøren på grund af lave temperaturer blive ved med at falde som sne og tøsne.

  43. I dag kl. 09:47

    Politi sigter to mænd for at forsøge at sætte ild til vaccinationscenter

    To mænd er sigtet for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder efter et forsøg på ildspåsættelse ved et vaccinationscenter i Horsens natten til søndag.

    De to mænd, der er 27 og 33 år, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Horsens klokken 10.

    - Det er en meget alvorlig sag at forsøge at lave en brandstiftelse på en bygning, der huser en så vigtig samfundsfunktion, som et vaccinationscenter er i den aktuelle situation, siger politiinspektør Carit Andersen, der er leder af Efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi.

    Det var søndag morgen, at medarbejdere på vaccinationscentret kontaktede politiet, da de opdagede en smadret rude i centret på Fuglevangsvej.

    Politiets efterforskning viste, at der også var forsøgt sat ild til bygningen.

  44. I dag kl. 09:33

    Juleøl brygget på dåseærter og rødkål er et hit i Island

    Ved en islandsk julemiddag skal der serveres røget lammekølle, brunede kartofler, ærter og marineret rødkål. I år kan islændingene så supplere deres julefest med rigelige mængder af juleøl - brygget på netop ærter og marineret rødkål. 'Ora jolabjor' fra det lille RVK-bryggeri er blevet årets hit blandt juleøllene i Island.

    • Brygmester Valgeir Valgeirsson (th) smager på 'Ora jolabjor sammen med en af sine ansatte på det lille Reykjavik-bryggeri RVK. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • På Island kan man få sine marinerede rødkål og ærter på dåse - eller man kan få dem som dåseøl. Ora-juleøllen er blevet et stort blandt islændingene op til jul. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • Brygmester Valgeir Valgeirsson tilsætter her ingredienser til Ora jolabjor - årets islandske ølhit. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • Brygmester Valgeir Valgeirsson tilsætter de særprægede ingredienser til 'Ora jolabjor'. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  45. I dag kl. 09:03

    Styrelse bekræfter: Smittet ved koncert i Aalborg havde Omikron-variant

    Der var tale om en coronasmittede med Omikron-varianten til en koncert med dj'en Martin Jensen i Aalborg i lørdags.

    Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR.

    - Vedkommende er i går bekræftet smittet med Omikron, siger vicedirektør Birgitte Drewes.

    - Det vigtige er, at folk bliver testet hurtigst muligt i dag og igen i overmorgen, og de skal være særligt opmærksomme på symptomer. Og hvis de har, skal lade sig isolere og blive PCR-testet.

    Hvis man ikke har symptomer, er en kviktest tilstrækkelig, siger Birgitte Drewes.

    Statens Serum Institut oplyste i går, at der er fire påviste Omikron-tilfælde herhjemme. Det er uvist, om tilfældet fra koncerten er blandt, eller om der er tale om et femte.

  46. I dag kl. 08:49

    Bus er væltet: Ingen alvorligt tilskadekomne

    • Det er en rutebus, der væltede. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • Der var foruden chaufføren to passagerer om bord. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • Èn ældre dame er blevet tilset af en ambulance, men hun har det okay. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    1 / 4

    En bus er væltet i et solouheld i Snæbum vest for Hobro.

    Ifølge politiet er der ingen alvorligt tilskadekomne.

    - Det er helt sikkert på grund af glatføre. På de her snoede veje er en af de store rutebusser skredet af og landet to meter nede fra vejen på en mark. Den ligger på siden nu, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Palle Olesen til Ritzau.

  47. I dag kl. 08:29

    Fire færdigvaccinerede tyskere smittet med Omikron-varianten

    Fire personer, som i forvejen var færdigvaccineret, er nu blevet testet positive for Omikron-varianten. Det oplyser sundhedsmyndighederne i delstaten Baden-Württemberg ifølge Reuters.

    Tre af de fire smittede er henholdsvis den 26. og den 27. november vendt tilbage til Tyskland fra en forretningsrejse til Sydafrika, mens den fjerde er et familiemedlem til en af de tre rejsende.

    De fire er nu i isolation og har kun milde symptomer.

  48. I dag kl. 08:27

    Tilskuere til Martin Jensen-koncert kan nøjes med kviktest

    Hvis du er en af dem, der svingede basarmen til DJ Martin Jensens koncert i Aalborg i lørdag, kom der i går et krav om at lade sig coronateste. Det skyldes en mistanke om, at en tilskuer er smittet med Omikron-varianten.

    Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser nu til DR, at det ikke behøver være en PCR-test.

    Myndighederne anbefaler, at man lader sig teste på dag fire og seks efter koncerten.

    Det vil sige i dag og på fredag.

  49. I dag kl. 08:05

    Sneen er væltet ned i Vestjylland og Nordjylland - og det fortsætter

    • Billederne her er fra tidligere på morgenen, og det sner fortsat.
    • Man skal væbne sig med tålmodighed.
    • Snevejr i Aalborg. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Tæt trafik. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    De har fået godt med sne i området omkring Holstebro og Struer.

    Vestjylland er et af de steder, der er omfattet af DMI's varsel om snestorm, og store dele af kommunen er da også klædt i hvidt her til morgen.

    Midt- og Vestjyllands Politi har advaret om, at det er glat på vejene, og at der derfor saltes i hele politikredsen.

    Også i Nordjylland sner det voldsomt. Som billederne afslører, er der masser af hvidt pulver i Aalborg.

  50. I dag kl. 08:02

    Statsepidemiolog i USA: Coronapandemi tager kræfter fra kampen mod aids

    Verdenssamfundet har tabt terræn i kampen mod aids.

    Sådan lyder det fra Anthony Fauci, der er ledende statsepidemiolog i USA, ifølge AP.

    Ifølge Fauci har coronapandemien betydet, at fokus og kræfterne med at få udryddet aids inden 2030 ikke har været de samme. Opmærksomheden og forskningsressourcerne er i højere grad gået til covid-19, lyder det.

    - For at imødegå udfordringerne er vi nødt til at hæve vores fælles forskningsindsatser, siger han.

    Omvendt peger han på, at covid-19-forskning kan smitte positivt af på aidsforskning. Han siger, at pandemien har vist, hvor hurtigt forskere og sundhedsmyndigheder kan arbejde sammen.

    At få udryddet aids inden 2030 er et defineret FN-mål.

  51. I dag kl. 07:53

    Tidligere Carlsberg-topchef er død

    Poul J. Svanholm, tidligere topchef i Carlsberg og formand for Danske Bank, er død. Han blev 88 år.

    Han døde 17. november efter "flere års svækket helbred". Bisættelsen har fundet sted.

    Poul J. Svanholm var direktionsformand i Carlsberg i perioden 1974-96 og desuden koncernchef for Carlsberg-gruppen 1982-96. Han stod i spidsen for opgaven med at fusionere Carlsberg og Tuborg, ligesom han har været med til at opbygge Carlsbergs position på det internationale ølmarked.

    Svanholm var bestyrelsesformand for Danske Bank fra 1983 til 2003 og næstformand i A.P. Møller-Mærsk fra 1978 til 2010.

Mere fra dr.dk