Seneste nyt

Barcelona og Braithwaite videre til finalen i den spanske Super Cup

  • Barcelona og Braithwaite videre til finalen i den spanske Super Cup

    FC Barcelona er videre til finalen i den spanske Super Cup. Det skete efter en sejr efter straffesparkskonkurrence mod Real Sociedad.

    Martin Braithwaite startede inde for Barcelona og spillede de første 78 minutter af kampen.

    Frenkie de Jong bragte Barcelona foran i første halvleg, men Mikel Oyarzabal udlignede kort efter pausen på straffespark.

    Den ordinære spilletid sluttede 1-1, og derfor skulle der forlænget spilletid til for at finde en afgørelse på kampen.

    I den forlængede spilletid kunne ingen af holdene finde den afgørende scoring, og derfor skulle der straffesparkskonkurrence til, hvor Barcelona trak det længste strå.

    Seneste Nyt

  • New Yorks justitsminister: NRA slipper ikke for os med konkursbegæring

    Justitsministeren i delstaten New York lader ikke våbeninteresseorganisationen National Rifle Association slippe for lovens lange arm med en konkursbegæring og en flyttetur til Texas.

    Det oplyser hun, Letitia James, i en udtalelse.

    - NRA's påståede økonomiske status har endelig nået samme punkt som deres moralske status: Nul.

    - Mens vi kigger på deres begæring, lader vi ikke NRA udnytte dette eller nogen anden taktik for at slippe for ansvar og mit kontors vågne øje, skriver hun.

    NRA meddelte tidligere på aftenen, at man har begæret organisationen konkurs og agter at flytte til Texas. I New York blev ledelsen sidste år sagsøgt for at bruge organisationens penge til private formål.

  • USA's store våbenlobby, NRA, erklærer sig konkurs

    Har man set dokumentarfilminstruktøren Michael Moores film om et skoleskyderi, Bowling for Columbine, husker man højst sandsynligt NRA, National Rifle Association, som instruktøren går hårdt til.

    Det er en interesseorganisation for våbenejere i USA, der kæmper for, at der ikke kommer strammere våbenregler i USA.

    De har nu erklæret sig konkurs.

    Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

    De har dog ikke tænkt sig at stoppe med at kæmpe for våbenrettigheder. I stedet vil de flytte til Texas for at slippe væk fra New York, hvor ledelsen sidste år blev sagsøgt for at bruge organisationens penge til private formål.

  • Oppositionsleder efter valg i Uganda: Mit hjem er under belejring af militæret

    Tidligere i dag kaldte Bobi Wine de hidtidige resultater for en "joke" og klagede over valgsvindel. (Foto: SUMY SADRUNI © Scanpix)

    I går blev der afholdt valg i Uganda, og i dag udråbte oppositionslederen, Bobi Wine, sig som vinder, selvom den siddende præsident, Museveni, på det tidspunkt så ud til at føre.

    Men nu skriver Bobi Wine på Twitter, at hans hjem er under belejring.

    - Militæret er sprunget over hegnet og har nu kaget kontrol over vores hjem, skriver han, før han fortsætter i et opfølgende tweet:

    - Ingen af de her ubudne gæster fra militæret taler til os. Vi er i seriøse problemer.

    CNN fortæller, at journalister på vej til hans hjem for at overvære en pressekonference blev stoppet af sikkerhedsstyrker, lang tid før de nåede hans hjem.

  • Danmark vinder første VM-kamp med 34-20 mod Bahrain

    Danmarks herrelandshold i håndbold kommer sikkert fra start under VM-slutrunden.

    De har netop vundet 34-20 i åbningskampen mod Bahrain.

    Danmark tog teten fra kampens begyndelse og udbyggede føringen gennem hele første halvleg. Ved pausen var den danske føring på ni mål, 19-10.

    Efter pausen fortsatte den danske dominans, og der var ikke tvivl om, at danskerne ville tage sejren og en glimrende start på VM-slutrunden.

  • Brexit gør det sværere for britiske bands at turnere - mange støtter borgerforslag

    Dua Lipa og flere end 261.000 andre, heriblandt sangerinden Laura Marling og det skotske rockband Biffy Clyro, har ifølge BBC skrevet under på et britisk borgerforslag.

    Her kræver de, at premierminister Boris Johnson og hans regering sammen med EU får ændret reglerne, så professionelle britiske musikere, bands og kunstnere kan blive ved med at turnere frit rundt i Europa.

  • BioNTech: 25. januar er vi tilbage til de lovede vaccineleverancer

    25. januar er Pfizer og BioNTech klar til at levere de lovede mængder af Pfizer-BioNTech-vaccinen igen.

    Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    - Vi kommer til at være tilbage til den originale plan over leverancer til EU fra ugen, der begynder 25. januar med endnu større leverancer begyndende fra 15. februar.

    Pfizers melding fra tidligere i dag var, at der ville komme færre vaccinedoser i slutningen af januar og starten af februar.

  • 101-årig kvinde får andet vaccinestik som den første i Tyskland

    En 101-årig tysk kvinde har nu fået det andet stik med coronavaccinen.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Kvinden Edith Kwoizalla er den første person i Tyskland, der får det andet stik, som sikrer hende immunitet.

    Ifølge AP har 750.000 tyskere ud af en befolkning på 83 millioner fået et stik.

  • Haps! Kroatien tager alle midler i brug og fanger Japan til sidst

    Japan fik noget overraskende det ene point med fra VM-opgøret mod Kroatien fredag aften, da kampen endte 29-29.

    Flere gange havde kroaterne svært ved at fange de lynhurtige japanere, der udnyttede deres hurtighed til perfektion i kampen mod de noget større kroater.

    I videoen herunder kan du se et glimrende eksempel på, hvordan Japan til tider formåede at parkerede Kroatiens forsvar.

  • Krogh om Bahrain: Det er ikke en yndlingsmodstander

    Lige nu på DR 1 ruller optakten forud for Danmarks åbningskamp ved VM i Egypten. Modstanderen er Bahrain, og det er ikke just en walkover ifølge DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

    - Det er ikke lige præcis en yndlingsmodstander. Det er nogle små, hurtige spillere, der også har nogle kvaliteter og egentlig også har en ganske glimrende skudkraft.

    Han er dog yderst fortrøstningsfuld for en dansk sejr.

    - Men det er jo en kamp, som Danmark skal vinde klart og tydeligt, siger han.

    Første fløjt lyder klokken 20.30. Kampen kan udover at ses i TV høres i LIGA på P3.

  • Nyudnævnt PSG-træner vandt et trofæ - og blev testet positiv for coronavirus

    Fodboldklubben Paris Saint-Germains argentinske træner, Mauricio Pochettino, er blevet testet positiv for coronavirus.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Det positive testsvar kommer, efter at den franske storklub onsdag vandt den franske Super Cup med en sejr over Marseille.

    Pochettino blev for nylig ansat i klubben efter fyringen af tyske Thomas Tüchel.

  • Franskmand vinder årets udgave af Dakar Rally i Saudi-Arabien

    Holdkammeraterne fra Mini løfter Peterhansel i triumf. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Scanpix)

    Årets udgave af Dakar Rally blev i dag afsluttet. Løftet over jorden hænger Stephane Peterhansel, der vandt årets løb, som har fundet sted over de sidste to ugers tid.

    Sidste etape var mellem Yanbu og Jeddah i Saudi-Arabien.

    Det er 55-årige Stephane Peterhansels 14. sejr i Dakar Rally - og det gør ham til den mest vindende nogensinde. En pris han i øvrigt også havde, da han "kun" havde vundet 13 af løbene.

  • FBI har identificeret 270 gerningsmænd efter kaos i Washington

    People walk past the U.S. Capitol at sunrise as preparations are being made for the inauguration of President-elect Joe Biden in Washington, U.S., January 15, 2021. REUTERS/Joshua Roberts (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

    FBI har identificeret 270 gerningsmænd i relation til stormløbet mod Kongressen i Washington D.C. i sidste uge.

    Flere end 100 er blevet pågrebet.

    Det oplyser Steven D'Antuono, der er Washingtons FBI-chef, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

  • Danmark spiller kampen mod Bahrain: Anden testrunde viser ingen nye smittetilfælde

    Emil Jakobsen blev tidligere i dag testet positiv for coronavirus, og det kastede det danske herrelandshold ud i en del tvivl inden kampen mod Bahrain fredag aften.

    Men efter en ny testrunde fredag er der ikke yderligere tilfælde af coronasmitte i den danske VM-trup.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

    DHF skriver også, at Emil Jakobsen stadig er positiv for coronavirus i anden testomgang.

    - Det har været specielt og en meget, meget mærkelig optakt, siger Morten Olsen, der er værelseskammerat med Emil Jakobsen, men selv er testet negativ to gange siden Jakobsen blev testet coronapositiv.

    Danmarks kamp mod Bahrain begynder klokken 20.30 og kan ses direkte på DR1 eller følges i LIGA på P3 fra klokken 20.00.

  • Verden runder to millioner coronadødsfald

    2.000.905.

    Over to millioner mennesker mennesker har nu mistet livet under coronaviruspandemien med relation til sygdommen.

    Det viser seneste opgørelse fra Johns Hopkins University.

    Det er godt et år efter første dødsfald, som man mener skete i Wuhan 9. januar.

  • Danmark skal mødes med Pfizer i morgen om forsinkede vaccinedoser

    Direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, er skuffet over, at Pfizer pludselig ikke kan levere de planlagte vacciner.

    - Det er en rigtig, rigtig ærgerlig nyhed, som vi er meget skuffede og frustrerede over, siger Statens Serum Instituts direktør, Henrik Ullum.

    - Hvis det her var en planlagt omjustering, hvorfor kommer den så så pludseligt? Det kan vi ikke forstå.

    Myndighederne har holdt møde med Pfizer om udviklingen i dag og endnu et møde i morgen.

  • FBI efterforsker 37 personer efter drab under stormen på Kongressen

    Det amerikanske forbundspoliti, FBI, efterforsker 37 personer i forbindelse med drabet på Brian Sicknick, som var en del af politistyrken i Kongressen.

    Det viser en FBI-rapport, som avisen New York Times er i besiddelse af, skriver Reuters ifølge Ritzau.

    Betjenten blev slået med en brandslukker og døde af sine kvæstelser under urolighederne 6. januar i den amerikanske hovedstad.

  • Fyns Politi strammer nu op for kontrollen af varebiler

    På blot tre timer i og omkring motorvejen ved Nyborg fangede Fyns Politi i går 12 ud af 16 varebiler, som enten havde fejl, mangler eller havde rod i papirene

    Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse i dag.

    - Det er simpelthen ikke godt nok. Jeg kan kun opfordre til, at både bilejere og chaufførerne får strammet gevaldigt op. For de kan roligt regne med, at vi vil lave flere målrettede kontroller i den kommende tid, siger politikommissær Anders Brahe fra Fyns Politi.

    Ved varebliskontrollen i Nyborg udskrev Fyns Politi bøder mellem 1.000 kroner og op til næsten 60.000 kroner.

  • Av! Dommeren bliver skadet, da Qatar slår Angola

    Qatar kom glimrende fra start ved årets VM i herrehåndbold, da de slog Angola med 30-25 i et opgør, der næppe skriver sig ind på de forreste sider i håndboldhistorien.

    Kampen vil primært blive husket for en kuriøs detalje, da den ene af kampens portugisiske dommere, Ricardo Fonseca, blev ramt af noget, der lignede en fiberskade, efter han forsøgte at give en to-minutters udvisning til Ameen Zakkar fra Qatar.

    Dommeren kunne selv forlade banen, men måtte efterfølgende lade sig udskifte.

    Du kan se den spøjse episode i videoen herunder.

  • EU-formand: Trods forsinkelse får vi alle de Pfizer-vacciner, vi har bestilt til første kvartal af 2021

    Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, understregede tidligere på dagen over for Pfizer-direktøren, at det er vigtigt, at EU-landene får de aftalte doser i første kvartal. (Foto: Pedro Nunes © Scanpix)

    EU-landene kan være sikre på at få alle de vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech, som de har bestilt til første kvartal af 2021, selvom medicinalproducenterne er blevet ramt af forsinkelser.

    Det siger Europa-Kommissionens formand, Ursuala von der Leyen, der tidligere i dag har talt med Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla.

    - Der er forsinkelser i produktionen i de kommende uger, men han (direktøren, red.) forsikrede mig om, at alle de doser, vi har fået lovning på i første kvartal, vil blive leveret i første kvartal, siger hun.

    Ifølge EU-formanden understregede direktøren, at Pfizer vil "indhente det forsømte så snart som muligt".

  • Heunicke er bekymret over nedgang i vaccineleverancer fra Pfizer

    Seks lande i EU, herunder Danmark, har sendt et brev til EU-Kommissionen, hvor de udtrykker "alvorlig bekymring" over en forsinkelse i leveringen af coronavacciner fra Pfizer/BioNTech.

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ser med stor alvor på sagen, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    - Vi er i et kapløb med coronavirus og den nye mere smitsomme virusvariant. Derfor ser vi med stor alvor på nedgang i leverancer.

    - Regeringen har derfor på højeste niveau aktiveret alle kanaler herunder kontakt og dialog med andre medlemsstater i EU og EU-Kommissionen for at sikre Danmarks interesser.

  • Anklagere i USA mener, at oprørere i Kongressen ville fange og dræbe politikere

    Jake Angeli - eller Jacob Anthony Chansley, ses her i midten af billedet. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

    Anklagemyndigheden i USA mener, at flere af gerningsmændene bag stormløbet på Kongressen i Washington D.C. ville frihedsberøve politikere og dræbe dem.

    Det skriver CNN med henvisning til retsdokumenter i sagen, heriblandt en begæring, hvor anklagerne kræver, at Jacob Anthony Chansley, også kendt som Jake Angel, forbliver fængslet.

    - Der er stærke beviser, heriblandt Chansleys egne ytringer og handlinger i Capitol, som understøtter, at oprørerne havde intentioner om at tilbageholde folkevalgte og dræbe dem, lyder det.

    Det er planen, at Chansley skal stilles for en dommer senere i dag.

  • EU's lægemiddelagentur blev hacket: Hackere stjal og manipulerede dokumenter om vaccine

    Hackere, som har stjålet dokumenter om coronavacciner fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), har lavet om på indholdet af dokumenterne og lagt dem ud på nettet.

    Det skriver Ritzau.

    Noget af det, hackerne har lækket, er interne eller fortrolige e-mails, der har at gøre med evalueringen af coronavacciner.

    - Nogle af de e-mails blev manipuleret af tyvene inden udgivelse på en måde, der kan undergrave tilliden til vaccinerne, meddeler EMA i en pressemeddelelse.

  • SSI bekræfter, at Danmark får færre Pfizer-vacciner i kommende uger

    Også Statens Serum Institut har fået meldingen fra Pfizer om, at man får færre coronavacciner fra Pfizer de næste uger.

    - Vi er i løbende dialog med Pfizer om, hvad det konkret kommer til at betyde for leveringerne til Danmark, men vi forventer, at det vil medføre, at vi i den kommemde tid kan vaccinere færre end først antaget, siger direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum i en pressemeddelelse.

  • Statsministeren vil presse på for, at EU-landene får sat mere skub på produktionen af corona-vacciner

    EU-landene har brug for alle de coronavacciner, de overhovedet kan få, og derfor bør medlemslandene og Europa-Kommissionen presse endnu mere på for at øge produktionen – eksempelvis gennem yderligere økonomisk støtte eller ved at få flere virksomheder til at hjælpe til.

    Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) til Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, inden næste uges corona-topmøde.

    Ifølge statsministeren bør medlemslandene også overveje at købe alle de vacciner, som er blevet bestilt.

    - EU skal fortsat ses som en yderst attraktiv handelspartner. Doser, der er i overskud, kan enten bliver doneret væk eller solgt, skriver hun.

  • Hæder til DR ved Billed-Bladets tv-guld

    DR’s dokumentar ’Scandinavian Star’ vinder dette års tv-guld i dokumentarkategorien ved Billed-Bladets tv-guld.

    Serien i seks afsnit, der kan ses på DRTV, handler om den tragiske brand, der i 1990 kostede flere mennesker livet på passagerskibet Scandinavian Star.

    - Dokumentaren er fremragende tilrettelagt. Den bærer præg af at være gennemresearchet, og der er åbenlyst tale om et meget omhyggeligt manuskriptarbejde, som i samklang med en begavet og medrivende klipning og fremragende grafik sikrer et afbalanceret forhold mellem vidneudsagnene og det kæmpemæssige supplerende arkivmateriale.

  • Danmark sikrer sig yderligere 2,6 millioner vaccinedoser

    Danmark har sikret sig yderligere 2,6 millioner doser coronavaccine. Denne gang er det vacciner fra firmaet Johnson & Johnson, det drejer sig om.

    Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens oversigt over forhåndsaftaler, skriver Ritzau.

    Det amerikanske selskab Johnson & Johnsons coronavaccine er endnu ikke godkendt af EU, men Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har tidligere udtalt, at han regner med, at det kan ske i februar eller marts.

    I alt har Danmark ifølge Lægemiddelstyrelsen aftaler om vacciner til i alt 23 millioner borgere.

  • Snart ikke flere vacciner i Syddanmark

    Henover weekenden løber kassen med vacciner tom i Region Syddanmark.

    Det betyder, at der ikke bliver frigivet nye vaccinationstider, før lageret er fyldt op igen.

    Og der kommer til at gå et stykke tid, før nye borgere kan booke en tid til vaccination.

    - Vi får nye leverancer torsdag. Men størstedelen af de vacciner skal bruegs på dem, der skal have stik nummer to, forklarer koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen.

  • Rooney stopper sin spillerkarriere og bliver træner

    Wayne Rooney spillede i Manchdstr United fra 2004-2017. Før det spillede han i barndomsklubben Everton. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

    Manchester United-legenden med det hårde spark og det tidligere så tynde hår, Wayne Rooney, har i dag officielt lagt sine støvler på hylden.

    Han skal nemlig være træner for fodboldklubben Derby, hvor han hidtil har spillet og senest været midlertidig træner.

    Derby ligger i den næstbedste engelske række.

  • Blichfeldt buldrer videre i Thailand

    Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt er klar til semifinalen ved Thailand Open.

    23-årige Blichfeldt spillede en flot kvartfinale fredag, hvor hun i to sæt slog thailandske Busanan Ongbamrungphan med cifrene 21-13, 21-18.

    Dermed er den unge dansker blandt de sidste fire i turneringen, der dog er uden kinesisk og japansk deltagelse grundet coronaudfordringer i de to lande.

    I semifinalen venter den på papiret sværest mulige modstander for Blichfeldt. Her skal hun nemlig op mod verdensetter Tai Tzu Ying, som er topseedet i turneringen.

  • Vestegnen er stadig hotspot for coronasmitte - det vækker stor bekymring

    Den københavnske vestegn er stadig landets coronahotspot.

    Det viser myndighedernes tal her to en halv måned efter, at regeringen ellers nedsatte en corona-taskforce på vestegnen og siden lukkede landet ned.

    Tager man et kig på top 10 listen over de hårdest ramte kommuner, ligger seks af dem på Vestegnen.

    Frygten er nu, at den britiske coronamutation, som smitter langt mere, vil gøre ondt værre.

  • Coronaindlæggelser falder til under 800, og 'det er rigtig godt'

    Det er meget positivt, at antallet af coronaindlagte er faldet med 47 til 792.

    Sådan lyder det fra Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

    - Det fald, som har været forudset, er formentlig begyndt at indtræffe nu. Og det er rigtig godt, siger han til Ritzau.

  • 659 nye smittede de seneste 15 timer og en positivprocent på 1,26

    Smittetallene offentliggøres dagligt. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

    Der er de seneste 15 timer blevet registreret 659 nye smittetilfælde i Danmark.

    Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.

    Der er blevet foretaget 52.270 test, hvilket giver en positivprocent på 1,26.

    Samlet set er 792 coronasmittede indlagt på et sygehus i Danmark. Det er 47 færre end i går. 129 er på intensiv, og 87 har brug for hjælp fra en respirator. 17 er registreret døde.

    Tallene dækker kun over 15 timer på grund af tekniske problemer hos SSI.

    Instituttet oplyser desuden, at 147.115 nu er blevet vaccineret med første stik. Det svarer til 2,52 procent af hele befolkningen.

  • Sportschef efter coronachok i dansk VM-lejr: 'For tidligt at gå i rød alarm'

    Fløjspilleren Emil Jakobsen blev kort før Danmarks åbningskamp ved VM i håndbold fredag testet positiv for coronavirus.

    Selv om nyheden naturligvis sendte chokbølger gennem den danske lejr, så maner DHF's sportschef, Morten Henriksen, til ro.

    - Vi vurderer, at grunden til at Emil tester positiv, er på baggrund af hans tidligere infektion (i november, red.).

    - Jeg ville nok være mere utryg, hvis det var en, som ikke havde haft virusset før, som testede positiv. For nu er jeg tryg, og vi har isoleret de to, som IHF's protokoller foreskriver. Jeg håber på, at vi kan afblæse alarmen senere i dag.

    Danmark spiller klokken 20.30 i aften mod Bahrain. Kampen kan ses på DR 1.

  • Tre mænd skal i fængsel for at sprænge bombe i pizzeria i Vanløse

    Tre unge mænd er blevet dømt for at have sprængt en bombe i et pizzeria i Vanløse i september 2019.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Dommen er fredag faldet i Retten på Frederiksberg, hvor en af mændene blev idømt fem års fængsel, mens to andre fik fire et halvt års fængsel.

    Ingen personer kom til skade ved sprængningen, men der skete skader på selve bygningen, omkringliggende bygninger samt et busstoppested.

  • Hollands regering trækker sig efter børnepengeskandale

    Den hollandske regering trækker sig som følge af en voksende skandale omkring børnepenge.

    Det skriver den hollandske tv-station Nos.

    Sagen, der slået hul i regeringskoalitionen, handler om, at de hollandske skattemyndigheder uretmæssigt har beskyldt tusindvis af børnefamilier for svindel med børnepengene og tvunget dem til at betale store beløb tilbage - noget der har kastet mange familier ud i fattigdom.

    Den flere år gamle sag er blevet udstillet i en rapport fra sidste måned og går tilbage til 2012.

    Flere end 20.000 familier er undervejs blevet sigtet for svindel, skriver The Guardian.

  • Hårdt presset Irland: Næsten halvdelen af alle smittetilfælde er fundet de sidste to uger

    Rekordhøj smitte tvinger Irlands sundhedsvæsen i knæ. De fleste intensivpladser er optaget. REUTERS/Phil Noble (Foto: Phil noble © Scanpix)

    Næsten halvdelen af Irlands samlede smittetilfælde er fundet de seneste 14 dage.

    Irland er særlig hårdt ramt af nye smittetilfælde på grund af den britiske mutation, som også er kommet til Danmark.

    44 procent af landets samlede antal smittede med coronavirus siden pandemiens start er fundet de seneste 14 dage, skriver CNN.

    I alt er der konstateret 71.286 tilfælde de seneste 14 dage.

  • Pfizer leverer færre vacciner til Europa og Danmark fra slut januar til midt af februar

    Fra slutningen af januar og til starten af februar vil Pfizer levere færre coronavacciner end planlagt i Europa, heribandt Danmark.

    Årsagen er, at produktionen på fabrikken i Puurs i Belgien skal opgraderes, oplyser Pfizer Danmark til DR Nyheder.

    Det er uvist, hvad det betyder for leverancerne til Danmark.

    Produktionen skal øges fra 1,3 milliarder vacciner om året til 2 milliarder. Arbejdet med tilpasningen indebærer blandt andet nye kvalitetstests og godkendelser fra myndighederne.

    Fra midten af februar og frem forventer Pfizer at kunne levere markant flere vaccienedoser.

  • Axelsen ydmyger indoneser i Thailand

    Viktor Axelsen fortsætter sit formidable spil i Thailand Open.

    Den danske badmintonstjerne fejede i kvartfinalen indonesiske Jonatan Christie af banen med cifrene og 21-14, 21-5 og er dermed klar til semifinalen i årets første store turnering.

    Her kunne han have mødt landsmanden Rasmus Gemke, men sidstnævnte tabte i tre sæt til femteseedede Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien i sin kvartfinale.

    Dermed står fjerdeseedede Axelsen over for endnu en indoneser i næste runde.

  • Coronavaccinen er på vej til Danmarks mest isolerede ø

    I dag klokken 13 sejlede færgen fra Grenaa til Danmarks mest isolerede ø, Anholt, med vacciner mod corona.

    Det er borgmester Jan Petersen (S) lettet over, da den store afstand til fastlandet giver en ekstra sårbarhed på øen, der indtil videre har været stort set smittefri.

    Det er lægen og sygeplejersken på Anholt, der kommer til at stå for vaccinerne, og de bliver derfor også nogle af de første til at modtage et stik.

    I første omgang er det lidt over en tredjedel af de cirka 120 borgere, som får vaccinen.

  • Så har den første danske pilot prøvet at flyve i Danmarks kommende kampfly

    Efter planen skal Danmarks kommende kampfly, F-35, på vingerne i dansk luftrum i 2023.

    For første gang har en dansk jagerpilot nu fået mulighed for at teste flyet, der erstatter de nuværende F-16-jagere.

    Det skete på Luke Air Force Base i Arizona, USA, oplyser Forsvaret på Twitter.

    I en pressemeddelelse fortæller piloten, hvis navn er anonymiseret, at flyet var 'nemt og venligt' at styre.

    - Kort fortalt er flyvningen i F-35 sekundær og den taktiske brug primær. F-35 kan løse en række opgaver, der tidligere krævede flere fly i forskellige roller,

    Han beskriver flyet som luftens svar på en schweizerkniv.

  • Kommunalforsker: Venstre-ballade kan koste partiet 5-10 borgmesterposter

    Uroen i Venstre, senest med Støjbergs rigsretssag, kan komme til at koste partiet borgmesterposter ved det kommende kommunalvalg.

    Det vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

    - Som det har set ud det seneste halve års tid, så snakker vi om hvorvidt Venstre skal tabe en håndfuld eller to håndfulde, siger forskeren.

    Ifølge ham har en ulmende uro med blandt andet formandsopgør og Løkkes udtræden skabt en enorm frustation i baglandet.

    Hvis der samtidig er tilbagegang hos støttepartiet Dansk Folkeparti, så kan det gøre det svært at mønstre et flertal for en borgerlig borgmester, siger Roger Buch.

  • Efter fire år dropper anklagemyndigheden sigtelse mod journalist bag omstridt PET-bog

    Efter mere end fire år har anklagemyndigheden droppet sigtelsen mod forfatteren til bogen "Syv år for PET".

    Det oplyser journalist Morten Skjoldager, som har skrevet bogen, på Twitter.

    - Efter fire år og tre måneder har jeg modtaget brev fra Rigsadvokaten om, at man dropper sigtelsen mod mig for at videreformidle fortrolige oplysninger i min bog "Syv år for PET".

    - Det er jeg glad for, både personligt, men også principielt, skriver han.

  • Borgmester: Fortæl allerede nu de næste i køen, hvordan de får coronavaccinen

    Man bør allerede nu oplyse de næste i vaccinekøen om, hvordan de får booket en tid til vaccination.

    Det mener Frederikshavns borgmester, Birgit S Hansen (S), efter kommunen tidligere på ugen oplevede, at den gruppe, der egentlig skulle vaccineres, ikke havde meldt sig til.

    Nogle fordi de ikke havde set invitationen i deres e-Boks.

    Kommunen begyndte derfor at ringe rundt til de pågældende borgere, ligesom man bad naboer og pårørende om at hjælpe med at få delt budskabet.

    Og så gik det stærkt med tidsbestillingerne, siger borgmesteren.

    DR Nyheder kan i dag fortælle, at flere ældre ikke er mødt op til vaccination, fordi de har svært ved at orientere sig digitalt. Den næste målgruppe er dem over 85 år.

  • En fjerde coronavaccine kan være på vej til det europæiske marked

    Snart kan det blive selskabet Johnson & Johnson, som får sin coronavaccine på markedet i EU.

    Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) håber på at modtage en ansøgning om såkaldt betinget markedsgodkendelse af en vaccine i februar, skriver Reuters ifølge Ritzau.

    – Vi håber, at den kommer i februar, men jeg er ikke i position til at bekræfte det, siger Emer Cooke, direktør i EMA.

    Vaccinen fra Johnson & Johnson er udviklet, så det kun er nødvendigt med et stik. De tre andre på markedet kræver to stik med tre ugers mellemrum. EU har en forhåndsaftale om køb af vaccinen.

  • Oppositionsleder i Uganda erklærer sig som vinder, men der tælles stadig stemmer

    Ved præsidentvalget I Uganda har oppositionsleder og tidligere popstjerne Bobi Wine erklæret sig som vinder af valget. Men stemmerne er ikke talt op, og hans modkandidat, den siddende præsident Yoweri Museveni, fører stort ifølge de første prognoser.

    Dette skyldes omfattende valgsvindel, lyder det fra Bobi Wine. En embedsmand fra valgkommissionen siger ifølge nyhedsmediet Al-Jazeera, at man afventer beviser for påstanden.

    Organisationer som FN og EU har tidligere udtrykt bekymring omkring valgets integritet. Og i onsdags meddelte USA, at flere af deres valg-observanter var blevet nægtet adgang til at følge med i valget.

  • Statsministeren om udsigt til genåbning: 'Det er slet, slet ikke der, vi er lige nu'

    Onsdag aften meddelte Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at de nuværende restriktioner bliver forlænget i tre uger.

    Nu understreger også Mette Frederiksen, at situationen er for alvorlig til, at vi kan begynde en genåbning.

    - Vi går nogle hårde måneder i møde. Men vi går også mod lysere tider, skriver hun på sin Facebook-profil.

    Hun henviser til den ekspertrapport, som vurderer, hvad vi skal åbne først og sidst og oplyser, at rapporten vil blive gennemgået med de andre partier i Folketinget i næste uge.

    - Men jeg skal understrege, at det er slet, slet ikke der, vi er lige nu. Desværre, lyder det om udsigten til at åbne samfundet.

  • VM-chok i danskerlejr: Slutrundedebutant testet positiv inden åbningskamp

    Danmarks Emil Jakobsen i Bygma Cup landsholdskampen i herrehåndbold mellem Danmark og Norge i Sydbank Arena i Kolding, lørdag den 9. januar 2021. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Emil Jakobsen har afleveret en positiv coronatest forud for Danmarks åbningskamp mod Bahrain fredag aften ved VM.

    Fløjspilleren har tidligere været smittet med virussen, og i en pressemeddelse udtaler DHF's sportschef Morten Henriksen følgende.

    - Vi er selvfølgelig meget kede af det på Emils vegne. Vi har været godt forberedte på denne situation, og vi følger vores egen og IHF’s velbeskrevne og restriktive corona-protokoller, der betyder, at vi nu blandt andet testes igen i dag og i morgen.

  • Danmark rykker VM-kvalifikationskamp til Herning

    Danmarks Christian Eriksen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    MCH Arena i Herning danner ramme om Danmarks første hjemmekamp i kvalifikationen til VM i 2022.

    Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser således, at kampen mod Moldova 28. marts spilles i den midtjyske by.

    Det er første gang siden 2007, at en kvalifikationskamp til et mesterskab på herresiden ikke skal spilles i Parken i København.

    - Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med et helt forrygende landskampsår med mange store udfordringer, og derfor bliver det fedt at komme til Herning endnu en gang og spille en meget vigtig kvalifikationskamp, siger landstræner Kasper Hjulmand.

  • Fire mænd fra 'Porschebanden' idømt lange fængselsstraffe for narkosalg og vold

    Fire mænd er ved Retten i Viborg blevet idømt lange fængselsstraffe for, vold, tyveri og for at sælge kokain i Skiveområdet.

    En mand er idømt ni års fængsel, to mænd er idømt otte års fængsel, og en sidste er idømt syv år og to måneder. To af dem udvises desuden af Danmark.

    Det var en enig domsmandsret, som traf afgørelsen.

    En af de tiltalte var stærkt utilfreds med dommen og råbte ifølge DR's reporter i retten;

    - Justitsmord, dommer. Jeg håber, du har dårlig smag i munden. Du kan rende og hoppe.

    Tilnavnet 'Porsche-banden' opstod, fordi flere narkosælgere kørte rundt i leasede Porsche-biler.

    Sagen fik ekstra opmærksomhed, fordi en del af kunderne kom fra Forsvaret, og flere ansatte fra Ingeniørregimentet i Skive blev fyret for at købe stoffer.

  • Seks anholdt for ulovligt at dele film

    Seks personer er anholdt efter en større aktion af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som eller Bagmandspolitiet.

    Personerne er sigtet for at stå bag den ulovlige fildelingshjemmeside asgrd.org.

    Her har flere end 20.000 brugere gratis kunne få adgang til biografbaskere som Thomas Vinterbergs "Druk", der er blevet delt tusindvis af gange.

Mere fra dr.dk