Bavarian Nordic-aktien stiger næsten 30 procent efter aftale om abekoppevaccine
Den danske medicinalvirksomhed Bavarian Nordic havde en forrygende dag på Børsen.
Aktien steg med 29,4 procent, efter at selskabet i går meldte ud, at man havde indgået en aftale med et unavngivent europæisk land om levering af koppevaccinen Imvanex.
Nordamerika og flere europæiske lande har de seneste dage meldt om flere tilfælde af sygdommen abekopper.
Og Imvanex er den eneste vaccine mod abekopper, der er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Samlet set var der dog ikke meget at råbe hurra for på det danske aktiemarked. Det toneangivende C25-indeks faldt 1,2 procent.