Antallet af danske kvinder over 40 år, som er blevet gravide i fertilitetsbehandling, er fordoblet på syv år.
Det skriver Sundhedsdatastyrelsen.
Sidste år blev 795 kvinder over 40 år gravide efter fertilitetsbehandling. Det er dobbelt så mange som i 2015, skriver styrelsen.
- Vi ser en særlig stigning i gruppen over 40 år. Det afspejler formentlig den generelle udvikling, hvor vi får børn senere – hvad enten de er undfanget med eller uden hjælp, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, Mette Keis Jepsen, til styrelsens hjemmeside.
De flere graviditeter skyldes især oplægning af æg, der tidligere er befrugtet og nedfrosset, lyder det.
- Teknologien er simpelthen blevet bedre, så æg, der er gemt fra tidligere behandling, giver væsentligt bedre chancer for graviditet end tidligere, siger Mette Keis Jepsen.