Beijing ruller strenge coronarestriktioner ud inden OL
Forlad ikke dit hjem, med mindre du har en vigtig grund - og bliv testet for corona dagligt.
Så markant er udmeldingen fra myndighederne i Kinas hovedstad Beijing til indbyggerne i flere områder i millionbyen, hvor coronasmitten - ifølge myndighederne - er ved at løbe løbsk. Det skriver Reuters.
Tiltagene, der skal inddæmme smitten, bliver rullet ud mindre end ti dage før, byen er vært for de olympiske vinterlege.
Det sker, selvom de officielle smittetal i den kinesiske hovedstad er langt lavere end i de fleste andre storbyer på verdensplan.
Ifølge myndighederne i Beijing havde man onsdag bare registreret fem lokalt overførte infektioner. Dagen inden lød tallet på 14 ifølge data fra landets nationale sundhedskommission.