Seneste nyt
25. jan kl. 12:16

Bent Bøgsted genopstiller ikke ved næste folketingsvalg

Det nordjyske folketingsmedlem Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti forlader Folketinget, når der næste gang udskrives valg. Den 66-årige nordjyde meddeler tirsdag sine partifæller på Christiansborg, at han ikke genopstiller. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Det nordjyske folketingsmedlem Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti forlader Folketinget, når der udskrives valg næste gang.

Bent Bøgsted pointerer over for avisen, at beslutningen om ikke at genopstille blev truffet sidste sommer, og at den ikke er udløst af weekendens formandsvalg i partiet. Her støttede Bent Bøgsted Martin Henriksen.

- Kristian (Thulesen Dahl, red.) bad mig om at vente med at offentliggøre beslutningen til efter kommunalvalget. Da der så umiddelbart efter blev indkaldt til ekstraordinært årsmøde, valgte jeg at vente til nu for at holde tingene adskilt, siger Bent Bøgsted.

- Jeg døjer lidt med helbredet. Jeg er lige blevet 66 og har været i Folketinget i 20 år, så jeg synes, jeg har aftjent min værnepligt, siger Bent Bøgsted til TV 2 Nord.

Seneste nyt

  1. 10 min. siden

    Magnussen røg i gruset og slutter 17’er i ny Red Bull-triumf i Spanien

    Efter en skidt start formåede Kevin Magnussen ikke at køre sig til flere VM-point i Barcelona. (Foto: Joan Monfort © Associated Press)

    Den danske racerkører Kevin Magnussen kørte i gruset på første omgang og endte som nummer 17 i søndagens Formel 1-grandprix i Spanien.

    Magnussens tur uden for banen skete, efter Haas-bilen ramte Mercedes’ Lewis Hamilton i løbets fjerde sving. Det resulterede i, at danskeren punkterede og røg ned på sidstepladsen i løbet, som han lidt efter lidt forbedrede til en 17.-plads.

    Red Bulls forsvarende verdensmester, Max Verstappen, vandt sit fjerde grandprix i sæsonen, mens holdkammeraten, Sergio Perez, var næsthurtigst på Circuit de Barcelona-Catalunya. Mercedes’ George Russell blev nummer tre.

    Med sejren overhaler Verstappen Ferraris Charles Leclerc i VM-stillingen. Leclerc lå ellers komfortabelt i front i den første del af løbet, men pludselig opstod der en fejl på bilen, der sendte ham ud af løbet.

    Magnussens tyske holdkammerat, Mick Schumacher, blev nummer 14.

  2. 26 min. siden

    Danskere vinder italiensk pokaltitel med Juventus efter to sene scoringer

    Foruden at kunne kalde sig italenske mestre i fodbold, kan danske Sofie Junge og Matilde Lundorf nu også kalde sig italienske pokalmestre.

    Søndag sikrede de nemlig Coppa Italia-trofæet, efter de med klubben Juventus slog sidste års pokalmestre, AS Roma, 2-1 i finalen.

    Det tydede ellers på, at AS Roma skulle løbe med sejren. Hovedstadsholdets Andressa Alves scorede på et straffespark efter 23 minutter, og de formåede at holde fast i 1-0-føringen det meste af kampen. Men i 80. minut fik Roma et rødt kort, mens Juventus fik et straffespark. Her udlignede Cristiana Girelli til 1-1, men Juventus var ikke færdig. For fire minutter senere scorede Sara Gama det afgørende mål og sendte altså pokaltitlen hjem til Juventus.

    Både Lundorf og Junge spillede hele kampen for Juventus, der sidst vandt pokaltitlen i 2019.

  3. I dag kl. 15:48

    Se billederne: Rekordmange til statborgerskabsdagChristiansborg

    Folketinget afholder statsborgerskabsdag i Folketinget søndag den 22. maj 2022 (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    I dag er en rigtig stor dag for mange. Omkring 4400 nye danske statsborgere har været på Christiansborg til statsborgerskabsdag, og det er rekordmange.

    En af grundene til de mange deltagere ved arrangementet skyldes, at dagen har været udsat i to år på grund af coronapandemien. Derfor er der også nogle af deltagerne, som har haft statsborgerskab i op mod tre år.

    Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), holdt tale for de nye statsborgere, hvor han blandt andet påpegede, at statsborgerskab også betyder, at man vedkender sig danske værdier såsom ytringsfrihed og lighed mellem kønnene.

    - Det er en af de gode dage. Christiansborg vrimler med glade mennesker, som har fået statsborgerskab, og det fejrer vi med underholdning og et åbent Christiansborg, hvor partierne er til stede. Folk er glade, de bliver fejret i dag, siger Henrik Dam Kristensen ifølge Ritzau.

    Deltagerne synger nationalsangen, der er musikalsk indslag med sange fra højskolesangbogen, og et dansekompagni fra Den Kongelige Balletskole optræder.

    • Christiansborg har de danske flag fremme i anledningen af statsborgerskabsdagen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Folketingsmedlemmet Pernille Skipper (Ø) var en af de mange politikere, der var mødt op på Christiansborg for at tage imod de mange nye danske statsborgere. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Som en del af statsborgerskabsdagen fik de nye statsborgere også muligheden for at gå en tur rundt og se Christiansborg. Her er det malerierne af de tidligere danske statsministre. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Omkring 4400 var inviteret i dag til statsborgerskabsdagen. Der bliver også afholdt et arrangement i september. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Deltagerne synger nationalsangen, der er musikalsk indslag med sange fra højskolesangbogen, og et dansekompagni fra Den Kongelige Balletskole optræder. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) holdt tale for de nye statsborgere, hvor han blandt andet påpegede, at man med dansk statsborgerskab vedkender sig de danske værdier såsom ytringsfrihed og lighed mellem kønnene. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  4. I dag kl. 15:11

    FC Thy-Thisted vinder bronzeduel efter tre lynscoringer

    Søndagens fodboldkamp i Gjensidige Kvindeligaen mellem FC Thy-Thisted Q og Brøndby IF var knap nok fløjtet i gang, før den var så godt som afgjort.

    Thy-Thisted scorede nemlig mål i det femte, syvende og niende minut. Bagud 0-3 på udebane havde Brøndby dermed en stor opgave foran sig, hvis de skulle gøre comeback. Men Brøndbys Malou Rylov gjorde et forsøg, da hun reducerede til 1-3 efter 53 minutter.

    Fornøjelsen var dog kort, da Malene Sørensen igen udbyggede hjemmeholdets føring til tre mål. I det 90. minut kom Brøndby endnu engang på måltavlen, da Jennifer Einlykke scorede til slutstillingen 2-4.

    Dermed fik thyboerne rettet op, efter de ikke havde vundet i de fire seneste opgør. Senest tabte de pokalfinalen 1-3 til Fortuna Hjørring.

    Med sejren i mesterskabsspillet har Thy-Thisted stjålet tredjepladsen fra Brøndby med to runder igen.

    Vestegnsholdet har ligesom Kolding IF 27 point, der er ét point mindre end thyboerne. Også FC Nordsjælland deltager i bronzedysten, da de har 25 point efter gårsdagens sejr over Fortuna Hjørring.

    Netop Fortunas nederlag betød, at de nu ikke kan nå HB Køge, der er sikker på at genvinde det danske mesterskab.

  5. I dag kl. 15:08

    Kvindelige nyhedsværter i Afghanistan toner frem med tildækkede ansigter

    Den kvindelige nyhedsvært Khatereh Ahmadi fra tv-stationen TOLOnews i Afghanistan måtte i dag læse sine nyheder uden at vise sit ansigt. (Foto: ALI KHARA © Ritzau Scanpix)

    De kvindelige nyhedsværter i Afghanistan læste for første gang deres nyheder op med tildækkede ansigter i dag.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    For tre dage siden, meddelte det afghanske Ministerium for Fremme af Dyd og forhindringer af Laster, at kvindelige tv-værter skulle være tildækket på samme måde som resten af den kvindelige befolkning.

    Det vakte stor utilfredshed på de afghanske tv-stationer, men i dag har de fleste kvindelige nyhedsværter taget påbuddet til efterretning, beretter flere internationale medier.

    - Vi gjorde modstand og var imod at optræde bag en maske, siger Sonia Niazi, som er studievært på tv-stationen TOLOnews:

    - Men TOLOnews meddelte, at enhver kvinde, som optrådte uden slør eller hijab, ville blive fjernet som studievært og måske blive helt afskediget.

  6. I dag kl. 14:41

    Biden ankommet til Tokyo: Vil udvide økonomisk samarbejde med Stillehavs-lande

    Den amerikanske ambassadør i Tokyo, Rahm Emanuel, tager godt imod sin præsident ved Bidens ankomst til Japan. (Foto: Franck Robichon © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske præsident fortsætter sit besøg i det østlige Asien og er netop ankommet til den japanske hovedstad, Tokyo, hvor han blandt andet vil meddele, at USA vil øge sit økonomiske engagement med flere lande i Stillehavsområdet.

    Det bekræfter præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til Reuters.

    Den officielle fremlægning af det økonomiske samarbejde vil dog først blive præsenteret mandag, hvor Biden mødes med kejser Naruhito, inden han mødes med den japanske regeringschef, Fumio Kishida.

    De skal ifølge Reuters blandt andet drøfte Kinas dominans i Asien.

    Samarbejdet har været længe ventet og skal binde lande i regionen tættere sammen med fælles standarder, infrastruktur og ren energi.

  7. I dag kl. 13:17

    YouTube sletter over 9.000 prorussiske kanaler

    I et af de største indgreb hidtil har YouTube fjernet over 70.000 videoer og over 9.000 kanaler, der omhandler eller omtaler krigen i Ukraine, fra sin platform, fordi de har brudt platformens retningslinjer for indhold.

    Det skriver The Guardian.

    Det er blandt andet videoer, hvor invasionen af Ukraine omtales som en ”befrielsesmission” og kanaler, som den, der tilhører pro-Kreml-journalisten Vladimir Solovyov, der er blevet fjernet fra YouTubes platform.

    YouTube, der i modsætning til en række andre medieplatforme ikke er blevet lukket ned i Rusland, er voldsomt populær i landet, hvor platformen har cirka 90 millioner brugere.

  8. I dag kl. 12:45

    Sidste gudstjeneste afholdt, inden Hvinningdal Kirke skilles ad og flyttes til Aarhus

    Siden 1995 har den lille hvide trækirke i Hvinningdal i udkanten af Silkeborg holdt gudstjenester, barnedåb og konfirmationer for de lokale indbyggere.

    Men i dag blev kirken fyldt med kirkegængere for sidste gang, inden den skal skilles i tre til fire dele og ud på en over 40 kilometer lang tur til det nordlige Aarhus.

    - Det er en glædens dag men også en dag fyldt med vemod. Det har været vores kirke i 27 år, siger menighedsrådsformand Tom Ebbe Jakobsen.

    Hvinningdal Kirke er en såkaldt vandrekirke, som er en slags midlertidig kirke, der ofte opstilles i nyoprettede sogne eller kirkedistrikter. Det er dog sjældent, at de får lov at stå det samme sted i 27 år.

    Kirken erstattes af en ny og mere permanent i Hvinningdal, mens vandrekirken i Aarhus skal bruges som kirke og fælleshus.

  9. I dag kl. 12:45

    Dansk toerkajak ror sølv hjem ved World Cup-stævne

    De danske kajakroere fortsætter med at nappe metal ved World Cup-stævnet i Tjekkiet.

    I går, lørdag, roede den danske enerkajak Magnus Sibbersen sølv hjem på 500-meter distancen, og søndag har Christian Farstad og Gustav Bock gjort kunsten efter. I finalen på 1000 meter blev den danske toerkajak nemlig kun overgået af Portugals duo, der var lidt over et sekund hurtigere.

    Også danske Philip Bryde og Rasmus Knudsen havde kæmpet sig gennem til finalen, hvor de sluttede som nummer fire.

    Senere søndag skal den danske enerkajak med Thorbjørn Rask i finalen på 5000 meter.

  10. I dag kl. 11:37

    Patti Smith hædret med Frankrigs Æreslegion

    Det amerikanske rock-ikon Patti Smith har fået tildelt den franske orden Æreslegionen, Legion d'honneur, som blev indstiftet af Napoléon Bonaparte i 1802.

    Den 75-årige Smith fik overrakt den højeste franske fortjenesteorden i dag i Brooklyn af Frankrigs ambassadør i USA, Philippe Etienne.

    - Det er en ubeskrivelig stor ære, sagde hun til det franske nyhedsbureau AFP efter at have optrådt ved en ceremoni sammen med sin datter Jesse og guitaristen Lenny Kaye.

    Patti Smith sagde, at hun i vidt omfang er blevet præget af fransk kultur, fransk litteratur og film hele sit liv.

    - Jeg har omfavnet Frankrig hele mit liv, sagde Patti Smith fra scenen i går, da hun modtog den højeste franske fortjenesteorden. (Foto: ANDREA RENAULT © Ritzau Scanpix)
  11. I dag kl. 10:59

    Præsident Biden: Alle bør være bekymrede over udbruddet af abekopper

    Udbruddet af abekopper er noget, "alle bør være bekymrede over."

    Sådan lød det ifølge Reuters tidligere i dag fra USA's præsident, Joe Biden, der tilføjede, at amerikanske sundhedsmyndigheder er ved at undersøge mulige behandlinger og vacciner.

    - Vi arbejder hårdt for at finde ud af, hvad vi skal gøre, siger Biden ifølge nyhedsbureauet.

    Meldingen kommer, efter virussygdommen, der plejer at vise sig i dele af Afrika, på usædvanlig vis er blevet registreret flere steder i vestlige og europæiske lande.

    Abekopper viser sig typisk i form af feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler. Sygdommen går ifølge Statens Serum Institut for de fleste over af sig selv.

  12. I dag kl. 10:27

    Indonesien genindfører bilfrie søndage efter to års pandemi

    • I den indonesiske hovedstad, Jakarta, holder man den første bilfrie søndag i to år. (Foto: Adi Weda © Ritzau Scanpix)
    • Bilfri søndag har været en fast tradition i Jakarta siden 2007, men har været aflyst de sidste to år, da folk på vejene havde svært ved at holde behørig afstand. (Foto: Adi Weda © Ritzau Scanpix)
    • Indonesien har fortsat strenge restriktioner på grund af coronapandemien. (Foto: Adi Weda © Ritzau Scanpix)
    • Folk strømmer ud på vejene i indre Jakarta for at nyde de bilfrie omgivelser. (Foto: Adi Weda © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Fænomenet bilfri søndag, der også blev indført i Danmark under oliekrisen mellem 1973 og 1974, har været en fast tradition i centrum af den indonesiske hovedstad, Jakarta, siden 2007.

    Men i løbet af de sidste to år har det været aflyst på grund af coronanedlukningen.

    Det skyldtes blandt andet, at folk havde svært ved at holde behørig afstand, når de gik ude på de bilfrie veje, skrev indonesiske Jakarta Post tilbage i 2020.

    I dag er vejene i det centrale Jakarta så atter bilfrie og fulde af mennesker. Det skriver Ritzau.

  13. I dag kl. 09:45

    Jedimesteren Obi-Wan Kenobi vender tilbage i ny tv-serie

    Skuespillerne Hayden Christensen, Moses Ingram og Ewan McGregor er alle på rollelisten i den kommende Obi-Wan Kenobi-serie på Disney+. (Foto: Matthew Childs © Ritzau Scanpix)

    Star Wars-fans har noget at glæde sig til.

    Jedimesteren Obi-Wan Kenobi vender nemlig tilbage til skærmen i en ny tv-serie i seks afsnit.

    Det skriver flere internationale medier, herunder Reuters.

    Serien, der udkommer på Disney Plus den 27. maj, foregår ti år efter, at Obi-Wan Kenobi efterlod en ung Luke Skywalker hos sin onkel.

    Og ifølge Ewan McGregor, der er tilbage i rollen som Jedi, giver serien et indblik i en mere almindelig hverdag for Star Wars-ikonet.

    - Han lever et normalt liv. Han lever ikke et liv som en Jedi længere, har McGregor, der også er ledende producer på serien, sagt i et interview ifølge Reuters.

  14. I dag kl. 09:10

    Shanghai genåbner 273 busruter og dele af metroen

    Busser og metro har - med undtagelse af få sporadiske afgange - været lukket helt ned som del af de hårde coronanedlukninger i den kinesiske millionby Shanghai.

    Men fra i dag kan byens borgere igen komme med offentlig transport, i hvert fald hvis de skal med en af de 273 busruter eller fire metrolinjer, der er genåbnet.

    Det skriver Reuters.

    Før coronapandemien havde byens metrosystem, der er verdens længste, dagligt 7,7 millioner passagerer. Men siden slutningen af marts har byens 19 metrolinjer stået så godt som stille.

    For at komme med metroen, skal borgerne i Shanghai have taget deres temperatur og fremvise en negativ PCR-test, der ikke må være mere end 48 timer gammel.

    Det er desuden kun indbyggere i byens genåbnede distrikter, der har mulighed for igen at tage metroen.

    Rettelse: Det fremgik tidligere, at Shanghai har 20 metrolinjer. Der er dog kun 19.

  15. I dag kl. 08:38

    Danske redningsmænd advarer om forældede redningsskibe: 'Det er en alvorlig situation'

    Tre af Danmarks i alt 13 store redningsskibe er lige nu ude af drift. De ti andre trænger også til at blive udskiftet.

    Med andre ord er hele flåden af store skibe i Danmark blevet for gammel - og det truer sikkerheden til søs.

    Sådan lyder kritikken fra Foreningen af Danske Redningsmænd, der har omkring 200 medlemmer.

    - Set fra redningsfolkenes synspunkt synes jeg, det er en alvorlig situation, for dem, vi sender på havet, skal vi gerne have hjem igen, siger Jens Slot, formand for Foreningen af Danske Redningsmænd.

    Læs hele historien her.

  16. I dag kl. 07:58

    Nyvalgt australsk premierminister: ’Australien kan blive en supermagt indenfor vedvarende energi’

    Han gik til valg på at gøre Australien klimaneutral inden 2050, og nu siger den nyvalgte premierminister, Anthony Albanese, så, at landet kan blive en ”supermagt inden for vedvarende energi”.

    Det skriver britiske BBC.

    Selvom de sidste stemmer fortsat mangler at blive talt op ovenpå det dugfriske valg, har premierminister Albanese allerede planlagt en tur til Tokyo, hvor han skal drøfte landets kommende klimapolitik med USA, Indien og Japan.

    Klimapolitik har været et stort emne i løbet af den australske valgkamp ovenpå tre år med rekordmange naturbrænde og oversvømmelser.

    På trods af de grønne løfter har Anthony Albanese dog afvist, at han vil sætte en stopper for landets massive kulproduktion.

    Anthony Albanese vandt valget med et brag og afventer blot en afgørelse på, om hans Labour-parti får absolut flertal i parlamentet. Han afløser den konservative Scott Morrison.

  17. I dag kl. 07:32

    Dele af Spanien ramt af rekordhøje temperaturer på op til 40 grader

    Flere områder i Spanien oplever lige nu, at der bliver slået rekorder af de meget varme slags. De er nemlig berørt af "en af de mest intense hedebølger i årevis”.

    Det oplyser det spanske meteorologiske institut Aemet ifølge britiske BBC.

    I den sydlige by Jaén blev der eksempelvis registreret 40 graders varme i fredags – og det er rekorden for den varmeste temperatur, der nogensinde er blevet målt i Spanien i maj.

    Den spanske sundhedsminister har ifølge BBC opfordret borgerne i de hårdtramte områder til at drikke en masse vand og reducere deres fysiske aktivitet.

  18. I dag kl. 06:58

    Litauen lukker for russiske oliehaner og elimport

    I starten af april blev Litauen det første europæiske land, som stoppede med at importere russisk naturgas.

    Og i dag bliver der ligeledes lukket for oliehanerne og elimporten.

    Det oplyser det litauiske energiministerium ifølge det danske erhvervsmedie Finans.

    Dainus Kreivys, som er landets energiminister, kalder det et vigtigt skridt mod energiuafhængighed.

    - Men det er også et udtryk for vores solidaritet med Ukraine. Vi bliver nødt til at stoppe med at finansiere den russiske krigsmaskine, siger han ifølge mediet.

  19. I dag kl. 06:37

    Tiger Woods trækker sig fra stor golfturnering efter delt sidsteplads

    Golfikonet Tiger Woods har kæmpet med formen, siden et biluheld i starten af 2021 nær kostede ham det ene ben. (Foto: TANNEN MAURY © Ritzau Scanpix)

    Den 18-dobbelte World Golf Championship-mester, Tiger Woods, måtte i aftes dansk tid se et sviende nederlag i øjnene i golfturneringen PGA Championship, da han lå på en delt sidsteplads.

    Woods brugte ni slag mere end banens par på de 18 huller.

    Det var øjensynligt for meget for den 46-årige golfstjerne, der efterfølgende valgte at trække sig fra majorturneringen, en af årets fire største turneringer.

    Det oplyser arrangørerne i nat dansk tid ifølge nyhedsbureauet AP.

    Tiger Woods har kæmpet med sin fysiske form, siden han var involveret i et voldsomt biluheld i starten af 2021, der næsten kostede ham sit ene ben.

  20. I dag kl. 06:08

    Zelenskyjs rådgiver afviser enhver form for våbenhvile med Rusland

    Ukraine har lørdag afvist alle muligheder for at indgå en våbenhvile med Rusland, så længe russiske tropper stadig befinder sig i landet.

    Samtidig lyder det fra Kyiv, at regeringen ikke vil acceptere nogen aftaler med Moskva, hvis de indebærer, at Ukraine skal afgive noget af sit territorium.

    Det skriver Reuters.

    Udmeldingen kommer fra Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

    - Krigen stopper ikke af den grund. Den bliver bare sat på pause i noget tid, siger han ifølge Reuters og uddyber, at russerne vil bruge eventuelle våbenhviler på at genopbygge deres våbenarsenal og mandskabsstyrke.

  21. I går kl. 23:03

    Tusindvis går på gaden i protest over dom mod tyrkisk oppositionspolitiker

    Canan Kaftancioglu er blevet dømt for at fornærme Tyrkiets præsident Erdogan og den tyrkiske stat. (Foto: MURAD SEZER © Ritzau Scanpix)

    I den tyrkiske by Istanbul gik tusindvis af mennesker i dag på gaden for at demonstrere mod en dom mod oppositionspolitikeren, Canan Kaftancioglu.

    Det skriver Reuters.

    Kaftancioglu, der er leder af Istanbulafdelingen af Det Republikanske Folkeparti, CHP, blev i 2019 idømt ti års fængsel for angiveligt at have skrevet nedværdigende om landets præsident Erdogan og den tykiske stat i en række tweets.

    Hun ankede dog dommen, og hendes straf er nu blevet nedsat til lidt mere end fire år og 11 måneders fængsel.

    I Tyrkiet eksekveres fængselsstraffe på under 5 år dog ikke, så meget tyder på, at oppositionspolitikeren ikke skal i fængsel.

  22. I går kl. 21:49

    Norge sætter gang i smitteopsporing af abekopper

    En person, der besøgte Norges hovedstad, Oslo, tidligere på måneden, har fået påvist den smitsomme sygdom abekopper.

    Derfor går Norge nu i gang med at opspore andre eventuelle smittede i landet, oplyser den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI).

    Abekopper er den seneste tid blevet fundet i en lang række vestlige og europæiske lande, og seneste kunne Schweiz i dag konstatere den første smittede.

    I går indkaldte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til et hastemøde om situationen, da man frygter, at sygdommen vil sprede sig yderligere i løbet af sommeren.

    Abekopper opstår ofte efter rejser til Afrika, og sygdommen viser sig typisk i form af feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler.

    Sygdommen er ikke farlig for mennesker og varer ifølge Sundhedsstyrelsen normalt to til fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv.

  23. I går kl. 21:01

    Lyon vinder Champions League for ottende gang

    (Foto: Alessandro di Marco © Ritzau Scanpix)

    Den franske fodboldklub Olympique Lyon har generobret Champions League-tronen.

    Lørdag aften stjal de nemlig trofæet tilbage fra sidste års mestre, FC Barcelona, der i finalen blev besejret med 3-1 i kvindernes udgave af Europas største klubturnering.

    Finalen blev spillet på fodboldklubben Juventus' hjemmebane, Allianz Stadium, i Torino.

    Med otte Champions League-titler er Lyon fortsat den klub, der har vundet turneringen flest gange. Senest vandt de turneringen i 2020.

    Det var Amandine Henry, der sendte franskmændene på sejrskurs i lørdagens finale, da hun scorede til 1-0 på et flot langskudsmål efter kun seks minutters spil. Norske Ada Hegerberg ville også bidrage og efter 23 minutter fordoblede hun føringen ved at heade bolden i mål. 10 minutter senere fik Hegerberg igen en central rolle, da hun sørgede for oplægget til Catarna Macarios 3-0-scoring.

    Barcelonas Ballon d'Or-vinder, Alexia Putellas, gav dog ikke op og reducerede til 1-3 kort inden pausen. Men det nyttede ikke noget. For de spanske mestre formåede ikke at score i anden halvleg, selvom de dominerede skudstatistikken. Derfor vandt Lyon Champions League-trofæet i overbevisende stil.

  24. I går kl. 20:57

    Morgan Freeman er på Putins liste over uønskede gæster

    Den 84-årige skuespiller Morgan Freeman er blevet ramt af russiske sanktioner. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix Denmark)

    Ikke at skuespilleren Morgan Freeman sandsynligvis har planer om en lille smuttur til Rusland i nærmeste fremtid. Men hvis han nu havde, så har Putin i hvert fald sat en kæp i hjulpet på dem.

    Rusland offentliggjorde nemlig tidligere i dag en liste med 963 prominente amerikanere, der ikke længere er velkomne i Rusland, op på den liste står blandt andre Morgan Freeman.

    Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

    Skuespilleren, der blandet andet er kendt fra filmene "Driving Miss Daisy" og "En verden udenfor", optog i 2017 en video, hvor han blandt andet besylder russerne for at sprede propaganda og for at stå bag cyberangreb mod USA.

    Foruden Freeman er også USA's præsident, Joe Biden, Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, USA's udenrigsminister, Antony Blinken og CIA-chefen William Burns blevet ramt af det russiske indrejseforbud.

    Listen er sandsynligvis et svar på de sanktioner, Vesten har indført efter Rusland indvarede Ukraine.

    Rusland påstår dog, at sanktionerne "har til formål at begrænse USA, der prøver at indføre en nykolonialistisk verdensorden på resten af planeten."

  25. I går kl. 20:27

    Naturens eget folkemøde tiltrækker 30.000 gæster

    Danskerne har under de seneste to års coronanedlukning ikke kun savnet at gå til koncert og i teatret.

    De har angiveligt også savnet at mødes ude i virkeligheden og tale om naturen og klimaet. Det tyder antallet af fremmødte ved årets Naturmøde i Hirtshals i hvert fald på.

    I omegnen af 30.000 danskere har nemlig lagt vejen forbi naturens eget folkemøde i i løbet af de sidste tre dage. Og det er lige så mange som i 2019, skriver Naturmødet i en pressemeddelese.

    - Vi har været meget spændte på, om interessen for det fysiske Naturmøde ville være intakt. Heldigvis kan vi konstatere, at folk i den grad har savnet at mødes og tale sammen ansigt til ansigt, udtaler chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.

    Årets Naturmødets syv scener bød på i alt 143 debatter om alt fra biodiversitet, bynatur, og havmiljø til klima, landbrug og nationalparker.

  26. I går kl. 19:37

    Herlufsholm slår stillingen som ny rektor op

    Overgreb på sovende elever, "fødselsdagstæsk" og voldsritualer var alt sammen noget af det, TV 2 for nyligt kunne afdække i en ny dokumentar om kostskolen Herlufsholm.

    Og nu fremgår det af et stillingsoplag på den ældgamle kostskoles hjemmeside, at man leder efter skolens nye rektor.

    Det sker efter, at den tidligere rektor Mikkel Kjellberg, blev fyret af Herlufsholms bestyrelse som en konsekvens af afsløringerne.

    I stillingsopslaget kan man blandt andet læse, at skolen søger en rektor med et "holistisk menneskesyn" som kan skabe "en kultur funderet på positive sociale fællesskaber".

    - Rektor skal for skolens elever sikre trygge og kompetente rammer, der giver dem den bedste uddannelse og dannelse i forhold til de udfordringer, som fremtidens samfund byder på, skriver skolen.

    Siden Kjellberg gik af den 7. maj har skolens vicerektor fungeret som rektor.

  27. I går kl. 19:13

    Viborg sikrer Europa-playoff efter sejr over nedrykkere

    Sidste års oprykkere fra Viborg FF formåede lørdag aften at holde fast i syvendepladsen i Superligaen.

    I sidste runde af nedrykningsspillet slog midtjyderne bundholdet, Sønderjyske, med 2-0 på udebane i en chancerig og underholdende kamp.

    Som nedrykningsspillets nummer et skal Viborg spille en playoffkamp om en plads i næste sæsons Conference League. Modstanderen findes søndag, når sidste runde i mesterskabsspillet afvikles.

    Viborg endte med at have seks point ned til forfølgerne fra OB, der på samme tid tabte 1-2 til Vejle.

    Du kan se højdepunkter fra kampen mellem OB og Vejle her:

    Vejle sluttede trods sejren under nedrykningsstregen bag AGF, der lørdag spillede 2-2 mod FC Nordsjælland. Dermed rykker traditionsklubben ned i 1. division sammen med Sønderjyske.

    Du kan se højdepunkter fra kampen mellem AGF og FC Nordsjælland her:

    Inden lørdagens opgør havde Vejle matematisk set mulighed for overlevelse, men det ville blandt andet kræve, at Vejle skulle indhente en målforskel på 18.

    I toppen af 1. division er tre hold i spil til at tage de to oprykningsbilletter.

    AC Horsens og Lyngby har på første- og andenpladsen de bedste kort på hånden. FC Helsingør har på tredjepladsen fire point op til Lyngby. Der resterer to runder i oprykningsspillet.

  28. I går kl. 18:10

    Australien får ny premierminister

    Den australske oppositionleder Anthony Albanese (i midten) bliver landets nye premierminister. (Foto: JAIMI JOY © Ritzau Scanpix)

    Efter næsten ti år med konservative politikere på posten som Australiens premierminister, går landet nu ind i en ny æra.

    Det står klart efter lørdagens valg, hvor centrumvenstrepartiet Labor med 65 procent af stemmerne optalt står til at blive størst. Den nye mand på premierministerposten bliver derfor den 59-årige oppositionsleder Anthony Albanese.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Albanese har især slået sig op på kampen mod klimaforandringer, hvilket han også gjorde i sin sejrstale.

    - Vi kan udnytte muligheden for, at Australien kan blive en supermagt inden for vedvarende energi, sagde han ifølge AFP.

    Som det ser ud nu, står Labor til at få 71 pladser i Australiens parlament, hvilket ikke helt er nok til et flertal. Partiet ser dermed ud til at skulle danne en koalitionsregering.

  29. I går kl. 17:48

    Udenrigsministeriet yder bistand til dødsdømt dansker i Nigeria

    Danmarks Udenrigsministerium står til rådighed for den 56-årige dansker Peter Nielsen, som i går blev dømt til døden i Nigeria for drabet på sin kone og deres barn.

    Det fortæller direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger Rasmussen.

    - Vi yder det, der hedder normal konsulær bistand. Vi blander os ikke i selve retssagen, men vi kan sørge for, at det foregår inden for det regelsæt og den lovgivning, der er i Nigeria, og påpege, hvis det ikke foregår ordentligt.

    - Og så kan vi formidle kontakten mellem den, der sidder i fængsel, og så familien i Danmark. Vi kan også besøge i fængslet, og det gør vi, fortæller han.

    Peter Nielsens forsvarer oplyser til TV 2, at danskeren nægter sig skyldig. Det er endnu uvist, om han vil anke dommen eller forsøge at blive udleveret til Danmark. Der er ingen garanti for, at sidstnævnte kan lade sig gøre. Det afhænger af Nigerias velvilje, forklarer Erik Brøgger Rasmussen.

  30. I går kl. 17:41

    Odense brager videre til DM-finalen efter sikker sejr over midtjyder

    (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

    Odense Håndbold leverede storspillet, da det gjaldt i semifinalerne i landets bedste række for kvinder, Bambusa Kvindeligaen.

    Fynboerne har nemlig sikret en plads i DM-finalen, efter de lørdag slog Herning-Ikast med 29-23 i den tredje og afgørende semifinale. Dermed får Odense mulighed for at genvinde titlen fra sidste år.

    Det var især i første halvleg, at Odense grundlagde sejren. Her kunne de nemlig gå til pause foran 16-9. Anden halvleg var mere tæt, som de midtjyske gæster formåede at vinde med ét mål. Dermed kunne fynboerne juble over sejren på 29-23.

    De forsvarende mestre skal møde Team Esbjerg i finalen, der ligesom semifinalerne afvikles over minimum to og maksimalt tre kampe. Den første finale spilles tirsdag. Herning-Ikast skal kæmpe om bronzemedaljer mod Viborg HK.

  31. I går kl. 17:07

    Magnussen brillerer i spansk kvalifikation

    (Foto: Hasan Bratic © Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen fik lørdag så god fart i sin Haas-bil, at han kom igennem alle tre kvalifikationsrunder og sluttede som nummer otte forud for Spaniens grandprix.

    Dermed har danskeren sikret sig et godt udgangspunkt inden søndagens race i Barcelona.

    Også holdkammeraten Mick Schumacher havde en god lørdag i raceren, da han kom igennem til sidste kvalifikationsrunde og blev nummer 10.

    Ferraris Charles Leclerc, der fører VM-stillingen, starter som nummer et, mens den forsvarende verdensmester Max Verstappen var næsthurtigst. Leclercs holdkammerat, hjemmebanefavotitten Carlos Sainz, slutter som nummer tre.

  32. I går kl. 17:02

    Dronningen fejrer 50 år på tronen med en tur i rutsjebanen i Tivoli

    • Dronningen sad forrest i vognen sammen med Tivolis direktør Susanne Mørch. Foto: Tivoli
    • Dronningen i den gamle rutsjebane i Tivoli. Foto: Keld Navntoft /tivoli (Foto: KELD NAVNTOFT © Keld Navntoft)
    • Dronningen fik også en tur i Den Flyvende Kuffert. Foto: Claus Bech (Foto: Claus bech © fotograf@clausbech.dk)
    1 / 3

    I år har hele Danmarks Daisy siddet på tronen i intet mindre end 50 år.

    Det fejrede hun i dag i Tivoli i København med et tætpakket program. Hun var både inviteret ind for at se en balletforestilling på Pantomimeteatret, fik lov at plante et træ til minde om jubilæet, og så spillede Tivoli-Garden deres helt nye march, som de har komponeret til ære for majestæten.

    Men selvom programmet var stramt, blev der heldigvis også tid til en tur i rutsjebanen. Noget den 82-årige dronning i den grad så ud til at nyde.

    Ved siden af sig i vognen havde hun Tivolis direktør, Susanne Mørch, og den lyderøde hat på regentens hoved blev i øvrigt på magisk vis siddende under hele turen.

    Dronningen nåede under fejringen også en tur i Den Flyvende Kuffert, og til slut fik hun et stykke jubilæumskage på Plænen sammen med de hundredvis af fremmødte.

    Herunder kan du se et lille klip af dronningens tur i rutsjebanen:

  33. I går kl. 16:40

    Dansk badmintondouble taber tæt semifinale i Thailand

    (Foto: Diego azubel © Ritzau Scanpix)

    Semifinalen blev endestationen for badmintonspillerne Kim Astrup og Anders Skaarup ved Thailand Open.

    Fredag slog den danske herredouble de trefoldige verdensmestre fra Indonesien, men lørdag måtte de se sig slået af de tredjeseedede japanere Takuro Hoki og Yugo Kobayashi i tre sæt.

    Danskerne vandt første sæt i semifinalen med 23-21, men efterfølgende tabte Astrup og Skaarup to sæt med cifrene 18-21, 18-21.

    I finalen skal den japanske duo møde indonesiske Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto.

    Der er ingen danskere i søndagens finaler i Thailand Open.

  34. I går kl. 15:47

    Radikale opfordrer eget EU-parlamentsmedlem til at trække sig

    Radikale Venstres hovedbestyrelsen trækker støtten til den ene af partiets to EU-Parlamentsmedlemmer, Karen Melchior. (Foto: Jonas Olufson © Ritzau Scanpix)

    De Radikale opfordrer partiets eget medlem, Karen Melchior, til at trække sig fra sit mandat i EU-parlamentet.

    Det bekræfter partiet, efter at Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af et brev til Melchior fra Radikales hovedbestyrelse, hvoraf det fremgår, at de ikke vil indstille hende til næste EU-Parlamentsvalg.

    - Afsæt for situationen er en række alvorlige brud på Radikale Venstres samværspolitik, samt at vi ikke kan opnå sikkerhed for et tilfredsstillende arbejdsmiljø på Karen Melchiors kontor i Europa-Parlamentet, udtaler Mikkel Irminger Sarbo, landsformand for Radikale Venstre, i et skriftligt svar til DR.

    Opfordringen kommer efter et opsigtsvækkende forløb, hvor det sidste år kom frem, at flere af Karen Melchiors ansatte har sagt op på grund af et hårdt arbejdsmiljø. Derudover har hun for nylig været sygemeldt, samtidig med at hun aniveligt er fortsat med at stemme i EU-Parlamentet. Noget der har fået ledelsen i Radikale til at kritisere hende.

    Foruden Karen Melchior sidder også Morten Helveg Petersen i EU-Parlamentet for Radikale Venstre.

  35. I går kl. 15:47

    HB Køge genvinder det danske mesterskab efter ydmygende Fortuna-nederlag

    Fodboldholdet HB Køge har igen i år vundet den bedste række for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    Det står klart, efter duellanterne fra Fortuna Hjørring blev afklapset med 0-4 mod FC Nordsjælland på udebane lørdag.

    Da HB Køge fører med ni point inden de to sidste runder, kan nordjyderne ikke nå at hente de nu dobbelte danske mestre.

    Fortuna var klare favoritter før lørdagens kamp, men allerede efter fire minutters spil satte Karen Linnebjerg Knudsen tvivl ved nordjydernes mesterskabschancer, da hun scorede til 1-0.

    Nordjyderne kunne dog ikke svare igen, og i stedet fordoblede amerikaneren Mariah Lee hjemmeholdets føring efter 69 minutter. Ydmygelsen blev dog total med godt ti minutter tilbage af kampen, hvor nordsjællænderne scorede yderligere to mål til slutstillingen 4-0.

    Fortuna Hjørring kan trøste sig med, at de er sikker på sølvmedaljerne og en plads i Champions League næste sæson.

  36. I går kl. 14:57

    Biden og Blinken får indrejseforbud til Rusland

    Hvis den amerikanske præsident Joe Biden, den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken eller CIA-chefen William Burns har planer om at rejse til Rusland inden for den kommende fremtid, må de droppe dem igen.

    De er nemlig blandt 963 navne på en liste over personer med indrejseforbud i landet, som det russiske udenrigsministerium har offentliggjort i dag.

    Det skriver Ritzau, der citerer det russiske nyhedsbureau Interfax.

    Rejseforbuddene er blot af symbolsk karakter, da det ikke har ligget i kortene, at repræsentanter for hverken den amerikanske regering eller efterretningstjeneste skal på besøg i Rusland lige foreløbig.

  37. I går kl. 14:46

    Ukrainsk ambassadør med opråb til EU: 'Polen har brug for økonomisk støtte'

    Knap 3,5 millioner ukrainere er flygtet ind i nabolandet Polen, der - ligesom Danmark - har tilbudt gratis sundhedshjælp, uddannelse og andre sociale ydelser til de mange flygtninge.

    Nu kommer den ukrainske ambassadør i Polen, Andrii Deshchytsia, så med en bøn til EU om at sende økonomisk støtte, inden Polens store gæstfrihed går ud over den polske befolkning.

    - Jeg er bekymret, fordi jeg ikke ved, hvor grænsen for det polske folks gæstfrihed går, fortæller ambassadøren til nyhedsbureauet AP.

    Lige nu bor cirka 80 procent af de flygtende ukrainere i Polen hos polske familier. Og det bekymrer ambassadør Andrii Deshchytsia.

    - Indtil videre har det været en varm velkomst, men hvor længe vil de have dem boende? Jeg og mine landsmænd kan godt forstå, at der trods alt er grænser, siger han.

  38. I går kl. 13:39

    Biden giver grønt lys for 280 milliarder kroners hjælpepakke til Ukraine

    Selvom Joe Biden i øjeblikket er i Sydkorea for at drøfte andre udenrigspolitiske emner, fandt den amerikanske præsident for kort tid siden fyldepennen frem for at underskrive en hjælpepakke, der skal sikre Ukraines økonomiske fremtid frem til slutningen af september.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    I hjælpepakken er der blandt andet afsat cirka 140 milliarder kroner til militær hjælp, cirka 56 milliarder kroner i generel økonomisk støtte, cirka 35 milliarder kroner til at begrænse fødevarekrisen og over 7 milliarder kroner til at hjælpe flygtninge.

    Fordi den amerikanske præsident befinder sig på den anden side af jorden, måtte en repræsentant fra regeringen hoppe på et passagerfly til Seoul med dokumentet, så Joe Biden kunne sætte sin underskrift på så hurtigt som muligt.

    Ukraines præsident Zelenskyj har tidligere på ugen udtryk sin taknemmelighed for USA's økonomiske støtte på Twitter.

  39. I går kl. 13:37

    Danmarks ishockeyherrer slår Frankrig og øjner knald eller fald-kamp om VM-kvartfinale

    (Foto: MARTIN MEISSNER © Associated Press)

    Danmarks ishockeyherrer levede lørdag op til favoritværdigheden mod Frankrig ved VM i Finland.

    Danskerne vandt opgøret 3-0, og dermed har de samtidig slået franskmændene i kampen om den sidste billet til kvartfinalerne. Alt tyder på, at der venter Danmark en afgørende duel for en plads i kvartfinalen, når de på tirsdag møder gruppens femteplads, Slovakiet.

    Med i alt ni point indtager Danmark fjerdepladsen i gruppe A, der udløser den sidste billet til kvartfinalerne. Men med en sejr i det indbyrdes opgør på tirsdag, kan Slovakiet med al sandsynlighed matche danskernes pointantal og stjæle billetten.

    Slovakiet møder undertippede Italien senere lørdag, mens Danmark møder gruppens tophold, Canada, inden tirsdagens vigtige kamp. Netop Canada, Schweiz og Tyskland sidder lige nu på de tre øvrige billetter til kvartfinalen i Danmarks gruppe.

    Den tidligere NHL-spiller Peter Regin sendte danskerne på sejrskurs i lørdagens kamp til sidst i første periode efter en 2 mod 1-situation. Frederik Storm lavede en tværpasning til Regin, der sendte et trækskud op i nærmeste hjørne bag den franske keeper.

    Danskerne fortsatte med at sidde på spillet i starten af anden periode, og det danske momentum blev forstærket af en fransk udvisning. Det betalte sig af i det efterfølgende powerplay, da forward Joachim Blichfeld skød pucken gennem forsvaret og mellem den franske keepers ben.

    I tredje periode kom franskmændene bedre fra start, men det var Julian Jacobsen der scorede periodens eneste mål til slutstillingen 3-0, efter Frankrig havde trukket målmanden i de sidste minutter.

  40. I går kl. 13:16

    Kulturminister vil gøre op med skæv kønsbalance i radioen

    Som en stor kulturinstitution er DR med til at skævvride kønsfordelingen på et musikmarked, der i forvejen ikke har ligestilling.

    Sådan lyder det fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Ritzau, efter hun tidligere på dagen har præsenteret en medieaftale, der vil have DR og TV2 til "at skabe større mangfoldighed og diversitet."

    - Der er en massiv overvægt af mandlige musikkunstnere, der bliver afspillet i radioen, og det skal vi have et indblik i, siger hun til Ritzau.

    Ifølge ministeren skal medierne ikke tvinges til at skabe en lige kønsfordeling af eksempelvis musikkunstnere i radioen eller på tv.

    I stedet skal der indsamles tal på fordelingen, så man kan "have en debat på et oplyst grundlag."

  41. I går kl. 13:00

    Nordkorea registrerer mindst 200.000 nye 'febertilfælde'

    Siden Nordkorea for lidt over en uge siden officielt registrerede sit første coronaudbrud, er smitten fortsat med at vokse støt i det isolerede land.

    Således har landets myndighder lørdag rapporteret om mere end 200.000 nye patienter med symptomer på "feber".

    Med de nye smittetal når landets samlede antal af patienter med symptomer på feber op på over 2,4 millioner.

    Det skriver det koreanske nyhedsbureau KCNA med henvisning til data fra de nordkoreanske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters.

    Ifølge KCNA er der registreret 66 dødsfald.

    Det fremgår ikke hvor mange, der er blevet testet positive for corona.

  42. I går kl. 12:18

    Tivoli fejrer dronningens 50-årige regentjubilæum

    • I anledning af dronningens 50-års regentjubilæum fejres hun i dag i Tivoli i København. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
    • Dronning Margrethe blev taget imod med blomster, da hun ankom til Tivoli. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
    • Balletopvisning for dronningen i Tivoli i anledning af hendes 50. jubilæum som regent af Danmark. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
    • Jubilæet skal fejres med fælles kagespisning, plantning af træ og en nykomponeret march til Dronningen fremført af Tivoli-Garden. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Dronning Margrethe er netop ankommet til Tivoli i København, hvor der er lagt op til den helt store fejring i anledning af hendes 50. år som regent af Danmark.

    Der er blandt andet lagt op til, at dronningen skal deltage i aktiviteter som fælles kagespisning og plantning af træ, og så skal hun høre en nykomponeret march, skrevet i anledning af jubilæet, fremført af Tivoli-Garden.

    Derudover vises der en udstilling med udvalgte kostumer og skitser, som Dronningen har skabt gennem de sidste 20 år til forestillinger i Tivoli.

    Dronningens rigtige jubilæumsdato var den 14. januar, hvor der da også var planlagt en stor fejring, men den måtte udsættes grundet coronapandemien.

  43. I går kl. 11:50

    Bekymrede jordemødre på Bornholms Hospital: ligger 30 procent under normeringen

    Arbejdspresset er for stort på Bornholms Hospital, fordi hospitalet kun har 70 procent af de jordemødre, det er normeret til at have.

    Det mener fire jordemødre på hospitalet, der har skrevet et bekymringsbrev til hospitalets ledelse.

    - Vores vision om det bedste og mindste fødested i Danmark kuldsejler. Den ro og nærvær samt kontinuitet, som vi tidligere har promoveret os på, kan vi ikke længere se og mærke, står der blandt andet i brevet.

    Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek anerkender jordmødrenes store arbejdspres. Men det er svært at tiltrække jordemødre til et udkantsområde som Bornholm i en tid med jordemoder-mangel i hele Region Hovedstaden.

    - Men vi gør alt, hvad vi kan, for at skaffe medarbejdere, siger hun.

  44. I går kl. 11:26

    Chefredaktør på 24syv: Ikke at forlænge sendetilladelsen er en 'mediepolitisk tragedie'

    Det er en "mediepolitisk tragedie", at regeringen ikke vil forlænge radiostationen 24syvs sendetilladelse.

    Det skriver programdirektør og ansvarshavende chefredaktør på 24syv Simon Andersen på Facebook, efter det med den nye aftale står klart, at radiostationen får sløjfet sin DAB-sendetilladelse og statsstøtte, når sendetilladelsen udløber i 2024.

    - Det er en mediepolitisk tragedie, at regeringen ikke blot vil tage livet af 24syv, men også aflive FM4, hele Per Stig Møllers oprindelige og geniale tanke om, at der skal være et alternativ til DRs taleradio.

    Sådan skriver han på Facebook med reference til den tidligere konservative kulturminister, Per Stig Møller, der var manden bag udbuddet af en ny taleradio på FM4.

  45. I går kl. 11:01

    24syv får ikke forlænget sendetilladelsen

    Radiostationen 24syv får ikke forlænget sin sendetilladelse, når den udløber i 2024.

    Det fremgår af regeringens nye medieaftale, som netop er blevet offentliggjort på et pressemøde.

    Af aftalen fremgår det, at 24syvs DAB-sendetilladelse ikke vil blive genudbudt.

    - Parterne er enige om, at programtilladelsen til at sende landsdækkende public service-radio i DAB-nettet ikke genudbydes, når den nuværende programtilladelse udløber 31. marts 2024, står der i aftaleteksten.

    Radiostationen, der tidligere har heddet Radio Loud, gik i luften for omkring to år siden og har siden kæmpet med at lokke lyttere til.

  46. I går kl. 10:35

    Ny medieaftale pålægger streamingtjenester at betale 'kulturbidrag'

    Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterer ny medieaftale i Kulturministeriet i København lørdag den 21. maj 2022. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    En ny medieaftale er faldet på plads og betyder blandt andet, at streamingtjenester som Netflix skal betale et såkaldt "kulturbidrag" på seks procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

    Det står klart, efter kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) netop har præsenteret medieaftalen på et kort pressemøde i Kulturministeriet.

    - Medieforbruget i Danmark er forandret. Internationale streamingtjenester fylder mere og mere, og derfor er det helt nødvendigt, at de også er med til at bidrage til vores kulturelle fællesskab, lyder det fra ministeren.

    Andre tiltag i den nye medieaftale tæller en styrket mediestøtte til lokale og regionale medier, en bevilling til DR på over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden og et nyt lydunivers i DR til børn og unge.

    Aftalen er blevet indgået mellem regeringen og en række partier. Dog ikke Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der forlod forhandlingsbordet i går, blandt andet fordi partierne ikke ønskede at indføre en streamingafgift.

  47. I går kl. 10:15

    Biden mødes med Sydkoreas præsident for at drøfte styrket samarbejde

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, mødtes med den nyvalgte sydkoreanske præsident Yoon Suk Yeol i morges dansk tid. Jung Yeon-je/Pool via REUTERS (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, er her til morgen dansk tid mødtes med den nyvalgte præsident i Sydkorea, Yoon Suk Yeol.

    Her drøftede de to statsledere blandt andet, hvordan de sammen kan håndtere Nordkoreas atomtrusler. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    De to lande vil blandt andet overveje at skrue op for militære øvelser i området omkring Koreahalvøen som reaktion på Nordkoreas fortsatte trussel om atomkrig.

    Desuden drøftede de to præsidenter at skrue op for samarbejdet omkring teknologi og handel.

    - Vores to nationer arbejder på at håndtere nutidens muligheder og udfordringer, sagde Joe Biden blandt andet under mødet.

    Den amerikanske præsident lagde også vægt på, at de to lande har en fælles historie, der strækker sig over 70 år, og at deres alliance skulle mod nye højder.

  48. I går kl. 09:42

    Australiens premierminister afgiver sin stemme til landets parlamentsvalg

    I dag går australierne til stemmeurnerne for at vælge landets næste parlament - og med det også en ny regering og premierminister.

    Og landets premierminister, Scott Morrison, der står i spidsen for landets konservative regeringskoalition, har også selv været afsted.

    Lørdag afgav han således sin stemme på en folkeskole i Lilli Pilli i Sydney.

    • Australiens premierminister Scott Morrison ankommer sammen med sin hustru og sine to døtre til en lokal skole for at afgive sin stemme. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
    • Scott Morrisons konservative regeringskoalition håber at blive genvalgt til en fjerde treårig periode ved magten. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Det australske valg kommer efter flere år med kæmpe skovbrande og naturkatastrofer, hvis alvor flere forskere tilskriver klimaforandringer.

    Klimaet er dog ikke det eneste, der er på valgplakaten. Også stigende priser og inflation fylder ifølge BBC hos de australske vælgere.

  49. I går kl. 08:50

    Britisk forsvarsministerium: Sanktioner er sandsynligvis årsag til russernes mangel på nye droner

    Siden krigen i Ukraine brød ud, har russerne mistet militære køretøjer og luftfartøjer i hobetal.

    Nu mener det britiske forsvarsministerium, at russerne også i høj grad mangler ubemandede såkaldte rekognosceringsdroner, som de kan bruge til at udpege ukrainske bombemål.

    Det skriver Reuters.

    Manglen skyldes højst sandsynligt de mange sanktioner, der er blevet pålagt Rusland fra EU og resten af vesten, lyder det.

    Og hvis tabet af russiske luftfartøjer fortsætter, kommer Ruslands evne til at udpege strategiske mål i Ukraine under yderligere pres, slår det britiske forsvarsministerium fast.

  50. I går kl. 08:19

    Påskeøen åbnes op for besøgende efter to års turiststop

    Påskeøen, der er kendt for sine over tusind hoveder skåret i sten, genåbner 1. august for turister. (Foto: MARION GIRALDO © Ritzau Scanpix)

    Den er en af verdens mest isolerede øer.

    3.200 kilometer ud for Chiles kyst, midt ude i Stillehavet, ligger Påskeøen med sine massive stenstatuetter, der blev udhugget af øens lokalbefolkning for flere hundrede år siden.

    Før coronapandemien havde Påskeøen cirka 100.000 turister om året, men siden begyndelsen af 2020 har det tal ligget på et stabilt 0.

    Men nu åbner Chiles regering op for turister på øen igen fra den 1. august. Det skriver Ritzau.

    Forud for genåbningen har der været intense forhandlinger med øens lokalbefolkning, der har været stærkt imod at tillade turister på øen under coronapandemien.

Mere fra dr.dk