I februar kom det frem, at patienter, der har indtaget lægemidlet Dicillin fra september sidste år og frem, kan være blevet smittet med multiresistente bakterier.
Nu er kilden bag smitten sandsynligvis blevet fundet, oplyser Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside.
Her skriver de, at det er beskidte børster i produktionen, som ikke har været rengjort ordentligt, der står bag.
- Undersøgelserne, der har stået på siden starten af februar, viser, at den mest sandsynlige kilde til forureningen er nogle børster, der anvendes til at børste støv (dvs. støv af aktivt stof) af medicinkapslerne efter påfyldning. Der har således ikke været noget galt med indholdsstofferne i medicinen, skriver de.
Producenten bag Dicillin, Sandoz, tilbagekaldte lægemidlet i februar og vil fortsætte med at teste medicinen for yderligere forurening.