Da en betjent var gæsteforelæser på et universitet, udtrykte han sig upassende og racistisk.
Sådan lyder det i en klage over betjenten, som er nævnt i den seneste årsrapport fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Ifølge klageren kaldte betjenten "alle muslimer dårligt opdragede", ligesom han beskrev, at "Mohammad og Ali pr. automatik begår mere kriminalitet end Christian og Peter".
Betjenten bar uniform under forelæsningen, og politiledelsen vidste, at betjenten deltog i undervisningen som led i sin ansættelse.
I sagen har DUP vurderet, at betjenten handlede i strid med god forvaltningsskik, men det kunne ikke endegyldigt bevises, at han ordret sagde ordene, som klageren hævdede.
Sagen endte med en tjenstlig samtale.
Klagemyndigheden modtog sidste år 1.031 adfærdsklager, hvilket er 18 procent flere end 2021.
I løbet af året har DUP undersøgt og afgjort 612 adfærdsklager, hvor et fåtal er endt med kritik. I 4,9 procent af sagerne blev der udtalt kritik, og i 3,4 procent blev adfærden fundet beklagelig eller uhensigtsmæssig.