
Ved FN's Generalforsamling i New York har den amerikanske præsident, Joe Biden, holdt tale.
Her siger han blandt andet, at verdens ledere bør stå sammen mod Rusland, skriver Ritzau.
- Tillader vi, at Ukraine bliver opdelt, er der intet land, som er sikkert, siger han.
Præsidenten understreger i sin tale også, at Ruslands invasion af Ukraine i det hele taget er en krænkelse af FN's grundlæggende love om suverænitet og territorial integritet.
Joe Biden talte også om Kina og rivaliseringen mellem de to lande.
- Hvad Kina angår, vil jeg være klar og konsekvent: Vi vil ansvarligt forsøge at klare rivaliseringen mellem vores lande, så den ikke tipper mod konflikt, hed det i talen ifølge Ritzau.