Seneste nyt

Biden hylder 'modige' atleter for at springe ud som homoseksuel og transkønnet

Overblik

  1. Biden hylder 'modige' atleter for at springe ud som homoseksuel og transkønnet
    Carl Nassib sprang ud i mandags. (Foto: Ethan Miller © Ritzau Scanpix)

    Også i Det Hvide Hus har man bemærket, at to atleter i amerikansk sport netop har afsløret deres seksualitet og kønsidentitet for verden.

    Carl Nassib fortalte, at han er homoseksuel. Han bliver den første aktive NFL-spiller, der står ved det. Hans udmelding blev fulgt op af den japanske fodboldspiller Kumi Yokoyama, der sprang ud som transkønnet.

    Personlige beslutninger, som præsident Joe Biden ser god grund til at hylde.

    - Jeg er så stolt af jeres mod. På grund af jer kan utallige børn rundt om i verden i dag se sig selv i et nyt lys, skriver han på Twitter.

    Nassib spiller for Las Vegas Raiders, og Yokoyama spiller for Washington Spirit.

    Kumi Yokoyama spiller også for det japanske landshold. (Foto: Alex Goodlett © Ritzau Scanpix)
  2. OL-surfere jubler med udsigt til tyfon i Japan

    Voldsomt vejr kan ramme De Olympiske Lege tirsdag.

    En tyfon lurer i det fjerne, og det har fået OL-arrangørerne til at flytte konkurrencerne indenfor roning fra mandag til søndag. Det skriver Ritzau.

    Mens uvejr og bølger er ubelejligt for roerne, så får udsigten til uvejr og enorme bølger surferne til at juble.

    - Der kommer til at være nogle gode bølger. Der er en stærk tyfon ud for Japans kyst, og vi ved, at bølgerne bliver større, siger Fernando Aguerre, der er præsident for Det Internationale Surfingforbund, ifølge Ritzau.

    Arrangørerne for OL tager udsigten til uvejret relativt roligt, fordi det er muligt at forudsige stormens rute, skriver Ritzau.

  3. Nye spisesteder, bed and breakfast og badeanlæg: Småøer har oprustet til årets turister

    Sidste år gik en del turister forgæves, da de ville finde et spisested på en af landets små øer. Der var nemlig så mange turister, at der ikke var plads til alle.

    Eksempler på forskellige tiltag:

    Avernakø: Avernakø Gårdbutik åbner bed and breakfast og café

    Egholm: Ny stor terrasse til udendørsservering på Restaurant Kronborg

    Hjarnø: Golfbiler til udlejning, minigolfen udvider

    Endelave: Nyt badeanlæg i havnen

    Lyø: Ny bed and breakfast, udlejning af elcykler

    Fejø: Flere nye spisesteder

    Orø: Flere nye spisesteder og nyt hotel

  4. Dansk herredouble i badminton kommer fra land med sejr ved OL

    Den danske herredouble i badminton Anders Skaarup og Kim Astrup nappede sejren mod det russiske makkerpar Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov lørdag formiddag.

    Danskerne vandt kampen i to sæt.

    Første sæt blev vundet relativt ubesværet 21-13 af danskerne, mens de fik mere modstand i andet, som endte 21-18 til Skaarup og Astrup.

    Dermed fik danskerne en god start på gruppespillet. I gruppen møder de også det nigerianske makkerpar Olofua og Opeyori og japanerne Endo og Watanabe.

  5. Island genindfører coronarestriktioner efter øget smitte

    Hvis sommerferien går til Island i år, er der fra søndag midnat nye coronaregler, der skal læses op på.

    Til trods for at mere en 85 procent af islændingene over 16 år er vaccineret, stiger smittetallene i landet, og derfor skærper den islandske regering coronarestriktioner fra søndag midnat og frem til den 13. august.

    Det skriver Ritzau med henvisning til det islandske medie Iceland Review.

    Blandt andet bliver et forsamlingsloft på 200 mennesker samt begrænsede åbningstider for barer og natklubber genindført. Derudover genindføres krav om afstand på en meter og mundbind bliver obligatorisk blandt andet i de meget populære islandske svømmehaller.

    Island ophævede stort set alle coronaregler, herunder krav om afstand og mundbind og begrænsning på offentlige forsamlinger, den 26. juni.

  6. Sol til de fleste i dag, men pas på: Det er tørt derude

    Selvom der har været tågebanker hist og her i de tidlige morgentimer, så venter der en lørdag med masser af sol til de fleste.

    Det skriver DMI.

    Temperaturen vil stige til op mellem 20 og 27 grader, og også i aftentimerne skal man indstille sig på, at det bliver lunt.

    En aften perfekt til at finde grillen frem, men pas på.

    Her er dagens indeks over den aktuelle brandfare. Detaljer om farvernes betydning kan findes på Brandfare.dk (Kilde: Brandfare.dk) (Foto: Mathias Oldager DR)

    Naturen er tør, for vi er i en periode med meget lidt regn. Her kan brandfareindekset hjælpe med at se, om der er udsendt afbrændingsforbud.

    Læs mere om brandfare her.

  7. Blå partier kræver klare svar om corona-strategi efter SSI-udmelding

    Det skaber undren hos blå partier i Folketinget, at direktøren for Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, i sidste uge meldte ud, at vi ikke længere bør fokusere så meget på antallet af indlagte covid-patienter. I stedet bør fokus fremover især være på smittetallene, lød det fra Ullum.

    Meldingen får nu de blå partier til at blive urolige for, om genåbningen er i fare.

    - Jeg synes, at meldingen fra SSI skaber usikkerhed om fundamentet for genåbningen af Danmark, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører i Venstre.

    - Jeg synes, de (SSI, red.) flytter nogle hegnspæle, hvor vi politikere ikke har været inde over. Borgerne bliver forvirret og tænker: "Var det ikke de sårbare, vi skulle passe på?" Man kan ikke komme med nye hegnspæle for at holde samfundet lukket, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.

  8. Bosnien vil straffe benægtere af folkedrab med fængsel

    Benægtelse af folkedrabet i Srebrenica i 1995 og glorificering af dømte krigsforbrydere bliver nu en strafbar handling i Bosnien-Hercegovina.

    Det blev besluttet af østrigeren Valentin Inzko, der er det internationale samfunds repræsentant i landet, fredag, skriver Ritzau.

    Forbuddet træder i kraft den 31. juli.

    Beslutningen træffes mere end et kvart århundrede efter at cirka 8.000 bosniske drenge og mænd blev dræbt af serbiske soldater i byen Srebrenica i det østlige Bosnien mellem den 12. og 20. juli 1995.

    Benægtelse af folkedrabet kan straffes med op til tre års fængsel. Hvis gerningsmanden er en offentlig embedsmand, kan der føjes yderligere tre års fængsel til straffen. Og hvis handlingen er ledsaget af trusler og fornærmelser, kan der føjes endnu tre år til.

    De, der offentligt glorificerer dømte krigsforbrydere, straffes også med fængsel i op til tre år.

  9. USA strammer definitionen: Nu kan Bezos og Branson nok ikke kalde sig for astronauter

    Rigmanden Jeff Bezos modtog den 20. juli "Astronaut wings" efter sin første tur i rummet. En anerkendelse, der normalt kun gives til piloter på et rumfartøj. Dette specifikke sæt vinger er dog produceret af Jeff Bezos eget firma, ikke en officiel myndighed, skriver BBC. (Foto: Joe Raedle © Ritzau Scanpix)

    USA's føderale luftfartsadministration (FAA) har strammet definitionen for, hvornår man kan kalde sig for astronaut.

    Ifølge de nye regler skal astronauter være en del af en flybesætning og bidrage til rumfartssikkerheden.

    Ændringen ses som en spand koldt vand i hovedet på milliardærerne Jeff Bezos og Richard Branson, som begge var på deres første rejse ud i rummet tidligere i juli.

    Den nye definition betyder nemlig, at milliardærerne formentlig ikke anses som astronauter af den amerikanske regering.

    Det er første gang, at FAA ændrer definitionen, siden FAA-programmet for kommercielle astronauter blev oprettet i 2004.

  10. Efter en måneds nedlukning: Smitten stiger fortsat i New South Wales

    Lørdag er det fire uger siden, at store dele af den australske delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, lukkede ned på grund af et stigende coronasmittetal.

    Til trods for strenge restriktioner i en måned, går det fortsat den forkerte vej med smittetallene blandt de 8,2 millioner indbyggere i delstaten.

    Det seneste døgn er registreret 163 lokalt overførte smittetilfælde.

    Det er det højeste antal dagligt smittede under det nuværende smitteudbrud, der begyndte i midten af juni, og en stigning fra 136 dagen før, skriver Ritzau.

    - Desværre fortsætter antallet af smittetilfælde med at stige i New South Wales, siger delstatens sundhedsminister, Brad Hazzard.

    Kun 15 procent af den australske befolkning på omkring 25 millioner er ifølge Reuters færdigvaccineret.

    Det er den smitsomme Delta-variant af coronavirusset, der især er udbredt i delstaten.

  11. De første OL-medaljer er blevet uddelt

    Det er ikke engang et døgn siden, åbningsceremonien kickstartede årets OL, men allerede nu er de første medaljer blevet uddelt. Den kinesiske skytte Qian Yang endte nemlig øverst på skamlen, da der her til morgen blev dystet i kvindernes 10 meter riffel.

    Dermed bliver kineseren den første, der får hængt en guldmedalje om halsen ved årets OL.

    De to danskere Rikke Mæng Ibsen og Anna Skade Nielsen var også en del af konkurrencen i 10 meter riffel. Danskerne endte dog som nummer henholdsvis 22 og 28, og dermed formåede de ikke at kvalificere sig til finalen.

    Qian Yang vandt OL's første guldmedalje. (Foto: ANN WANG © Ritzau Scanpix)
  12. Glyngøre fejrede Jonas Vingegaard: 'Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet'

    Det var den helt store velkomstkomité, der med kage, kram og hornmusik, ventede cykelrytter Jonas Vingegaard, da han kom hjem til Glyngøre tidligere i dag.

    - Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet, og nu var der en grund til at få lov til at se Tour de France i år, nu hvor han var med, så skulle man jo se med hver dag, siger Bent Jørgensen, der var blandt dagens fremmødte.

    Hvis Vingegaard går hen og får en endnu bedre placering næste år, så er Bent Jørgensen også klar til at fejre.

    - Så skulle vi nok til København, der skal man ind på Rådhuset.

  13. Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledninger efter få timer: Finland farves igen orange

    Udenrigsministeriet har her til aften igen opdateret rejsevejledningerne.

    Finland blev tidligere i dag ændret fra skraveret orange til grøn, men nu, cirka fem timer senere, bliver alle unødvendige rejser frarådet.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Finland lemper nemlig alligevel ikke deres indrejserestriktioner for rejsende, der ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittede.

    Derfor er Finland altså endnu engang 'skraveret orange'.

  14. Gnister fra tog kan have forårsaget skovbrande ved Oslo

    Sidst på eftermiddagen blev der meldt om, at flere skovbrande var brudt ud lige uden for Norges hovedstad, Oslo.

    Brandvæsenet var hurtigt på pletten og fik lidt efter klokken 20 kontrolleret de to skovbrande.

    Der er meget tørt i området, og Norges meteorologiske institut var i går ude at advare om, at brandfaren er stor i flere del af Østlandet, og at naturbrande hurtigt kan brede sig.

    Ifølge brandvæsnet kan brandene være opstået af gnister fra et tog.

    - Dette siger noget om, hvor tørt det er i skoven nu, hvor en lille gnist fra et tog kan antænde flere brande, siger indsatsleder Knut Halvorsen til NRK.

    De norske jernbaner oplyser, at Gjøvikbanen er lukket mellem Oslo hovedbanegård og Nittedal som følge af branden.

    • Det norske brandvæsen fik travlt, da der klokken 18 fredag kom en melding om flere skovbrande langs Gjøvikbanen lige nord for Oslo. Området er meget tørt, og skovbrande ville hurtigt kunne brede sig. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    • Ifølge brandvæsnet kan brandene være opstået af gnister fra et tog. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    • Der er meget tørt i området, og Norges meteorologiske institut var torsdag ude at advare om, at brandfaren er stor i flere del af Østlandet, og at naturbrande hurtigt kan brede sig. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    1 / 3
  15. Tyske gymnastikkvinder overvejer at skifte dragt i protest mod sexisme

    Da de tyske gymnastikkvinder tilbage i april dystede ved EM var det med et twist, man ikke normalt ser i gymnastik.

    Trikoten var droppet til fordel for en dragt med lange ærmer og bukser. Et statement mod sexisme i gymnastikkens verden, lød det dengang fra gymnasten Elisabeth Seiz, der også deltager i søndagens kvalifikation.

    - Vi ville vise at alle kvinder selv har retten til at bestemme, hvad de vil have på.

    Her har de tyske gymnaster dog endnu ikke besluttet sig for, om de igen vil droppe trikoten.

    - Det er beslutning fra dag til dag baseret på, hvordan vi føler og hvad vi vil. På konkurrencedagen beslutter vi os, siger Elisabeth Seitz.

  16. Glyngøre var klar til at hylde den hjemvendte Tour de France-helt

    • Omkring 150 borgere var mødt op for at fejre Jonas Vingegaard. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Hjembyen Glyngøre diskede op med festligheder og hyldest, da Jonas Vingegaard kom hjem fra Tour de France. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Velkomstkomitéen bestod af store som små, der alle var glade for at se den hjemvendte cykelmyg. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Med sig havde Jonas Vingegaard sin kæreste, Trine Marie Hansen, og datteren Frida, og de fik fornøjelsen af både hornmusik, krammere og kage. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • 'Vingegaard' var skrevet i versaler på gaden, hvor flere fra Glyngøre var klar til at byde Jonas Vingegaard velkommen hjem. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Det var noget af en byfest, der ventede cykelrytter Jonas Vingegaard, da han i dag vendte hjem efter Tour de France.

    Den 24-årige cykelrytter sikrede sig en andenplads ved dette års Tour, og den store velkomstkomité i Glyngøre var mødt op for at få et glimt af den unge cykelrytter, som pludselig kørte med blandt verdens bedste.

    Med sig havde Jonas Vingegaard sin kæreste, Trine Marie Hansen, og datteren Frida, og de fik fornøjelsen af både hornmusik, krammere og kage.

    Men fejringerne stopper slet ikke i dag. I morgen lægger Vingegaard turen forbi Skive Kommune, hvor der på Rådhustorvet venter ham en officiel hyldest.

  17. Olierede Pita fra Tonga bar stolt fanen ind i bar overkrop ved åbningen af OL

    Den tonganske OL-atlet Pita Nikolas Taufatofua bar fredag fanen ind for sit land under åbningsceremonien i Tokyo kun iført en taʻovala, som er en formel tongansk dragt. Hans overkrop var desuden smurt ind i olie.

    Og det er ikke første gang, at han har gjort det.

    I 2016 gik det viralt, da han i Rio, og igen i 2018 vakte det opsigt, da han i Pyeongchang ved de vinterolympiske lege kom bærende med fanen i bar overkrop trods frostgrader.

    Ved sommerens OL deltager han i taekwondo, som han også gjorde i 2016. Ved vinter-OL i 2018 deltog han i 15 kilometer langrend. Han prøvede endda at kvalificere sig til OL i Tokyo i kano sprint.

    Du kan se ham bære fanen ind ved tre de tre olympiske lege i videoen i toppen.

  18. Mindst 112 personer har mistet livet i jordskred og oversvømmelser i Indien

    • Redningspersonale hjælper landsbyboere i Ambewadi. Byen ligger lavt og er derfor blevet oversvømmet efter monsunregnen. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • Sæsonbestemt monsunregn fra juni til september forårsager hvert år dødsfald og masseflytning i Sydasien. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
    • Landsbyer i lavtliggende områder i Maharashtra er blevet oversvømmet efter det kraftige regnvejr. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • I byen Taliye mistede mindst 38 personer livet efter et jordskred..  (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Det vestlige Indien har på 24 timer fået 594 millimeter regn, og det har resulteret i store oversvømmelser og jordskred.

    I delstaten Maharashtra har flere end 112 personer mistet livet, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

    - Diger og floder er gået over deres bredder. Vi er tvunget til at frigive vand fra dæmninger, og derfor flytter vi mennesker, der bor i nærheden af flodbredderne, til mere sikre områder, siger Uddhav Thackeray, der leder regeringen i Maharashtra.

    Mindst 38 personer har mistet livet i et jordskred i byen Taliye, som ligger cirka 180 kilometer fra Mumbai.

    Monsun er et vejrfænomen, som især finder sted i Syd- og Østasien. I nogle måneder om året er landene ramt af monsunvejr, der blandt kan medføre meget regn.

  19. Se billederne: Fans markerer tiåret for Amy Winehouses død

    • Fans havde lagt blomster og hilsner ved et midlertidigt alter nær Amy Winehouse's lejlighed i det nordlige London. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • 'Ti år Amy, vi elsker dig' stod der blandt andet på et rød hjerte, der var hængt op på tiårsdagen for sangerindes død. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Mange var mødt op for at vise deres kærlighed til den afdøde sangerinde. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Flere fans havde smurt læberne godt og efterlod kyssemærke ved indgangen til Amy Winehouse's boligblok. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Her er nogle af de efterlade mærker. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Amy Winehouse blev 27 år gammel. Hun var plaget af et stof- og alkoholmisbrug, der endte med at slå hende ihjel. (Foto: SHAUN CURRY © AFP or licensors)
    1 / 6

    'Back to black', 'Tears dry on their own', 'Rehab' er måske sangtitler, du så småt kan nynne med på.

    Hvis de ikke får en klokke til at ringe, kan jeg oplyse, at det blot er nogle af de sange, Amy Winehouse hittede med for næsten femten år siden.

    Den kun 27-årige sangerinde med den soulede stemme, touperede, mørke hår og markante eyeliner døde 23. juli 2011 i sin lejlighed i London.

    Winehouse var plaget af et stof- og alkoholmisbrug, der endte med at slå hende ihjel.

    Fans har i dag lagt blomster og hilsner tæt på sangerindens bolig for at markere tiårsdagens for hendes død.

  20. EU-Kommissionen indleder undersøgelse af statsstøtte til PostNord

    EU-Kommissionen indleder en undersøgelse af statsstøtte til PostNord.

    Det drejer sig om 225 millioner kroner, som den danske stat sidste år gav i tilskud til PostNord for at levere breve i hele landet - den såkaldte befordringspligt.

    Beløbet skal dække, at det er en underskudsgivende forretning at levere post, da der ikke bliver sendt så mange breve som tidligere.

    PostNord leverer dog også pakker rundt i landet, og er her i konkurrence med andre virksomheder.

    EU-Kommissionen vil undersøge, om statsstøtten også er gået til at støtte PostNord på det område.

  21. Dårlig vejr fremskynder kvartfinalerne i roning

    Færøske Sverri Nielsen efter han var kommet i mål. (Foto: LISE ASERUD © Ritzau Scanpix)

    På mandag skulle der have været afholdt kvartfinaler i roning ved OL i Tokyo. Men dårlige vejrprognoser betyder at kvartfinalerne nu bliver rykket frem til søndag.

    Det bekræfter Jacob Andersen, presseansvarlig i Danmarks Idrætsforbund:

    - Roning er aflyst på mandag, og Sverri Nielsen rykkes derfor til søndag, skriver Jacob Andersen i en sms til DR Sporten.

    Sverri Nielsen fik en sikker start på OL, da han tidligt fredag morgen vandt sit indledende heat og kvalificerede sig til kvartfinalen i herrernes singlesculler.

  22. Europakortet bliver mere gult: Flere franske og græske regioner skifter farve

    Deltavarianten har fået fat flere steder i Sydeuropa, og det får igen betydning for de nye rejsevejledninger, som Udenrigsministeriet netop har offentliggjort.

    Hele Frankrig og Belgien farves gult, men i Belgien er regionen Vallonien grøn, mens flere regioner i det nordlige Frankrig også er grønne. Paris og store dele af Sydfrankrig er dog nu gule.

    I Grækenland skifter flere regioner fra grøn til gul. Det gælder blandt andet feriedestinationerne Peloponnes i det sydlige Grækenland og De Ioniske Øer, der ligger vest for hovedlandet.

    Når et land er gult i rejsevejledningen, betyder det, der er krav om at lade sig teste ved hjemkomst inden for 24 timer, hvis man ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet med Covid-19. Rejser man til til en grøn region i det gule lande, skal man dog ikke testes.

    Ændringerne er gældende fra lørdag den 24. juli klokken 16.

  23. Glyngøre er klar til fejring: I dag vender Jonas Vingegaard hjem

    I dag vender Jonas Vingegaard tilbage til Glyngøre, hvor han bor til dagligt. Og her kan den danske Tour-toer se frem til at blive fejret af hele byen.

    - Det, vi gerne vil fejre, er, at han har formået at trænge igennem. At han i det hele taget har kunnet få lov til at stille op i Tour de France. Den kæmpestore præstation og indsats, der ligger bag – det er dét, vi gerne vil fejre, fortæller Susan Aaen, der udover at være primus motor bag fejringen også er provst i Glyngøre Kirke.

    I morgen skal Jonas Vingegaard igen fejres ved et arrangement, som Skive Kommune står bag.

  24. Det Europæiske Lægemiddelagentur godkender Moderna-vaccine til børn mellem 12 og 17 år

    Modernas coronavaccine er blevet godkendt til 12-17-årige af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

    Det oplyser EMA i en pressemeddelelse.

    Beslutningen er blandt andet taget på baggrund af et studie med 3.732 børn i aldersgruppen.

    De potentielle bivirkninger ved vaccinen er ifølge studiet de samme som hos voksne - hovedsageligt influenzalignende symptomer og smerte på det sted, hvor man har fået vaccinationen.

    Modernas vaccine er en del af det danske vaccinationsprogram.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at vaccinen nu gives til børn ned til 12 år.

    Tidligere har vaccinen fra Pfizer-BioNtech været den eneste, der var godkendt til personer under 18 år.

  25. Se billederne: De danske OL-deltagere træder ind på det olympiske stadion

    • Som noget nyt har hvert land ved dette års OL kunne udpege to fanebærere - en af hvert køn. For Danmark er det sejleren Jonas Warrer og hækkeløberen Sara Slott Petersen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Danmark stiller med 111 atleter ved OL i Tokyo. Ikke alle de danske atleter er til stede i den danske delegation under åbningsceremonien, fordi de skal i konkurrence inden for de nærmeste dage. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Danmark er et ud af 205 lande, der deltager ved De Olympiske Lege i år. Nordkorea har meldt afbud. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Den ene danske fanebærer Sara Slott Petersen vandt sølv i 2016, mens den anden Jonas Warrer vandt guld i 2008. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Med Dannebrog forrest er de danske OL-atleter netop trådt ind på det olympiske stadion i Tokyo.

    Fanebærerne for Danmark er hækkeløberen Sara Slott Petersen og sejleren Jonas Warrer. De to ledte holdet ind på stadion, mens de sammen bar den danske fane.

    Danmark stiller med 111 atleter.

    Åbningsceremonien startede klokken 13 og er en lidt usædvanlig en af slagsen, fordi den på grund af pandemien bliver afholdt på et stort set tomt olympisk stadion.

  26. 707 personer er testet positive for coronavirus det seneste døgn

    Siden i går er 707 personer testet positive for coronavirus.

    Det viser den seneste opgørelse fra Statens Seruminstitut.

    Antallet af indlagte på de danske hospitaler falder til 55 - det er to færre end i går. Ingen smittede er døde det seneste døgn.

    Der er foretaget 73.870 PCR-prøver siden i går og dermed er positivprocenten 0,96.

    Der er indtil videre vaccineret 4.042.804 personer, hvilket svarer til 69,1 procent af befolkningen. 2.872.380 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 49,1 procent af befolkningen.

  27. Se billederne: Åbningsceremonien ved OL er i gang

    • Fyrværkeri skyder åbningsceremonien i gang. (Foto: kim Kyung-Hoon © Ritzau Scanpix)
    • Det japanske flag bæres ind for at blive hejst på stadion akkompagneret af den japanske nationalsang, sunget af sangerinden Misia. (Foto: Jeff Pachoud © Ritzau Scanpix)
    • Åbningsceremonien foregår på det olympiske stadion i Tokyo. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)
    • Traditionen tro er åbningsceremonien et stort show - i år dog uden fyldte tribuner. (Foto: Jewel SAMAD © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Med et års forsinkelse er De Olympiske Lege officielt ved at blive skudt i gang med åbningsceremonien i Tokyo.

    Pandemien gør det til en mere afdæmpet åbningsceremoni, end vi er vant til, men de store traditioner skal stadig holdes i hævd.

    Den olympiske ild skal tændes, det olympiske flag hejses og fredsduerne slippes fri.

    Det hele sendes live på DR1.

  28. DF: Statsministeren bør afbryde sin ferie og gribe ind i sygeplejerskernes strejke

    Det er tid til, at statsministeren dropper sommerferien og griber ind i sygeplejerskernes strejke. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

    Lige nu strejker 5.000 sygeplejersker, fordi de vil have mere i løn og forbedrede arbejdsforhold. Og Dansk Sygeplejeråd har varslet, at fagforeningen trækker yderligere 1.000 sygeplejersker ud til strejke i næste uge.

    Konflikten er af en karakter, der kun kan løses ved, at politikerne griber ind, siger Kristian Thulesen Dahl.

    - Der er ikke noget, der tyder på, at denne her konflikt kan løses medmindre politikerne kommer i arbejdstøjet. Derfor kan vi lige så godt komme i gang nu i stedet for at vente en måned eller to, så endnu flere danskere får udskudt deres behandling.

    Samme opfordring kommer tidligere på ugen fra Enhedslisten.

    Hverken statsministeren eller beskæftigelsesministeren har ønsket at kommentere på de to partiers ønske.

  29. Danmarks seneste fanebærer sender hilsen til de kommende OL-danskere

    Caroline Wozniacki, der var fanebærer ved de seneste olympiske lege, i Rio de Janeiro i 2016, har sendt en hilsen til både de danske OL-atleter, men også de to danske fanebærere, Sara Slott Petersen og Jonas Warrer.

    - Vi hepper med hjemmefra og håber, I gør det rigtig godt og får nogle medaljer med hjem til Danmark.

    - Jonas og Sara, tillykke med at I skal bære den danske fane. Det er et kæmpe øjeblik. Nyd det, siger Caroline Wozniacki.

  30. Fødevarerminister Rasmus Prehn bliver Danmarks repræsentant ved OL

    Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) rejser til OL i Tokyo som repræsentant for Danmark.

    Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

    - Jeg er virkelig glad for at kunne repræsentere regeringen og overvære De Olympiske Lege i Tokyo i år. Det er en opgave, jeg påtager mig med stor ære, udtaler Rasmus Prehn i meddelelsen.

    - Jeg holder ekstra øje med de danske håndboldherrer, sejlads og skateboard, der i år er med på OL-programmet for første gang, og hvor vi har en 46-årig repræsentant med i form af ikonet Rune Glifberg. Det er så stærkt, lyder det fra fødevarerministeren.

    Prehn erstatter kulturminister Joy Mogensen (S), som har måtte melde fra, fordi hun er gravid.

  31. Oversvømmelser i Tyskland har smadret tog og jernbaner for 10 milliarder kroner

    • Der er sket skade på 600 kilometer jernbanespor i Tyskland. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Blandt andet er stationen Dernau ødelagt. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Også togbroer er smadret af vandmasserne. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Der er også sket indvendige skader i nogle toge. Blandt andet i toget her i Kreuzberg i Tyskland. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Regningen for skader på tog og jernbaner efter oversvømmelserne i Tyskland i sidste uge løber op i omkring 10 milliarder danske kroner.

    Det skriver Ritzau med henvisning til det tyske nyhedsbureau DPA.

    Beløbets størrelse er et estimat fra det statsejede jernbaneselskab Deutsche Bahn, som er i dialog med den føderale regering om finansieringen.

    Inden årets udgang forventer jernbaneselskabet at have bragt skaderne i orden igen, så togtrafikken kan genoptages stort set som normalt.

    Oversvømmelserne har kostet over 170 mennesker livet i Tyskland, og særligt delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen er blevet hårdt ramt af ødelæggelser.

  32. Smittestigningen bremser op i Spanien

    Det begynder at gå den rigtige vej med smitten i Spanien. I hvert fald er landet begyndt at se et fald i stigningen af smittetilfælde.

    Det siger Spaniens sundhedsminister, Carolina Darias.

    Generelt har der været en del smitte i Spanien det seneste stykke tid. Antallet af smittetilfælde blev femdoblet i perioden fra midten af juni til midten af juli.

    Det fik tidligere på ugen myndighederne på Mallorca til at overveje at stramme reglerne for nattelivet i weekenden.

    Siden 10. juli har Udenrigsministeriet i Danmark opfordret til at være ekstra forsigtig på rejser til og fra Mallorca, som er blandt danskernes foretrukne rejsemål.

  33. I Jylland og på Fyn har hver tredje ung mellem 12-15 år sagt ja til coronavaccination

    Hver tredje af de jyske og fynske 12-15-årige har sagt ja tak til et stik med en coronavaccine.

    Det viser tal fra Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark, skriver Ritzau.

    Der er samlet set 132.603 i aldersgruppen fordelt på de tre regioner, og heraf har 44.187 torsdag takket ja til tilbuddet. Det svarer til 33,3 procent af gruppen.

    Nogle har allerede fået første stik, mens andre har bestilt tid.

    De 12-15-årige skulle egentlig først være blevet vaccinerede i september, men fordi Danmark fik mulighed for at købe mere end 1 million coronavacciner fra Rumænien, har det været muligt at vaccinere den yngste målgruppe tidligere.

  34. Færinger og grønlændere får nu fuld adgang til vaccination i Danmark

    Nu kan alle færinger og grønlændere blive vaccineret for coronavirus i Danmark.

    Tidligere har det krævet, at man som færing eller grønlænder har opholdt sig i Danmark i længere tid, men det krav bliver nu fjernet, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Det eneste krav er nu, at man har bopæl inden for Rigsfællesskabet.

    Ændringen sker, fordi styrelsen har vurderet, at der nu er kapacitet til at tilbyde flere covid-19-vaccine i Danmark.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen vil den nye mulighed være relevant for cirka 5.500 personer. For at booke en tid skal borgerne ringe til den region, hvor de gerne vil vaccineres for at bestille tid.

  35. Fra 2. august er en tur med Molslinjen gratis for gående og cyklister alle hverdage

    Fra den 2. august kan du på alle hverdage komme gratis med Moslinjen, hvis du er cyklist eller på gåben.

    Molslinjen har valgt at udvide det tilbud, de har haft henover sommeren som en del af regeringens sommerpakke, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

    Indtil nu har der været gratis færgeture henover sommeren tirsdag-torsdag.

    De gratis ture på alle hverdage gælder på ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde og på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen. På færgeruten mellem Esbjerg og Fanø bliver de gratis ture først udbudt efter skolernes sommerferie.

    Også folk med handicapparkeringskort kan komme gratis ombord. Billetterne skal bestilles og betales online, og så får man pengene betalt tilbage efter færgeoverfarten.

    Ordningen gælder til og med september.

  36. Danmark er et af de lande i verden med flest OL-medaljer per indbygger

    Det er ikke kun et udtryk for jubeloptimisme, når vi sidder hjemme i stuerne og tror på, at de danske atleter kan slæbe medaljer med hjem fra OL, selvom Danmark kun er et lille land.

    Danmark er nemlig et af de lande i verden, som har vundet flest medaljer ved OL per million indbyggere.

    Vi er helt præcist nummer fem på listen, kun overgået af Finland, Ungarn, Sverige og Bahamas.

    Danmark er altså et af de bedste lande at være født i, hvis du vil vinde en OL-medalje, og årsagen er blandt andet en stærk kultur for at dyrke foreningsidræt og en høj sundhedstilstand, forklarer Rasmus Klarskov Storm, der er analyse- og forskningschef hos Idrættens Analyseinstitut.

  37. Rekordmange familier efterspørger penge til at holde ferie for

    Endnu flere familier end normalt har svært ved at finde plads i budgettet til at holde sommerferie eller bare tage på en lille sommerudflugt.

    Organisationer som Husmoderferie, Dansk Folkehjælp, Blå Kors og Mødrehjælpen, der alle uddeler feriehjælp eller arrangerer ferielejre for børn eller fattige familier, fortæller om rekordstor søgning denne sommer.

    Hos Husmoderferie, der tager familier med på ferie i Rødby på Lolland, står 50 familier på venteliste i år, fortæller aktivitetsleder Leo Rasmussen.

    Alle organisationerne er enige om, at det især skyldes coronakrisen, som, de mener, har ramt den fattigste del af befolkningen hårdt.

  38. Danskere griber oftere ud efter alkoholfri øl i supermarkedet: Salget er fordoblet siden 2013

    Når danskere skal nyde en kold øl i sommervarmen, er flere og flere tilbøjelige til at knappe en alkoholfri en op.

    Salget af alkoholfrie øl er fordoblet hos supermarkedskoncernen Coop i perioden fra 2013-2020.

    Det fortæller Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør hos supermarkedskoncernen, der blandt andet står bag Irma, SuperBrugsen-, Fakta- og Kvickly-butikkerne, til Ritzau.

    - Der er en klar tendens i salget af alkoholfri øl på landsplan. Vi har set den med stadigt større styrke fra 2013 og frem, og i 2020, der var et usædvanligt år, var den alkoholfri øl blandt de syv varegrupper, der steg mest markant, siger han.

    Jens Juul Nielsen mener, at stigningen skyldes, at udvalget af alkoholfrie øl er blevet bedre og større, samtidig med at befolkningen er blevet mere sundhedsbevidst.

  39. Fængselsoprør i Ecuador: Mindst 21 indsatte er døde

    I Ecuador har mindst 21 indsatte mistet livet, og flere betjente er blevet såret efter fangeoprør i to af det sydamerikanske lands største fængsler.

    Det oplyser myndighederne ifølge Ritzau, dagen efter at det lykkedes specialenheder i politiet at genvinde kontrollen i de to fængsler, der ligger i henholdsvis den sydvestlige del og den centrale del af Ecuador.

    Det er anden gang i år, at fængselsvæsnet i landet bliver ramt af dødelige optøjer.

    I februar døde mindst 79 indsatte i løbet af et døgn i et opgør mellem rivaliserende bander i tre fængsler - heriblandt de to hvor der igen har været fangeoprør.

    • I fængslet i Cotopaxi døde 13 indsatte, mens 35 andre indsatte og seks betjente blev såret under urolighederne. (Foto: JOHANNA ALARCON © Ritzau Scanpix)
    • Udenfor fængslet venter pårørende på information. (Foto: RODRIGO BUENDIA © Ritzau Scanpix)
    • En pårørende til en indsat taler med politiet foran et fængsel i Ecuador. (Foto: RODRIGO BUENDIA © Ritzau Scanpix)
    • Soldater ankommer til fængslet Cotopaxi, efter flere indsatte har mistet livet. (Foto: JOHANNA ALARCON © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  40. Perfekt grill- og strandvejr første halvdel af weekenden - men nyd det, så længe det varer

    Første halvdel af weekenden byder på flot på vejr.

    Selvom det starter skyet flere steder i landet, så klarer det op i løbet af dagen de fleste steder. Temperaturerne fredag vil ligge på mellem 17 og 25 grader.

    Lørdag lover DMI til gengæld sol hele dagen og op til 27 grader.

    Sommervejr, der nærmest bare kalder på grillaftener og dage på stranden. Det siger vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang.

    - Det kunne måske opfordre til, at man tog til stranden eller holdt en grillfest hjemme i haven, for det bliver tørt med en del sol de fleste steder og med temperaturer mellem 20 og 25 grader.

    Men det er om at sætte pris på det gode vejr, så længe det er her.

    Det ser nemlig ud til, at vi søndag morgen står op til et skyet vejr og byger.

  41. Skal du på ferie til Italien? Landet strammer coronareglerne

    Har du planlagt en ferie til Italien efter den 6. august, skal du være opmærksom på de nye coronarestriktioner, som Italiens ministerråd lige har meldt ud.

    Fra den 6. kræver det, at man er vaccineret, tidligere har været smittet eller kan fremvise en negativ test, hvis man vil en tur i fitnesscenter, på restaurant eller på museum.

    De kommende regler er indført for at forsøge at bremse coronasmitten, der har været stigende på det seneste - især blandt unge.

    Torsdag registrerede de italienske sundhedsmyndigheder 5050 nye smittetilfælde og 15 coronarelaterede dødsfald.

  42. Bueskytten Maja Jager får indonesisk modstand i første knockout-runde

    Den danske bueskytte Maja Jager var i nat for første gang i konkurrence ved OL. I sin kvalifikationsskydning sluttede hun på 25.-pladsen ud af 64 deltagere.

    Det betyder, at hun den 29. juli skal møde indoneseren Diananda Choirunisa, der sluttede som nummer 40. Vinderen af den dyst går videre til 1/16-finalerne, mens taberen ryger hjem.

    Ved kvalifikationsskydningen var niveauet tårnhøjt i toppen, og sydkoreaneren An San satte olympisk rekord med 680 point. To af hendes landsmænd og mexicaneren på fjerdepladsen scorede også alle point nok til at slå den gamle OL-rekord.

  43. Færøsk roer tager hul på det danske OL med sikker sejr

    Sverri Nielsen på vandet i Japan. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Ritzau Scanpix)

    Så har de første danskere været i aktion ved OL i Tokyo.

    Roeren Sverri Nielsen fra Færøerne er sikkert videre til kvartfinalerne i singlesculler ved OL, efter det danske medaljehåb snuppede en sikker førsteplads i det indledende heat 3 i nat.

    Det var på forhånd ventet, at europamesteren fra 2020 ville ro sig videre til kvartfinalen, og Sverri Nielsen førte da også komfortabelt det meste af løbet.

    Mændenes kvartfinaler i singlesculler afvikles natten til mandag 26. juli dansk tid.

  44. Twitter og Snapchat nyder godt af reklamemarked i vækst

    Twitters aktiekurs er torsdag steget med helt op til ni procent, efter at selskabet har annonceret en højere indtjening end forventet i andet kvartal, skriver mediet CNBC ifølge Ritzau.

    Selskabet melder således om en profit på 65,6 millioner dollar i kvartalet. Det svarer til knap 415 millioner kroner og er en markant forbedring i forhold til samme kvartal sidste år, hvor Twitter meldte om et tab på 8,7 milliarder kroner.

    Samlet er Twitters omsætning steget med 74 procent i forhold til sidste år til 1,19 milliarder dollar eller godt 7,5 milliarder kroner.

    Torsdag er den sociale medievirksomhed Snap, der står bag appen Snapchat, også kommet med regnskab for andet kvartal.

    Det viser ifølge Reuters en omsætning, der er steget med 116 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år til 982 millioner dollar svarende til 6,2 milliarder kroner.

  45. Bagagemedarbejdere genoptager arbejdet

    Bagagemedarbejderne fra SGH i Københavns Lufthavn genoptager arbejdet efter at have strejket i dag, oplyser Københavns Lufthavn ifølge Ritzau.

    Strejken betød, at en række flyafgange blev forsinkede i Københavns Lufthavn.

    SGH er et af flere firmaer i lufthavnen, som sørger for at håndtere den bagage, som passagerer bringer med på deres flyvninger.

    Ifølge Fagbladet 3F begyndte strejken klokken 8.45 torsdag morgen, hvor de ansatte fra SGH nedlagde arbejdet.

    Det gjorde de ifølge Fagbladet 3F blandt andet grundet utilfredshed med, at der ikke er mulighed for at planlægge sin arbejdstid og masser af weekend- og nattearbejde.

  46. AGF taber til hold fra Nordirland i Conference League

    AGF tabte overraskende med 2-1 til Larne fra Nordirland i kvalifikationen til den europæiske turnering Conference League.

    Allerede efter tre minutter kom de nordirske værter foran, og efter en halv time fordoblede de føringen.

    Den stilling holdt indtil kort før tid, hvor AGF fik en livline før næste uges returkamp i Aarhus, da et besynderligt selvmål endte med at give en reducering til aarhusianerne.

  47. Få danske atleter med til åbningsceremoni

    Kun 22 ud af de 111 danske atleter, der er rejst til Tokyo for at deltage i OL, skal følge fanen ind til åbningsceremonien fredag.

    Selvom åbningsceremonien er spektakulær, og der er mange traditioner forbundet med ceremonien, så har mange danske atleter valgt at takke nej. Ifølge flere af dem skyldes det blandt andet, at man til åbningsceremonien skal stå op i meget lang tid.

    - Jeg er kommet til OL for at præstere bedst muligt. Til en åbningsceremoni er der en del ventetid, hvor du skal stå op, mens du venter på at gå ind. Det er jeg ikke så interesseret i, når jeg skal spille lørdag, forklarer den danske badmintonspiller Viktor Axelsen.

  48. FCK vinder sikkert i Conference League

    FC København vandt sikkert 4-1 over Torpedo Belaz Zhodino fra Hviderusland i kvalfikationen til Conference League.

    Københavnerne fik derfor et glimrende udgangspunkt før returkampen, der skal spilles i Kazan om en uge.

    Målene blev scoret af Rasmus Falk, Jonas Wind Kamil Wilczek. Sidstnævnte scorede to mål.

  49. Kong Harald på ti-årsdagen: Troen på friheden er større end frygten

    - Ti år er gået, siden Norge blev mørkelagt. Men mange lyser.

    Sådan lyder det fra Norges kong Harald under et mindearrangement på ti-årsdagen for terrorangrebene i Oslo og på Utøya.

    - Jeg holder fast i det, jeg sagde dengang. Troen på friheden er større end frygten, siger han.

    Kong Harald gjorde det også klart, at Norge som nation har et fælles ansvar for at lære fremtidige generationer om, hvad der skete 22. juli 2011.

    - Vi har som samfund ikke gjort nok for at se, for at hjælpe, for at bære byrden sammen - og for at modarbejde de mørke kræfter. Det er jeg ked af, siger kong Harald.

    - Alligevel har jeg stor tro på det norske folk, for vi har vist gennem mange slags prøvelser, hvor meget vi kan klare, når vi står sammen for at værne om vores grundværdier.

    Du kan læse hele kong Haralds tale her.

  50. Lystfiskere får lov til at fange tun i danske farvande

    Danske lystfiskere får lov til at fange 15-20 tun, som skal stilles til rådighed for forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), skriver Ritzau.

    Det er normalt ulovligt at fange tun i Danmark uden at sætte dem tilbage i havet. Men Danmark har lavet en byttehandel med fiskekvoter med Spanien.

    - Vi laver det her projekt for at blive klogere på tun i de danske farvande, siger Rasmus Prehn (S), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

    Ifølge aftalen får Spanien kvoter på at fange 35 ton makrel, og Danmark får fem ton tunkvoter.

    DTU Aqua har allerede gang i et projekt, hvor tun i danske farvande bliver mærket. Men med det nye projekt skal de blive endnu klogere på fiskene.

  51. Store hjemmesider ramt af problemer

    Her på dr.dk har vi haft udfordringer med teknikken, og det er vi langt fra alene om.

    På Downdetector, der beretter om fejl hos hjemmesider, kan man se, at flere af verdens største virksomheder som Amazon, UPS og McDonalds har haft problemer enten med hjemmeside eller app.

    De første indberetninger om nedbrud kom omkring klokken 17.30, og der var også danske virksomheder som Yousee og Nordea, der havde problemer.

    Også Playstation har haft udfordringer, hvilket ifølge mediet Daily Mail har fået gamere til at rase på sociale medier.

    Ifølge mediet Independent er det en fejl hos virksomheden Akamai, som leverer infrastruktur på nettet, der er skyld i nedbruddet. Ifølge Akamai er problemet nu løst.

    En lignende episode fandt sted for halvanden måned side. Her var det også en virksomhed, der leverer infrastruktur på nettet, som var skyld i problemerne.

Mere fra dr.dk