Seneste nyt

Billeder: Dronning Margrethe er ankommet til Sønderborg for at flytte på sommerslot

Overblik

  1. Billeder: Dronning Margrethe er ankommet til Sønderborg for at flytte på sommerslot

    Dronning Margrethe er her til formiddag ankommet med Kongeskibet Dannebrog til Sønderborg, hvor der vil være residensforlæggelse til Gråsten Slot.

    Dronningen blev modtaget på havnen af Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), inden turen går til Gråsten Slot, som den gør hvert år.

    • Dronningen vinker fra skibet. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
    • Kongeskibet Dannebrog ankommer til Sønderborg. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
    • Den søde blomsterpige med en smuk buket. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
    • Der råbes et leve for dronningen. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
    • Dronningen fik en masse blomster ved ankomsten og tabte nogle roser, som borgermester Erik Lauritzen hjalp med at få op. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
    1 / 5

    Gråsten Slot er dronning Ingrids gamle sommerslot, og dronning Margrethe plejer at få besøg af familien, når hun er der.

  2. Dansk medaljehåb kvalificerer sig til semifinale

    Den regerende europamester, kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, er klar til semifinalerne i K1 - 200 meter efter i dagens første indledende heat.

    Danskeren fik godt fat i vand og lagde sig tidligt foran og kørte den stensikkert hjem fra spids.

    Emma Aastrand Jørgensen kom ind i tiden 41,572 sekunder med lidt over et halvt sekund ned til nummer to, italienske Francesca Genzo.

    De to første i hvert heat kvalificerer sig direkte til semifinalerne, der afvikles i morgen, mens de øvrige skal sejle kvartfinaler senere i dag.

    Du kan se danskerens heat i videoen herunder:

  3. Både Pfizer og Moderna hæver prisen på deres coronavacciner

    Det kan pludselig blive noget dyrere at købe coronavacciner ind for EU.

    De to mRNA-vacciner, der er godkendt til at blive brugt i det danske vaccinationsprogram, stiger nemlig i pris.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    En Pfizer-vaccine kostede før omkring 115 danske kroner, men nu koster den 145 kroner.

    Tilsvarende stiger et skud med Moderna-vaccinen fra omkring 160 danske kroner til 179 kroner.

    Europakommissionen skrev tirsdag, at EU er på vej til at nå et mål om fuld vaccination af mindst 70 procent af den voksne befolkning inden udgangen af sommeren.

  4. Ekspert forventer ikke ny nedlukning i USA trods delta-udbrud

    USA vil formentlig ikke blive tvunget til at lukke samfundet ned igen - selv hvis landet oplever en stigning i antal nye coronatilfælde på grund af deltavarianten.

    Det siger præsident Joe Bidens førende rådgiver på området, smitteekspert Anthony Fauci.

    Knap seks ud af ti amerikanere over 12 år er fuldt vaccinerede nu.

    - Jeg tror, at vi har en tilstrækkelig høj procentdel af folk her i landet, siger Fauci med henvisning til andelen af vaccinerede, i programmet 'This Week' på tv-stationen ABC News.

    - Ikke nok til at knuse udbruddet. Men jeg vil tro, at det er nok, til at vi ikke kommer i den situation, vi befandt os i sidste vinter.

    Antallet af nye smittetilfælde i USA er næsten fordoblet i løbet af de seneste ti dage, skriver Reuters.

  5. Se de historiske billeder: SAS fylder 75 år

    Et Douglas DC-3 fly fra det nystartede flyselskab SAS venter på at få luft under vingerne. (Foto: A E Andersen © Scanpix Denmark)

    I dag er det 75 år siden, at flyselskabet SAS blev dannet, da Det Danske Luftfartselskab, Det Norske Luftfartselskap og Svensk Interkontinetal Lufttrafik slog sig sammen.

    Herunder kan ses billeder fra SAS' spæde start i 1946.

    • Indenfor i et Douglas DC-3 fly fra SAS' spæde start, hvor en stewardesse taler med en rejsende. Dengang måtte man godt ryge en cigaret i kabinen. (Foto: A E Andersen © Scanpix Denmark)
    • SAS' DC-4 fløj for første gang mellem København og New York City i September 1946. (Foto: NF © Scanpix Danmark)
    • En stewardesse serverer en forfriskning til de rejsende i et Douglas DC-3-fly. (Foto: A E Andersen © Scanpix Denmark)
    1 / 3

    Med så mange år på landingsstellet, så har selskabet oplevet et og andet.

    Mange fly er også blevet købt. Historisk kan man især bide mærke i købet af en række caravellefly med jetmotorer i 1959 og flytypen Boeing 747 i 1971.

    I 1960 åbnede SAS også sit første hotel, og en række forretninger er blevet åbnet og sidenhen frasolgt for at fokusere på luftfart.

    • SAS Royal Hotel blev indviet i 1960 og ligger på Hammerichsgade i det indre København. Dengang var hotellet den første skyskraber i København. Hele hotellet, lige fra facaden til bestikket i restauranten på 20. etage, er tegnet af den verdensberømte danske arkitekt Arne Jacobsen. (Foto: Tage Nielsen © Scanpix Denmark)
    • Hotellet rager stadig op i landskabet, selvom København har fået flere skyskrabere siden indvielsen i 1960. Her i marts 2020, hvor lyset er blevet tændt til at forme et hjerte og teksten CPH for København. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)
    1 / 2
  6. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 9
  7. FCK henter sæsonens første sejr i Odense

    Efter to uafgjorte opgør mod AaB og Silkeborg i sæsonens første to kampe lykkedes det endelig FC København at sikre sig en sejr. Det skete i holdets 2-0-sejr på udebane mod OB.

    FCK kom godt fra start og allerede efter 12 minutter fik Jonas Wind bragt københavnerne i front, da han scorede til 1-0.

    Det var det samme antal minutter, som udeholdet skulle bruge i anden halvleg på igen at få scoret. Her var det den tidligere AGF'er Kevin Diks, som bragte sit nye hold på 2-0.

    OB fik scoret i slutminutterne, men efter en hurtig gennemgang via VAR, blev målet underkendt.

    FCK ligger med sejren på Superligaens tredjeplads.

    FCK's Jonas Wind scorede til 1-0. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
  8. Hviderussisk sprinter nægtede at gå om bord på fly: 'Jeg tager ikke hjem til Hviderusland'

    Den hviderussiske sprinter Krystsina Tsimanouskaya taler med japansk politi i lufthavnen. Hun var efter eget udsagn ved at blive tvunget hjem til Hviderusland, før hun fik fat i politiet i lufthavnen. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

    Sprinteren Krystsina Tsimanouskaya fra Hviderusland er havnet i et større drama ved OL i Tokyo.

    Tsimanouskaya blev søndag beordret hjem til Hviderusland efter kritik af de hviderussiske trænere ved OL, men hun undslap i lufthavnen med hjælp fra japansk politi.

    Det fortæller hun til nyhedsbureauet Reuters.

    - Jeg tager ikke hjem til Hviderusland, lød det fra Tsimanouskaya.

    Den 24-årige sprinter hævder, at hun søndag blev hentet af det hviderussiske trænerteam på sit hotel og bedt om at pakke, inden hun mod sin vilje blev kørt til lufthavnen.

    Her fik hun kontakt til japansk politi.

    - Jeg tror, jeg er i sikkerhed. Jeg er sammen med politiet, sagde hun ifølge Reuters.

    Krystsina Tsimanouskaya står omringet af japanske betjente i Haneda Airport i Tokyo tidligere i dag. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

    Tsimanouskaya har kritiseret trænerne på Instagram. Blandt andet for at sætte hende på det hviderussiske 4 x 400 meterhold uden at fortælle hende om det først.

    - Cheftræneren kom hen til mig og sagde, at han havde fået en ordre om at fjerne mig, siger Tsimanouskaya.

  9. Ekspert: Risiko for borgerkrig kan sende flygtninge mod Europa

    Talebans fremmarch i Afghanistan efter Vestens tilbagetrækning sender lige nu tusindvis af afghanere på flugt, og mange mister livet.

    Og det skaber risiko for en ny flygtningebølge mod Europa, mener David Vestenskov, som er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og har fulgt Afghanistan i et årti.

    - Afghanere flygter, fordi det system, der er blevet opbygget gennem de seneste 20 år, er under afvikling.

    - En borgerkrig med forskellige fronter er det, der skaber de sværeste kår for en civilbefolkning. Og de eneste muligheder for at overleve kan være at flygte, siger Daniel Vestenskov.

    30.000 flygter ud af Afghanistan hver uge, skriver New York Times på baggrund af tal fra FN’s flygtningeorganisation IOM.

    Læs hele interviewet med Daniel Vestenskov her.

  10. De danske mestre er stadig uden sejr efter uafgjort i Vejle

    Vejle og Brøndby spillede søndag eftermiddag uafgjort 2-2 i 3F Superligaen, og det blev dermed de danske mestres tredje uafgjorte i den nye sæson.

    Brøndby kom ellers bedst fra start, da Mikael Uhre allerede efter tre minutter sendte sit hold i front.

    Efter godt en halv time svarede Vejle igen. Vejles græske startdebutant Dimitris Emmanouilidis dukkede op i feltet og headede udligningen i mål.

    På den anden side af pausen var det hjemmeholdet, Vejles, tur til at komme foran, da 18-årige Wahid Faghir ligeledes med et hovedstød scorede til 2-1.

    Godt ti minutter inden slutfløjt udlignede amerikanske Christian Cappis for Brøndby, da han scorede sit første mål i gult efter et hjørnespark.

    Det blev det sidste mål i opgøret, som endte 2-2.

    Mikael Uhre scorede til 1-0. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)
  11. Mand sigtet for at bide del af bofælles tunge af: Varetægtsfængslet i knap fire uger

    En 50-årig rumænsk mand, der bor i Danmark, er blevet varetægtsfængslet frem til 27. august.

    Han er sigtet for at have bidt noget af tungen af en bofælle, der også er 50 år og fra Rumænien.

    Det oplyser senioranklager ved Nordjyllands Politi Lone Lyngsø, efter at grundlovsforhøret ved Retten i Aalborg er slut, skriver Ritzau.

    De to rumænere deler bolig med en tredje rumæner i Gistrup sydøst for Aalborg, og her kom det til håndgemæng, da de angiveligt kom op at skændes om oprydningen.

  12. Storkeungerne Astra og Zeneca druknede i en gylletank: Forening sætter ind for at løse problemet

    Fredag eftermiddag blev Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk, opmærksom på, at noget ikke var, som det skulle være.

    - Vi har sendere på fire storkeunger. Den ene sender var spottet i en gylletank, som lå tæt på storkereden.

    Senderen tilhørte storkeungen Zeneca. Og det viste sig, at hans søster Astra var sammen med ham. De to druknede i en gylletank. Og det er ikke første gang, at storke har mistet livet i en gylletank.

    - For nogle år siden forsvandt storkeungen Tommy, og vi kan forestille os, at han døde i den selvsamme tank, siger Jess Frederiksen.

    Den makabre død er dog ikke noget, som ofte sker herhjemme, men Frederiksen oplyser, at foreningen kommer til at have fokus på problemet, så sikkerheden kommer i top ved gylletanke.

    - Vi har allerede sikret en gylletank, der ligger i nærheden af en anden storkerede, ved at overdække den, så storke og andre fugle ikke kan falde ned i den.

    Astra og Zenecas forældre, Connie og Clyde, er et af fem ynglende storkepar i Danmark. De er efter omstændighederne okay.

    - Mange tillægger dyr menneskelige følelser, det har de ikke. Det er ikke sådan, at de sidder og græder, nu har de lidt fritid, inden de trækker syd på, oplyser Jess Frederiksen.

  13. Flere anholdt ved demonstrationer mod coronarestriktioner i Berlin

    En demonstrant står overfor tysk politi i Berlin. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)

    Hundreder af demonstranter har søndag protesteret mod coronaregler i Tysklands hovedstad, Berlin.

    En domstol havde ellers nedlagt forbud mod demonstrationen, men den fandt sted alligevel.

    Politiet oplyser, at nogle demonstranter chikanerede og angreb politibetjente i Berlins vestlige Charlottenburg-distrikt. Demonstranterne ignorerede også vejblokader, skriver Ritzau.

    Flere personer er anholdt, oplyser politiet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Der blev nedlagt forbud mod protesterne på grund af netop coronareglerne.

    Ifølge domstolene var der risiko for, at deltagere ville droppe regler for mundbind og fysisk afstand. Og det går ikke, på et tidspunkt hvor de tyske smittetal er stigende.

    • Der var mange samlet i Berlins gader for at protestere mod coronarestriktionerne i Tyskland, selvom demonstrationerne ellers var erklæret forbudt af en domstol. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant holder et papir med påskriften 'Frihed' over hovedet under demonstrationen. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • Demonstrationen, der var erklæret ulovlig på grund af coronarestriktionerne, forløb ikke fredeligt. Politiet har anholdt flere. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant pågribes af politiet. Demonstranten bærer et skilt med et billede Mahatma Gandhi, der er kendt for sin frihedskamp mod det engelske kolonistyre i Indien. Han organiserede mange aktioner baseret på civil ulydighed. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant slæbes væk af henimod seks betjente. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  14. Sverige slår håndboldherrerne, men Danmark fastholder førstepladsen

    Det blev ikke fem på stribe for Nikolaj Jacobsens landshold ved OL.

    I gentagelsen af VM-finalen fra januar fik svenskerne revanche.

    Det blev en blå-gul sejr på 33-30.

    Danskerne var på hælene det meste af kampen, og ved pausen var Sverige foran 17-13.

    I anden halvleg var det svenske forspring periodevis nede på to mål, men aldrig mindre end det, og svenskerne kørte sejren hjem.

    Nederlaget ændrer dog ikke på, at Danmark er videre til kvartfinalen med en førsteplads i gruppen.

    I kvartfinalen bliver Danmarks modstander Norge, der endte på fjerdepladsen i den anden gruppe.

  15. Cambodja følger efter Israel og tilbyder også et tredje stik vaccine

    I Cambodja bliver befolkningen nu tilbudt et tredje stik med en coronavaccine, et såkaldt booster-stik.

    I første omgang bliver booster-stikket givet til sundhedspersonale i det sydøstasiatiske land med over 14 millioner indbyggere.

    Folk, der allerede er blevet vaccineret med Sinopharm og Sinovac (to kinesiske vacciner, red.), vil blive tilbudt AstraZeneca som det tredje stik, siger landets premierminister Hun Sen.

    I denne uge besluttede Israel også at tilbyde et tredje stik vaccine, men her vil man i stedet tilbyde det til alle over 60 år.

  16. Italiensk sprinter vinder herrernes 100 meter-finale

    En 100 meter-finale uden en eneste jamaicaner.

    Nærmest utænkeligt for blot få år tilbage, men ikke desto mindre, var det realiteten ved de olympiske lege i Tokyo.

    Der var to gengangere fra finalen i Rio i 2016. Andre de Grasse og Akani Simbine.

    Da starten gik var Zharnel Hughes for hurtigt ude af blokken. Han blev diskvalificeret for tyvstart, og så var der kun syv tilbage.

    Det var italienske Lamont Marcell Jacobs, der var hurtigst i tiden 9,80 sekunder.

    Fred Kerley fik sølv og Andre de Grasse tog bronze.

    Se finalen i videoen herunder:

  17. To skibe redder 394 migranter i synkende træbåd på Middelhavet

    394 migranter er blevet reddet fra en stor træbåd i Middelhavet, der var begyndt at tage vand ind.

    To skibe fra en en tysk og en fransk hjælpeorganisation samlede migranterne op omkring 68 kilometer fra den nordafrikanske kyst, skriver Reuters.

    Redningsaktionen blev udført natten til søndag.

    - Overlevende modtager nu behandling på 'Ocean Viking' og 'Sea Watch' (de to redningsskibe, red), oplyser den franske hjælpeorganisation SOS Méditerranée.

    Flere af migranterne blev set springe over bord fra det synkende skib og svømme mod redningsskibene, fortæller vidner til Reuters.

    • Migranter på den synkende træbåd venter på at blive reddet. (Foto: Darrin Zammit Lupi)
    • Ifølge FN's internationale organisation for migration er mindst 1146 personer døde i deres bestræbelser på at krydse Middelhavet for at nå Europa i løbet af årets første seks måneder. (Foto: Darrin Zammit Lupi)
    • Migrantbåde fra Libyen og Tunesien med kurs mod Italien og andre dele af Europa har været stigende over de seneste måneder, hvor vejrforhold for de farlige ture er forbedret. (Foto: Darrin Zammit Lupi)
    1 / 3
  18. 893 nye coronasmittede det seneste døgn

    893 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Ingen personer er døde.

    Dagens smittetal er baseret på 68.858 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,3 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 57 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er tre flere end i går.

  19. Tilbud på takeaway og taxature skal få unge briter til at blive vaccineret

    Hvad siger du til at spare lidt på takeawayregningen?

    Det kan unge britere se frem til, hvis de altså siger ja til at blive vaccineret mod covid-19.

    Det oplyser den britiske regering ifølge BBC.

    Den britiske regering har indgået et partnerskab med køretjenester såsom Uber, Bolt, Deliveroo og Pizza Pilgrims, som skal få ordningen med rabat op at køre.

    Uber vil for eksempel sende en påmindelse ud til alle brugere, hvor de opfordres til at blive vaccineret. Brugere, som er vaccineret, vil desuden blive tilbudt rabat på køreture og måltider, som Uber Eats leverer.

    Der er en række incitamenter i vente, som kuponer og rabatkoder til borgere, som møder op ved midlertidige vaccinecentre eller booker en tid ved de vanlige steder, oplyser sundhedsministeriet ifølge BBC.

  20. Schweizisk rytters hest måtte aflives efter OL-konkurrence

    Den schweiziske rytter Robin Godel har mistet sin makker, da rytterens hest, Jet Set, er blevet aflivet efter at have fået problemer i forbindelse med et OL-ridt i disciplinen military.

    Hesten modtog behandling på banen og blev senere transporteret til en veterinærklinik med hesteambulance. Her viste skanningerne uoprettelige skader lige over hoven på højre ben, og Robin Godel tog, sammen med ejerne af Jet Set, derfor beslutningen om at aflive hesten.

    Den 23-årige Robin Godel var senere søndag ude med en melding på Instagram, hvor han sørgede over aflivningen af sin hest.

    - Jet Set gik bort, mens han gjorde det, han elskede mest: At galopere og hoppe over forhindringer, skriver Godel på Instagram.

    Robin Godel rider på hesten Jet Set. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Ritzau Scanpix)
  21. Michael Monberg valgt som politisk ordfører i Veganerpartiet

    Michael Monberg er blevet valgt som politisk ordfører i Veganerpartiet, der har holdt et digitalt ekstraordinært landsmøde i dag.

    Han stiftede oprindeligt partiet sammen med Henrik Vindfeldt, som tidligere på året trak sig som partileder, skriver Ritzau.

    Ved partiets ordinære landsmøde 12. juni blev det besluttet at indføre en politisk ordfører i stedet for posten som partileder. Ordføreren vælges for en periode på to år.

    Monberg vandt med 62 procent af stemmerne over Lisel Vad Olsson og Simon Nyborg Jensen.

    Michael Monberg - Medstifter og politisk ordfører i Veganerpartiet. (Foto: Jakob Eskildsen)
  22. 100-årig skal i retten - han er tiltalt for 3.500 drab i kz-lejr under Anden Verdenskrig

    En 100 år gammel tysker skal til efteråret i retten, hvor han anklages for drab i kz-lejren Sachsenhausen for 76 år siden.

    I alt er han tiltalt for 3.500 drab i de tre år, hvor han var fangevogter under Anden Verdenskrig, skriver den tyske avis Welt am Sonntag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I omegnen af 200.000 personer var indsat i koncentrationslejren, og cirka 20.000 af dem blev slået ihjel.

    Retten i Neuruppin nær Berlin forventer, at den 100-årige kan klare at være i retten i to og en halv time ad gangen.

  23. USA's flåde: Israelsk tankskib blev angrebet af drone

    Det oplyser repræsentanter for den amerikanske flåde, som er kommet om bord på tankskibet for at undersøge, hvad der er sket.

    - De første undersøgelser peger tydeligt på et droneagtigt angreb, oplyser amerikanske bombeeksperter.

    En brite og en rumæner blev dræbt i angrebet.

    Israel udenrigsminister, Yair Lapid, anklager Iran for at stå bag angrebet og efterlyser en klar international fordømmelse af angrebet.

  24. Se billederne: Skovbrande hærger feriebyer på Sicilien

    • Flammerne har nået Siciliens næststørste by Cantania. (Foto: Orietta Scardino © Ritzau Scanpix)
    • En udsigt til en brand ved Le Capannine-stranden i Catania, Sicilien. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)
    • Varme vindpust har fået ilden til at brede sig på den italienske ø, hvor der er op mod 40 graders varme. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)
    • Øens hovedstad, Palermo, mærker også til de skovbrande, der er opstået i regionen. Lørdag regnede aske fra brandene ned over byen, skriver italienske medier. (Foto: Vigili del Fuoco © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Italienske brandfolk kæmper fortsat med at få kontrol med skovbrandeSicilien.

    Flammerne har bredt sig til Catania, der er den næststørste by på øen.

    Flere indbyggere er tvunget på flugt fra deres hjem, og den lokale lufthavn har måttet lukke midlertidigt.

    Det er ikke kun Italien, der i øjeblikket kæmper med brandene. Andre middelhavslande som Spanien, Tyrkiet og Libanon kæmper også med flammerne.

    I Grækenland kæmper omkring 145 brandmænd mod en skovbrand nær Patras, der er landets tredjestørste by. Siden fredag har Grækenland været ramt af en varmebølge, der har sendt temperaturen op mellem 42 og 44 grader.

  25. Se video: Rindom får sin OL-guldmedalje

    Anne-Marie Rindom sejlede Danmarks første guldmedalje ved de olympiske lege i Tokyo i hus, da hun søndag triumferede i Laser Radial.

    Det var fantastiske billeder, da hun stod øverst på podiet med guld om halsen og smilte fra øre til øre.

    Se Rindom få sin guldmedalje i videoen øverst.

  26. Nu åbnes der for ansøgninger til Arne-pensionen

    I dag er regeringens store plan om en ret til tidlig pension blevet til virkelighed, da der er åbnet for ansøgninger.

    De første, der kan søge om ret til tidlig pension, er personer, der er født i andet halvår 1955 og frem til og med 1960.

    44 år på arbejdsmarkedet giver ret til tre år med tidlig pension, 43 år giver ret til to års tidligere pension, og et arbejdsliv på 42 år giver et enkelt års tidligere pension.

    Beskæftigelsesministeriet oplyser, at det er Udbetaling Danmark, der kommer til at behandle ansøgningerne.

    Dokumentationen for et langt arbejdsliv hentes primært i pensionsoplysninger fra ATP.

    Ministeriet oplyser, at ansøgere desuden kan supplere med egen dokumentation for perioder på arbejdsmarkedet, som kan tælle med i beregningen af anciennitet.

    Mette Frederiksen (S) ses her på Socialdemokratiets kongres i 2019 med Arne Juhl, som blev ansigtet på den aftale, der populært kaldes Arne-pensionen.
  27. Kronprinsen sender hilsen til Anne-Marie Rindom, Pernille Blume og Viktor Axelsen

    Det har været en produktiv morgen for de danske atleter, der har været i gang i flere discipliner.

    En, som har fulgt med, er kronsprins Frederik.

    - Det har været en fantastisk OL-dag indtil videre, skriver han på i et opslag på Kongehustets Instagram.

    - Guld til Anne-Marie Rindom i Laser Radial, bronzemedalje til Pernille Blume i 50 meter fri og så er Viktor Axelsen videre til finalen i badminton!

    Sejleren Anne-Marie Rindom fik da også et opkald fra kronprinsen, efter at hun havde sikret Danmark den første guldmedalje ved OL i Tokyo.

    - Han følger også med i sejlsport og elsker det. Det er super at få den opbakning fra Danmark, siger hun ifølge Ritzau

  28. Turister evakueret fra Middelhavsstrande i Tyrkiet

    Flere turister blev i går evakueret i redningsbåde fra strande i den vestlige del af Tyrkiet, efter at naturbrande truede hoteller i havnebyen Bodrum.

    Kystvagten og flere private både samarbejdede for at bringe turisterne i sikkerhed, skriver flere tyrkiske medier ifølge The Guardian.

    Ifølge det russiske nyhedsbureau Sputnik er over 100 russiske turister blevet evakueret fra hoteller i Bodrum til andre hoteller.

    Seks mennesker er omkommet i naturbrandene, mens 500 er blevet bragt på hospitalet i tyrkiske byer ved Middelhavet.

    Grækenland og Italien er også blevet ramt af flere naturbrande.

  29. Ekstatisk Rindom efter OL-guld: 'Det er det vildeste'

    - Jeg har drømt om det lige siden, jeg blev født. Fuck, det er så fedt, undskyld jeg bander. Det er det vildeste. Det var så svært et medal race.

    Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den nyslåede olympiske mester Anne-Marie Rindom.

    Hun sikrede sig OL-guldet i en nervepirrende medaljesejlads, hvor hun på et tidspunkt havde sat guldmedaljen over styr. Heldigvis sejlede hun sig tilbage på den øverste plads på podiet, og kan nu kalde sig olympisk mester i Laser Radial.

    Anne-Marie Rindom vandt også OL-bronze ved legene i Rio.

    Se Anne-Marie Rindoms guld-reaktion i videoen:

  30. Guld til Danmark: Anne-Marie Rindom triumferer i Laser Radial

    Anne-Marie Rindom triumferede i Laser Radial-klassen efter en nervepirrende afslutning i medaljesejladsen. (Foto: Bernat Armangue © Associated Press)

    Anne-Marie Rindom gik ind til søndagens medaljesejlads på en samlet førsteplads i Laser Radial.

    Men hun blev åndet i nakken af hollandske Marit Bouwmeester og svenske Josefin Olsson.

    Rindom sejlede i mål som nummer syv i medaljesejladsen, hvilket var nok til at sikre guldmedaljen.

    Olsson vinder sølv, og Bouwmeester tager bronzen.

    Anne-Marie Rindoms triumf sikrer Danmark den første guldmedalje ved de olympiske lege i Tokyo.

    Du kan se højderpunkterne fra Rindoms medaljeræs lige her:

  31. Mange betaler for meget i husleje: Camilla klagede og fik nedsat sin leje med 1.300 kroner om måneden

    Det kan være svært at få pengene til at slå til, hvis man for eksempel er studerende, og derfor kan det være en god idé at tjekke, om man betaler for meget i husleje.

    Det gjorde Camilla Bruun fra Aarhus, som klagede til huslejenævnet. Det resulterede i, at hun fik sat sin leje ned med 1.300 kroner om måneden.

    - Det betyder, at jeg kan begynde at spare lidt op igen, siger hun.

    Lejernes Landsorganisation (LLO) får mellem 1.000 og 2.000 sager om året, men chefjurist i LLO Anders Svendsen, mener, at mange flere bliver snydt.

    - Vi ser toppen af isbjerget. Det er kun dem, der overhovedet ved, der er nogle regler, som gør noget ved det. Der er måske også nogle, der ved, de betaler en for høj leje, men som ikke er klar til at tage konflikten med udlejer.

  32. Det efterårsagtige weekendvejr fortsætter med sol og enkelte byger

    Dagen starter for de flestes tilfælde ud med lidt eller nogen sol, men der kan også være enkelte byger.

    I løbet af eftermiddagen kan der i Nordjylland komme flere af den slags.

    Temperaturen kommer op mellem 16 og 21 grader.

    I aften kan solen titte frem, men regnvejret lurer også, og især mod nord er der risiko for spredte byger, der kan være med torden.

    Skybrud er dog ikke noget DMI's vagthavende meteorolog, Mette Wagner, regner med kommer.

    - Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror, at sandsynligheden var størst i går.

    Ved skybrud skal der falde mindst 15 millimeter regn på en halv time.

  33. Krybskytteri stiger igen i Sydafrika

    I Sydafrika er antallet af næsehorn, der bliver dræbt af krybskytter, igen begyndt at stige efter et større fald under sidste års nedlukninger i landet.

    Det oplyser landets miljøminister. Det skriver Ritzau.

    Ifølge ministeren er 249 næsehorn blevet dræbt af krybskytter frem til slutningen af sidste måned.

    Det er 83 flere end i samme periode sidste år, men færre end de 318 næsehorn, der blev dræbt i de første seks måneder af 2019.

    Myndighederne har tidligere forklaret sidste års fald med, at det meste af Sydafrika var lukket ned på grund af pandemien.

    De store dyr bliver som oftest skudt af krybskytter, der udelukkende er ude efter næsehornenes horn, der kan sælges for tusindvis af kroner på det sorte marked.

  34. En række restriktioner bliver lempet i dag

    I disse sommermåneder kan det måske føles som om, at Danmark er mere eller mindre tilbage til normalen efter halvandet år med coronarestriktioner.

    Mange institutioner og brancher er dog fortsat underlagt forskellige krav.

    Men i dag bortfalder en lang række af de krav.

    For eksempel må flere fodboldfans komme på tribunerne. Nu må udeholdene nemlig også have fans til stede under kampene i de bedste danske fodboldrækker.

    Man skal heller ikke længere vise coronapas i forlystelsesparker og zoologiske haver.

  35. Den danske Nacra 17 sejler sig frem med forrygende dag på vandet

    Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck blæste i går til offensiv sejlads og angreb i dagens tre afsluttende sejladser i Nacra 17-klassen.

    Danskerne skulle bruge nogle topplaceringer, måtte man forstå.

    Og lige præcis det leverede de.

    Dagens første sejlads blev vundet, danskerbåden blev treer i den næste og endnu en førsteplads i dagens sidste, som samtidig var den 12. og afgørende sejlads i indledende. Det sender danskerne to placeringer frem i den samlede stilling.

    Danskerne går ind til tirsdagens medaljesejlads på en samlet sjetteplads. Podieplaceringerne kan danskerne dog ikke nå i medaljesejladsen.

    Du kan se et udpluk af dagens sidste sejlads herunder:

  36. Alle afgange aflyst: To raketter rammer landingsbane i lufthavn i Afghanistan

    Lufthavnen i Kandahar i det sydlige Afghanistan har i nat dansk tid været mål for et raketangreb.

    I alt to raketter slog ned på en landingsbane, skriver Ritzau, der henviser til AFP. Nyhedsbureauet har været i kontakt med lufthavnens direktør.

    - På grund af det er alle afgange fra lufthavnen aflyst, siger han til AFP.

    Ifølge Reuters har Taliban taget ansvaret for angrebet og oplyser, at det skete for at stoppe 'fjendtlige luftangreb'.

    - Lufthavnen i Kandahar blev angrebet af os, fordi fjenden bruger den som et knudepunkt til at udføre luftangreb mod os, siger en talsmand for bevægelsen til nyhedsbureauet Reuters.

    Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

  37. Viktor Axelsen spiller sig i OL-finalen

    Viktor Axelsen skal spille OL-finale.

    Det er en realitet efter en sejr i to sæt over Kevin Cordon fra Guatemala.

    Axelsen vandt første sæt 21-18 efter en tæt indledning på kampen.

    Andet sæt var knap så jævnbyrdigt, og Axelsen vandt det komfortabelt 21-11.

    Med finalepladsen sikrer Axelsen endnu en dansk medalje. Om det skal være guld eller sølv spiller han om i finalen mandag.

    Modstanderen bliver vinderen af semifinalen mellem Anthony Ginting og Chen Long.

    Se højdepunkter fra Axelsens semifinaletriumf i videoen:

  38. 35 dræbt og titusindvis hjemløse efter massiv regn i Niger

    Kraftige regnskyl og oversvømmelser har siden juni kostet 35 personer livet og gjort over 26.500 hjemløse i det afrikanske land Niger.

    Det oplyser beredskabsstyrelsen i landet lørdag. Det skriver Ritzau.

    De fleste er døde i bygningskollaps eller oversvømmelser som følge af de store mængder regn, mens i alt 26.532 er blevet tvunget til at forlade deres hjem.

    I alt er cirka 2.500 hjem blevet ødelagt af vandmasserne over hele landet. Samtidig er flere skoler, moskéer, butikker og kornlagre blevet alvorligt beskadiget.

    Der bor omkring 23 millioner mennesker i Niger, der er et af verdens fattigste lande.

  39. Se billederne: Canadiere var på gaden - de kræver en undersøgelse af skolesystem for indfødte

    • Canadiere var på gaden for at demonstrere. De vil have igangsat en uafhængig undersøgelse af landets gamle kostskolesystem for indfødte børn. (Foto: Justin Tang © The Canadian Press/PA Images)
    • Det anslås, at over 4000 indfødte børn er døde på canadiske kostskoler fra 1800-tallet og frem til 1990'erne. (Foto: Justin Tang © The Canadian Press/PA Images)
    1 / 2

    Hundredvis af demonstranter gik i går på gaden i Canadas hovedstad, Ottawa, med krav om, at der skal igangsættes en uafhængig undersøgelse af landets gamle kostskolesystem for indfødte børn.

    De seneste måneder er umarkerede gravsteder ved flere af de såkaldte 'gamle skoler' blevet fundet landet over.

    Børn af den oprindelige befolkning i landet blev indtil 1990'erne indskrevet på skolerne med det formål, at de skulle vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur.

    Det er siden kommet frem, at fysisk og seksuelt misbrug af eleverne var udbredt på skolerne.

    Mindst 130 af den slags skoler har igennem årene eksisteret i Canada, og omkring 150.000 børn af oprindelige folk har været indskrevet på en af dem.

  40. Simone Biles trækker sig fra endnu en disciplin

    Den amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles har meldt afbud til endnu en olympisk konkurrence af mentale årsager.

    Hun kommer heller ikke til at kæmpe om olympisk metal i øvelser på gulv, oplyser Det Amerikanske Gymnastikforbund, USA Gymnastics, på Twitter.

    - Simone har trukket sig fra finalen i øvelser på gulv. Senere vil hun tage en beslutning om bomkonkurrencen.

    Finalen på gulv finder sted i morgen, mens bomkonkurrencen bliver afholdt tirsdag.

    Tidligere har hun meldt afbud til den individuelle mangekampskonkurrence, spring over hest og forskudt barre.

    Simone Biles har nu opgivet at deltage i øvelser på gulv. Hun kan fortsat nå bomkonkurrencen. (Foto: LOIC VENANCE © Ritzau Scanpix)
  41. Pernille Blume vinder bronze i 50 meter fri

    Pernille Blumes bronzemedalje er Danmarks tredje medalje under OL. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag dansk tid sikrede Pernille Blume en bronzemedalje i 50 meter fri, hvor hun stillede op som forsvarende olympisk mester.

    Danskeren tilbagelagde distancen på 24,21 sekunder.

    Australieren Emma McKeon vandt olympisk guld, da hun atter satte ny olympisk rekord med tiden 23,81 sekunder. Svenske Sarah Sjöström tog sig af sølvet med tiden 24,07 sekunder.

    Dermed var Blume henholdsvis 0,14 sekunder efter Sjöström og 0,40 sekunder efter McKeon.

    Danskeren havde en margin på 0,09 sekunder ned til fjerdepladsen.

    Du kan se danskeren svømme sig til en bronzemdealje i videoen lige her:

  42. Brande hærger i mange Middelhavslande

    Brandfolk forsøger lørdag at få kontrol med en skovbrand ved landsbyen Lampiri, der ligger vest for Grækenlands tredjestørste by, Patras. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

    Middelhavslandene kæmper med flammerne i disse dage.

    For anden dag i streg kæmper italienske brandfolk med at få kontrol på skovbrandeSicilien, skriver Reuters. Flammerne har bredt sig til Catania, der er den næststørste by på øen.

    Flere indbyggere er tvunget på flugt fra deres hjem, og den lokale lufthavn måtte lukke midlertidigt lørdag.

    En af skovbrandene har nået den del af byen, der ligger ud mod havet. Billeder på sociale medier viser forkullede strandstole og parasoller.

    En helikopter flyver over en brand i Catania, Sicilien. Billedet er fra i går, men brandfolk kæmper fortsat med flammerne. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)

    Brandende hærger også andre middelhavslande som Spanien, Tyrkiet og Libanon.

    I Grækenland kæmper omkring 145 brandmænd mod en skovbrand nær Patras, der er landets tredjestørste by.

    Grækenland har siden fredag været ramt af en varmebølge, der har sendt temperaturen op mellem 42 og 44 grader, skriver Ritzau.

  43. Vær beredt: Fra midnat skal du have styr på coronapasset for at rejse til Tyskland

    Fra i nat indfører tyskerne strengere coronaregler, der blandt andet betyder, at danskere skal have styr på coronapasset, hvis man skal rejse til Tyskland.

    Helt konkret betyder reglerne, at alle over 12 år skal kunne vise en negativ test, når de rejser ind i Tyskland. Uanset om det sker med bil, tog eller fly.

    Reglerne gælder ikke færdigvaccinerede eller personer, der har haft Covid-19.

    Man er samtidig fritaget for de nye indrejseregler, hvis man udelukkende skal passere igennem Tyskland for at komme videre på sin rejse, eller hvis man er pendler i grænselandet mellem Danmark og Tyskland, oplyser de tyske myndigheder.

    Læs mere om reglerne her.

  44. Dele af romerrigets grænser får status af verdensarv

    Lørdag sluttede verdensarvsudvalgets årlige møde i den kinesiske by Fuzhou.

    Her har blandt andet en næsten 600 kilometer lang strækning langs med floden Donau fået status af verdensarv af FN's kulturorganisation, Unesco.

    Det skriver Unesco i en pressemeddelelse.

    Strækningen, der løber gennem Tyskland, Østrig og Slovakiet, udgør Romerrigets grænse mod nord og øst.

    Den gamle grænse blev det sidste sted, Unesco i år besluttede at optage på sin verdensarvsliste.

    I forvejen var en del af det gamle romerriges grænser på listen.

    Læs mere om alle tilføjelserne på Unescos hjemmeside.

  45. RUC's lister med ansøgeres cpr-numre kunne læses af alle

    I lidt under et døgn fra mandag middag til tirsdag morgen har der været fri adgang til cpr-numre, mailadresser og kommunikation til omkring 2700 personer, der i år har søgt ind på Roskilde Universitet (RUC).

    Det bekræfter RUC over for TV 2.

    - Vi tager det meget alvorligt, og vi er utroligt kede af sagen, siger RUC's universitetsdirektør, Peter Lauritzen, til TV 2.

    Det var en studerende, der ved et tilfælde opdagede problemet.

    Det er den portal, RUC blandt andet bruger til at kommunikere med kommende studerende.

    Det betød, at alle kunne tilgå hjemmesiden uden login. Her kunne man blandt andet finde lister med fuldt navn og cpr-nummer på folk, der har søgt om optagelse på RUC det seneste halve år.

  46. Boris Johnson skal være far igen

    (Foto: Andrew Parsons © Ritzau Scanpix)

    Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og hans hustru, Carrie Johnson, venter deres andet fælles barn.

    Det skriver Carrie Johnson på Instagram ifølge BBC.

    I forvejen er parret forældre til en dreng, Wilfred, der fyldte et år i april.

    Efter planen kommer det yngste medlem af Johnson-familien til verden i december.

    Den 57-årige Boris Johnson giftede sig med 33-årige Carrie - som på det tidspunkt hed Symonds til efternavn - i maj måned i år.

    Det er Boris Johnsons tredje ægteskab.

    Den konservative premierminister blev sidste år skilt fra Marina Wheeler, som han havde været gift med siden 1993. Parret har fire børn sammen.

    Det er også offentligt kendt, at han har en datter uden for ægteskab med kunstkonsulenten Helen Macintyre. Der er vedholdende rygter om, at Johnson har flere børn - men selv afviser han at svare på, hvor mange han har, skriver Ritzau.

  47. Kalundborgvej åben igen efter stort trafikuheld: To har alvorlige skader

    Kalundborgvej er åben igen efter et alvorligt frontaltuheld mellem to biler, hvor den ene part faldt i søvn under kørslen.

    To personer har alvorlige skader efter ulykken, der fandt sted ved Svebølle på det vestlige Sjælland.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Pårørende er underrettet, og anklagemyndigheden vil senere tage stilling til skyldsspørgsmålet, oplyser politikredsen.

  48. Fire-årig dreng slipper med brækket ben efter fald fra 4. sal

    (Opdateret 21:25)

    Her til aften er en fire-årig dreng faldet ned fra fjerde sals højde på Amager.

    Han er heldigvis sluppet fra det med begrænsede skader.

    - Han er sluppet heldigt fra det med et brækket ben, har vi fået oplyst af Rigshospitalets TraumeCenter, oplyser Henrik Stormer, vagthavende ved Københavns Politi, til DR Nyheder.

    Der er ikke tale om en forbrydelse, men et uheld, hvor drengen endte med at falde ned fra altanen i farens lejlighed, fortæller Københavns Politi til DR Nyheder.

    Efter faldet blev drengen hurtigt bragt til Rigshospitalets TraumeCenter, hvor han er blevet behandlet.

  49. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 11
  50. Fem personer i kritisk tilstand efter trafikulykke i Svebølle

    Fem personer er lørdag aften i kritisk tilstand efter en større trafikulykke ved Kalundborgvej ved Svebølle på det vestlige Sjælland.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Tre eller fire biler har været involveret, og de tilskadekomne er i øjeblikket ved at blive vurderet. Lægehelikopter og seks ambulancer er på stedet.

    - Det er sket ved kilometermærke 33 på Kalundborgvej lige ud for Svebølle. Der er fem, som bliver betegnet som i kritisk tilstand, siger vagtchef Lars Galasz til Ritzau.

    - Man arbejder på stedet derude og laver det, der hedder triage, hvor man går ind og vurderer dem. Helikopteren er på stedet med lægen og akutbilen, og så tager man dem derhen, hvor man mener, det er bedst at tage dem hen, siger vagtchefen.

    Politiet oplyser, at vejen vil være lukket i flere timer.

  51. FC Midtjylland slår Viborg i midtjysk lokalopgør

    Med en Superliga-sejr på 2-0 over lokalrivalerne Viborg FF fik FC Midtjylland en glimrende optakt til tirsdagens opgør i Champions League-kvalifikationen mod hollandske PSV.

    Begge kampens mål blev scoret efter pausen. Evander og Anders Dreyer havde sidste støvle på boldene, før de gik i nettet.

    Med sejren har FC Midtjylland nu seks point efter tre kampe i Superligaen, mens Viborg FF har fire.

    Du kan se højdepunkterne fra kampen herunder.

Mere fra dr.dk