Blå partier vil ikke være med til at sænke dagpengesatsen for nyuddannede
Venstre, De Konservative og Liberal Alliance vil ikke være med til at sænke dimittendsatsen for nyuddannede, skriver Børsen ifølge Ritzau.
Dermed går de imod et af de vigtige punkter i den reformpakke, som regeringen fremlagde i fredags.
Det kan de gøre, fordi der allerede er et forlig på det område, og de interne spilleregler på Christiansborg er sådan, at man ikke bare kan bryde et forlig midt i en valgperiode.
En del af reformaftalen er at sænke dagpengesatsen for nyuddannede - dimittendsatsen - fra 12.018 kroner om måneden til 9.514 kroner, og det blokerer de blå partier altså for.
Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen siger, at partiet vil indkalde til drøftelser med de blå partier, der er en del af kredsen bag dagpengereformen.