Blind passager overlevede flyvetur fra Afrika til Amsterdam
Det er en risikabel affære at rejse som blind passager med et fly, og for de fleste ender turen fatalt. Både de lave temperaturer og manglen på ilt kan ende med at koste livet.
Men det er heldigvis ikke hver gang, det går galt, og det seneste bevis på det blev fundet af hollandsk politi i lufthavnen i Amsterdam, skriver BBC.
I hulrummet til hjulene på et transportfly fra Afrika opdagede de en levende person, der blev bragt til hospitalet i stabil tilstand.
- Det er ret bemærkelsesværdigt, at han stadig er i live, siger en talsperson for det hollandske politi.
Flyet var undervejs i 11 timer, og ifølge BBC fløj det fra Johannesburg i Sydafrika med et enkelt stop i Nairobi Kenya. Hvor den blinde passager stod på, vides ikke.