Seneste Nyt

Bolsonaro fordømmer stormløb og nægter ansvar

Mere end seks timer efter at tilhængere af Brasiliens tidligere præsident, Jair Bolsonaro, stormede kongressen, præsidentpaladset og højesteret i hovedstaden Brasilia reagerer Bolsonaro selv.

- Fredelige demonstrationer, som det står i loven, udgør en del af demokratiet. Det gør plyndringer og invasioner af offentlige bygninger, som fandt sted i dag, og som dem, venstrefløjen gennemførte i 2013 og 2017, ikke, skriver han på Twitter

Bolsonaro henviser til tidligere demonstrationer i Brasilien.

- Desuden afviser jeg de anklager, som er fremlagt uden beviser af chefen for Brasiliens nuværende regering, skriver han.

Jair Bolsonaro hentyder til anklager fra landets nuværende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.

Han har anklaget Bolsonaro for at "tilskynde" til volden via sociale medier fra byen Miami i Florida.

/ritzau/

Nyheder

  1. Ægtepar har fanget eftersøgt bortløben abe - med en banan

    Karsten Hornecker troede egentlig det var en fugl, der havde sat sig på taget af huset i Klint i Nykøbing Sjælland.

    Men med en pludselig svingende hale blev han hurtigt klar over, at han havde fået besøg af kapucineraben Milan, der stak af fra Odsherred Rescue Zoo tilbage i juni.

    Det fortæller han til TV 2 Øst, der kalder aben for en 'sjællandsk berømthed'.

    Da aben efterfølende tog ophold på taget af ægteparrets drivhus, fik de den ide at hænge en banan op derinde, hvorefter de ville kunne lukke drivhuslågen i. Og det lykkedes i andet forsøg.

    Ifølge mediet er aben nu fragtet tilbage til Odsherred Rescue Zoo i god behold. Her har man siden flugten ledt efter Milan dagligt.

  2. Lønnen er helt afgørende, siger fagforeninger efter regeringens udspil til trepartsforhandlinger.

  3. Italiens leder er 'forbløffet' over tysk regerings støtte til migranter på Middelhavet

    Italiens premierminister, Giorgia Meloni, har sendt et brev til sin tyske kollega, Olaf Scholz, hvori hun stiller spørgsmålstegn ved hans regerings økonomiske støtte til organisationer, der hjælper flygtninge på Middelhavet.

    - Jeg har med forbløffelse erfaret, at jeres regering - uden at have koordineret det med den italienske regering - angiveligt med betydelige midler har besluttet at støtte ngo'er, der er involveret i modtagelsen af migranter på italiensk territorium og i redningsaktioner på Middelhavet, skriver hun i brevet, som The Guardian citerer italienske medier for at bringe.

    Meloni har tidligere sagt, Italien ikke skal blive 'Europas flygtningelejr'.

    En talsperson fra det tyske udenrigsministerium siger til det britiske medie, at regeringen støtter den tyske ngo SOS Humanity økonomisk til at udføre eftersøgnings- og redningsoperationer på Middelhavet, da det er en "lovlig, humanitær og moralsk pligt".

  4. Et offentligt tilskud til billigere togbilletter er dog for dyrt i forhold til klimaeffekten, siger ekspert.

  5. Flere meldes dræbt og mange såret efter eksplosion på benzintank i Nagorno-Karabakh

    En eksplosion har angiveligt ramt et brændstofdepot i Nagorno-Karabakh, der ligger i Aserbajdsjan, og hvorfra tusindvis på det seneste er flygtet efter uroligheder.

    Over 200 personer meldes kvæstet som følge af eksplosionen, mens andre har mistet livet, meddeler lokale myndigheder i udbryderregionen ifølge Ritzau.

    Tidligere meddelte indenrigsministeriet i Nagorno-Karabakh, at der er både dræbte og tilskadekomne "som resultat af en eksplosion ved et brændstofdepot", skriver Ritzau.

    Det står ikke klart, hvad der har forårsaget eksplosionen. Ifølge Reuters skete den ved en tankstation.

    Udbryderregionen Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan, men er i tre årtier blevet ledet af armeniere. Flere tusinde er dog flygtet fra området, efter Aserbajdsjan har taget kontrol over enklaven.

    Opdateret efter vi fik meldingen om antal kvæstede personer.

  6. Hver femte elev på Bornholm gik i sidste skoleår ud af 9. klasse uden at bestå dansk eller matematik.

  7. En bevaringsværdig præstegård fra 1927 på Falster har fået grønt lys til nedrivning.

  8. Caja Jensen fik foretaget en abort flere uger efter den danske grænse for fri abort.

  9. Macron fremlægger milliardplan for at stoppe brugen af fossile brændstoffer

    Frankrigs udledning af drivhusgasser skal reduceres med 55 procent, og landet vil stoppe brugen af fossile brændstoffer inden 2030.

    Det er budskabet fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som har fremlagt en ny klimaplan til 10 milliarder euro svarende til næsten 75 milliarder kroner, skriver The Guardian.

    - I januar 2027 vil vi fuldstændig have stoppet brugen af kul til vores elproduktion, siger han.

    Frankrig vil blandt andet investere i havvindmølleparker, åbne flere elektriske batterifabrikker i det nordlige Frankrig og undersøge nærmere, hvor naturressourcer kan findes i Frankrig.

    I planen er der også krav om, at de mest CO2-udledende industriområder skal forpligte sig til at reducere deres forurening med 45 procent inden 2030.

    Lederen af det socialistiske parti, Olivier Faure, kalder dog klimaplanen for "skuffende".

  10. Svensk politi efterforsker, om eksplosioner og jordskred hænger sammen

    Jordskreddet natten til i lørdags fik dele af en hovedvej til at brække i stykker, og der åbnede sig et flere hundred meter bredt hul. (Foto: © 9200 Hanna Brunlöf Windell/TT, Ritzau Scanpix)

    Svensk politi har indledt en særlig efterforskning af omstændighederne omkring et jordskred ved Stenungsund i Sverige.

    Politiet siger, at sagen efterforskes som miljøkriminalitet uden dog at komme nærmere ind på, hvad det indebærer.

    - I øvrigt er der ingen ny information, der kan udleveres fra efterforskningen, skriver politiet i en kort meddelelse ifølge Ritzau.

    I dagene op til jordskredet var der ifølge Sveriges Nationale Seismiske Netværk, SNSN, som registrerer rystelser i jorden over hele Sverige, to eksplosioner i området. Skreddet medførte skader på bygninger, og at en hovedvej knækkede midt over.

    I går skrev SVT, at politiet var ved at undersøge aktiviteterne på en byggeplads i nærheden.

    Göteborgs-Posten, skriver, at det ikke er helt fastlagt, hvor sprængningerne fandt sted, men den ene menes at have været ved et klippefremspring to kilometer nord for skreddet, og den anden lige vest for.

  11. Hverken danske eller færøske myndigheder var orienteret om overflyvning fra amerikansk fly i færøsk luftrum. Det gør folk lidt utrygge, siger færøsk folketingsmedlem.

  12. Norsk Politi: Det svenske kriminelle netværk Foxtrot opererer også i Norge

    Det svenske kriminelle netværk Foxtrot har også været aktive i Norge.

    Det bekræfter Trond Bruen Olsen, sektionsleder for organiseret kriminalitet i Kripos, til det norske medie NRK.

    - Ja, der er registreret kriminelle aktiviteter i Norge, som vi kan spore tilbage til Foxtrot-netværket, siger han til NRK.

    Det kriminelle netværk Foxtrot er forbundet med en række drab i Sverige, som er ramt af en omfattende bandekriminalitet.

    I september var der ni banderelaterede drab i Sverige.

    Trond Bruen Olsen oplyser til NRK, at svenske kriminelle netværk generelt har været aktive over hele Norge, og at svenske bandekriminelles aktiviteter har været mere tydelige det seneste år på norsk jord.

  13. Sidste år overlevede 699 personer et hjertestop i det offentlige rum eller i hjemmet.

  14. Nu vil flere aftalepartier helt droppe muligheden for de såkaldte miniudbud. Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

  15. Nogle af dem med mindst klimaaftryk oplever store konsekvenser af klimaforandringerne.

  16. Hollywood-skuespillere opfordrer til nye forhandlinger, efter manuskriptforfattere lander aftale

    Deres fagforening Screen Actors Guild-American Federation of Television and Radio Artists vil gerne forhandle med arbejdsgiverne, "så snart de er parate til at engagere sig i vores forslag på en meningsfuld måde", skriver foreningen på X.

    Samtidig lykønsker foreningen manuskriptforfatterne og hylder deres indsats.

    - Vi bifalder jeres dedikation, flid og urokkelige solidaritet gennem de seneste fem måneder og er stolte af at stå skulder ved skulder med jer som kreative partnere i underholdningsindustrien, står der i et opslag på det sociale medie X.

    Da skuespillerne fortsat strejker, vil det være tv-shows uden skuespillere, som i første omgang vender tilbage. Det er ifølge BBC blandt andet shows med værter som Jimmy Kimmel, Jimmy Fallon, Stephen Colbert og Seth Meyers.

  17. To abortklinikker i Skåne oplyser, at op mod 20 danske kvinder hvert år får udført sen abort hos dem.

  18. Tusindvis af armeniere flygter fra Nagorno-Karabakh af frygt for etnisk udrensning

    • Flygtninge fra Nagorno-Karabakh venter ved et modtagecenter efter at have krydset grænsen til Armenien. (Foto: © Alain Jocard, Ritzau Scanpix)
    • Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, siger, at landet er parat til "kærligt at byde vores brødre og søstre velkommen". (Foto: © Alain Jocard, Ritzau Scanpix)
    • Mindst 200 armeniere og snesevis af aserbajdsjanske soldater blev dræbt, da Aserbajdsjans hær angreb enklaven i sidste uge. (Foto: © Alain Jocard, Ritzau Scanpix)
    • Kun én nødhjælpsleverance på 70 tons mad er blevet tilladt ind i Nagorno-Karabakh, siden de armenske separatister accepterede en våbenhvile med Aserbajdsjan og indvilligede i at aflevere sine våben. (Foto: © Alain Jocard, Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Aserbajdsjans regering vil integrere dem i den almindelige befolkning, men mange armeniere, som lever i regionen Nagorno-Karabakh, føler sig ikke sikre under aserbajdsjansk styre efter sidste uges uroligheder.

    Mere end 6.500 mennesker er indtil videre flygtet til Armenien, skriver BBC.

    Der bor omkring 120.000 mennesker med armensk ophav i Nagorno-Karabakh, der er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan, men som har egen præsident, egen valuta og eget flag.

    Den armenske regering har advaret indbyggerne om, at de kan blive udsat for etnisk udrensning, hvis de bliver, og sagt, at man ønsker at flytte de borgere, som er blevet hjemløse efter kampene i regionen.

    Armenien mener ifølge BBC, at en masseudvandring fra Nagorno-Karabak vil være de aserbajdsjanske myndigheders skyld.

  19. Fødevarestyrelsen laver kontrolbesøg hos avlere, der sælger varer fra stalddøren eller hønsehuse

    Der skal være ordentlige og hygiejniske forhold, når avlere sælger æg, mælk og kød fra stalddøren eller hønsehuset.

    Derfor kommer Fødevarestyrelsen i de kommende måneder på kontrolbesøg for at tjekke, at salget foregår uden risiko for, at forbrugerne bliver udsat for eksempelvis salmonella, listeria eller e-coli.

    Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    - De fødevarer, der sælges, skal være sikre, og det betyder, at man skal slagte dyrene ordentligt, og at man skal have salmonellaprogrammer, siger Ulrich Pinstrup, sektionsleder i Fødevarestyrelsen til Ritzau.

    Der er et sted mellem 1000 og 1100 registrerede til stalddørssalg i Danmark. Det er et krav, at man skal være registreret hos styrelsen.

    Det omfatter også dem, der sælger fisk over ræling, men de er ikke med i denne rundes kontrolbesøg.

  20. Den syvdobbelte verdensmester er ikke imponeret over dommerne i Formel 1.

  21. Afbrudt topkamp skal spilles færdig bag lukkede døre - men Ajax klager over ny dato

    Sådan så det ud, da opgøret mellem ærkerivalerne Ajax og Feyenoord søndag blev afbrudt. (Foto: © Olaf Kraak)

    Søndagens rivalopgør mellem Ajax Amsterdam og Feyenoord, der blev afbrudt efter gentagende uroligheder, skal spilles færdig onsdag eftermiddag uden tilskuere.

    Det har det hollandske fodboldforbund, KNVB, meldt ud på forbundets hjemmeside.

    Kampens genoptagelse har dog ikke skabt glæde hos Ajax, der ikke ønsker at spille kampen videre på onsdag.

    Den hollandske topklub, der med blot fire point på fem kampe har fået en skrækkelig start på sæsonen, skulle oprindeligt spille mod FC Volendam på onsdag, men den kamp skal nu flyttes til en anden dato.

    Ajax har på deres hjemmeside appelleret til, at kampen mod Feyenoord i stedet skal spilles færdig senere i efteråret.

    - Grundet nationale og internationale kampe er den første uge i november det tidligste tidspunkt, at kampen kan spilles færdig efter vores mening, skriver klubben på dens hjemmeside.

    Ajax var bagud med 0-3 hjemme på Johan Cruijff Arena mod Feyenoord, og kampen blev afbrudt efter 55 minutter, efter Ajax-fans ad to gange havde kastet romerlys ind på banen. Du kan læse mere om urolighederne her.

  22. Det er kun lige blevet forår i Brasilien - men hedebølge gjorde stranden sort af mennesker

    Folk på stranden søndag i Rio de Janeiro. (Video: Associated Press)

    Selvom det kun lige er tippet over til forår i Brasilien, har en hedebølge i sidste uge fejet ind over en stor del af landet. Det skriver AP.

    Ifølge nyhedsbureauet har det givet rekordtemperaturer, og i torsdags kæmpede brandmænd med flammerne i landets nordøstlige Bahia-stat.

    I går var strande i Rio de Janeiro pakket som følge af hedebølgen, og temperaturerne har allerede være unormalt høje for sæsonen.

    Brasiliens meteorologiske center, INMET, har udstedt en "en stor fare"-alarm på grund af temperaturer over gennemsnittet i 11 stater.

    Brasilien har ligesom en stor del af resten af verden været ramt af ekstremt vejr i år. Forskere peger på, at menneskeskabte klimaforandringer gør vejrfænomenerne mere ekstreme og mere hyppige.

    • Selvom foråret kun lige er gået i gang, har Brasilien allerede unormalt høje temperaturer for sæsonen, skriver AP. (Foto: © TERCIO TEIXEIRA, Ritzau Scanpix)
    • På billederne fra weekenden ses Macumba-strand i Rio de Janeiro. (Foto: © TERCIO TEIXEIRA, Ritzau Scanpix)
    1 / 2
  23. El Nino og global opvarmning har været med til at give mere sensommer end efterår i denne måned.

  24. To Hells Angels-klubhuse lukker på Fyn

    Fyns Politi har valgt at lukke to rockerklubhuse, der ligger i Nyborg og Odense. Begge klubhuse tilhører Hells Angels.

    Årsagen er blandt andet den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet mellem Hells Angels og banden Loyal To Familia.

    - Vi har naturligvis fulgt situationen i København samtidigt med, at vi løbende har set på de efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til de grupperinger, vi har her i politikredsen, siger politiinspektør ved Fyns Politi, Johnny Schou i pressemeddelelsen.

    - På baggrund af det samlede billede har vi besluttet at være på forkant med situationen og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, der færdes omkring de to nævnte ejendomme, ved at oprette opholdsforbud på de her to adresser, udtaler han videre.

    Opholdsforbuddet på de to adresser gælder fra i dag og foreløbig frem til den 6. oktober klokken 17 i år.

    I hovedstadsområdet er der indført opholdsforbud på tre Hells Angels-tilholdssteder. I Jylland er tre HA-klubhuset blevet lukket, og det gælder også brætspilscaféen "Spilloppen" i Kolding, hvor en rockergruppering ifølge politiet holdt til.

    Også i Nordsjælland har politiet haft indført opholdsforbud på to adresser.

  25. Hver tredje kommune overvejer at spare på rengøringen hos de ældre. Det er urimeligt og uværdigt, mener Ældre Sagen.

  26. Norge giver 76 militærkøretøjer til Nordmakedonien

    Nordmakedonien har doneret meget militært udstyr til Ukraine i løbet af krigen.

    Derfor har Norge besluttet at donere 76 militærkøretøjer til Nordmakedonien, herunder 40 lastbiler.

    Det siger Norges forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, på et møde i Nordmakedonien med landets forsvarsminister, Slavjanka Petrovska.

    - Nordmakedonien er en god Nato-allieret, som Norge samarbejder godt med, siger den norske minister i en pressemeddelelse.

    - Norge kan nu støtte Nordmakedonien ved at genanskaffe materiel og udstyr til at hjælpe med at opretholde forsvarskapaciteten, står der i pressemeddelelsen.

    Nordmakedonien har været medlem af Nato siden 2020.

  27. De danske politikere er enige om, at en ny EU-lov mod luftforurening i Europa er blevet gevaldigt udvandet af de bilproducerende medlemslande.

  28. Livstidsdømt britisk sygeplejerske anklages for nyt drabsforsøg på baby

    Den britiske sygeplejerske, som i august fik fængsel på livstid for at have myrdet syv babyer på en neonatalafdeling, skal igennem en ny retssag.

    Denne gang er hun tiltalt for endnu et drabsforsøg på et spædbarn, skriver Sky News.

    Desuden er hun anklaget for forsøg på drab på yderligere fem babyer, men dette vil dog ikke være en del af den kommende retssag.

    Sagen ventes at begynde til juni næste år og vare to til tre uger.

    Derudover venter der hende en appelsag, da hun valgte at anke sin livstidsdom, men der er endnu ingen dato fastlagt.

  29. Også flere skal gå fra deltid til fuldtid, lyder det i regeringens udspil.

  30. Fire mennesker er dræbt efter sammenstød i det nordlige Kosovo søndag.

  31. Flere tusind elevers personfølsomme oplysninger kan være lækket.

  32. Politiet undskylder at have bortvist borgere ved omstridt stutteri

    Midt- og Vestjyllands Politi beklager, at man i søndags bortviste otte borgere fra området omkring stutteri Viegård nord for Viborg.

    Bortvisningen skete efter en forkert bestemmelse og var derfor ikke berettiget, siger politiet i en pressemeddelelse.

    - Vi har i øjeblikket en opgave i at sørge for, at der ikke opstår farlige situationer på vejene og omkring stutteriet. Men det er klart, at politiet skal have hjemmel i lovgivningen, til de ting vi gør, siger chefpolitiinspektøren, siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

    Stutteriet er omdrejningspunkt i en større sag, hvor anklager fra dyreaktivister om dyremishandling er ved at blive undersøgt. Myndighederne har blandt andet fundet 50 døde heste gravet ned.

    Dyreaktivister og borgere har gennem længere tid demonstreret ved stutteriet.

  33. Kreml-talsmand kalder hyldest af naziveteran i canadanisk parlament for 'skandaløs'

    Kreml-talsmand Dmitry Peskov kalder det 'skandaløst', at en ukrainsk krigsveteran fra anden verdenskrig er blevet hyldet i det canadiske parlament.

    98-årige Jaroslavu Hunke, som flygtede til Canada, blev kaldt en "ukrainsk helt" af Anthony Rota, formanden for Underhuset i det canadiske parlament, men sidenhen måtte formanden undskylde på grund af ukrainerens tilknytning til nazisterne.

    Dmitry Peskov siger, at fejringen i en ukrainsk mand, der tjente i en nazistisk enhed, illustrerer en skødesløs tilsidesættelse af den historiske sandhed.

    - Mange vestlige lande, inklusive Canada, har opdraget en ung generation, der ikke ved, hvem der kæmpede med hvem, eller hvad der skete under anden verdenskrig. Og de ved intet om truslen fra fascismen, siger Peskov.

  34. Gasjagt i Nordsøen er droppet: Norsk firma trækker sig

    Det norske firma BlueNord vil alligevel ikke bore efter ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

    Det oplyser Energistyrelsen, som tidligere i år åbnede en miniudbudsrunde for selskaber, der ville byde på retten til at lede efter flere fossile brændsler op fra undergrunden i området.

    Så sent som i sidste uge blev regeringen kritiseret af flere partier i oppositionen og Klimarådet for at tillade mere gasjagt, da det går imod Danmarks klimaambitioner.

    Det var netop BlueNords ansøgning, der førte til miniudbudsrunden for området.

    Efter at nordmændene har trukket sig, lægger regeringen op til at lukke for miniudbuddet. Det skriver klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) på det sociale medie X.

    Udbudsrunden stod til at lukke 15. oktober, og ingen andre ansøgere har meldt sig.

  35. Landsholdsstjerne sidder over, når Danmarks håndboldkvinder spiller EM-kvalifikation

    "Sandra Toft har allerede fået besked på, at hun er med til VM såfremt hun selvfølgelig holder sit niveau og ellers holder sig skadefri," siger landstræner Jesper Jensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Truppen med Danmarks bedste håndboldkvinder ligner sig selv, men landstræner Jesper Jensen vil bruge de kommende EM-kvalifikationskampe mod Kosovo på at eksperimentere.

    Det fortæller han i forbindelse med landsholdsudtagelsen af 19 spillere mandag eftermiddag. Blandt andre kommer målvogterprofilen Sandra Toft ikke til at spille de to kampe den 12. og 14. oktober, selvom hun er udtaget.

    - Sandra Toft har allerede fået besked på, at hun er med til VM, såfremt hun holder sit niveau og holder sig skadefri. Men derudover ser vi Althea Reinhardt og Anna Kristensen som helt lige på nuværende tidspunkt, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.

    - Vi ønsker ikke at forfordele nogen af dem under den kommende samling, men vil forsøge at give dem lige gode betingelser, og derfor sidder Sandra over i de to kampe.

    Du kan se hele truppen, der også tæller profiler som Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen og Mie Højlund, ved at klikke på dette link.

    Danmark deltager i VM i håndbold fra den 30. november til den 17. december.

  36. Fodboldspilleren Sofie Svava er glad for Danmarks nye landstræner Andrée Jeglertz, som modsat forgængeren giver hende selvtillid.

  37. Rusland udsteder arrestordre på præsidenten for Den Internationale Straffedomstol

    Piotr Hofmański, præsidenten for Den Internationale Straffedomstol, ICC, er kommet på Ruslands liste over personer, som myndighederne eftersøger med henblik på at anholde dem.

    Det fremgår af en meddelelse fra det russiske indenrigsministerium, som The Guardian citerer.

    Ministeriet oplyser ikke nogen detaljer om anklagerne mod Hofmański.

    ICC-præsidenten udstedte i marts en arrestordre på præsident Putin på grund af anklager om krigsforbrydelser.

  38. Forsikringsselskab skal punge ud med millioner for at vildlede kunder

    Et selskab kan ikke hævde én ting i en reklame, når der står i papirerne, at de kan gøre det præcis modsatte.

    Det må forsikringsselskabet Alka sande, og de bliver nu straffet med en bøde på 16,9 millioner kroner for at vildlede forbrugerne med en reklamefilm om bilforsikring.

    I filmen, der blev vist på tv og på YouTube tilbage i 2016 og 2017, lød det "Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op".

    Men i forsikringsbestemmelserne kunne man blandt andet læse, at selskabet kunne hæve prisen på forsikringen i tilfælde af en skade, og at en skade medførte en forhøjelse af forsikringens selvrisiko.

    Derfor mener Højesteret, at Alka har overtrådt markedsføringsloven.

    Byretten kom frem til samme resultat, mens landsretten frifandt forsikringsselskabet.

    Frifindelsen skyldtes blandt andet, at Alka i perioden ikke havde gennemført en prisstigning efter en skade.

  39. For tre år siden blev jordskredsramt svensk kommune advaret om risikoen

    • Her ses hovedvejen ved Stenungsund, som kollapsede i jordskredet. (Foto: © 9200 Hanna Brunlöf Windell/TT, Ritzau Scanpix)
    • Sveriges kong Carl Gustaf besøgte i dag området. - Det er ekstremt heldigt, at det ikke er sket et andet sted, som for eksempel et tæt bebygget område, men det er slemt nok. Heldigvis omkom ingen, sagde han. (Foto: © 9200 Adam Ihse/TT, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    For tre år siden lød det fra Länsstyrelsen i Sverige, at et område ramt af jordskred i den svenske kommune Stenungsund ikke var egnet til bebyggelse.

    Det skriver Ritzau, som citerer flere svenske medier.

    "Bebyggelse er uhensigtsmæssigt af hensyn til beboernes og andres sundhed eller sikkerhed", udtalte styrelsen.

    Den anbefalede også, at kommunen skulle lave yderligere beregninger af jorden stabilitet.

    Jordskredet natten til i lørdags fik dele af en hovedvej til at brække i stykker, og der åbnede sig et flere hundred meter bredt hul.

    Flere bygninger fik desuden skader, og nu står kommunen over for en potentiel milliardregning i genopbygning af området.

  40. 37-årig idømt 14 års fængsel for modtagelse af 98 kilo amfetamin

    En mand fra Jyllinge er blevet idømt 14 års fængsel for at have modtaget sammenlagt 98 kilo amfetamin over to omgange tilbage i 2020.

    Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

    Politiet mistænker, at det skete i forening med en 41-årig horsensianer, der har tilknytning til en rockergruppering.

    De blev begge anholdt og sigtet for handel med store mængder narkotika i slutningen af august.

    Manden, der er 37 år gammel, er desuden dømt for at have modtaget og videresolgt fem kilo kokain i juli på en adresse i Hvidovre.

  41. Visitationszoner og lukningen af rockerklubhuse forlænges i København

    Københavns Politi har besluttet at forlænge perioden for de to visitationszoner, der blev etableret efter et skuddrab på Christiania i august.

    Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager, mens den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Zonerne kan ses her, og de er nu forlænget frem til 9. oktober klokken 18.00:

    I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at de siden har visiteret cirka 650 personer, beslaglagt 28 stikvåben og otte andre våben.

    Derudover forlænger politikredsen lukningen af de tre tilholdssteder for Hells Angels, hvorfor det fortsat er forbudt at opholde sig på tre adresser frem til foreløbigt den 9. oktober klokken 19.00. Adresserne kan ses her:

    Begrundelsen for forlængelserne er, at det er forebyggende i konflikten mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal to Familia.

  42. Landsretten mener, at alle optagelser, som denne hemmelige agent har optaget i fængslet med en drabstiltalt, må bruges.

  43. Nu går forhandlinger om mere løn til udvalgte faggrupper i gang.

  44. Mand sigtet for Emilie Meng-drab bliver frivilligt i fængsel

    Den 32-årige mand, der blandt andet er sigtet for drabet på Emilie Meng, accepterer igen at forblive varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

    Det oplyser mandens forsvarer, Karina Skou, til Ritzau.

    Han har siddet bag tremmer siden april.

    Der er intet usædvanligt i, at sigtede fra tid til anden frivilligt lader deres varetægtsfængsling forlænge.

    Manden nægter sig skyldig i forbindelse med Emilie Meng-sagen og sagen fra Sorø, hvor han er sigtet for at have forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig pige.

    Han erkender sig delvist skyldig i bortførelse og voldtægt af en 13-årig pige fra Vestsjælland.

    Den 32-årige er beskyttet af et navneforbud.

  45. Senator Robert Menendez' kollegaer vil have ham til at trække sig fra politik.

  46. Fra januar er der lagt op til gedigne prisstigninger de fleste steder.

  47. Clara Tauson fik revanche mod russisk tennisspiller

    Clara Tauson vandt sin første kamp i Ningbo Open i Kina med 6-4, 6-1 over russeren Elina Avanesyan. (Foto: © Mary Altaffer, Associated Press)

    I juni led Clara Tauson et smertefuldt nederlag til russiske Elina Avanesyan ved French Open. Tre måneder senere fik den danske tennisspiller revanche.

    Hun vandt således sin første kamp ved Ningbo Open i Kina med 6-4, 6-1. Det er Clara Tausons første kamp, siden hun i sidste uge måtte udgå af et opgør i en anden WTA-turnering som følge af et hedeslag.

    Clara Tauson var den første til at tilspille sig breakbold og vandt første sæt, som blev servet hjem. I andet sæt blev det danske spil blot bedre, og Clara Tauson slog blandt andet et par forrygende baghåndsvindere.

    Danskeren kender endnu ikke sin modstander i anden runde. I kvartfinalen kan hun møde den topseedede tuneser, Ons Jabeur, der har været i tre grand slam-finaler de seneste to sæsoner.

  48. Weekendens hollandske opgør mellem Ajax og Feyenoord blev afbrudt og senere aflyst på grund af ballade blandt tilskuerne.

Mere fra dr.dk