Boris Johnson kan risikere mistillidsafstemning i dag
I Storbritannien er der lagt op til en hård dag på kontoret for premierminister Boris Johnson.
En gruppe af hans partifæller i det konservative parti lægger nemlig planer om en mistillidsafstemning, der kan blive udløst allerede i dag.
Johnson har været i stormvejr, efter anklager om, at han har været med til fester i Downing Street, mens resten af landet var lukket ned på grund af covid-19.
Det vides ikke, hvor mange af Johnsons partifæller, som melder sig under fanen, men 54 personer skal vende ham ryggen før mistillidsafstemningen udløses.
- Boris Johnson har de seneste dage forsøgt at aflede opmærksomheden fra sagen ved at komme med nogle politiske meldinger, han ved, hans partifæller rigtig godt kan lide, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.
Angiveligt vil han for eksempel annoncere, at coronarestriktionerne skal have en udløbsdato, som han håber, kan få de konservative på andre tanker, forklarer hun.