Utilfredse bornholmere har i dag slået ring om en skole i en protest, hvor både børn, forældre og bedsteforældre deltager.
Protesten er én ud af en række, hvor vrede forældre blandt andet har sat børnesko foran øens rådhus.
Flertallet bag regionskommunens budgetforlig vil sammenlægge Åvangsskolen i Rønne med byens anden folkeskole. Alt sammen for at spare penge i et historisk svært budget, hvor der skal findes besparelser for mere end 100 millioner kroner.
- Det handler udelukkende om økonomi og slet ikke om børns trivsel, så jeg synes, at det er helt galt, at man laver det her nu, siger Tanja Pihl Jørgensen, der er mor til to at de berørte skolebørn.
Forældrene fortsætter protesterne denne uge, hvor de torsdag også vil slå ring om Søndermarksskolen i Rønne.