For første gang nogensinde er griseproducenter gået sammen om at betale slagterimedarbejderes løn, selvom de ikke er på arbejde.
- Det er aldrig set før, og det er et utrolig stærkt signal at sende, at ejerne vælger at holde hånden over slagteriarbejderne her på Bornholm, siger Thomas Hansen, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Rønne.
De bornholmske griseproducenter er ved at bekæmpe svinevirussen PRRS, og derfor er der i en periode færre grise at slagte, og dermed mindre at lave for slagteriarbejderne på Danish Crown slagteriet i Rønne. De har allerede været sendt hjem i seks dage på dagpenge.
Men der bliver op til seks dage mere hen over sommeren uden arbejde, og det er på de dage, at øens griseproducenter betaler for de ansattes løn.
En af dem, der betaler for medarbejdernes løn, er griseproducent Preben Bjerregaard.
- Jeg er utrolig stolt over, at vi er lykkes med det her. Det er en investering i fremtiden, vi har lavet her, siger Preben Bjerregaard.