Seneste nyt

Branco blev den store vinder ved DMA

  • Branco blev den store vinder ved DMA

    Danish Music Awards blev her til aften afholdt i et tomt Royal Arena, hvor rapperen Branco blev den store vinder. Benjamin Cimatu, som han retteligt hedder, vandt i kategorierne Årets Solist, Årets Album og Årets Streaminghit.

    De to sidstnævnte priser vandt han med kollegaen Gilli.

    The Savage Rose modtog en ærespris ved showet.

    Seneste Nyt

  • Forskere får lamme mus til at gå igen

    En af de mus, der er kommet sig efter sin lammelse og igen kan gå. (Foto: LEON KUEGELER © Scanpix)

    Et hold tyske forskere har formået at få mus med lammelser på grund af skader på ryghvirvlen til at gå igen.

    Dermed har de genskabt en neural forbindelse, der ellers var anset for umulig at genoprette i pattedyr. Det er lykkedes ved at sprøjte et designer-protein ind i hjernen på dem, og det har genskabt nerveceller i musene, skriver Reuters.

    Nu vil forskerne undersøge, om behandlingsmetoden kan videreudvikles.

    - Vi skal også se, om metoden fungerer på større pattedyr, fx grise, hunde eller aber. Hvis det virker der, skal vi sikre, at behandlingen er er sikker for mennesker. Men det vil helt sikkert tage mange, mange år, siger en af forskerne.

  • Norge gør klar til nye restriktioner efter udbrud med britisk coronamutation

    Den britiske coronamutation spreder sig i Norge, og tidligere i dag meddelte kommunen Nordre Follo i Oslo-regionen, at den indfører nedlukning på grund af et ukontrolleret smitteudbrud.

    Lørdag morgen klokken 9 vil regeringen holde pressemøde, hvor den vil præsentere en række restriktioner, siger sundhedsminister Bent Høie ifølge NRK.

    De norske sundhedsmyndigheder anbefaler nye tiltag i yderligere ti kommuner for at stoppe spredningen i blandt andet Oslo.

  • Regeringen har søgt om tilladelse i EU til at forudbetale minkavlere

    Danske minkejere, der har afviklet deres bedrifter, har stadig ikke fået udbetalt den såkaldte tempobonus, ligesom de heller ikke set en krone af den erstatning for destruerede skind, som de blev stillet i udsigt.

    Årsagen er, at politikerne stadig ikke er blevet enige om en samlet betaling, og fødevareminister Rasmus Prehn har nu søgt EU om lov til hurtigst muligt at lave forudbetalinger på et par milliarder kroner.

    - (...) så må vi vente lidt længere på den fulde erstatning. Det kræver jo en politisk aftale med 90 mandater bag, siger Rasmus Prehn.

    Læs mere om sagen her.

  • Gruppegysere i vente: Slovenien og Sverige deler efter nervepirrende afslutning

    Betydningen af aftenens kamp mellem Slovenien og Sverige var ikke til at tage fejl af, og det kom især til udtryk i kampens afslutning, hvor stillingen var helt lige.

    Sloveniens store profil Dean Bombac viste både prøver på sit store repetoir, men også at nervøsitet rammer selv de største stjerner.

    Trods et par fejl fra Bombac lykkedes det alligevel Slovenien at udligne i kampens sidste sekund til resultatet 29-29.

    Det uafgjorte resultat var dog ingen katastrofe for nogle af holdene, der begge med en sejr i den sidste kamp vil være sikre på en kvartfinaleplads.

    Sverige møder Rusland, og Slovenien møder Egypten.

  • Biden underskriver dekreter, der skal hjælpe økonomisk pressede amerikanere

    Joe Biden har taget hul på arbejdet som præsident. (Foto: ALEX WONG © Scanpix)

    USA's præsident, Joe Biden, har underskrevet to præsidentielle dekreter, der skal være en håndsrækning til de mange millioner amerikanere, der er presset økonomisk under coronapandemien.

    - Vi kan ikke og vil ikke lade folk gå sultne i seng. Vi kan ikke lade folk blive smidt ud af deres hus på grund af noget, de ikke selv er herre over, siger Joe Biden.

    Han præsenterede samtidig sin økonomiske hjælpepakke til to billioner dollar - omkring - godt 12.000 milliarder danske kroner.

  • Populært Bernie Sanders-meme bliver lavet som sweater

    Billedet af Bernie Sanders, der gik viralt. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

    Uden at gøre meget væsen af sig stjal Bernie Sanders en stor del af opmærksomheden efter præsidentindsættelsen i USA i onsdags.

    Billedet af senatoren fra Vermont med korslagte arme, mundbind og uldne vanter gik viralt og blev til et meme på de sociale medier.

    Nu har billedet af den 79-årige tidligere præsidentkandidat bevæget sig videre ud i den virkelige verden og er blevet til en sweater, der kan købes på hans kampagne-hjemmeside.

    Alle indtægterne fra salget går til velgørende formål i Vermont, hvor Bernie Sanders er fra.

    - Jeg sad der bare, forsøgte at holde varmen og følge med i, hvad der foregik, siger Bernie Sanders om episoden.

  • 50 personer er testet positiv ved hjemkomst efter rejse til Dubai, oplyser Heunicke

    50 personer er i januar vendt hjem til Danmark smittet med covid-19 efter en tur til Dubai, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    De 33 af dem er kommet hjem, efter kravet om negativ test for at komme på flyet hjem til Danmark blev indført.

    Det kan ikke nødvendigvis tolkes som et udtryk for, at der er fejl i de test, der er foretaget i Dubai.

    I går valgte regeringen dog at stoppe alle flyvninger fra De Forenede Arabiske Emirater i fem dage, fordi borgere havde henvendt sig og rejst tvivl om testsystemet i Dubai.

  • Regeringen håber at kunne udbetale milliard-forskud på erstatning til minkavlere i februar

    Regeringen håber at kunne udbetale et forskud til de trængte minkavlere, som måtte aflive alle deres mink på grund af coronasituationen, i næste måned.

    Det siger fødevareminister Rasmus Prehn til DR.

    Forskuddet vil i første omgang være på to til tre milliarder kroner.

    Regeringens havde først planlagt at sende en samlet erstatning til avlerne, men den ændrede taktik betyder, at man nu har søgt EU om lov til hurtigst muligt at lave forudbetalinger af tempobonus og erstatning for skindene.

    - Vi ser for os, at det er i februar måned, hvor de aconto-penge kommer for tempobonus og den skindpris, man har tabt i 2020, og så må vi vente lidt længere på den fulde erstatning, siger Rasmus Prehn.

  • Om 10 år vil Boeing sende fly på vingerne udelukkende biobrændstof

    En af verdens største producenter af fly, Boeing, vil gøre sit for at bekæmpe klimaproblemerne.

    I år 2030 vil selskabet være i stand til at sende fly på markedet, der udelukkende benytter biobrændstof, skriver Reuters.

    - Det er en kæmpe udfordring, det er den største udfordring i vores levetid. Flybranchen forpligter sig til at gøre sit for at mindske CO2-aftrykket, siger Boeings chef for bæredygtighed, Sean Newsum.

    Kommercielle flyvinger står i øjeblikket for to procent af de globale CO2-udledninger.

  • Engelsk politi stoppede bryllupsfest med 150 gæster i London

    Der var dækket op til fest i den nordlige del af den engelske hovedstad i går. I London var 150 ortodokse jøder samlet til bryllup, men den går ikke, når hele landet er underlagt restriktioner og forsamlingsforbud.

    Arrangørerne står nu til at få bøder, og ifølge politiet risikerer en af dem en bøde på op til 10.000 pund (83.000 kroner), skriver BBC.

    Da politiet ankom, kunne de konstatere, at vinduerne på bygningen var dækket til, og flere af gæsterne stak af.

    Indbyggerne i London er i øjeblikket forbudt at ses på tværs af husstande, og de opfordres til kun at forlade hjemmet i forbindelse med fx indkøb.

  • Island kikser fræk afslutning og sender Norge mod afgrunden

    I sport skal man skal aldrig undervurdere Island, og det viste håndboldherrerne endnu engang fredag aften.

    Storfavoritterne fra Frankrig måtte virkelig slide for sejren, men endte alligevel med at vinde med 28-26 og spille sig snublende nær VM-kvartfinalerne.

    Det var dog først til sidst, at de franske favoritter satte tingene på plads - blandet andet takket være en afbrænder fra Sigvaldi Gudjonssons, hvis ellers elegante afslutning gik snert forbi.

    Den franske sejr betyder samtidig, at Norge er meget tæt på VM-exit, da Frankrig bare ikke må tabe med flere end seks mål i sidste kamp mod Portugal.

  • Danmark advarer Europa mod lås på togvogne efter hændelse over Storebælt

    Havarikommissionen advarer nu europæiske samarbejdspartnere om, at en lås til en godsvogn kan udløses, selvom den ikke er defekt.

    Det sker, efter at en lastbiltrailer ikke sad ordentligt fast på en godsvogn på vej over Storebælt, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    Hændelsen førte til et forbud mod at køre med lastbiltrailere over Storebælt på lommevogne. Det forbud bliver nu udvidet til at gælde i hele Danmark.

    Havarikommissionen arbejder på at finde ud af, hvad der gik galt. Men allerede nu sender man altså en såkaldt safety alert til de andre europæiske sikkerhedsorganisationer.

  • Transportministeren: Der er efterretninger om, at borgere er kommet fra Dubai med smitte

    Danmark har stoppet alle flyvninger fra Dubai de næste fem dage, fordi der er opstået tvivl om de coronatest, som bliver foretaget i ørkenstaten.

    Og faktisk har myndighederne også mistanke om, at kontrollen er har fejlet, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    - Der er sågar efterretninger i nogle af henvendelserne på, at der er borgere, der er rejst til Danmark og efterfølgende har konstateret, at de har været smittet.

    - Det er selvfølgelig dybt alvorligt, og derfor kan vi ikke se igennem fingre med det, siger han i TV Avisen.

  • Danmark vært for møde med USA's klimaudsending John Kerry

    Der er noget, der tyder på nye, grønne toner fra Det Hvide Hus.

    Tidligere i dag var udenrigsminister Jeppe Kofod vært for et virtuelt møde med John Kerry, der er den nytiltrådte præsident Joe Bidens særlige klimaudsending.

    Med til mødet var blandt andre også EU's udenrigsministre og EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermanns.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

    Og sådan her lyder det nu fra Jeppe Kofod:

    - Tribunerne fra indsættelsesceremonien i Washington er dårligt tomme, før Danmark nu er vært for et vigtigt klimadiplomatisk møde med Præsident Bidens særlige klimaudsending. Det understreger, hvor aktivt og anerkendt det danske klimadiplomati er.

    Joe Biden har igen meldt USA ind i Paris-aftalen, hvor verdens lande har sat mål om at begrænse den globale opvarmning.

  • Storbritannien: 10 procent af en voksne befolkning er nu vaccineret - men smitten buldrer afsted

    10 procent af den voksne befolkning i Storbritannien er nu vaccineret mod corona.

    Det oplyser den britiske regering på Twitter.

    Men smitten buldrer fortsat afsted derovre.

    Fredag registrerede Storbritannien 40.2661 nye smittetilfælde og 1.401 nye dødsfald med coronavirus, skriver Reuters.

    Begge tal er en stigning i forhold til torsdag, hvor der var 37.892 smittede og 1.290 dødsfald.

  • Efter tre års arbejde er 200 kvadratmeter mosaik blevet renset i Firenzes berømte domkirke

    De små mosaiksten er blevet renset, og nogle steder skiftet ud. (Foto: handout © Scanpix)

    200 kvadratmeter mosaik og 1.100 kvadratmeter marmor er nu efter tre års arbejde færdigrestaureret i Firenzes berømte domkirke, Cattedrale di Santa Maria del Fiore - også bare kaldt Duomo.

    Domkirken og tårnet er bygget i gotisk stil. Her ses nogle af de mosaikker, der skulle bruges til renovationen. (Foto: handout © Scanpix)

    Mosaikkerne forestiller profeter, biskopper og engle. Foruden de mange mosaikker og marmoroverflader har man også renset et begravelsesmonumentet tilhørende pave Johannes XXIII.

    På Facebook oplyses det, at man fortsat mangler at rense fire sider af domkirkens ottekantede kuppel, men at det arbejde forventes afsluttet i slutningen af 2021. Det ses også tydligt på billedet herunder:

    Det må kræve tålmodighed og en rolig hånd at restaurere de hundredtusinder af små mosaiksten. (Foto: handout © Scanpix)
  • USA får sin første sorte forsvarsminister

    Her ses den nye forsvarsminister Lloyd Austin. (Foto: Jim Lo Scalzo © Scanpix)

    Den pensionerede general Lloyd Austin bliver USA's næste forsvarsminister.

    Det er netop afgjort ved en afstemning i Senatet. Han blev godkendt med stemmerne 93 - 2.

    Lloyd Austin bliver USA's første sorte forsvarsminister. Han gik i 2016 af efter 41 år i Hæren, hvor han blandt andet var USA's øverstkommanderende i Irak.

  • Rødt kort, hovedskud og vilde redninger: Marokkos sejr over Sydkorea havde det hele

    Hvis man troede, at underholdningsværdien i placeringskampene ved VM i håndbold var til at overse, så modbeviste Marokko og Sydkorea i højeste grad kritikerne.

    Fredagens tidlige opgør i den såkaldte Presidents Cup blev nemlig et festfyrværkeri af underholdning.

    Marokko endte med at vinde kampen 32-25 efter at have modtaget holdets syvende røde kort i turneringen, mens An i det sydkoreanske mål også viste, at han ikke er helt ueffen mellem stængerne.

    Der blev også samtidigt spillet to mellemrundekanpe. Her vandt Portugal med 33-29 over Schweiz, mens Nordmakedonien fik en ordentlig lussing af Rusland, der vandt den kamp med 32-20.

  • Vaccineret sundhedspersonale får gratis Super Bowl-billetter

    Normalt skal du af med virkelig mange hundreder dollars - endda måske tusinder af dollars for at få en af de eftertragtede billetter til Super Bowl.

    Men nu bliver 7.500 af billetterne givet væk - kvit og frit. De bliver nemlig foræret til vaccineret sundhedspersonale, skriver CNN ifølge Ritzau.

    - Disse dedikerede sundhedsansatte sætter deres eget liv på spil for at hjælpe andre, og vi skylder dem vores taknemmelighed. Vi håber, at dette initiativ kan være med til at inspirere vores land og anerkende sande amerikanske helte, siger Roger Godell, kommisær for den amerikanske fodboldliga, NFL.

    I alt får 22.000 personer lov til at se finalen live på stadion i Tampa.

  • Vaccineproducenten AstraZeneca forventer at deres leverancer bliver forsinket

    Den danske vaccineplan er blevet forsinket, fordi producenten Pfizer og BioNTech har meddelt, at Danmark vil få vacciner mod coronavirus i et langsommere tempo end ventet.

    Derfor arbejder Danmark sammen med flere andre lande på at få frigivet vaccinerne fra en anden producent, AstraZeneca, før tid, så de kan tages i brug, så snart de er godkendt af EU.

    I dag har AstraZeneca imidlertid meddelt, at deres leverancer af vacciner er blevet forsinket, oplyser Statens Serum Institut.

    De første par sendinger vil således kun indeholde halvdelen af de doser, der oprindeligt var planlagt med, oplyser Lægemiddelstyrrelsen.

    SSI arbejder på at få opdaterede leveringsplaner gennem EU-Kommissionen. Derfor er det endnu ikke muligt at sige, hvilke konsekvenser forsinkelsen kan få for den danske vaccineplan.

    Danmark har indgået en forhåndsaftale med mulighed for at købe op til 3,9 millioner doser af AstraZenecas vaccine mod coronavirus.

  • Senatet i USA modtager anklageskrift mod Trump på mandag

    På mandag modtager Senatet i USA officielt det, der svarer til anklageskriftet i den forestående rigsretssag mod tidligere præsident, Donald Trump.

    - Senatet vil føre rigsretssagen mod Donald Trump. Det vil være en fair retssag, men tag ikke fejl, der vil komme en retssag, siger flertalslederen i Senatet, demokraten Chuck Schumer.

    Et flertal i Repræsentanternes Hus stemte i sidste uge for, at Donald Trump skal stilles for en rigsret. Han er anklaget for at have tilskyndet til oprør i forbindelse med angrebet på Kongressen den 6. januar.

    Det er usikkert, hvornår sagen går i gang, men Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, har anmodet om at udskyde det til begyndelsen af februar.

  • For femte dag i træk oplever Portugal rekordmange døde med corona

    Med 234 registrerede coronarelaterede dødsfald har Portugal for femte dag i træk overgået sig selv på tragisk vis, skriver AP.

    Dagen før lød tallet 221, og i alt har landet på Den Iberiske Halvø med lidt over ti millioner indbyggere konstateret 9.920 dødsfald under coronaepidemien.

    Landets hospitaler kæmper med at holde trit med de mange indlæggelser, der følger i kølvandet på smittebølgen, der er opstået efter jul.

    Det seneste døgn registrerede de portugisiske myndigheder 13.987 smittetilfælde.

  • Lange fængselsstraffe til hovedmændene i sag om 39 vietnamesiske migranters død

    Den 23. oktober i 2019 blev 39 vietnamesere fundet døde i en lastbil i Essex i England.

    I dag er fire mænd blevet fængslet for manddrab for deres rolle i sagen, der handlede om menneskesmugling.

    Migranterne led en 'ulideligt smertefuld' død, da de blev kvalt i containeren, slog dommeren fast ifølge BBC.

    De to mænd, der blev udpeget til at have haft 'ledende roller', fik 20 og 27 års fængsel.

    Derudover blev også to lastbilchauffører fængslet for manddrab.

  • Arbejdsgiver idømt fængsel for at fuske med ansattes corona-attester

    En polsk arbejdsgiver er ved Retten i Sønderborg idømt fire måneders fængsel for at forfalske fire ansattes corona-attester, så de kunne rejse ind i Danmark.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    De fire polske mænd i alderen 42 til 51 år blev snuppet med de falske papirer ved Frøslev Grænse tilbage i december og har siden siddet varetægtsfængslet. De er hver idømt 80 dages fængsel i sagen.

    Mens arbejdsgiveren har erkendt sig skyldig, har de fire ansatte nægtet sig skyldige.

  • Ungarn planlægger som det første EU-land at tage den russiske coronavaccine i brug

    Ungarn kigger mod Rusland i kampen mod coronavirusset.

    Landet har underskrevet en aftale om at købe to millioner doser af vaccinen Sputnik V, som er udviklet og taget i brug i Rusland.

    Ungarn bliver dermed det første land i EU, der vælger at tage den russiske vaccine i brug. Den er ikke godkendt af det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

    Der er ikke aktuelt planer i EMA om at vurdere den russiske vaccine, men der blev onsdag sendt en anmodning til agenturet om at registrere Sputnik V.

  • Direktør for rejsebranchen savner evidens for flyvestop fra Dubai

    Lars Thykjær, direktør hos Danmarks Rejsebureau Forening, er skuffet over beslutningen om at stoppe alle flyvninger fra Dubai til Danmark de næste fem dage.

    - Den her slags straksforbud har vi ikke oplevet før, siger han og fortsætter:

    - Er det her den nye normal? Kommer vi til at se de her forbud for andre lande lige pludseligt?

    Han står tilbage med en undren over, hvad der helt præcis ligger til grund for beslutningen.

    - Grundlaget er mig bekendt én enkelt borgerhenvendelse. Det lyder ikke som evidens for mig. Vi fraviger et princip om, at vi undersøger tingene, inden vi tager beslutninger.

  • Advarer mod at køre over Storebæltsbroen med vindfølsomme køretøjer

    Der er gang i blæsten over landet.

    Derfor advarer Sund og Bælt nu folk med vindfølsomme køretøjer om at køre over Storebæltsbroen.

    Varslet forventes ophævet omkring klokken 18.

    Vindfølsomme køretøjer er:

    Bil med campingvogn eller anhænger.

    Lastbiler med ingen eller meget let last.

    Busser.

    Varebiler.

  • Sneen vælter ned over Sverige - varsel om op til 60 centimeter i visse dele af landet

    I Västerbotten län i den nordlige del af Sverige kan indbyggerne se frem til massive mængder sne.

    Det svenske meteorologiske institut har udsendt en kategori 3-advarsel, fordi der visse steder kan falde op mod 60 centimeter, skriver SVT.

    - Kraftigt snefald lammer det nordlige Sverige. Over en halv meter sne kan falde mellem i dag og i morgen (lørdag) aften. Der kan opstå store trafikforstyrrelser og strømafbrydelser, siger meteorolog Maria Augutif.

    Årsagen til det store snefald i vores naboland er, at der i øjeblikket er koldt i nord og særlig varmt for sæsonen i syd.

  • Trussel mod Trump var fra falsk Twitter-profil

    I flere medier herunder her på dr.dk, BBC og Reuters fremgik det tidligere med henvisning til et Twitter-opslag, at Irans øverste leder Ali Khamenei vil hævne sig på den tidligere amerikanske præsident Donald Trump på grund af drabet på generalmajor Qassem Soleimani sidste år.

    Artiklerne henviste til en falsk Twitter-profil.

    Reuters citerer nu Twitter for at have suspenderet profilen, fordi den er falsk.

    DR beklager fejl om at viderebringe information fra denne profil.

  • Danskeropgør i thailandsk semifinale - Axelsen også videre

    Den danske badmintonstjerne Anders Antonsen skal i semifinalen i World Tour-turneringen Thailand Open møde en velkendt modstander. Det bliver nemlig Hans-Kristian Vittinghus, der kommer til at stå på den anden side af nettet.

    Danskeren gik fredag videre ved at slå Lee Cheuk Yiu fra Hongkong i tre sæt med cifrene 20-22, 21-12, 21-19 i en om muligt lige så dramatisk kamp.

    Også Viktor Axelsen er videre fra kvartfinalen. Han slog Daren Liew fra Malaysia sikkert i to sæt.

    Axelsen vandt i mere overbevisende stil end sine landsmænd med cifrene 21-16, 21-15 og skal i semifinalen møde Chou Tien Chen fra Taiwan.

    I næste uge spilles sæsonfinalen også i Bangkok. Her kommer Anders Antonsen og Viktor Axelsen til at repræsentere Danmark i herresingle.

  • Udskyder indkaldelsen af værnepligtige til 1. marts

    Forsvaret udskyder indkaldelsesdatoen for de værnepligtige i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

    Den nye mødedato er 1. marts. Udskyldelsen gælder for de værnepligtige, der skulle begynde 25. januar eller 1. februar.

    Udskydelsen er på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at hindre smittespredning af covid-19.

    Forsvaret oplyser dog, at man vil fastholde indkaldelsen til Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet den 1. februar, og desuden vil værnepligtige i Beredskabsstyrelsen møde som planlagt.

    Det oplyses, at man får løn fra den tid, som man oprigtigt var indkaldt til.

  • Markant fald i vaccineskepsis glæder Brostrøm

    Omkring 180.000 har modtaget første dosis af vaccinen i Danmark, mens over 9.000 har modtaget anden dosis og nu er fuldt vaccineret.

    Sådan lyder status fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, er skuffet over, at vi får færre vacciner fra BioNTech/Pfizer end forventet, så man har været nødt til at justere vaccine-planen.

    Han glæder sig dog over, at andelen af vaccineskepsis herhjemme er faldet markant.

    - Vi er nu oppe på, at hele 83 procent er fortalere for vaccinationen. Det gør mig optimistisk for den videre indsats.

    Du kan læse mere om den faldende vaccinemodstand her.

  • 9.264 er nu færdigvaccineret mod corona

    180.555 danskere har indtil videre fået første vaccinestik mod corona - dermed er 1.586 blevet vaccineret det seneste døgn - tallet et opgjort i morges.

    Dagens vaccinetal svarer til, at 3,07 procent af befolkningen er vaccineret.

    9.264 personer er færdigvaccinerede. Gårsdagens tal lød på 6.808.

  • Britisk variant udgør syv procent af alle analyserede positive test

    Antallet af smittetilfælde med den britiske variant af covid-19 i Danmark er steget til 464 fra 383 onsdag, som var seneste opgørelse. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

    Der er et vist efterslæb på tallene for den britiske variant, fordi det tager op mod en uge at analysere de positive prøver for, præcis hvilken variant de stammer fra.

    Derfor løber tallene kun til og med søndag 17. januar.

    Det reelle antal smittetilfælde vurderes også at være højere end de 464, fordi Statens Serum Institut (S) indtil for nylig kun har kunnet analysere en andel af de positive prøver.

    Den udgør 7 procent af analyserede positive prøver i uge 2 mod 4,1 procent i uge 1 og 2,4 procent i uge 53.

  • 773 nye smittede med corona - 32 er døde

    For anden dag i træk - og tredje gang på fire dage - er der registreret under 800 nye coronatilfælde. I alt er der registreret 773 nye smittetilfælde.

    Det viser tal for Statens Serum Institut.

    32 personer er døde. I alt har 1.941 danskere mistet livet til sygdommen.

    Dagens smittetal er baseret på 115.927 prøver. Det svarer til, at 0,67 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 745 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er det samme antal som i går. Af de indlagte er 130 på intensiv afdeling, og 87 er i respirator.

  • Zidane ramt af coronavirus

    Zinedine Zidane og Real Madrid røg onsdag ud af den spanske pokalturnering Copa del Rey. (arkiv) (Foto: Jorge Zapata © Scanpix)

    Det går ikke godt for Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane hverken på eller udenfor banen for tiden.

    Midt i en stime af halvsløje resultater er franskmanden nemlig blevet konstateret smittet med coronavirus.

    Det skriver Real Madrid ifølge Ritzau på sin hjemmeside i en kortfattet besked. Det fremgår ikke, om Zidane oplever symptomer, eller hvor lang tid han forventes at sidde ude.

    Real Madrid har kun vundet en enkelt af sine seneste fem kampe. Holdet ramte onsdag bunden, da det i Copa del Rey mod Alcoyano fra tredjebedste række endte med et nederlag på 1-2.

    Inden de mange ærgerlige resultater havde storklubben ellers vundet seks kampe i træk.

  • 155 mistede livet i trafikken sidste år, og det er lavere end normalt

    155 personer mistede sidste år livet i trafikken, hvilket ligger under det normale niveau.

    Det oplyser Vejdirektoratet i sine foreløbige ulykkestal for 2020.

    I gennemsnit er 187 personer blevet dræbt fra januar til december i de sidste fem år.

    2.759 kom til skade i trafikken i 2020. I de forgangne fem år har tallet gennemsnitligt ligget på 3.178.

    Vejdirektoratet oplyser, at opgørelsen er foreløbige, da man stadig behandler sidste års tal.

  • Endnu en borger har tippet myndighederne om testsjusk i Dubai

    Endnu en borger har rettet henvendelse om tvivlsomme test i Dubai.

    Det oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S) til Ekstra Bladet, der siger, at "det gør ikke sagen mindre alvorlig".

    - De oplysninger, som indgår, virker meget præcise og meget valide. Det er også noget, som vi mener kan efterprøves. Derfor vil vi have det undersøgt nærmere, siger ministeren til Ekstra Bladet.

  • Danmark fastholdes i højeste risikoniveau

    Hele landet holdes fortsat på risikoniveau 5. Det er det højeste niveau i myndighedernes varslingssystem for coronavirus. Det fremgår af en ny risikovurdering for uge 3, skriver Ritzau.

    Det vurderes, at epidemikurven er knækket mellem uge 1 og 2, men den nye virusvariant B117 spreder sig.

    - På baggrund af usikkerheden om udviklingen i B117-varianten i den kommende tid og indvirkningen på den samlede smitteudbredelse vurderes risikoniveauet til 5 nationalt og for alle regioner, lyder det i vurderingen.

    Varslingssystemet giver risikovurderinger fra 1 til 5. Det udarbejdes af Indsatsgruppen for covid-19 Håndtering. Gruppen består af repræsentanter fra blandt andet Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og Rigspolitiet.

    I risikovurderingen konkluderes det, at der ses faldende smitte med coronavirus. Antallet af daglige nye indlæggelser er faldet i alle regioner. Smitten falder også i alle aldersgrupper.

  • Vendsyssel FF ramt af corona: To spillere er for nyligt hjemvendt fra Dubai

    To fodboldspillere fra den nordjyske 1. divisionsklub Vendsyssel FF er tidligere i januar vendt hjem til Danmark fra en rejse til Dubai.

    Mindst ni personer fra holdtruppen er lige nu konstateret smittet med covid-19, bekræfter klubben overfor DR.

    Det drejer sig om seks spillere samt tre medarbejdere i truppen.

    Det er ikke bekræftet, at de to spillere, der har været i Dubai, er blevet smittet med coronavirus – eller har bragt smitten videre ind i truppen.

    Spillerne har overfor klubbens schweiziske ejere beklaget forløbet og undskyldt, fortæller talsmanden for ejerne i Schweiz, Jérôme Champagne, til DR.

    - Alle begår fejl. De to spillere har undskyldt overfor deres holdkammerater og til medarbejderne i klubben.

  • Antonsen er semifinaleklar i Thailand efter gyser

    Den danske badmintonstjerne Anders Antonsen er godt i gang med at revanchere en kedelig start på 2021.

    Fredag spillede han sig i semifinalen i World Tour-turneringen Thailand Open, da han efter en meget jævnbyrdig kamp besejrede inderen Sameer Verma med 21-13, 19-21, 22-20, skriver Ritzau.

    Til sidst måtte danskeren afværge en matchbold, før han kunne vinde den medrivende kamp, som varede cirka 80 minutter.

    Dermed er han nået markant længere end i sidste uge, hvor verdenseliten spillede en anden udgave af turneringen med samme navn. Her røg han overraskende ud allerede i første runde.

    Senere fredag skal også Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen forsøge at spille sig i semifinalen. Førstnævnte kan i tilfælde af en sejr over Lee Cheuk Yiu fra Hongkong blive Antonsens semifinalemodstander.

  • Kofod efter samtale med kinesisk kollega: 'Meget nyttig og produktiv samtale'

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) talte i dag med Kinas udenrigsminister, Wang Yi. Det er første gang i over to år, at en dansk og en kinesisk udenrigsminister har en samtale.

    - Jeg har haft en meget nyttig og produktiv samtale med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi. Med den rolle Kina har i verden i dag, er det vigtigt at opretholde den bilaterale politiske dialog mellem Kina og Danmark, siger han i en pressemeddelelse.

    På dagsordenen var blandt andet menneskerettigheder og forretningsmæssige forbindelse mellem de to lande, ligesom der er dialog om et muligt besøg i Kina fra Kofod.

  • Rio de Janeiro aflyser corona-udskudt karneval

    Det var håbet, at det legendariske karneval i den brasilianske storby Rio de Janeiro kunne blive afholdt i juli i stedet for februar.

    Det ser dog ikke ud til at være muligt på grund af smitten i landet og en langsom start på vaccineringen af befolkningen, skriver Ritzau.

    – Det giver for mig at se ingen mening at tro på nuværende tidspunkt, at vi har forholdene til at organisere karnevalet i juli, skriver byens borgmester, Eduardo Paes, på Twitter ifølge nyhedsbureauet dpa.

  • Russisk politi blokerer for demonstrationer for Navalnyj

    Rusland vil ikke give tilladelse til, at tilhængere af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj kan demonstrere i morgen for kravet om hans løsladelse.

    For bag kravet står provokatører, hedder det.

    - Forsøget på at afholde offentlige møder, der ikke er sanktioneret, og fulgt op af provokerende handlinger fra deltagerne vil blive opfattet som en trussel mod den offentlige orden og vil øjeblikkeligt blive standset, lyder det i en erklæring fra politiet i Moskva, skriver Ritzau ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Kira Jarmysj, der er talskvinden for Aleksej Navalnyj, er blevet fængslet i ni dage, meddeles det på hendes Twitter- profil.

  • Dansk mand er anklaget for gigantisk skovbrand i USA: Advokaten kræver sagen afvist

    Danskeren har forklaret politiet, at branden opstod, da han ville brænde affald af. (Foto: handout © Scanpix)

    En dansk mand, der er anklaget for at have startet en stor naturbrand i USA, kræver sagen afvist på grund af sin mentale tilstand.

    Det oplyser hans advokat, Jane Fischer-Byrialsen, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Advokaten forklarer, at danskeren har siddet bag tremmer i flere end 900 dage, hvor han har afvist at tage medicin, der ellers kunne hjælpe hans psykiske tilstand, og derfor ikke er i stand til at fuldføre en retssag.

    Den danske mand blev anholdt den 30. juni i 2018 i forbindelse med efterforskningen af branden, der ødelagde et område på omkring 40.000 hektarer i Sangre de Cristo-bjergene i Colorado.

    Manden nægter sig skyldig.

  • Coronarelaterede dødsfald i Tyskland rammer 50.000

    Tallet for coronarelaterede dødsfald i Tyskland har ramt en trist milepæl.

    I det seneste døgn har man registreret 859 dødsfald, hvilket bringer det samlede tal over 50.000, nærmere bestemt 50.642.

    Det skriver nyhedsbureauet AP, der har oplysningen fra Robert Koch Instituttet.

    Tyskerne er lige nu omfattet af skrappe restriktioner, og ifølge AP har det afspejlet sig i et faldende smittetryk de seneste dage.

  • Borgerservice: Kommer ikke til at hjælpe danskere hjem fra Dubai

    Myndighederne kommer som udgangspunkt ikke til at hjælpe de danskere, der er strandet i Dubai, efter at et flyveforbud fra De Forenede Arabiske Emirater blev indført natten til fredag.

    Det siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau.

    - Så længe der er fly ud af Dubai, så kan man komme væk og mod Danmark. Så kommer vi ikke til at hjælpe i den forstand, at det er os, der skal have dem hjem. Man må tale med sit rejsebureau, sit flyselskab, sit forsikringsselskab til at få støtte til at finde en anden rute til Danmark, siger han.

    Flyveforbuddet er indført på grund af et "konkret og alvorligt" tip fra en borger i forhold til coronatest ved afgange fra Dubai, fortæller transportminister Benny Engelbrecht (S).

    Der er i øjeblikket 85 danskere og cirka 800 fastboende i Dubai.

  • Over en million har fået kørekortet på telefonen

    Over en million brugere har hentet den nye kørekort-app til deres telefon.

    Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    Kørekort-appen blev tilgængelig 24. november sidste år.

    Den nye app er det første id-kort i Danmark, der er blevet digitalt.

    I 2021 vil man også kunne få sit sygesikringsbevis - det gule sundhedskort - som en app.

  • 52 minkavlere vil starte produktion op igen

    Minkavlen var dømt til at dø i Danmark. Men nu planlægger foreløbig 52 minkavlere at starte deres produktion af mink op igen, når det nuværende forbud udløber den 31. december 2021 i år.

    Gruppen, der kalder sig Dansk Mink, vil hente dyr hjem fra udlandet for at starte produktionen op igen.

    - Der er gode dyr rundt omkring i verden, som er købt i Danmark. Netop fordi danske avlere har præsteret at lave så fantastisk et produkt, at vi er verdensomspændende i avlsdyr, siger Louise Simonsen, talsperson for Dansk Mink.

    Hovedparten af de 52 avlere har minkfarme i Nord- og Vestjylland.

  • Verdens mest omtalte forskning i 2020 var dansk

    Firmaet Altmetric har netop udgivet deres årlige liste over de 100 mest omtalte videnskabelige studier. På de to øverste pladser findes to studier, hvor det ene blev anført af en dansker, og det andet blev lavet af et rent dansk forskerhold.

    Det skriver Videnskab.dk.

    Listen er baseret på, hvor ofte studierne omtales på internettet i form af citationer i andre studier, men også i blandt andet nyhedsartikler, tweets, Wikipedia-opslag og blogindlæg.

    Helt i top er et studie om coronavirussens oprindelse med den danske forsker Kristian G. Andersen, der er professor ved Scripps Research Institute i Californien, i spidsen. Det konkluderede, at virussen er et resultat af naturlig udvikling og ikke bærer tegn på at være designet i et laboratorium, som ellers var en hyppig påstand.

    Det næstmest omtalte studie er det store danske mundbindsstudie, som endte i en mediestorm, allerede inden det blev publiceret. Studiet kom dog ikke med afgørende nyt.

Mere fra dr.dk