Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har aflyst sit planlagte statsbesøg til Kina.
Det skyldes, at præsidenten har været så uheldig at tilegne sig en omgang lungebetændelse som følge af tidligere at have været syg med influenza.
Sådan lyder meldingen fra hans pressesekretær ifølge Reuters.
Luiz Inacio Lula da Silva skulle efter planen have sat kursen mod Beijing mandag den 27. marts, hvor han efter invitation fra den kinesiske præsident, Xi Jinping, skulle have debatteret "en ny æra og en ny fremtid for relationen mellem Kina og Brasilien på statsoverhoved-niveau".
Det nu aflyste statsbesøg til Kina ville have været det første af sin slags for den brasilienske præsident, siden han overtog embedet lige efter årsskiftet.