Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, tager i slutningen af måneden på statsbesøg til Kina.
Det sker efter invitation fra den kinesiske præsident, Xi Jinping, oplyser Kinas udenrigsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.
Besøget finder sted i dagene mandag den 26. til søndag den 31. marts.
Ifølge talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium Wang Wenbin skal besøget danne grund for "en ny æra og en ny fremtid for relationen mellem Kina og Brasilien på statsoverhoved-niveau".
Det bliver Lulas første besøg i Kina, efter han i januar blev indsat som præsident.
Tidligere på året besøgte han USA, som Kina har et anstrengt forhold til.